Læsetid: 7 min.

Når mænd klæder sig ud som kvinder, er det ikke altid sjovt

Hvornår lykkes dragkomedier bedst? Når de leger med kønnets grænsezoner og underminerer vores klichéforestillinger i stedet for at bekræfte dem med eftertryk — her er historien om en filmgenres bedrøvelige forfald
Hvornår lykkes dragkomedier bedst? Når de leger med kønnets grænsezoner og underminerer vores klichéforestillinger i stedet for at bekræfte dem med eftertryk — her er historien om en filmgenres bedrøvelige forfald
3. februar 2012

Adam Sandlers nye film er overfladisk og fækalhumoristisk, og den er gumpetung, grovkornet og skamløst kommerciel. Heri er intet nyt. Men Jack and Jill vil muligvis også indskrive sig i filmhistorien som det officielle vendepunkt, hvor dragkomedier holdt op med at være sjove.

Sandler spiller begge titelbetegnelsens tvillinger, og hans Jill er temmelig meget, som man kunne frygte: En tåkrummende irriterende mand i dårligt siddende dametøj. Jill piller voksklumper ud af sine ører, efterlader store svedige pletter på sengelinnedet og tømmer larmende sine tarme efter at have spist mexicansk mad.

Meningen er vel, at det skal være sjovt, fordi det skal forestille at være en kvinde, der gør det ...

Skal man udpege det præcise sekund, hvor genren dør, vil et godt bud være afslutningen af den scene, hvor Jack klæder sig ud som Jill (altså hvor Sandler uden paryk tager paryk på) for at forføre Al Pacino ... men så falder melonerne ud af hans bh!

I 2000 kårede Det Amerikanske Filminstitut Some Like It Hot til den bedste amerikanske komedie, der nogensinde er lavet, med Tootsie på andenpladsen – i begge spiller drags hovedroller. Siden er det kun gået ned ad bakke, i det seneste årti så brat, at drag nu er sidste udvej for de lavest sigtende masseentertainere. Nogle af dem har ligefrem bygget en karriere på det grundlag – Martin Lawrences ry er således uløseligt knyttet til hans tre Big Momma-film; Tyler Perrys ’Madea’-alter ego har optrådt i syv film. 

Men for de flestes vedkommende skrumpede den komiske kompetence i samme øjeblik, som de trådte ned i størrelse 10-stiletter. Ingen har taget John Travolta alvorligt siden Hairspray, Robin Williams ikke været sjov siden Mrs. Doubtfire, White Chicks og The Hot Chick tilintetgjorde enhver forestilling om, hvorvidt Shawn og Marlon Wayans eller Rob Schneider kunne repræsentere en stor fremtid for den komiske genre, og Eddie Murphys karriere er kun lige ved at komme sig efter filmen Norbit, hvor hans monstrøst overvægtige ’Rasputia’ indbragte ham et hidtil uset hattrick af Razzie-priser for ’værste skuespiller’, ’værste mandlige birolle’ og ’værste kvindelige birolle’.

Machoer i drag

’Mænd, der klæder sig ud som damer’ er selvfølgelig en dramatisk tradition, der strækker sig meget længere tilbage end til filmen. Den har rødder i pantomime, vaudeville, Shakespeare, japansk noh-teater, græsk og nordisk mytologi – ja, velsagtens helt tilbage til dengang, da den første neandertalmand kom på den idé, at det ville være grineren at tage sin kones mammuthud-tørklæde på.

I traditionen kan man skelne to strømninger: Drag som kunstform, hvor den optrædendes vid og individualitet kommer i forgrunden, således at kjolen ikke stjæler hele billedet – og drag, som dyrker den pinlige karikatur, som har ført os til den triste tilstand, vi i dag befinder os i. Indrømmes skal det dog, at nogle af filmhistoriens mest maskuline skuespillere har glimret i transvestitudgaver: Cary Grant (I was a War Bride), Michael Caine (Dressed to Kill), Arnold Schwarzenegger (Junior), Robert De Niro (Stardust) og Johnny Depp (Ed Wood, Before Night Falls).

Film, der bygger på drag-komik har en tendens til at følge et fuldkommen forudsigeligt mønster: Det er kun et spørgsmål om tid, før helten/heltinden falder ud af rollen og er lige ved at røbe alt ved at slå folk ned eller være lidt for god til sport. Uvægerligt vil der også følge en scene, hvor en eller anden hjernedød type uforvarende brænder varm på vores stjerne, og en anden, hvor en attråværdig kvinde inddrager samme stjerne i sin søsterlige fortrolighed. Helt sikker kan man være på, at hetero-normativiteten vil blive genoprettet senest i slutsekvensen. Helten vil få sin pige, have lært et par lektioner om livet, men kan derpå glemme, at han nogensinde ’tog turen på den vilde side’. Alt dette afhænger selvfølgelig af, at ingen gennemskuer hans forklædning, selv om den er dræbende tydelig for publikum.

’Mænd, der klæder sig ud som damer’-konceptet er (eller rettere: var) morsomt, netop fordi det leger med kønnets grænsezoner. Feministiske filosoffer som Judith Butler har hævdet, at det kønsspecifikke altid er performativt, at ’mandlig’ og ’kvindelig’ er kulturelle konstruktioner snarere end biologiske fakta, og at drag kan være subversion af disse iscenesatte klicheer.

Shopping og makeup

Jack and Jill er ikke i nærheden af at gøre noget sådant – ja, tværtimod, kan man mene. For ved at karikere, hvad der anses for ’uacceptabelt’ hos kvinder, sådan som ’Sandler som Jill’ gør det, sætter film som denne i grunden blot en tyk streg under, hvad der er det virkeligt acceptable hos kvinder, både hvad angår krop og adfærd. Så når mænd, der har forklædt sig som kvinder, gør ’pigeting’, er det altid shopping, makeup og skønhedsbehandlinger. Og følgelig er det, når de falder igennem som fede, grimme og unladylike, at vi bliver inviteret til at grine af dem.

Derfor kan man også være helt sikker på, at der i filmen også findes en ren idealkvinde, der kan tegne kontrasten op med ekstra tydelighed. På samme måde som Norbit havde Thandie Newton og Big Momma’s House havde Nia Long, har Jack and Jill blide, englelige Katie Holmes.

Som LA Times’ filmanmelder udtrykte det:

»I Sandlers kvindesyn eksisterer der alene ekstremer: En kvinde er enten hot eller not, enten værdig til at blive sat op på en piedestal eller til at blive pandet ned med en.«

Afroamerikanske entertainere, der klæder sig ud som damer, kritiseres derudover for at kolportere de værste racistiske karikaturer. Chris Rock og Spike Lee har begge udtalt sig fordømmende om Perrys ’Madea’, og redaktøren af magasinet Ebony, Jamilah Lemieux, skrev til samme Perry i et åbent brev:

»Jeg kan bare ikke se pointen i, at Mother Dear skal spilles af en 190 cm høj mand med kunstige bryster, der flagrer i vinden. Vores mødre og bedstemødre fortjener da bedre end det, ja for fanden, også vor fædre og bedstefædre fortjener bedre.«

Foreholdt denne kritik vil Perrys og Sandlers nødudgang muligvis være, at de jo bare gør grin med vores dumme fordomme frem for med kvinder i al almindelighed. Der er bare ikke så forfærdeligt mange, der griner med længere.

Hvis Sandler ikke har dræbt transvestit-komedien en gang for alle, kan tv-serien Work It måske give den nådestødet. Her er der tale om en ny amerikansk sitcom, der ruller alle dragklicheer ud, denne gang ud fra den noget søgte præmis, at kvinder i dag løber med alle de gode jobs, således at seriens mandlige stjerner tvinges til at trække i kvindetøj for overhovedet at forblive på arbejdsmarkedet.

»Lee og Angel bliver nødt til at lægge deres alfahan-personligheder til side og lære at navigere på en totalt kvindedomineret arbejdsplads,« hedder det i seriens præsentationstekst.

Work It er allerede blevet kaldt »en tidlig favoritkandidat til at blive værste sitcom i 2012« og »en reaktionær skamstøtte af en serie, der hader kvinder næsten lige så meget, som dens seere vil hade sig selv«.

Serien er også blevet mødt med kritik fra transseksuelle grupper. I december bragte ngo’erne Gay and Lesbian Alliance Against Defamation (GLAAD) og Human Rights Campaign en helsides annonce i magasinet Variety under overskriften »Work It Doesn’t Work«.

»Ved at opfordre publikum til at grine ad figurernes forsøg på at føre sig kvindeligt frem, kan serien åbne for en lignende behandling af transseksuelle kvinder,« lød kritikken.

»I 34 amerikanske stater kan man blive fyret for at være transseksuel,« forklarer Herndon Graddick, der er talsmand/kvinde for GLAAD, »så hvor seriens latterlige påstand er, at det skulle blive lettere for folk som os at få et job, er realiteten, at transseksuelle mennesker ofte har svært ved at forsørge sig selv.«

Betyder det så, at mænd, der forklæder sig som damer i film og tv-shows, overhovedet ikke kan være sjove længere?

»Man kan stille samme spørgsmål om ’minstrel’- komedierne,« siger Graddick, »i århundreder var det sjovt at smøre skosværte i fjæset for at ligne den platte karikatur på en ’neger’. Folk i dag har en mere intuitiv fornemmelse af, i hvilke sammenhænge noget sådant eventuelt måtte være passende. Skal man gøre den slags i dag, vil det kræve stor følsomhed over for den problematik, som står på spil. Vi siger selvfølgelig ikke, at man aldrig må lave sjov med disse ting. Men folk i dag er blevet meget mere bevidste om, at vi har et mangfoldigt samfund, hvor der skal være plads til alle, også til transseksuelle. Så Work It har det problem, at den som et usofistikeret produkt skal have et stadig mere sofistikeret publikum i tale.« 

Kvinder som mænd

Når kvinder omvendt klæder sig ud som mænd, bliver resultaterne generelt mere afslørende. Flere kvindelige skuespillere har vundet eller er blevet nomineret til Oscar-priser for deres imitationer af mænd: Julie Andrews i Victor/Victoria, Linda Hunt i The Year of Living Dangerously, Hilary Swank i Boys Don’t Cry, Felicity Huffman i Transamerica, Gwyneth Paltrow i Shakespeare in Love, Glenn Close og Janet McTeer i Albert Nobbs ...

Det ville være en trist konklusion at hævde, at transvestisme kun er acceptabel, når den bliver taget alvorligt. Bliver de lavet ordentligt, kan dragkomedier være en fantastisk indgang til at komme ind på vanskelige emner som diskrimination, kønsforskelle og homoseksualitet – derom vidner til overflod klassikere som Tootsie, La Cage Aux Folles og Ørkendronningen Priscilla. Faktisk er det muligt at slippe af sted med langt de fleste grænseoverskridelser, hvis de bare er sjove nok.

I betragtning af deres forkærlighed for at bryde sociale tabuer med toilethumor som metode kunne man have håbet på, at Sandler og co. havde bibragt denne svære genre noget mere end fjollede kjoler og fede spadseredragter. Under figurer som Jill og Rasputia findes måske de uforløste længsler hos udbrændte komikere efter at komme i dybere kontakt med deres store, fede feminine sider.

Bare en skam, at ingen af dem synes at have nosser til at gennemføre det eksperiment.

krop@information.dk

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

’Jack and Jill’ har premiere i danske biografer den 1. marts 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer