Sølvbjørnen
Læsetid: 4 min.

Mikkel Boe Følsgaard er dansk films nye Ferrari

Det var den danske debutant Mikkel Boe Følsgaard, der løb med opmærksomheden, da han på årets Berlinale, modtog Sølvbjørnen som Bedste mandlige skuespiller for sin rolle som Christian d. 7. i ’En kongelig affære’. Den fik som den eneste film hele to priser. Også Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg modtog en Sølvbjørn for Årets bedste manuskript
Manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg, instruktør Nikolaj Arcel og skuespiller Mikkel Boe Følsgaard fejrer, at filmen ’En kongelig affære’ vandt to priser ved Berlinalen.

Manuskriptforfatter Rasmus Heisterberg, instruktør Nikolaj Arcel og skuespiller Mikkel Boe Følsgaard fejrer, at filmen ’En kongelig affære’ vandt to priser ved Berlinalen.

Gerard Julien

Kultur
20. februar 2012

BERLIN — Mads Mikkelsens smoking sad, som var den malet på, og han var ét smil fra øre til øre. Da Information efter prisoverrækkelsen i lørdags spurgte ham, om han undte sin unge kollega Mikkel Boe Følsgaard prisen som årets bedste mandlige skuespiller, faldt svaret prompte: »Er du tosset? Om jeg under ham det? Han får den jo, fordi han er suveræn. Når man endelig skal overhales på motorvejen, er det rart, at det er af en Ferrari.«

For første gang i Berlinalens historie gik Sølvbjørnen for bedste mandlige skue-spiller til en dansker: Den unge Mikkel Boe Følsgaard, 27 år og stadig elev ved Statens Teaterskole, blev belønnet for sin rolle som Christian d. 7. i instruktøren Nikolaj Arcels historiske drama ’En kongelig affære’.

Filmen handler om kongen, dronningen Caroline Mathilde og den tyske livlæge Johann Struensee, der reformerede hoffet og landet, før han endte sit liv på Østerfælleds skafot i april 1772.

Den danske film modtog som årets eneste to Bjørne. Også instruktøren Nikolaj Arcel og manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg fik en Sølvbjørn for årets bedste manuskript.

Glædestårerne stod højt i Følsgaards øjne, da han fik Sølvbjørnen overrakt af Charlotte Gainsbourg, der var medlem af årets jury.

Information gjorde ham bagefter opmærksom på, at han glemte at kysse den franske skuespillerinde. Det ærgrede ham vist kun ét sekund. På pressemødet bagefter foran de mange internationale fotografer huskede han til gengæld at kysse. Sin Sølvbjørn.

»På mandag er jeg tilbage på skolen. Og stepdanser,« sagde han med et beskedent smil, da en journalist ville vide, hvordan denne pris vil ændre hans liv.

I det hele taget gav Følsgaard et begavet og eftertænksomt indtryk foran journalister fra hele verden. Han fortalte, at han havde læst historiske bøger om perioden og Christian d. 7. for at forberede sig til rollen, og da han på opfordring lo den let vanvittige latter, som han har gjort til kongens tema, jublede journalisterne.

»Jeg læste i en bog, at han havde en mærkelig latter. Jeg tror, han lo den, når han var stresset eller følte sig presset,« fortalte Følsgaard.

Den fedeste satsning

Bagefter sagde han til den danske presse, at han og Nikolaj Arcel var enige om, at kongen skulle være et nuanceret menneske.

»Rollen passede godt til mig, og jeg står her i dag på grund af hårdt arbejde,« sagde Følsgaard, der også roste Nikolaj Arcel som en fantastisk instruktør.

Arcel var aldrig i tvivl om, at rollen som kongen var Følsgaards, da han dukkede op til castingen. Han havde dog en smule betænkeligheder ved at give den til en teaterskoleelev.

»Men det er det fedeste sats, jeg nogen sinde har gjort,« sagde Arcel bagefter.

Den lille Arcel og den store Heisterberg mindede lidt om Fy og Bi, da de med smilene smøret ud over ansigterne modtog Sølvbjørnen for bedste manuskript af den algierske forfatter Boualem Sansal.

»Jeg er taknemmelig over, at juryen har erkendt, at det er en vild historie med mange lag, og at puslespillet med kærlighed og politik ikke har været nemt at få til at gå op,« sagde Arcel efter prisuddelingen.

Information spurgte ham, hvordan det var at vinde to Bjørne, når alle havde forudsagt, at det var en smuk film, der dog ingen priser ville vinde.

»Det er altid godt at være undertippet,« svarede han, mens Heisterberg mente, at verden nok vil undre sig over, hvorfor denne nærmest Hollywood-agtige kærlighedshistorie aldrig er blevet filmatiseret før.

»Forhåbentlig vil filmens frihedstema nå ud. Det er jo et skævt trekantsdrama med denne konge, og filmen handler også om at rejse ud, at vi ikke er bare er én nation, men en hel verden,« sagde Rasmus Heisterberg.

Også Zentropa-direktør Peter Aalbæk Jensen var bagefter i godt humør.

»Det er jo normalt en anden slags film, der vinder her i Berlin, så jeg er virkelig overrasket. Jeg modtog nølende en teaterskoleelev som Christian d. 7., men en gang imellem har instruktøren ret. En gang imellem! Og det er er et sindssygt godt manuskript. Jeg er rørt over de to priser,« sagde han. ’En kongelig affære’ har solgt alt, hvad den kunne. Aalbæk sagde, at man kun manglede at lukke aftalen med Italien. Den er nok kommet på plads efter de to Bjørne.

Øvrige priser

Den kongolesiske teenager Rachel Mwanza fik en Sølvbjørn for bedste kvindelige skuespiller for sin rolle som barnesoldat i den kanadiske film ’War Witch’. Juryens store pris, der gælder som årets andenpræmie, gik ikke overraskende til den ungarske instruktør Bence Fliegauf for den intense film ’Csak a szél’ (Just the Wind), der handler om de racistiske mord, der fandt sted på en række romaer i Ungarn for nogle år siden. Tyskeren Christian Petzold fik en Sølvbjørn for instruktionen af topfavoritten ’Barbara’, mens schweizeren Ursula Meier fik en Sølvbjørn for særlig anerkendelse af hendes fine ’L’enfant d’en haut’. Den handler om to fattige søskende, der lever i udkanten af de riges samfund.

Sølvbjørnen for fremragende kunstnerisk indsats gik til tyskeren Lutz Reitemeier for hans kamera på den kinesiske film ’Bai yu luan’ (White Deer Plain), mens Alfred-Bauer-Prisen, der er opkaldt efter festivalens grundlægger og går til en film, der åbner nye perspektiver i filmkunsten, gik til portugiseren Miguel Gomes for filmen ’Tabu’. Han modtog den tydeligt skuffet og næsten modvilligt.

Endelig fik de italienske brødre Paolo og Vittorio Taviani (80 og 82 år gammel) deres livs første Guldbjørn for årets bedste film. Guldpalmerne i Cannes fik de i 1977 for ’Padre padrone’. Årets vinder er deres på alle måder fængslende ’Cesare deve morire’ (Cæsar skal dø). Den foregår i Roms Rebibbia-fængsel, hvor hårdt dømte fanger sætter Shakespeares ’Julius Cæsar’ op som det årlige teaterstykke. Det var et bevægende øjeblik, da Vittorio Taviani sagde: »Tak til Shakespeare, der med sine sublime og enkle ord gjorde det muligt for disse fanger at leve livet igen, selv om det kun var for få dage. Dem hilser vi i dette øjeblik.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forhåbentlig bliver det til mere stepdans end film for Mikkel Boe Følsgaard, han er fuldkommen utroligt nuanceret på en scene.