Interview
Læsetid: 5 min.

Paranoia er en menneskelig tragedie

John le Carrés spionthriller ’Dame, konge, es, spion’ regnes for et hovedværk i moderne britisk litteratur takket være sin skildring af Den Kolde Krigs paranoiakultur og sine detaljerede persontegninger af agenter. Information har i anledning af premieren mødt instruktøren, Tomas Alfredson, der har udsat klassikeren for sin særlige, stiliserede socialrealisme
Tomas Alfredson ( i midten) har lært casting fra Hergé, betror han Information: ’Alle karaktererne i Tintin kan afkodes med det samme, og man husker dem. Det trick ville jeg gerne bruge i min film for at hjælpe publikum med at holde styr på persongalleriet, fordi plottet er så kompliceret’. Til venstre ses John Hurt og hovedrolleindehaveren Gary Oldman (t. h.) i den nye spionfilm. Pr-

Tomas Alfredson ( i midten) har lært casting fra Hergé, betror han Information: ’Alle karaktererne i Tintin kan afkodes med det samme, og man husker dem. Det trick ville jeg gerne bruge i min film for at hjælpe publikum med at holde styr på persongalleriet, fordi plottet er så kompliceret’. Til venstre ses John Hurt og hovedrolleindehaveren Gary Oldman (t. h.) i den nye spionfilm. Pr-

Capital Pictures

Kultur
7. februar 2012

Picasso sidder i et tog. Det er ikke begyndelsen på en vittighed, men på en anekdote, som Tomas Alfredson fortæller for at forklare sin filmkunst: Altså, Picasso sidder i et tog, da en mand kommer hen til ham:

»Undskyld, men De skulle vel ikke være Picasso? Så må jeg desværre fortælle Dem, at jeg ikke bryder mig om Deres billeder. Ikke det fjerneste faktisk.«

»Det er der vel desværre ikke meget, jeg kan gøre ved, men hvorfor ikke, om jeg må spørge?«

»Deres billeder ligner ikke virkeligheden,« siger manden: »De kvinder, De portrætterer, har tre bryster, og deres øjne sidder ude på siden af hovedet.«

»Sådan ser jeg virkeligheden. Sådan ser kvinder ud for mig,« forklarer Picasso.

Manden fisker et fotografi af sin kone op af sin brystlomme og siger:

»Sådan ser en kvinde ud!«

Picasso svarer: »Synes De ikke, hun er lidt flad, Deres kone? Og lidt lille?«

Den svenske filminstruktør bruger anekdoten til at svare på et spørgsmål, der tilsyneladende irriterer ham.

Han er ikke begejstret for at skulle forklare sine film, og nu er han blevet bedt om at redegøre for den stærke stilisering, den hyperrealisme, der kendetegner hans nye film Dame, konge, es, spion.

Baseret på en af genrelitteraturens klassikere, John le Carrés spionthriller om agenten George Smiley, zoomer filmen ind på livsvilkårene for de ensomme helte, der kæmper mod bistre odds for nationens sikkerhed under Den Kolde Krig i 1970’erne.

Svensk socialrealisme

Tomas Alfredson fik sit internationale gennembrud i 2008 med sin vampyrfilm Lad den rette komme ind om to børn, der bogstaveligt talt må bide fra sig for at klare tilværelsen i et socialt boligbyggeri i 1970’ernes Sverige.

Bag sig har han også Fire nuancer af brunt, ligeledes en sort, socialrealistisk svensk komedie, der er blevet hyldet for sine David Lynch-inspirerede sædeskildringer.

Derfor lå det slet ikke i kortene, at Tomas Alfredson ville være et oplagt valg som instruktør af den nye filmatisering af et af briternes fineste kulturelle klenodier Dame, konge, es, spion.

På pressekonferencen under filmfestivalen i Venedig forklarede filmens producer Tim Bevan, hvorfor svenskeren var hans første valg som instruktør til den britiske klassiker. Bevan ville gerne væk fra den ellers ikoniserede BBC-indspilning af romanen fra 1970'erne. Inspireret af kineseren Ang Lees filmatisering af Jane Austens Sense and Sensibility og indiske Shekar Kapurs Elizabeth om den engelske dronning, satsede han på, at netop det, at Alfredson ikke er engelsk, var en fordel:

»Det her skulle være en nutidig film. Og det var min beslutning at ansætte Tomas, for jeg havde en idé om, at det kunne være interessant at blive ført med på en guidet tur ind i vores kultur, anført af én, der har relativt begrænset viden om den, men som alligevel formår at fængsle os. Tomas har et utroligt detaljeret fokus på set design og på det sprog, kameravinklerne taler,« siger Bevan og fortsætter med at rose filmens instruktør.

At indkapsle paranoia

Selv supplerer Tomas Alfredson med en noget mere ydmyg forklaring:

»Vi var alle sammen enige om, at denne her bog nok var umulig at filmatisere, at det var blasfemisk at introducere en anden George Smiley end Alec Guinness, og at det derfor lige så godt kunne være en forvirret, svensk instruktør af ikke-horrorfilm, der kunne udforske så mærkelig en idé.«

I Alfredsons version er Alec Guinness erstattet af Gary Oldman. Smiley er gået på pension, men eftersom den noget mere farverige kollega Bill Hayley har overtaget hans hustru, Anne, er det lidt af en lettelse, da MI5 alias The Circus kalder ham tilbage.

Der er en muldvarp i organisationen. Nye efterretninger kan afsløre en potentiel dobbeltagent, der i sin tid har obstrueret en af hans missioner. Jagten på forræderen er den umiddelbare drivkraft i thrilleren, men det er langt fra det mest interessante tema, forklarer Alfredson.

»Jeg ville ikke have, at filmen skulle blive for meget en traditionel whodunit. For mig handlede det om at indkapsle paranoia. Og våd tweed. Følelsen af paranoia og lugten af våd tweed, det var de to overordnede retningslinjer, vi arbejdede med på filmen. For eksempel brugte vi mange lange linser, der fremkaldte et komprimeret klaustrofobisk udtryk af paranoia i billederne.«

Plottet i Dame, konge, es, spion er komplekst og kompliceret, og rettelig har auteuren bag den ekspressionistiske vampyrfilm, han selv kalder for en ’ikke-horror’-film, skruet ned for det syrede. De farvemættede billedkompositioner er til gengæld rigelige — og holdt i mangt mere end fire nuancer af brunt — som når Alfredson eksempelvis formidler den fåmælte Smileys indre følelsesliv ved hjælp af stormønstrede beige/brune tapeter.

Konstant er spionen med pokerfjæset placeret i midten af billedrammen, der sidder han fast, handlingslammet som han er, da han må erkende, at ikke engang de få mennesker, han relaterer sig til, har hans tillid eller fortjener den.

Paranoia er en tragedie

»Det er en film, der handler om mennesker, først og fremmest. Det samme er John Le Carrés bog. Der er en afgørende forskel på de soldater, der slogedes i den varme krig, og de, der førte den kolde. De her mænd er ikke alfahanner, der er tale om en meget mere feminiseret verden, kan man måske sige, hvor de store temaer er loyalitet og tillid, men hvor erhvervsrisikoen er ensomhed og forræderi,« siger Tomas Alfredson, der gerne vil gå med til at kalde Dame, konge, es, spion for en tragedie.

Har Alfredson neddæmpet den socialrealistiske ekspressionisme, kompenserer han ved at give filmen og karaktererne så rige teksturer, at man næsten mærker den regnvåde tweed under fingrene, lugter nikotinen i møblerne og smage Smileys bitre livserfaringer i Hendes Majestæts tjeneste.

Ganske vist har George Smiley license to kill, men her ophører også de fællestræk han har med James Bond. Dame, konge, es, spion er et billede på et samfund præget af frygt og mistro.

En engelsk journalist fortæller, at filmen ikke blot ligner 1970’erne, men ser ud som om den er optaget i 1970'erne. Han mener det som et kompliment, men sådan opfatter Tomas Alfredson det ikke.

»John le Carrés roman foregår i 1973, men det er på sin vis underordnet. Det er en roman om universelle problemstillinger og universelle værdier. Jeg ville skabe en forvrænget verden for at skildre det på min måde. Det er ikke en film om helte og forrædere, det er en film om mennesker.«

Han tilføjer lidt mildere stemt.

»Hvis du ser på de fleste film i dag, er de besatte af at forudse fremtiden. Denne her reflekterer over den tid, vi kommer fra, den verden, vi er rundede af. På den måde fortæller den en universel historie.«

 

 

’Dame, konge, es, spion’ har dansk premiere torsdag den 9. februar. Anmeldes her i avisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Peter Simonsen

Bill Haydon, ikke Hayley. Og det hedder ikke "slogedes", men sloges! Glæder mig til at se filmen, og kære fr .journalist, brug stavekontrollen...

Fantastisk film :)

Palle Rasmussen

Jeg glæder mig til at se filmen, især til at se hvordan det er lykkedes at koge TV-udgaven over godt 5 timer ned til godt 2 timer. Da TV sendte den dagligt á 50 minutter mellem jul og nytår omkring 1980 var jeg limet til tossekassen. Alec Guinness var så god, at John le Carré opgav at skrive mere med Smiley som hovedperson.

tja: evner til at forud ane, og gøre det, evner som jo også efterretningsfolk må antages at have og bruge, er næppe forligelige med at være mod proletarernes sag.