Læsetid: 4 min.

Nedturen er værst for kvindelige popsangere

Whitney Houstons nedtur var ekstra grim, fordi hun var kvinde og sang popmusik, mener både køns- og musikeksperter. Vi har nemmere ved at acceptere, at mandlige rockmusikere er fulde, skæve og usympatiske
Kultur
14. februar 2012
Kurt Cobain og Whitney Houston levede begge et liv på kanten. Men det er mere acceptabelt for en mandlig rockmusiker end for en kvindelig popsanger.

Kurt Cobain og Whitney Houston levede begge et liv på kanten. Men det er mere acceptabelt for en mandlig rockmusiker end for en kvindelig popsanger.

Mary Evan

Kurt Cobain og Jim Morrison er legender, selvom de levede et liv på kanten. Deres forfald og misbrug er blevet en del af historien om dem. Whitney Houstons liv var også præget af stoffer, nedture og skandaler. Men hendes eftermæle bliver helt anderledes, mener blandt andre Anya Mathilde Poulsen, som er musikjournalist og forfatter til en bog om kvindelige musikere, Feminint Forstærket:

»Whitney Houston vil formentlig blive husket som én, der var noget engang,« siger hun.

Køn er vigtigt

Der en nemlig forskel på mænd og kvinder, når det kommer til, hvordan vi ser på musikeres forfald:

»Der er en større forståelse for, at mænd flirter med druk og stoffer og prøver grænser af. Det kan endda ligefrem styrke vurderingen af hans kunstneriske virke. Jimi Hendrix, Brian Jones, Kurt Cobain og Jim Morrison blev fastfrosset i en evig ungdom, da de døde. Hvis kvinder flirter med de samme dæmoner, løber de en stor risiko for at blive set som patetiske stakler,« siger Anya Mathilde Poulsen.

Samme udlægning har kønsforsker på RUC, Kenneth Reinicke:

»Det er mere accepteret, at mænd kører linen ud, end at kvinder gør det. Man ser de mandlige rockstjerner for sig, som tager alverdens stoffer, er promiskuøse og knepper alt, fordi de kan. Når det er en kvinde, der kører linen ud, vækker det mere opmærksomhed,« siger Kenneth Reinicke.

Også musiker og forfatter Henrik Marstal mener, at der er forskel på, hvad de mandlige og kvindelige musikere kan tillade sig:

»Jeg tror, at vi har en opfattelse af, at alt, hvad der hedder bohemeliv, er et maskulint område. Der er nok en større forventning til, at kvinder opfører sig ordentligt. Der bliver rynket på næsen af kvinder, der er langt ude i tovene.« Man får snarere ondt af dem, mener han:

»Der er en tendens til, at det er synd for kvinderne. Det gælder også sangerinden Cat Power, som også har levet et liv på kanten. Og til dels også Amy Winehouse. Hos mændene er det noget, de selv har valgt. Jeg tror, at det handler om nogle grundlæggende syn på, hvordan mænd og kvinder bør opføre sig,« siger Henrik Marstal.

»Vi forventer, at en kvinde stiller sig op og synger pænt og overbevisende. Det gjorde Whitney Houston også. Derfor bliver distancen større, når hun bevæger sig mod kanten,« mener han.

Kenneth Reinicke mener også, at Whitney Houston brød med en forventning, som mange har til kvinder — nemlig at de skal være mere kontrollerede:

»Normalt ville man forestille sig, at hun var stoppet for mange år siden. At hun havde sagt, ok, det er muligt, at jeg var en stjerne engang, men det er jeg ikke mere. Nu er der nogle andre ting, der er vigtige. Men det gjorde hun bare ikke.«

Ifølge Henrik Marstal gør forskellen sig ikke kun gældende uden for scenen, men også i selve musikken:

»Næsten alle kvindelige sangere har noget pænt i deres sang. Mænd kan bedre tillade sig at være grimme og uskønne. Tag for eksempel Tom Waits og Lou Reed. Kvinder skal helst synge pænt og også gerne se godt ud. Det er — groft sagt — kun mænd, der kan tillade sig at se ud, som de vil, råbe og synge falsk,« siger Henrik Marstal, som mener, at det går tilbage til en meget gammel kønsopfattelse.

Anya Mathilde Poulsen mener, at det slet og ret er sværere at blive anerkendt som kvinde:

»Som kultur har vi lettere ved at anerkende manden som et meget stort kunstnerisk geni. Da genikunstnerbegrebet blev defineret og hyldet i Romantikken, var det mænd, der var de store kunstnere, og det har hængt ved,« siger hun.

Genre

Ansa Lønstrup, som er lektor på Institut for æstetiske fag på Aarhus Universitet og har skrevet bøger om musik og lyd, er enig i, at der en kønsforskel. Men den er ikke altafgørende, mener hun:

»Kønsforskellen er en del af det. Det er der ingen tvivl om. Rockens æstetik har altid været tættere på mænd end kvinder. Men der har været andre kvinder, som har forvaltet den rå undergangsstemme. Janis Joplin er vel ærkeeksemplet. Hun er jo fantastisk at lytte til, selvom man kan høre smerten og forfaldet i hendes stemme,« siger Ansa Lønstrup.

Derfor handler det ikke kun om køn, men også om genrer. Jazz og rock går ofte bedre i spænd med de dystre sider, end popmusik gør, mener Anya Mathilde Poulsen.

»Popmusikken er orienteret mod glamour og den klassiske superstjerne. Det glitrende og det smukke er en del af popmusikken, hvor derouten i meget højere grad er en del af rockmusikken,« siger hun.

Ansa Lønstrup sammenligner med Billie Holiday.

»Hos Billie Holiday var forfaldet i overensstemmelse med den kunstner, hun var. Men hun var også i en andet gebet. Whitney Houston var ikke jazzmusiker, hun havde bare en fantastisk stemme. Hendes stemme har ikke noget med smerte at gøre. Den er rent overskud. Derfor er det vanskeligt at acceptere, at hun går i forfald — og at det kan høres på hendes stemme,« siger hun og tilføjer: »Det var smukt at lytte til Billie Holidays forfald. Og det var ikke til at holde ud at lytte til Whitney Houstons forfald, for det var ikke et kunstnerisk valg.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

Jeg ser ikke på musikernes udseende, men på deres musik.
Jeg kan se på deres meninger, hvis jeg ikke kan li dem, køber jeg ikke deres musik.

derudover har jeg ingen restriktioner, lyt og nyd musik, det er superduper.

"Whitney Houstons nedtur var ekstra grim, fordi hun var kvinde og sang popmusik".
Det var dog ellers noget af et udokumenteret postulat. Postulatet er ikke kun udokumenteret, det er også komplet absurd og jeg begriber ikke formålet med en sådan komparativ "analyse". I hvis øjne eller ører er kvindelige kunstneres nedtur værre end mænds. Når jeg betænker beskrivelserne af Michael Jackson, Jim Morrison, Jimmy Hendrix og andre - kan jeg ikke finde noget der passer her. Whitney Houston's citron blev presset for hårdt og det gjaldt også for de nævnte herrer.

Lars Villumsen

Helt fantasisk og indsigtssfuld og dybdeborende artikel om ikoner der kan bevæge os og som svæver som lyserøde flamingoer med en kongeørns vingefang og med en en rose i næbet og et billede af Mona Lisa fæstnet i de små fugleklør og med en orangerød solnedgang som baggrund og gør at vi alle flæber i en lang uendelighed over tabet af en vi slet ikke kender og ikke mindst i manglen af kommaer i dette hjertekolde indslag af en bemærkning.

Gud, giv mig styrke - er du ved at omvende verden til et mix af Se & Hør og Paradise Hotel?

Man kan jo få alt til at passe når man vælger de eksempler som passer med ens teori, men det kommer der jo ingen sandhed ud af.

Hvem fanden er vi? Danskere? Vesterlændinge?

»Det var smukt at lytte til Billie Holidays forfald. Og det var ikke til at holde ud at lytte til Whitney Houstons forfald, for det var ikke et kunstnerisk valg.«

Jeg tvivler på at det var et kunstnerisk valg for Billie Holliday at fylde sig selv med junk.

Lars Villumsen

@ Anders Krog:

Start med at spørge i singularis

Hiv dåbsattesten frem og stil dig foran spejlet.

Så har du svaret.

Voila!

Det er artiklens " vi" jeg mener. Her står "vi" hele tiden.

Sören Tolsgaard

De mandlige kunstnere, som artiklen nævner (Jimi Hendrix, Brian Jones, Kurt Cobain og Jim Morrison) døde alle i 27-års alderen, ligesom Janis Joplin og Amy Winehouse. Disse tidligt afdøde kunstnere blev naturligvis "fastfrosset i en evig ungdom, da de døde", mens Whitney, som immervæk levede godt 20 år længere, i højere grad nåede at gennemleve både op- og nedture, modning og aldring. Hun vil dog næppe blot blive husket "som én, der var noget engang."

Whitneys kunstneriske værk taler for sig selv, og formentlig højere end denne patetiske tolkning. De største salgstal havde hun som helt ung, men der er blandt det lidt ældre publikum en opfattelse af, at hendes revival i perioden 1998-2000 var af langt større kunstnerisk dybde og format, netop fordi hun havde gennemgået store prøvelser. I de senere år gik det tilbage med hendes performance, men det er jo ikke usædvanligt, og mange ældre kunstnere lever ret tilbagetrukket uden at det forklejner deres tidligere indsats.

Af kunstnere, der som Whitney døde i 40-50 års alderen kan nævnes Billie Holiday, Elvis Presley og Michael Jackson - og fra hjemligere himmelstrøg: John Mogensen og Cornelis Vreeeswijk. I alle disse tilfælde en langstrakt karriere inklusive stofmisbrug og sygdomsforløb, som dog langtfra fordunkler hvad disse kunstnere nåede at udrette.

Artiklen hævder, at Whitneys "stemme har ikke noget med smerte at gøre. Den er rent overskud", hvilket igen er at gøre hende uret. Noget af det bedste materiale fra 1998 er båret af smerte, om end overskuddet endnu er tilstede.

http://www.youtube.com/watch?v=YFVnVuTcz9I

Whitney erklærede i øvrigt. at de dårlige valg, hun tog i sit livsforløb, ikke skyldtes Bobby Browns dårlige påvirkning, men var hendes eget ansvar. Hun var en sand løvinde og ønskede ikke at blive ynket.

Whitneys seneste materiale er ligesom for Elvis' vedkommende en tilbagevenden til den eviggyldne gospel med en essens, som ligger i troen snarere end i teknikken. Således nåede hun at manifestere hele livets cirkel, hvad en aldrende verden nok gradvis vil påskønne. Whitney tog faktisk også sine valg mens energien ebbede ud - og gjorde det smukt.

http://www.youtube.com/watch?v=5Pze_mdbOK8&ob=av2n

Hans Jørgen Lassen

Artiklen er det rene vrøvl.

"VI" elsker tossede og skæve kvinder.

Jeg gør i hvert fald. F.eks. Amy W., men min yndling er bliver hende her, som tilmed kunne synge:

http://www.youtube.com/watch?v=vZPmZ64m3_4

Søren Kristensen

Forfaldet klæder bare bedre mænd end kvinder. Derfor er der heller ikke nogen kvindelig parallel til begrebet stodder. Kvinder skal helst se ud og opføre sig om de er ca. 25 år hele livet og det koncept er der bygget industrier op omkring. Whitney bevægede sig for langt væk fra det koncept og til sidst kunne hun ikke genkende sig selv.

morten jacobsen

@Jesper Frandsen, man kan ikke dokumentere kunstens indvirkning på den enkelte, men man kan vel godt kigge på genren og den enkelte kunstner, lytte til om der er en diskrepans eller et hykleri i budskab og praksis. Det er vel ikke helt forkert når Løgstrup anholder Houstons sangmæssige 'overskud' som værende i modstrid med hendes personlige deroute. Og til dit (retoriske) spørgsmål:

'I hvis øjne eller ører er kvindelige kunstneres nedtur værre end mænds. Når jeg betænker beskrivelserne af Michael Jackson, Jim Morrison, Jimmy Hendrix og andre - kan jeg ikke finde noget der passer her. Whitney Houston’s citron blev presset for hårdt og det gjaldt også for de nævnte herrer.'

Svar: I medierne (og forskerne, måske med undtagelse af Løgstrup). Kan DU for øvrigt selv redegøre for, at din kønsneutrale tilgang til værket, også gælder for alle os andre?

En komplet forvrøvlet artikel.

Heinrich R. Jørgensen

"Nedturen er værst for kvindelige popsangere"

En unuanceret generalisering:
Pop er overfladisk og uden dybde. Unge kvindelige sangere i genren er overfladiske. De er optaget af udseende og ydre fremtræden. De bliver ældre, overfladen krakellerer og under denne viser der sig ikke noget der har substans eller skønhed. Det må være nederen.

Og?

Sören Tolsgaard

Ansa Lønstrup nævner jo selv en kvindelig sanger (Janis Joplin) , hvis rockstil matchede et åbenlyst misbrug og forfald, men der er faktisk overvejende mænd i den genre.

Whitneys sprudlende overskud ændredes til en mere introvert og religiøst inspireret stil, om forskerne og musikverdenen kan lide den eller ej - meningerne er tilsyneladende delte.

En anden popsangerinde, som døde alt for tidligt, havde nogle af de samme symptomer, og fra at være "on top of the world" vendte hun reaktionen indad - og sang endnu mere himmelske toner.

http://www.youtube.com/watch?v=KuglvdPZ-JU&feature=related

.

Kvinder skal have samme ret som mænd til at tage stoffer og opføre sig som idioter. Alt andet er sexistisk! Det er en menneske ret at dø af en over dossis og blive husket som en heltinde!

Fillip Danstrup

Jeg er grundlæggende enig med artiklens udsagn om den ulige fordeling af "retten til at skeje ud" kønnene imellem. Som Henrik Marstal citeres for, synes denne "ret" at tilfalde mænd i højere grad end kvinder, og populærkulturen er med til at opretholde dette.
Dog synes jeg artiklen overser den for mig mest indlysende forskel på Whitney og Kurt (sidstnævnte har en meget stor stjerne hos mig, førstnævnte har jeg så godt som intet forhold til): Kurt Cobain (og stort set alle de nævnte kunstnere i artiklen) døde på højdepunktet af sin karriere, hvilket naturligvis har mytologiseret ham yderligere.
For mig at se er Whitney Houstons nedtur ikke værre end eksempelvis Michael Jacksons - noget artiklen burde have inddraget for at hæve artiklens niveau til det vanlige, høje niveau, der kendetegner avisen.

Signe Maria Rasmussen

Denne artikel er et levende bevis på at fastholde kønnene i stereotype roller. sikke en gang visse vasse.
Der er tusindvis af eksempler på at, vi * alm mennesker* bare syntes at mennesker, der er gået i hundene, bare stadig er lige så fede, hvis i virkeligheden ikke feder end før, fordi forfaldet bare viser os, de er kun MENNESKER. Når stjerne bliver fremsat som guder af diverse medier, er det faktisk mange der bliver *tændt af* af dette. man kan ikke forholde eller realiter til et menneske med gud status.
Jeg elsker Whitney for hendes stemme, musiske talent og hendes evne til at fortælle følelse, så man bliver rørt inde i hjertet. Den slags artister findes der ikke mange af i nutidens musik, det handler om penge og mange af dem NU.
Whitney er unik på alle måder, hvad hun fortager sig i hendes privat liv, rager da ikke os. Vi render da heller ikke ned til narkomanen på hjørnet og snager i hvorfor han er blevet som han er.....
Nyd dog bare musikken og bliv taget med på et fantastisk og dejligt eventyr. Find frirummet og roen i musikken, det er det de skaber musik for.

Ja - vist er nedturen værst for kvinder.
Men så er det til gengæld positivt at popikonet Madonna viser vejen ind i en tydeligt længere-varende kvindelig ungdom.
Dans - motion - sund mad og diet og ikke mindst målrettethed.
Med viden om at når Madonna kan - så kan alle kvinder.

http://www.youtube.com/watch?v=ZCO67JbP4Lc&ob=av2n

Jens Sørensen

Elvis Presleys sidste år var altså heller ikke ligefrem prangende. og har givet ham ridser i lakken. Også i hans eftermæle.

Janis Joplon døde i 1970 eller 1971 og i dag står hun stadig som et rock og popverdenens største ikoner.
Uanset at hun også, som f.eks. Cobain og Morrison levede livet fuldt ud. Jeg kan derfor ikke genkende artiklens budskab om at det skulle være sværere for kvindelige sangere.

Houston, Whitneys, nedtur handler jo om noget helt andet. Og det handler om at hun ikke tog sig selv alvorligt, lavt selvværd mv. Og at hun ikke rigtigt har lavet noget som er/var værd at skrive hjem om siden 1998/1999 - eller - i bedste fald omkring 2005/2006.

Søren Kristensen

Kim Wilde havde en sangkarriere der på mange måder ligner Whitneys. Men i modsætning til Whitney, som måske pga. stoffer ikke har evnet at forlade sit eget glansbillede, har Wilde haft evnen til at kanalisere sin kreativitet ind i andre sammenhænge og er blevet gartner! Tilsyneladende er hun meget tilfreds med sit nye grønne liv, som ikke forhindrer hende i at fyre sine gamle hist af for et lille nostalgisk publikum i ny og næ. Easy living. Så meget for stoffer.

Sören Tolsgaard

Madonna er stadig hårdt pumpet, og hun hersker i et univers for teenagere, men hendes mekaniske show har ikke den sjæl, som Whitney åbenbarede i sine senere år. Kunst handler ikke kun om velvære og målrettethed, men også om livserfaring. Imo.

Søren Kristensen

Livserfaring er for pop ofte hvad kryptonit er for Supermand.

Sören Tolsgaard

@Karsten Aaen: I LOOK TO YOU (2009) er absolut værd at skrive hjem om, idet Whitney med denne hymne foregreb sin bortgang på smukkeste vis:

http://www.youtube.com/watch?v=5Pze_mdbOK8&ob=av2n

Jimi Hendrix foregreb med den sublime finale på Rainbow Bridge HEJ BABY (1971) ligeledes sin bortgang:

http://www.youtube.com/watch?v=w2nr_F22Ew8

Eller var det altsammen blot designet af pladeindustrien? I guess not. Det var disse kunstneres valg at indspille netop disse numre som ultimative signaturer.

Signaturer, som peger frem mod åndelig forløsning.

Brian Pietersen

Maria, vi har n mening, på nøjagtig samme åde som i har en mening, overraskende?? not
c¨,)

Brian Pietersen

skal altså snart ha et nyt tastetur.

Jeg er med i koret af protester over jeres vinkling på artiklen. Offentlighedens syn på Whitney har intet med køn at gøre. Jeg har lige lyttet til to versioner af "Star Spangled Banner" : Whitney Houston og Jimi Hendrix. Man skal ikke sammenligne æbler og bananer!

Som Søren Tolsgaard også bemærker, virker første del af artiklens sammenligning mellem de fire medlemmer af 'Klub 27's og den midaldrende Whitney Houstons nedture temmelig forfejlet, i hvert fald når præmissen er forskellen i køn og spørgsmålet om, hvorvidt musikerne huskes som evigt unge eller ej.

Store dele af argumentationen i artiklen er herudover tilsyneladende baseret på løse fornemmelser snarere en solid empiri: "Der er en større forståelse for, at mænd [...]."; "Det er mere accepteret, at mænd [...]."; "Jeg tror, at vi har en opfattelse af, at alt, hvad der hedder bohemeliv, er et maskulint område. Der er nok en større forventning til, at kvinder [...].".

Den ene vaghed afløser den anden.

Det havde været interessant at høre, hvilket empirisk grundlag forfatterne og de interviewede personer bygger disse postulater på.

Umiddelbart kan jeg da hurtigt komme på mandlige pop-/rockstjerner, hvis deroute med et livstruende forbrug af stoffer og grænseoverskridende adfærd hverken medier eller den bredere offentlighed har set med milde øjne på. Michael Jackson og Elvis Presley - som flere i tråden, men symptomatisk nok ingen i artiklen, har nævnt - er de klareste eksempler herpå. Af andre, endnu levende, populærkulturelle ikoner kan nævnes indierocksangeren Pete Doherty og fodboldstjernen Paul Gascoigne (som i dag er clean og vist oven på igen).

Det er muligt, at hypotesen om kønsbestemt accept af popstjerners nedtur har noget på sig. Jeg kunne dog godt have forfatterne mistænkt for her at begå den klassiske fejl i humanistisk forskning, nemlig at finde empiri, der passer til ens forudfattede konklusion, fremfor at lade empirien bestemme konklusionen.

(I øvrigt skønt at se kvinden Marie Spliid Clausen bidrage til tråden, især med et så substantielt og niveauhævende indlæg).

@Jesper Berg

Så sandt - så sandt

Niels-Holger Nielsen
Martin Jeppesen

Er det virkelig en ønskværdig del af kampen for ligestilling, at kvindelige popmusikere anerkendes for det geniale i at drunke deres talent i alkolhol og stoffer på linie med mandlige rockmusikere? Eller er det mig der læser for meget ind i artiklen?

Dennis Johansen

Det er bestemt ikke kun i musikkens verden at man hellere ser en mand død end end kvinde...

Mads Ananda Lodahl

Læs min nekrolog over Whitney Houston her: http://modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/nekrolog-over-whitney-houston-0

Den handler lige præcis om det.