Så er det blevet Madame B-tid igen. Det vil sige den tid på året, hvor de førsteårsstuderende skal læse Flauberts Madame Bovary. Og jeg læser gerne med. Igen og igen. Med samme fascinerede ambivalens over titelkarakteren, denne tåbelige lille lægefrue med de store romantiske drømme – eller denne skønhedssøgende sjæl, som kvæles i provinsiel plathed – eller denne begærs-maskine, som kører på silke, svanedunstøfler, religiøse accessories og knaldromaner – alt efter hvordan man nu lige er i humør til at læse hende. Og alt efter hvilken livsfase man selv befinder sig i, må jeg vist konstatere efter jævnligt at have frekventeret damen gennem 25 år.
Denne gang forekommer det mig, at det meste af den aktuelle danske litteratur findes samlet i Flauberts roman.
Ironi og empati
Vi har en fortæller, der kan kravle ind i bevidstheder, som han finder fuldstændig tomme. Som når vi kommer ind i hovedet på Charles Bovary og ikke hører andet end blodets dunken. En sådan ringeagt for sine personers bevidsthed skal vi frem til Lars Frost for at finde i dansk litteratur; Frost, som kan lade sin fortæller udtale, at han faktisk ikke orker at lytte til sine personers tankestrøm. Denne ringeagt for den menneskelige bevidsthed, denne udstilling af personernes dumhed følges hos Flaubert med en dyrkelse af det skønne sprog, en stilistisk perfektion, og netop denne kombination er også karakteristisk for Lars Frost og med ham en tendens i den aktuelle danske litteratur til at skrive skønt om det elendige menneske.
Men Flaubert latterliggør ikke bare sine personer, han kan også nærme sig dem empatisk. Det gælder først og sidst Emma, som er og bliver både en dum lille provinsgås og en stakkels stækket æstetisk sjæl. Den fortælletekniske hemmelighed i denne dobbelthed af ironi og empati kaldes style indirect libre, på dansk kan man tale om dækket direkte tale eller sansning; der fortælles i tredje person og med fortællerens grammatik, men vi er inde i personens tanke- og sanseverden. Denne fortælleteknik må være den absolut mest udbredte i den psykologiske realisme siden Flaubert, og her til lands møder vi den eksempelvis hos Ida Jessen og Kirsten Hammann, hvor den afføder en lignende pendlen mellem nærhed og distance til personerne. Når Hammann skriver om sine damebladsnaive eksistenser, svinger vi mellem at lide med dem og ikke kunne holde dem ud, ligesom vi gør det med Emma Bovary.
Sansning og queer
Den metaforiske beskrivelse af verdens sansekonkrete stof, som Josefine Klougart på det seneste har begejstret de danske læsere med, finder vi også i dén grad hos Flaubert. Når den besvimende tjeners pupiller forsvinder i det hvide af øjnene som blå blomster i mælk, når fruens negle sammenlignes med mandler og elfenben, eller når fortællerens blik når helt ind i kaminens inderste og registrerer, hvordan lyset gennem skorstenen gør soden på metalpladen fløjlsagtig …
Lige så intenst Flauberts fortæller dvæler ved alt det lækre sansestof, lige så intenst dvæler han ved alt det ulækre. Beskrivelserne af den blinde, som har åbne kødsår i stedet for øjne, af de væskende vabler på staldkarlens opererede klumpfod og af Emmas kramper og opkastninger på det langstrakte dødsleje er i ækelhed på højde med, hvad en Harald Voetmann kan præstere, når han skriver om afrevne øjenlåg, betændte sår og udklemmelige blåsorte hudgevækster. Queer er Madame Bovary gud hjælpe mig også – hun går med lorgnet, klæder sig ud i bukser og behandler sin elsker som sin elskerinde. Baudelaire skrev ligefrem, at Emma var en mands sjæl i en kvindes krop – og Flaubert gav ham fuldstændig ret. Kort sagt: hvis man vil vide noget om tendenserne i dansk samtidslitteratur, kan Flauberts Madame Bovary fra 1857 stærkt anbefales.
