Læsetid: 2 min.

Natmaskine

I det moderne blinkende natteliv er der betydelig mere uro i ’Natmaskinen’
6. februar 2012

Buldrende mørkt er der en sen vinteraften ved havnen, hvor den nye promenade er anlagt langs Havnegade, og dog er der masser af lys, som bare understreger en tomhed og ensomhed. Henne ved Nyhavnshjørnet står en himmelhøj kran og strækker sin lange arm ud i luften, forsynet med en enkelt lygte som en hilsen over til den anden side af havneløbet.

Dér står flere kraner og bankemaskiner og holder hinanden med frysende selskab ved hjælp af lysende lamper efter dagens forsøg med at bygge en gangbro, der skal øge trafikken mellem byens dele. Gadelamper ses også højt oppe til øjeblikkelig forveksling med måneskiven, der aften for aften skifter karakter, hvis ikke skyer skjuler den og stjernerne, der efter poesiens regler har det med at blinke, hvis det nu ikke netop er en satellit eller et fly, som lægger an til landing derovre bag husene og forhåbentlig rammer de rette baner.

Så hvad skal jeg ifølge gammel fromhed sige, »når jeg ser, hvor stjerneflokken blinker, hvor mildt enhver imod mig ler og op til himlen vinker!« Sådan tænkte i hvert fald Brorson i 1734 i sin salme om skabelsen og troens grund, og derefter satte han den passende ind i samlingen med den fine titel Troens rare Klenodie.

I det moderne blinkende natteliv er der betydelig mere uro i ’Natmaskinen’, som Michael Strunge i 1982 kaldte mørkets København, da han var på vej til et andet mere hedt dunkende bymiljø, ’Rockmaskinen’ på Christiania. Stjernerne blev da dele af et stort maskineri:

Langsomt oplades natten af byens lys.

Stjerneknapperne blinker

og på måneskærmen ses de første billeder.

Åh, jeg vugges som på en damper,

et tungt exprestog gennem mørket,

flyver højt i natmaskinen.

Skyerne af drømmedamp

hvisker hvidt til jorden.

 

På den måde absorberes menneskenes sjæle, hedder det så.

Vi prøver her næsten en menneskealder senere at holde balancen i det lysende mørke, hvor der på en strækning også er sat jordiske kantlys som små punkter langs kajen i en netop punktorienteret tilværelse mellem himmel og jord. Som vartegn står ude mod øst de fire høje skorstene ved forbrændingsværket med rødt lysende mavebælter og grå røgfaner i overensstemmelse med vindens retning, men opad. Om himlen svarer amen, kan man ikke vide. Unge Strunge fandt i rockkoncerten, beskrevet i hans Vi folder drømmens faner ud, mulighed for trance, transcenderede i et fællesskab grænserne mellem køn, mellem dimensioner af virkelighed et sted i den sovende by. Men vandrede derefter »ad offentligt fastlagte ruter« hjem til ensomheden. Her ved den offentligt anlagte havnepromenade med al dens kommunale opfindsomhed af træer, bænke og hoppegummi er virkeligheden både nøjagtig den samme og fuldstændig forandret. Den blinker.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu