Læsetid: 5 min.

Litterær omgang og tomgang

Kritik. Med Niels Franks ord om kommende forfatteres nødvendige kunstovervejelser kunne vi måske begynde med Karl Ove Knausgård og hans romanprojekt og stille spørgsmålet: Har vi endelig fået en litteraturens Paris Hilton?
17. februar 2012

I dette blads sidste udgave af Bøger (10. februar) havde Niels Frank, Bent Vinn Nielsen og Peter Nielsen hver et indlæg, der meget sigende klædte hinanden. Niels Frank forsvarede ihærdigt Forfatterskolen, som Bent Vinn Nielsen havde et temmelig afklaret og køligt forhold til, mens Peter Nielsen endnu en gang hyldede nordmanden Karl Ove Knausgård.

Ud over et ikke overras-kende forsvar for Forfatterskolen måtte enhver forfatter in spe efter Niels Franks mening stille sig selv det fornuftige spørgsmål, hvad angår det at ville skrive en bog: Hvorfor skal jeg skrive den — og han fortsatte med at stille spørgsmålet om, hvad det overhovedet ville sige at skrive. To interessante spørgsmål, når man — som han skrev — sander til i en storm af bøger, der ukritisk angler efter en hvilken som helst form for opmærksomhed, og vi samtidig har fået en litterær kritik, der har mistet evnen til at være kritisk.

Ørkenvandringen i uinteressante udgivelser er ikke noget nyt fænomen — den har fundet sted, så længe jeg kan huske tilbage og med garanti også før, selv om omfanget nu er steget i takt med udbredelsen af computere og Microsofts Word. Værre er det — hvis det har noget på sig — at den litterære kritik ikke længere er kritisk. I så fald er den nemlig heller ikke litterær. Tidens manglende dannelse, universiteter, hvor man ikke længere studerer, men går i skole, individualismens sejrsgang, der i mistænkelig grad er ved at udarte sig til ren egoisme, og intimitetens snærende tyranni — som min begavede tante så ofte udtrykker sig — har ikke næret den litterære kritik. Tværtimod. Som Bent Vinn Nielsen omtalte i en af sine klummer, så er det manglende kendskab til vor egen lille litteraturhistorie så ringe blandt elever ved universiteterne, at man forbavses.

Et gran salt

Nu går Niels Frank naturligvis ud fra, at Forfatterskolen trods et par smuttere uddanner gode forfattere, ligesom Journalisthøjskolen på samme måde går ud fra, at den uddanner gode journalister — to påstande, der nok skal tages med et gran salt, hvad Bent Vinn Nielsen jo også så udmærket gør, når han mener, at det tjener forfatteren bedst at gøre sig de nødvendige erfaringer ude i virkeligheden. Sådanne skoler institutionaliserer uddannelser og efter bedste mening også deres elevers evner. Tænk på Forfatterskolens rygeforbud! Men Niels Frank slutter sit indlæg med at efterlyse de kunstovervejelser, der efter hans mening er nødvendige både hos forfatteren og kritikeren, hvilket fører tilbage til det relevante spørgsmål: Hvorfor? Og hvad vil det sige at skrive litteratur?

Det bringer mig til Peter Nielsens indlæg om Karl Ove Knausgård, der ifølge utallige overstrømmende anmeldelser, trods et par enkelte kritiske røster, har formået at skrive noget nyt og hidtil uset med Min kamp. Enkelte kritikere har endda svunget sig til højder, hvor vendinger som »verdenslitteratur« og »højdepunktet i nordisk litteratur i dette årtusinde« bruges for ikke at nævne »en genfødsel eller eksistentiel påskehistorie«. Her er virkelig luft under vingerne, og jeg må da indrømme, at antallet af skrevne sider må imponere, men mere skulle der gerne være.

Nu er Karl Ove Knausgård ikke karrig med at lade nulevende personer optræde i sin romanbiografi, så jeg vil derfor i det følgende tillade mig samme generøsitet, hvad angår ham.

Og jeg er således fuldstændig klar over, at jeg bevæger mig på sakral jord.

Peter Nielsens begejstring over Karl Ove Knausgårds beretning om at skide overrasker mig, selv om den sikkert udmærket ville passe ind i selve romanprojektet. Utallige sider bruger han ifølge Peter Nielsen på denne handling for at … ja, beskrive denne handling. Vi skal så tæt på hverdagen som muligt, intet er for banalt, småt eller trivielt til at nævnes, og det eneste, der efterhånden mangler i hans univers, er beskrivelsen af et godt gammeldags knald på køkkenbordet med hans nuværende kone. Mig bekendt har vi det endnu til gode. Pudsigt nok!

Og man kunne stille sig selv det spørgsmål: Er det virkelig blevet sådan, at velfærdsstatens polstrede omklamring af individet fuldstændig har fjernet individet fra virkeligheden, således at generobringen af virkeligheden er blevet en træls, nøjsom og omfangsrig beskrivelse af enhver detalje med en detaljeringsgrad, der ville få misundelsen frem i enhver naturalistisk forfatter fra det nittende århundrede?

Kun genkendelse

At en sådan beretning kan have sin berettigelse i en litterær sammenhæng er indlysende, tænk bare på en Henry Miller, men er beretningen kun en beretning, er den ikke pr. automatik litterær. På en eller anden måde minder det mig i for høj grad om de samme tendenser, man ser inden for kunstens verden, hvor kunstneren selv og selve processen — altså mediet — er budskabet. Mediet er således i overensstemmelse med meningstabet og fraværet af de store fortællinger blevet identisk med produktet. Og hvad meddelelsen angår, er vi endt i den rene nihilisme.

Men med ord kan vi mere. En beskrivelse i sig selv er således ikke nok, hvis man ikke henvender sig til nogen, det som den britiske filosof J.L. Austin kaldte den illokutionære handling, dvs. mangler henvendelsen, er den for mig uden værdi — også litterært. Miller havde en larmende civilisationskritik, men hos Karl Ove Knausgård synes vi først og fremmest kun at finde genkendelse. Man kan dårligt sige, dybsindighederne står i kø i hans mefistofeliske romanbiografi, men ordene gør det. Men jeg vil gerne belæres.

Men den hastigt skrivende Karl Ove Knausgård drømmer anakronistisk om at blive endnu én af de mange forfattere fra romantikkens gyldne århundrede. Det var dengang, hvor en mand var en mand, og kvinden var stolt af det. Men at damerne står i kø med beundrende blikke, har, så vidt jeg véd, aldrig været et kvalitetstegn på et litterært værk, men vejen til banken er til gengæld blevet en del lettere. På en måde synes her at være tale om et gigantisk realityshow på skrift, godt hjulpet af medierne. Men også et show, der er lige så redigeret som tv-mediets mange realityshows.

Og med Niels Franks ord om de nødvendige kunstovervejelser kunne vi måske begynde med Karl Ove Knausgård og hans romanprojekt og stille spørgsmålet: Har vi endelig fået en litteraturens Paris Hilton?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Småsurt og rodet indlæg fra PTB. Lugter af "ingen kan mere skrive som vi kunne i gamle dage" fra en ædre forfatter. Pinligt.

”Det ser ud som om,” skrev dadaisten Hans Richter allerede i 1964, ”at menneskene i dag behøver det øjeblikkeligt håndgribelige materielle objekt at holde fast i som en bekræftelse af deres tilstedeværelse i verden. Som om mennesket kun kunne bekræfte sig selv overfor sig selv igennem sine fem sanser, siden alt i ham er brudt op og usikkert. Et indre tomrum synes at tvinge ham udefter, en trang til at overbevise sig om sin eksistens ved hjælp af objektet, fordi subjektet, mennesket selv, fór vild. […] Vores generation er blevet så grådig efter nærvær, at selv et toiletbræt bliver helligt for os. Vi tilfredsstilles ikke ved at se det afbildet; vi ønsker at have det helt og aldeles, kropsligt.”

Der er intet nyt under solen, bortset fra at det nu ikke kun er toiletbrættet, men selve det at skide, som er helligt. Mennesket bliver mere og mere tomt og ude af stand til at føle virkeligheden. Poul Thomas Brandt har naturligvis ret.