Nyhed
Læsetid: 5 min.

Narrestreger, stole og frirum

Finn Juhls interiørstudier og en samling internationale arkitekturfantasier fra lige før computeralderen er anledning til at overveje, hvad det overhovedet vil sige at tegne noget, der ikke findes
Kultur
11. februar 2012
Finn Juhls interiørstudier og en samling internationale arkitekturfantasier fra lige før computeralderen er anledning til at overveje, hvad det overhovedet vil sige at tegne noget,  der ikke findes

Den danske arkitekt og møbeldesigner Finn Juhl bliver som 100-årig lige nu fejret på flere museer, selv om han døde i 1989. Men minderne har man da lov at ha’, for ikke at tale om møblerne, som igen er i produktion. I Japan har Juhl-entusiaster ligefrem opført en møbleret kopi af mesterens villa i Ordrup.

Det tidligere Kunstindustrimuseum i København, nu Designmuseum Danmark, har fået overdraget tusindvis af Finn Juhls tegninger. Et lille udsnit af dem vises fra i dag i restaureret form, sammen med firmaet OneCollections nyproducerede møbler. Både de tidlige skulpturelle polstermøbler og senere luftige konstruktioner.

Juhl møblerede og apterede i starten af 1950’erne FN’s Formynderskabs Rådssal i New York og indrettede i slutningen af samme årti 35 SAS-terminaler verden over. Så snuden var godt oppe over det danske lavland.

Med eksklusive møbler og elegant komfort, som var ny herhjemme på et tidspunkt, hvor tv-seriens Mad Men røg cigaretter på Manhattan og tømte whiskyflasken sammen med spidsbrystede privatsekretøser.

Finn Juhls flannelshabitter var noget tungere i stoffet end Don Drapers letvægtssuits. Han havde butler boende i sin villa bag Ordrupgaard, men levede for det meste som single, indtil Hanne Wilhelm Hansen indfandt sig i 1960’erne og efter hans død stiftede Finn Juhl Prisen, fik møblerne sat i ny produktion og overdrog tegningerne til Designmuseet.

Udstillingsstykker

Eksemplerne, som lige nu klassisk indrammet bliver vist på museets vægge, er noget af det mest sirlige i dansk arkitektur, hvad der er bemærkelsesværdigt, når nu møblerne og interiørerne var så opsigtsvækkende moderne eller fancy i sin tid, mellem 1940 og 1960.

Akvarellerne fra Juhls tegnestue er i tynde farveskalaer og ramte præcis den lethed, han ville give rummene og stolene. Derved satte han sig op imod den tungere danske møbelfunktionalismes brugsforeningsmøbler og byggeskabe.

Men der er kun bevaret ganske få indledende skitser. De må være sorteret fra i tidens løb. Her skulle åbenbart ikke efterfølgende kigges over skulderen, så hovedparten af det rentegnede er grafiske og målfaste meddelelser til håndværkere, og blærede prospekter til udstilling.

Men vel også i en eller anden udstrækning tankegods til arkitekten og designeren Finn Juhl selv, selv om det meste ser gennemtænkt ud, klar til fremstilling og tidskrævende justering af prototyper.

I dén krævende fase blev møblerne også dyre, selv om Juhl selv mente, at snedkermestrene godt kunne have sat prisen ned på de næste eksemplarer, når udviklingspengene var hevet hjem.

Det er forhåbentlig så det, der sker i nyproduktionen, mens de oprindelige stole som samlerobjekter er steget yderligere og voldsomt i pris. Museet råder over 15 af de originale stole, som i udvalg og på podier vises i den permanente samling.

På 100-årsudstillingen må man sidde i de nyfremstillede, mens man iagttager tegningerne. Og går man tættere på grafikken, er der hist og her også fluebens- påskrifter fra dengang, til forståelse af møblernes disposition og detaljer.

Men om Juhl selv har tegnet og vandfarvet, er ifølge kuratoren Chr. Holmsted Olesen tvivlsomt. Det havde han folk til, som lever endnu og er blevet spurgt.

De udvalgte Juhl-tegninger er en rejse ind i finere fornemmelser for nye boligidealer dengang. Men ikke finere, end at de trods uudryddeligt opulente sofaarrangementer i selv beskedne lejligheder nu til dags, også har påvirket almindelig smag og rationel boligindretning gennem flere menneskealdre.

Håndtegningers dyder

I 1980’erne var arkitekterne Svein Tønsager og Anette Brunsvig Sørensen værter for en række dengang kontroversielle arkitekttegnere fra ind- og især udland. Både på Arkitektskolen i Aarhus, hjemme privat og i Tønsagers eget funky værtshus i Midtbyen kom og gik og tegnede koryfæerne på den datidige internationale uddannelses- og galleriscene.

Svein Tønsager døde i 2006, og nu har Anette Brunsvig som kurator bedt vennerne fra de glade dage om at låne nye og gamle tegninger ud til noget, der skulle vise sig at blive en stor flot udstilling.

Den åbner på Dansk Arkitektur Center, kommer siden til Aarhus og rummer arbejder af folk som Sir Peter Cook, Lebbeus Woods og Zaha Hadid.

Et interessant tilbageblik, kompletteret af en munter og oplysende katalogbog med gengivelse af værkerne, og med tekster i en særegen blanding af intime anekdoter og overordnede æstetiske betragtninger.

Henrik Oxvig skriver i en indledende artikel om arkitekttegningens funktion siden Albertis første romerske rids på byggepladsen, og opfatter udstillingsperioden i 1980’erne som den sidste opblussen af håndtegningens dyder, inden computeren helt overtager scenen.

Kernen i hans kunst

I forbindelse med udstillingen på DAC har et par af bidragyderne været i København og holdt foredrag. Blandt andre arkitekten Peter Cook, som i 1960’erne var en af hovedmændene bag den britiske Achigram-gruppe. Den producerede fantasiæggende tegninger eller collager af vandrende byer og instant cities med boligbokse i store stilladser. Som praktiserende, men nu adlet arkitekt er han aktuelt kendt for et boblet alien-monstrum af et kunstmuseum i gammeløstrigske Graz. Sir Peter Cook lagde i sin forelæsning vægt på skitsen og tegningen som et før-sprogligt eller præ-tektonisk medie, en slags snørklet mæanderfigur mellem anelser og teknologi. Eller, med et begreb fra den senere computerteknologi: En slags oprindelig kernel eller formidler af samarbejdet mellem programmer og applikationer.

Polymorfe tegninger, som de udstillede på DAC, var tilbage i 1980’erne postmoderne slagnumre på internationale arkitekturudstillinger og herhjemme på Henning Larsens Skala-galleri.

Deres grafiske ekvilibrisme og luftigt henførte visioner af utopiske rum og klodemaskinerier kunne dengang virke stærkt provokerende, som noget uden praktisk eller social interesse.

Men ved det oversigtlige gensyn eller overblik på DAC-udstillingen er det slående, hvor mange formtræk i de håndfremstillede grafiske blade, der nu 30 år efter går igen i gængse computer-renderinger og skærmanimationer. Også uden for arkitekters snævre kredse.

Den postmoderne periode var åbenbart ikke kun et stilkarneval, men også en søgen og eftersøgen af gamle rødder i ny substrat. En begyndelse til noget, der slet ikke har fundet sin form, men nu i it-alderen har langt tøjrslag i pragmatiske diagramprojekter og skæve byggerier. Der er langt mellem Finn Juhls pertentlige 50’er-akvareller og så Zaha Hadids skæve 80’er-gouacher. Men de tos bygninger er nu naboer ude på Ordrupgaard.

Danmarks Designmuseum: Møbler til sansning — Finn Juhl 100. Til 30. december

Dansk Arkitektur Center: Dirty Dedicatede Daring Delicate Drawings. Til 18. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her