Interview
Læsetid: 5 min.

’Musik skal være et frit forum’

Medie- og reklamebranchen forplumrer musikkens rene kunstnerisk kommunikation, mener frontmanden i albumaktuelle Choir of Young Believers. Og han efterlever sin filosofi med de økonomiske ofre og den kreative frihed, som følger med
’Jeg ville synes, det var pinligt, hvis der var en masse, som rendte rundt og vidste, at der var et band, som hed Choir of Young Believers, men ikke kendte musikken,’ siger forsangeren af bandet Jannis Noya Makrigiannis.

’Jeg ville synes, det var pinligt, hvis der var en masse, som rendte rundt og vidste, at der var et band, som hed Choir of Young Believers, men ikke kendte musikken,’ siger forsangeren af bandet Jannis Noya Makrigiannis.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kultur
28. februar 2012

Postkassen i opgangen råber historiens hovedpointer. »No Advertising! No Newspapers!« står der med skarpe sprittuschbogstaver hen–over et hvidt stykke tape. Oppe i lejligheden er der ikke så meget udråbstegn over Jannis Noya Makrigiannis, som han tuller rundt og lytter til et debatprogram fra den reklamefri Radio 24syv. Han brygger kaffe og finder en karton økologisk mælk, som skjuler det godt, hvis den har noget at gøre med Arla.

Her i stuen, i det midlertidige bofællesskab, hvor han bor på en madras i hjørnet, er der rimelig ro på hos forsangeren i Choir of Young Believers.

Gruppens debut This Is For the White In Your Eyes fra 2008 fik en solid portion roser og banede vejen for en af de mere reelle fortællinger om et dansk band med udenlandsk medvind. Og for nylig udkom bandets andet album Rhine Gold og dermed endnu en runde i det promoveringsspil, som Jannis Noya Makrigiannis er en forbeholden deltager i. Det skyldes langt fra, at han er sky, doven eller almindeligt ubehøvlet.

Det skyldes, at det er yderst magtpåliggende for ham, at Choir of Young Believers holder kunsten foran sig, og det oplever han som en udfordring.

»Jeg er meget opmærksom på, hvilket forum vi bliver præsenteret i. Hvis der er for meget udenomshurlumhej, inden man når til selve musikken, bliver jeg træt. Hvis man skal høre, hvilket tøj man går i, hvem man hænger ud med eller alle mulige anekdoter, som intet har med sagen at gøre, bliver det livsstilsorienteret. Musik bliver en accessory, som skal passe til de bukser, du har på,« siger han.

Choir of Young Believers’ egen vej til publikum blev i første omgang brolagt af DR’s lytterbestemte hitliste, Det Elektriske Barometer. Der følte Jannis Noya Makrigiannis sig hjemme, for de repræsenterer den måde, han selv opdager musik på: med ørerne dedikeret spidset. Men som succesen voksede, koblede flere medier sig på. Og ikke altid på musikkens præmisser.

»Der er en tendens til, at musik ikke bliver taget seriøst som kunstform. Musik er ellers noget, alle kan forholde sig til, så jeg forstår ikke, at det skal fortyndes. Jeg vil gerne have, at folk går ind i det, fordi de synes, musikken er fed. Ikke fordi de ser mig stå i Euroman og præsentere et eller andet ur, og så står der en lille sidebemærkning om, at jeg forresten også spiller i et band,« siger han og kaster sig ud i et regnestykke om kvantitet og kvalitet:

»Jeg vil hellere have, at der er 100 mennesker, som finder direkte frem til vores musik, end at der er 1.000, som finder frem til vores musik gennem alt muligt hurlumhej. Af de 1.000 personer vil de 750 skrive dumme kommentarer på YouTube, fordi vi har grimme bukser på. Så er der 250 tilbage, som måske får en eller anden musikalsk oplevelse.

Men de har først fået den efter at skulle kæmpe sig igennem en jungle, hvor de 100 har fået oplevelsen direkte.

En form for prostitution

En del af junglen er også reklamebranchen. Og når Jannis Noya Makrigiannis ser et forbillede for inderlig sangskrivning som Bon Iver reklamere for whisky, ringer alarmklokkerne. Men det handler om mere end bare at sælge ud; det handler om en dyb bekymring for, at de kommercielle interesser besudler selve kunsten.

»Hvis man vil sælge sin musik, er det blod sved og tårer. For mig har musik en sjælelig værdi og handler om et indre liv. Musik skal være et frit forum. For det er en måde, mennesker kommunikerer med hinanden på, og det er mest rent, hvis det ikke er styret af penge eller kommercielle interesser. Når kommercielle interesser kommer ind i et kreativt miljø, vil det påvirke måden, man tænker og skriver på. Det er et farligt miljø for nye musikere, for det er sindssygt nemt at lade sig lokke; ’Ja, det kan godt være, at bilindustrien er fucked, men vil du ikke gerne tjene x antal hundrede tusinde?’, ’Ja, det kan godt være, du ikke bryder dig om modebranchen, men hvis du vil i det her blad, skal du tage den her T-shirt på’. Musikere bliver bare brikker i et spil. De har ingen penge på lommen, men de har den street credit, som virksomhederne mangler. Det er lidt en slags prostitution,« siger han.

Ordene falder roligt og øjnene forbliver milde. Som han siger, læser han ikke op af noget manifest; det handler om mavefornemmelse. Og selv efterlever han vitterligt sine synspunkter. Af Choir of Young Believers’ kontrakter fremgår det, at deres sange ikke må blive brugt i reklamer. Det er en betingelse, som koster, for der har været tilbud, som ville have forsødet bandets tilværelse betragteligt. Det har også ført til diskussioner, da det har sin pris at have et orkester med syv medlemmer – eksempelvis kan finanserne ikke altid bære, at alle rejser med for at spille i udlandet. Men ifølge Jannis Noya Makrigiannis ved alle bandmedlemmer inderst inde, at det ville være forkert, og så følger ofrene med.

Han har til gengæld ikke kunnet styre, at hans uafhængige pladeselskab, Tigerspring, som blev grundlagt af en ven, siden debutalbummet har indledt et samarbejde med verdens absolut største pladeselskab, Universal Music.

»Det kan jeg vel godt sige … Jeg synes, det er ærgerligt. Og vi diskuterede det, da de lavede aftalen, men der havde jeg ikke rigtigt noget at skulle have sagt,« siger han.

Mere rygrad

Det har han til gengæld haft i tilblivelsen af Rhine Gold. For holdningerne til kunstens vilkår og vigtighed har direkte linje til Choir of Young Believers’ skabelsesproces: Også som sangskrivere og arrangører nægter de at blive et produkt, som lader sig pakke let ind. Så der er blevet tappet ivrigt fra den kreative friheds kilde, og dermed er der blevet skubbet til den fintmaskede kammerpop fra debuten.

»Vi flipper mere ud i nogle retninger, end vi gjorde på den første plade. For Choir skal være alt det, vi vil. Jeg kan selv nogle gange skrive en sang, hvor jeg tænker: ’Ej, det er ikke en Choir-sang’. Og så skal jeg huske på, at vi selv bestemmer, hvad vi er. Der smitter branchen også, for man tænker, at man skal være på én måde. Men vi har fået mere erfaring og rygrad til at sige: ’Det skal indeholde alle de her elementer, og så kan det godt være, at det er sværere at sætte mærkat på’,« fortæller han med vedvarende engagement.

Men smider du snøren ud på dybere vand og fisker efter de dybereliggende bevæggrunde for hans ideologiske tankegods, nægter han at bide på. »Hvad har gjort, at du har den filosofi?«. »Hvilke elementer i din opvækst har formet de holdninger?«. Der kommer vi for tæt på udenomshurlumhejet.

»Det bliver personligt, og det synes jeg ikke, det behøver at blive for at argumentere for det her,« siger han – uden udråbstegn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nemlig. Er meget enig, og slår samtidig ud efter Statens Kunstfont. Om pengene kommer fra reklame eller staten er inderligt ligegyldigt, begge dele dræber den frie kunst.

Respekt!

Hvor er det dog befriende at læse, at der stadig findes integritet!! Dyb respekt!

Jonas Pedersen

Tak for en rigtig god beretning. Det varmer at læse. Jeg kan godt se at det er svært som musikere at skulle krybe og skubbe sig uden om alle de mange fristelser, men jeg er meget enig i hvad han siger. Der er dog begyndt at komme flere og flere med integriteten i behold inden for musik branchen, hvilket er en fornøjelse.

Alexander Rüth

Er det ikke lidt ironisk at han lader sig interviewe af et medie for at promovere sit nye album, når det er det han kritiserer i artiklen?

Og at han selvskab samarbejder med Universal?

Caspar Hou, staten burde - gør det ikke for tiden, men bør igen - garantere den enkeltes frihed ved at finansiere en aktivitet uden modkrav.

@Peter Hansen - Nej. Staten burde holde sig langt fra den frie kunst. Eller kunstnerne burde holde sig langt fra staten.

Hvordan kan kunsten være fri når den gør sig afhængig af en fond skabt til at danne befolkningen, hvor branchefolk deler penge ud til branchefolk? Det er en selvmodsigelse.

Det er, fordi der ikke er tale om en 'branche', Caspar Hou. Baggrunden for at kunne skabe i kunstnerisk frihed er, at man ikke behøver at tilfredsstille et marked. Kun staten, der støtter proces fremfor produkt, kan være garant for denne frihed.

@Peter Hansen - For det første; jo, der er i høj grad tale om en branche. Kunstmarkedet er i den grad en branche. Jeg siger dog ikke at man ikke kan være kunstner og stå udenfor kunstmarkedet. Det ville jeg synes var meget fint, hvis der var flere der turde.

For det andet; det er en gammel løgn, der endnu lever, at staten skulle kunne garantere kunstnerisk frihed. Hele strukturen, armslængdeprincip tiltrods, modarbejder den kunstneriske frihed.

Statens kunstfond er i sin tid skabt for at udbrede den finere kunst til arbejderne. Siden har fonden udviklet sig i takt med at dette projekt blev gennemført. I dag promoverer fonden en vestlig akademisk kunstforståelse, som altid vil være ekskluderende overfor dem, der ønsker at gå andre veje.

Jeg er mest enig med Peter Hansen. Vi skal lige bytte ordet 'staten' ud med 'det demokratiske fællesskab.' Og så er det tydeligt, at det ikke er uden problemer, men demokrati er en problematisk debatform, og udviklingen af demokratiet er nødt til at blive en folkesag igen.

Caspar har formentlig ret i at kunstfonden promoverer en bestemt slags kunst i dag. Og det er altså en demokratisk opgave at gøre noget ved det. Om det så er helt sandt, at kunstfonden er blind for de kunstnere der går andre end vestlige veje ved jeg ikke rigtig. Der er sprækker i alting, og det er gennem dem lyset kommer ind, som Cohen så fint sang.

Undskyld: Så det jeg ikke er enig med Casper i er, at bruge ordet 'altid' ("altid vil være ekskluderende overfor dem, der ønsker at gå andre veje"). Det kender vi ikke fremtiden godt nok til at vide.