Nyhed
Læsetid: 4 min.

Et liv sat i sammenhæng

NRK har gjort et paradoksalt forsøg på at fortælle Jonas Wergelands livshistorie kronologisk. Jan Kjærstads romanfigur er ellers kendetegnet ved, at man ikke kan forstå ham ved hjælp af tidens gang. Men NRK lykkes i vid udstrækning med at kombinere norsk samtidshistorie med det særlige slør, der lægges ned over levet liv, når det genfortælles
TV. Serien ’Erobreren’ på NRK, der havde premiere søndag aften, er baseret på Jan Kjærstads trilogi ’Forføreren’, ’Erobreren’ og ’Opdageren’. Her er familien Wergeland Hansen samlet. Det er Jonas Wergeland (Johan Felix Tschudi), der står øverst til højre.

TV. Serien ’Erobreren’ på NRK, der havde premiere søndag aften, er baseret på Jan Kjærstads trilogi ’Forføreren’, ’Erobreren’ og ’Opdageren’. Her er familien Wergeland Hansen samlet. Det er Jonas Wergeland (Johan Felix Tschudi), der står øverst til højre.

Erik Ruud

Kultur
24. februar 2012

Der er ikke én version af en livshistorie. Der er flere hundrede. Anekdoter fortælles forskelligt og tillægges forskellig værdi, alt efter hvem der fortæller dem, og hvilken kontekst de sættes i. Den norske forfatter Jan Kjærstads romantrilogi om Jonas Wergeland undersøgte netop dette: Hvordan hænger et liv sammen? Og det eneste ugyldige svar på det spørgsmål syntes at være: i tid. Vil man forstå Jonas Wergelands liv skal man ikke lede i kronologien. Fortællingen om Jonas Wergeland sker i associationsrækker af småhistorier fortalt af tre forskellige personer, som han har været i kontakt med. Alle tre bøger springer frem og tilbage i tid og væver sit eget fortællingstæppe.

Derfor er det paradoksalt, at man i TV-serien Erobreren på NRK, der havde premiere søndag aften, netop vælger et lineært forløb baseret på Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren. Ganske som trilogien starter tv-serien med, at Jonas Wergeland står bøjet over sin kones lig. Hun er blevet skudt. Herefter er det klassisk flashback, og det første afsnit handler udelukkende om Jonas’ barndom og spæde ungdom. Et brud med selve ideen med Kjærstads romanfortælling. Og dog. Trilogien giver jo netop flere forskellige bud på, hvordan man fortæller Jonas Wergelands historie. Og dette er blot endnu et. En fjerde kompositionsmodel. Og én, der er mere velegnet til tv. Jan Kjærstads romaner blev oprindeligt modtaget bedre i Danmark end i Norge. Måske fordi vi danskere godt kan lide, at det ikke bare er historien om Jonas Wergeland, men i høj grad også en uromantisk beskrivelse af det norske folk. Af dets provinsielle storhedsvanvid og selvtilstrækkelighed. Sjovt nok viser danskerne dermed, at den form for selvtilstrækkelighed bestemt ikke er noget særligt norsk. Men det vil sikkert glæde alle danskere, når serien forhåbentlig får premiere i Danmark, at det netop er det blik på Jonas Wergelands liv, som NRK har valgt: Fædrelandsportrættet. Jonas Wergelands liv ses gennem det norske samfunds historiske udvikling. Forældrene får et tv, der placeres demonstrativt foran bogreolen, og da hele familien står samlet på altanen, ser man alment boligbyggeri under opførsel i baggrunden. Jonas taler med sin ven Viktor om socialisme og lighed og om den norske velfærdsstats fader, Einar Gerhardsen. Og så er der Jonas’ bedstefars gamle Luger, der blot er med i et lille optrin, der ikke har noget at gøre med den store usagte historie, som altid vil ligge bag en Luger i Norge.

Man ærgres selvfølgelig over de mange nuancer, der går tabt, når så kompleks en historie som Jonas Wergelands forenkles til ære for tv. Det interessante ved hans historie er jo ikke det samfund, han vokser op i. Det interessante er, hvordan hans historie fortælles. Men i flere sammenhænge lykkes det for NRK at kombinere de to fortællinger. Som i eksemplet med bedstefaren. Her bliver vi meget fint mindet om, at den version, vi ser, ikke er den, der udspillede sig i levet liv, men den, som Jonas Wergeland erindrer, mens han står dér bøjet over sin kones lig. I den version er bedstefaren et menneske, der starter alle sine sætninger i stil med: »Forestil dig, Jonas, at du levede for 10-12.000 år siden, og du var blandt de første, der kom her til Norge, da isen var væk.«

Skrækkelig ordinær

En mand, der taler i levesætninger. Sådan bliver en bedstefar kun i et barnebarns erindring. Og så er der Sir William, Jonas’ onkel, der er Norge, som det hed i romanerne. Selvsmagende, storskrydende, nyrig og ufølsom. Det er den voksne Jonas Wergelands mindreværd og problematiske forhold til sit hjemland, der taler, når onklen erklærer, at Jonas er skrækkeligt ordinær, at han er en fuldkommen almindelig dreng, og at det må både han og forældrene stille sig tilfreds med.

Men både bedstefaren og onklen bruges også som led i den kronologiske fortælling. Man fornemmer, hvordan trådene lægges ud, mens de taler om storhed. Om hvorfor nogle mennesker bliver husket. De vil til sidst blive flettet sammen i den voksne Jonas Wergelands succes som kendt tv-vært (Norges mest kendte endda) fra programmet At tænke stort.

Denne tv-serie-version af Jonas Wergelands livshistorie har bestemt noget at tilbyde – også for dem, der har læst romanerne. Desværre bliver det ofte unødigt tv-teatralsk. Men det er instruktionens skyld og ikke manuskriptet eller skuespillets. Og handler måske mere om norsk tv-drama-tradition end om evner.

NRK har turde besvare spørgsmålet ’Hvad former os som mennesker?’ ved at vælge enkelte hændelser ud fra det store romanforlæg og størst indtryk i første afsnit gør Nefertitis død. Denne guddommelige lille pige, der havde et så åbent, nysgerrigt og lyst sind, at der i Forføreren står: »Takket være Nefertiti blev Jonas ikke et kældermenneske.« Hendes alt for tidlige død var med til at fastholde hende uspoleret og i et guddommeligt lys i Jonas Wergelands erindring. Hendes venskab og liv åbnede hans øjne for storhed, og hendes død præsenterede ham for første gang for den eneste eviggyldige sandhed om et levet liv: At lige meget hvor stort et menneske bliver, så vil det største altid være kærligheden. Og det er den, der får et liv til at hænge sammen.

’Erobreren’, afsnit 1, NRK: søndag 20.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her