Kunsten at gå i skole

I 1989 offentliggjorde Poul Borum en artikel om litteraturkritiske metoder i tidsskriftet Standart. Han indledte sin artikel med en karikatur af en typisk anmeldelse i bladet og lod anmeldelsen begynde sådan her: »Jeg havde ikke tidligere hørt om den fynske lyriker Hans Christian Andersen, men hans lille prosabog Svinedrengen er absolut interessant og jeg har været optaget af den.« Herefter følger så, skriver Borum, tyve linjers handlingsreferat med henvisninger til Jacques Lacan og Hans Hauge samt to afsnit med kritiske bemærkninger og ros, der i Borums gengivelse lyder: »man kan nok sige, at Hans Christian A. skriver et temmelig barnligt sprog, og det er i hvert fald overordentlig ugrammatisk … Jeg har alligevel været meget optaget af unge Andersens lille jeu d’esprit, og De bør absolut læse den!«

Hvis man nu gentog karikaturen og flyttede den fra litteraturkritikken og over på skønlitteraturen, så kunne dens genstand f.eks. være en elev på Forfatterskolen, hvis debutroman begynder: »Jørgen S. kom gående ned ad hovedgaden i Havnstrup i sit nye lyseblå sæt og hvide sandaler. Nakken var vredet i vinkel, under den ene arm bar han en sort taske af tykt, revnet læder. Han ledte han efter en skyggefuld bænk, hvor han kunne fortsætte sin eksamenslæsning.« Derpå følger så halvandet hundrede sider om, hvordan Jørgen blev seksuelt misbrugt af et familiemedlem, men siden har formået at frigøre sig fra familien. Romanen falder i tre afsnit, der hver især følger et tiår i Jørgens liv. Romanen slutter med, at Jørgen finder sit livs udkårne, en stolt og selvstændig kvinde, der ikke bekymrer sig om, at »Jørgen ikke kunne slippe sin usikkerhed. Han var en af dem, der snublede i starten og aldrig rigtig holdt op med at snuble.«

Poul Borum noterer ironisk om Standart-anmelderen, at hans indsats næsten ikke kunne være bedre, for hans anmeldelse har fulgt alle vedtagne konventioner. Den indeholder både en indledning med generel karakteristik og placering, en udførlig beskrivelse med antydet tolkning, der efterfølges af indvendinger og afsluttende anbefaling. Tilsvarende kunne man sige om Forfatterskoleeleven, at hans roman både rummer et udfoldet psykologisk portræt, et overordnet tidsbillede med genkendelige detaljer, et naturligt fremadskridende handlingsforløb med mildest sagt farverige bipersoner samt episk og eksistentiel forløsning. Men selv om den studentikose anmelder nok kunne drømme om at blive ansat som unganmelder på Politiken, kunne romandebutanten næppe gøre sig store forventninger om at blive udråbt til tidens nye litterære stjerne. Og dog. For ikke så længe siden skrev en af hovedanmelderne på netop Politiken om en ny roman: »Det er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde vildt imponerende. Godt nok træder fortællegrebene her og der så tydeligt frem, at man tror det er løgn … men hos (xx) er man ligesom i en verden, hvor den slags er o.k.«

Den ordfattige billednarkomani

Hvis jeg skal sige noget om, hvordan den misere hos både kritikeren og forfatteren er opstået, bliver jeg nødt til at begynde et helt andet sted. Og det sted inkluderer Forfatterskolen i København og skriveskoler i det hele taget. For det handler naturligvis om, at der har fundet en udvanding sted af litteraturen som kunst — eller hvorfor ikke: af selve kunstbegrebet. Og det handler om, at litteraturens rolle har ændret sig kraftigt, siden Forfatterskolen blev indviet i 1987. Ved åbningen af skolen den 3. november holdt Thorkild Bjørnvig en tale, der blev trykt dagen efter som kronik i selvsamme Politiken. Her forsøgte han at forklare, hvorfor der netop på dét tidspunkt havde vist sig et behov for at etablere en uddannelsesinstitution for forfattere (der opstod i øvrigt flere lignende tiltag i slutfirserne, så der var åbenbart et behov). Bjørnvig betragtede Forfatterskolen som del af en digterisk »overlevelsesimpuls« og forestillede sig, at denne impuls var: provokeret af de øvrige mediers sejrsgang, fra presse og radio til video og tv. Ikke mindst de sidstes tilskyndelse til noget, der nærmer sig den rene ordløse eller ordfattige billednarkomani. Enten indlader skribenterne, journalisterne, ordbrugerne i videste forstand sig på en halsløs konkurrence, et håbløst kapløb — eller de og deres læsere besinder sig på ordenes egenværdi og uerstattelighed. Det sidste har forfatterne og deres gode læsere naturligvis altid gjort. Men nu føler begge parter sig trængt. Det ægte ords, det skabende udtryks bevarelse og præcision, dets eksistens overhovedet, bliver et samfundsproblem. Det er fordi, dét er truet — at bogen bliver truet.

Litteraturens rolle

Bjørnvig baserer sin tidsdiagnose på meget entydige modsætninger — det uerstattelige ord over for den ordløse billednarkomani, journalisternes mediekonkurrence over for det skabende udtryk osv. Og hans løsen er, at forfatterne besinder sig i stedet for at tabe besindelsen ligesom de halsløse journalister. Forfatterskolens opgave bliver da ifølge Bjørnvig at skabe rum for en sådan besindelse. Hvis dét lykkes, vil det samtidig lykkes at bevare litteraturens rolle som forrådskammer for samfundet i krisetider, når ånden er truet, og alle kun synes optaget af materialisme og nytteværdier. Forfatterskolen skal med andre ord sikre litteraturens autonomi, dens ’egenværdi’, og gøre det ved at insistere på, at litteraturens grundlag er dannelse, personlig integritet, viden, udsyn — selvbesindelse. Kort sagt alt det, tiden ikke rummer.

Femten år og to rektorer senere offentliggør den netop nyvalgte rektor Hans Otto Jørgensen en kronik, såmænd i Politiken, hvori han tager tråden op fra Bjørnvig. Han indleder med en lidt underlig formulering:

»Litteraturen er faldet udenfor i tiden. Den har som kunsten i øvrigt op igennem det 20. århundrede langsomt, men sikkert mistet sin position som åndelig vejleder, den er i dag uden forankring i dannelsesmæssig henseende, den har mistet sin autoritet som samfundsrevser såvel som evnen til at opstille utopier. I stedet er den især efter cirka 1970 havnet i konkurrence med og på samme hylde som tv-kanalernes uendelige strøm af realityshows og quizzer, hurtiggående spændingsserier og sport … Alligevel er der — bortset fra positioner på det yderste højre — almindelig enighed om, at der er brug for litteraturen, at den særlige erkendelsesform, som litteraturen bibringer sin læser, med den langsomhed der er, er et nødvendigt korrektiv i et stadig mere oplevelsessygt og forbrugsorienteret samfund.«

Hos Jørgensen finder vi samme modsætningspar som hos Bjørnvig, men med lidt andre ord. Han taler om tidens higen efter spænding over for litteraturens erkendelse, om mediernes hurtige oplevelser over for kunstens langsomme fordybelse, men verdensbilledet er det samme som Bjørnvigs: ordet er truet, folk er blevet oplevelsessyge, de vil kun forbruge, de har simpelthen mistet åndsevnen. Og hos begge betragtes litteraturen som et ’korrektiv’, fordi den er det sidste refugium for dannelse og selv på mirakuløs vis forblevet upåvirket af tidens barbari.

Hans Otto Jørgensen standser dog sig selv på kanten af faldgruben, for hvis nu litteraturen skal være reservat for ånden og dannelsen, har vi så ikke skabt en ny nytteværdi, ifølge hvilken litteraturen skal være opbyggelig og tjene til at bringe samfundet på højkant i krisetider? Nej, siger Jørgensen, opbyggelighed kvalificerer ikke litteraturen, ligesom litteraturen ikke kvalificerer sig ved at værne om nationalsproget eller kulturarven. Af samme grund må det være en opgave for Forfatterskolen at »undsige enhver national myte« og »manifestere et syn på litteraturen, som er fagligt baseret, om litteraturen har kvalitet eller ej«. Som man kan høre, blander eksistentiel 1940’er-opbyggelighed sig hos Jørgensen med senmodernistisk autonomitænkning, hvor »det er forfatteren, der suverænt bestemmer«.

Det ægte ord

Jeg forsøger ikke her at geråde i polemik med Bjørnvig og Jørgensen, jeg ønsker blot at pege på, at Bjørnvigs fornemmelse i 1987 af en overhængende trussel mod litteraturen, den fornemmelse har hos Jørgensen i 2002 virkeliggjort sig. Litteraturen er faldet udenfor. Den er havnet i konkurrence med de hurtige medier. Forfatteren er ikke længere åndelig vejleder. Og alligevel er der altså brug for den, ligesom der er brug for en skole, hvor nye forfattere kan uddannes. Men hvorfor egentlig? Og hvad skal de unge uddannes til? Til at være forfattere, ville det enkle svar lyde — vi taler jo netop om en forfatterskole. Men hvis det svar virkelig var konsekvent, ville vi også hurtigt kunne fornemme, at noget er galt, for betegnelsen forfatter siger jo ikke andet end, at her er en person, der besidder tilpas mange færdigheder og teknikker til, at det er muligt for ham at få godkendt sine manuskripter til udgivelse. Forfatterskolen er altså med til at sikre, at forfattere udgiver bøger i Danmark — og glem så i øvrigt alt det andet postyr om korrektiver, uerstatteligheder og bevarelse af det ægte ord.

Men Forfatterskolen er som bekendt også en skriveskole, hvor der bliver arbejdet med meget andet end blot teknikker til at perfektionere manuskripter. Nøjagtig ligesom Kunstakademiet ikke blot er en ’malerskole’, der uddanner malere, og Musikkonservatoriet ikke er en ’musikerskole’, der blot uddanner musikere og komponister. Måske kan man sige, at formålet med kunstinstitutionerne hverken i første eller sidste ende er at uddanne eleverne. Kunstinstitutionernes formål er at videreudvikle kunsten — gennem eleverne naturligvis. Af samme grund er det forkert, tror jeg, at holde institutionerne op mod mediemaskinen, forbrugerismen, åndløsheden, den almindelige forkvaklethed i samfundet. Det er simpelthen en forkert institutionstænkning. Det er til gengæld den tænkning, institutionerne og ikke mindst Forfatterskolen hele tiden bliver mødt med fra politikere og borgere, der kun tænker på, om man får noget tilbage for skattepengene.

Når man overvejer, hvad en forfatterskole er, og hvad der skal foregå på den, må man altså først overveje, hvilken slags institution den er, og hvordan institutionen placerer sig i omgivelserne. Forestiller man sig, at skolen skal være en kompetenceskole, der skal kvalificere eleverne til at blive dygtige forfattere (FORFATTERskolen), så kan man let ironisere over den, nøjagtig som Poul Borum ironiserede over den dydige studenteranmelder. Eller som jeg selv ironiserede over den dydige forfatterskoleelev, der gør alting rigtig bortset lige fra det med at lave kunst, eftersom kunst jo også handler om selvstændig skabelse. Forestiller man sig derimod at skolen skal være en terapiskole, hvor eleverne opnår selvindsigt og personlig udvikling, er der ikke længere tale om en kunstnerisk uddannelse.

En kunstskole

Kompetenceskolens mål er (bog)produktion, og terapiskolens mål er dannelse. Men der findes en tredje mulighed, som jeg allerede har angivet, og den handler om, at en skole for forfattere forstår sig selv som — og insisterer på at være — en kunstskole. En litterær kunstskole, der ikke tjener forlagene eller uddannelsessystemet eller den enkelte elevs forfatterdrømme og mentale balance, en skole, der ikke tjener nationallitteraturen, nationalsproget, det åndløse samfund, de stærkt forvirrede borgere stedt i et hæsblæsende, postmoderne billedhelvede, eller hvad man nu kunne drømme om. Hvis dét skal være muligt, så er det helt afgørende at holde fast ved de oprindelige ideer hos Forfatterskolens grundlæggere om elevernes »bevidstgørelse«, om etableringen af en »kritisk sans« hos eleverne og om at nå frem til en »objektivering af skriveprocessen« hos den enkelte elev — kort sagt det, vi i de første år på Forfatterskolen kaldte »selvobjektivering«.

Alle de nævnte begreber kan man i øvrigt genfinde i Anne Toft og Dorte Øbergs bog Det litterære væksthus fra 1997, som omhandlede Forfatterskolens første ti år. I bogen citerer forfatterne også fra Per Aage Brandts artikel »At skrive og at skole«, som for mig stadig er en hel uomgængelig tekst, hvis man vil forstå, hvad en kunstnerisk skriveuddannelse går ud på. Brandt skriver blandt andet, at det er et særtræk ved kunstinstitutionerne, at man her kan »opleve det kritiske som en art kunst«. Det er altså ikke tilstrækkeligt at opøve elevernes teknikker og færdigheder frem mod beherskelse eller kompetence, selv om det selvfølgelig indgår, og indgår sammen med en eller anden form for personlig dannelse. Men den sande dannelse går netop gennem prøvelse, hvor teknikker og færdigheder provokeres, og faste overbevisninger bringes til fald. F.eks. om, hvad litteratur er, og hvad forfatterens rolle kunne formodes at være.

Jeg ville sige, at en forfatterskole ikke er en kunstinstitution, medmindre den fører det kritiske ind i kunsten og får den enkelte elev til at holde op med at spørge sig selv: Hvordan skriver jeg min bog? Og i stedet spørge: Hvorfor skal jeg skrive den? Og hvad vil ’at skrive’ overhovedet sige? Vi sander i disse år til i en storm af bøger, der ukritisk angler efter en hvilken som helst form for opmærksomhed, og når så samtidig den litterære kritik har mistet den kritiske sans (som vi så det i Politiken-anmeldelsen), befinder vi os efterhånden i en situation, hvor der hverken i skabelsen eller analysen, hos hverken skribenten eller anmelderen, finder kunstovervejelser sted længere. Hvis forfatterskolerne rundt omkring — og der kommer flere og flere til, næsten as I speak — skal have nogen relevans ud over præcis at tjene elevernes karriere, forlagenes indtægter, nationens ve og vel, så bliver skolerne nødt til at endevende — evt. endda nyetablere — kunstbegrebet. For der er ingen andre, der gør det.

Niels Franks essay blev oprindeligt holdt som oplæg på et seminar om nordiske skriveskoler på Testrup Højskole 23-25. januar.