Læsetid: 3 min.

Når bare hjertet er med

På en scene er Rasmus Seebach indbegrebet af den menneskelige stjerne, sød, opnåelig og en utrættelig indpisker. Publikum kvitterer med begejstring, fællessang og hengivenhed. Det er guf for den indre pophund
Rasmus Seebach forekommer både sød og opnåelig, men er også et smittende kraftcenter, der godt nok hele tiden balancerer på kanten til schmaltz (ikke mindst i de lange monologer mellem numrene), men alt reddes hjem af hans tilsyneladende oprigtighed og uimodsigelige musikalitet.

Rasmus Seebach forekommer både sød og opnåelig, men er også et smittende kraftcenter, der godt nok hele tiden balancerer på kanten til schmaltz (ikke mindst i de lange monologer mellem numrene), men alt reddes hjem af hans tilsyneladende oprigtighed og uimodsigelige musikalitet.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

4. februar 2012

I lang tid gik jeg rundt og sang en melodistump, jeg ikke kunne placere. Min hustru spurgte mig, hvad det dog var for en tonerække, jeg forsøgte at sparke livet ud af, men fanden tage mig om jeg vidste det. Indtil den dag sangen stod ud af min morgenradio; det var »Lidt i fem« med Rasmus Seebach! De ved, den med »sig uh ih uh«, som den både effektive og irriterende hookline lyder. Med fare for at sætte den sidste rest af min hipster-troværdighed overstyr, bryder jeg hermed sammen og indrømmer, jeg synes det er et herrefedt nummer. I det hele taget kan denne Seebach noget, hvad angår ørehængere. Refræner, der bare sætter sig på tværs. I dit indre univers. Vel at mærke på den fede måde. Og så holder han sig ikke for god til drivende patos af den gåsehudsfremkaldende slags, som hårdere hunde end jeg sikkert kan modstå, men som jeg er en sucker for. Måske fordi det er så fucking ægte. Han har hjertet med. Og på begge hans til dato to album er de gode sange langt i overtal. Sådan er det bare.

Det er nogens skæbne at være sin tids store samlende (men også det modsatte; man bliver ikke så stor uden også at blive et fjendebillede) popfænomen. P.t. er det så Rasmus Seebachs lod at være elsket af mange på kryds og tværs af køn og alder, thi han er en vaskeægte segmentknuser. Uden dog helt at formå at knuse det segment, Deres udsendte bevæger sig rundt i, thi der affærdiges han som ’det værste’, hvilket givetvist hænger sammen med hans frygtløshed, stillet ansigt til ansigt med hvad mange opfatter som det banale. Det hænger givetvist sammen med et tekstunivers, der ikke stikker så dybt. Faktisk synger han helst om kærlighed, det billige skidt. For ikke så længe siden så jeg Linda P.’s stand-up-show, hvor hun i den grad gjorde sig morsom på bekostning af Seebach-sangen »Engel«, og guderne skal vide, at det var sjovt. Ikke desto mindre står det faktisk ikke så slemt til (uden der ligefrem går Goethe i den) og ind i mellem rammer Seebach helt rent: »Jeg kom fra Frederiksberg/du er fra en anden planet.«

Folkets mand

Nå, jeg glædede mig faktisk til at se ham live, fordi jeg måtte vide om han var for real. Vel, showet starter med et brag og kører så derudaf med 100 kilometer i timen. Rasmus Seebach er kommet til byen (Greve!) og med sig har han sit fremragende 11-mands (!) orkester, rigtig gode lys- og lydfolk og en masse kærlighed til folket. At han er DK’s p.t. populæreste popnavn har ikke givet ham nykker, ikke så det ses eller høres, i hvert fald. Tværtimod virker han oprigtig glad for at stå på scenen, oprigtig glad over at den fyldte sal kender alle hans sange og nærmest ekstatisk over, at der synges med, så det nogen gange truer med at overdøve hans egen indsats. I det hele taget forekommer han både sød og opnåelig, men er også et smittende kraftcenter, der godt nok hele tiden balancerer på kanten til schmaltz (ikke mindst i de lange monologer mellem numrene), men alt reddes hjem af hans tilsyneladende oprigtighed og uimodsigelige musikalitet. Han er vitterlig en god dreng, i alle ordets betydninger, ikke så meget en mand af folket som folkets mand.

Og uden at være verdens største sanger ejer han masser af karakter og kan tilmed noget med falsetten. Roses skal også et mere end driftsikkert orkester (inkl. laber strygekvartet og den vildeste kvindelige slagtøjsspiller), som i den grad synes at nyde deres arbejde, mens der uforbeholdent backes op om deres arbejdsgiver. Der hviler ikke skyggen af discount over foretagendet, tværtimod er der lagt alle kræfter i en præsentation, der da også tager kegler. Vi får over halvanden hæsblæsende time stort set alle sangene fra hans to kommercielt set hypersuccesfulde skiver, der startes med en halv time vild uptempo, dernæst en halv time til ballader, før der igen sparkes røv den sidste halve time. Trak det vand, da han sang »Den jeg er«, sangen til far Tommy, spørger De nu? Ja, for fanden, det gjorde det.

Tårer for alle de mistede fædre i hele verden. Det kan Rasmus Seebach. Ramme én lige i hjertekulen. Og tak for det.

 

Rasmus Seebach med band, Portalen, Greve, torsdag

<\!s

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hørt. Flot af Lynggaard at vedkende sig kærligheden til Seebach.

Jeg kunne aldrig finde på at købe en skive med Seebach. Men nyder altid hans sange, når de uventet dukker op.

Seebach virker utrolig åbenhjertig, og karismatisk på en Dalai Lama- agtig måde.