Læsetid: 5 min.

Shakespeare ville have trivedes i Berlin

Kritisk intelligens og kunstnerisk vilje til at gå nye veje gør Berlins filmfestival til en unik oase i en tidsalder, hvor forfladigelse og føleri er i højsædet. Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg gør oven på filmfestivalen i Berlin status på kunstens tilstand i en mainstreamkultur
Kritisk intelligens og kunstnerisk vilje til at gå nye veje gør Berlins filmfestival til en unik oase i en tidsalder, hvor forfladigelse og føleri er i højsædet. Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg gør oven på filmfestivalen i Berlin status på kunstens tilstand i en mainstreamkultur
Kultur
21. februar 2012

I ti dage i februar er Berlin lig med verden. Filmskabere og filmkritikere fra alle lande forvandler Potsdamer Platz og dens omkringliggende biografer til centrum for billedfortællinger om verdenssituationen. Filmene dyster om én Guldbjørn og flere Sølvbjørne, men der vises også en mængde af nybrydende værker.

I Berlin gøres alt op efter sandhedsværdier. Det er oplagt, at Angelina Jolies filmdrama om Bosniens borgerkrig, In The Land Of Blood and Honey, er et vidnesbyrd for de indviede om, hvor dygtig Angelina er til at være hele verdens samvittighed, og hvor fantastisk hun forstår sig på menneskelig lidelse. Problemet er bare, at effekterne er grelle og historien gumpetung.

I Berlin er man heldigvis ikke bange for at gribe til ironi, når man ser en dårlig film. Det er nok den eneste by i verden, hvor biografpublikummet taler med filmenes karakterer og går i rette med dem.

I en tid, hvor pressekonferencer er degenereret til PR-stunts, går tankerne tilbage til den tid, da instruktører som Claude Lanzmann, Peter Watkins og Krzysztof Kieslowski satte barren så højt i dybtgående diskussioner. Når man hører filmskribenternes infantile spørgsmål i dag, føles selv Sylvester Stallone som en intellektuel sværvægter.

Kærlighed til kunsten

Den herlige fritænkeratmosfære lever dog videre overalt, hvor film bliver analyseret og diskuteret uden for markedsanalyser og mainstreamsammenhæng. For Berlin holder fortsat fast i sin gamle kærlighed til kunsten. Den kærlighed, som gør, at man på vej ud fra en visning af portugisiske Miguel Gomes’ Tabu må bryde ud i lovord og sige: ’Hvor var alting dog helt anderledes! Sikke sorthvide billeder, og hvor skønt at slippe for at høre dialogen! Hvilken storslået hyldest til stumfilmen!’

Robert Duvalls skildring af faderen i Billy Bob Thorntons storslåede Jayne Mansfield’s Car har en genialitet over sig, som overgår al forstand — netop fordi Thornton er så nødtørftig med morale og virkemidler. Den slags er populært alle andre steder, hvor film vurderes direkte efter deres budskab, men i Berlin er det den, som får nuancerne med, der bliver hædret.

Netop i år føles det, som om det kunstneriske perspektiv er vendt tilbage med eftertryk og viser sig i alt det, som ligger ud over alt for mærkbare hensigter. I Berlin reagerer man på perfektionismen i Stephen Daldrys 11. september drama Extremely Loud And Incredibly Close med et dybt suk. Når alle detaljer falder på plads, mister kunsten sin troværdighed.

På kollissionskurs

Når brødrene Taviani gør comeback med et mesterværk, hvor de indsatte i Rebibbia-fængslet opfører Julius Cæsar, får de helt fortjent en Guldbjørn — sådan må det være, når priskomiteens formand hedder Mike Leigh. For i Cæsar skal dø står alt på spil: Arrede mænd fra mafiaen bliver forædlet igennem kunsten, og der er ikke længere nogen forskel mellem kunst og liv: Dramaet udspiller sig både i dem og i tilskueren. Shakespeares ord bliver bærer af fangernes erfaringer og viljestyrke til at overleve livet i fængslet. Det er længe siden, et filmværk i den grad har fået biograflærredet til at vibrere af liv.

Det er interessant, at det er to mænd, der begge er over 80, som skal tilføre filmkunsten fornyet energi. Dette bør give anledning til at stille spørgsmålet: Bliver kunsten og kritikken forynget igennem fordummelse? Hvor mange gange skal vi læse og høre de unge kunstnere og kritikere efterplapre de samme fraser? Hvor megen kunst bliver sat ind på at fremstille det virvar, som vores samtid har udviklet sig til; den labyrint af irgange, som møder os; den mangel på moral og værdier, alle kan se? Og hvor lidt tid bliver der afsat til koncentration og selvrefleksion?

Det er på mode at drage nødvendigheden af alt for store intellektuelle anstrengelser i tvivl. Det er populært at appellere til følelser. Men Shakespeare ligger uden for den fremmanipulerede forståelighed, som mainstream forsøger at indgyde i os. Hans værk unddrager sig dumheden med sin overvældende mængde mulige fortolkninger, med sin undersøgende natur og med sin overjordiske skønhed, der ligger i udtrykskraften. Og det, brødrene Taviani virkeliggør med så stor kunstnerisk præcision, er jo netop at vise, hvordan Shakespeares værker bliver en levende del af fangernes verden, hvordan de ændres som mennesker under arbejdet med opsætningen. Vi ser netop her, hvordan kunst er redskab og ikke målet, og her kommer vi pludselig på kollisionskurs med alle vor samtids nye kunstuddannelser og alle disse mennesker, som stræber efter at blive kunstnere og intet andet.

Troen på kunsten

Hvis den nye kunsts kriterier skal være tilpasningsdygtighed til successtrategier, så svækkes kunstværket. Og netop derfor må det vække håb, at der i Berlin og andre byer er sat gang i individuelle modbestræbelser på at fortælle helt andre historier end dem, der allerede er sat i omløb; at så mange opstiller deres helt egne målestokke, og at troen på kunsten er uanfægtet. Den store kunst vil altid være så meget sjovere, så meget mere givende, og et liv i kunstens tjeneste altid være en fest, selv i de økonomisk mest pressede øjeblikke. Blot gælder det om, at kunsten ikke glemmer det liv, som grækerne skildrede med en sådan substans. Og det er præcis, hvad de plirrende Taviani-brødre minder os om.

Når de unge filmskabere fra hele verden møder instruktøren og juryformand Mike Leigh, forstår man, hvor megen viden der her er hobet op, og at begge parter både kan give og tage.

Sådan kan liv og kunst også mødes, som når de unge nedskriver hvert et ord, som den erfarne Leigh giver fra sig. Når man trin for trin analyserer instruktørens forhold til virkeligheden og kunsten og hører ham fortælle om sin særlige tilgang til filmkunsten.

Men hvor kommer ideerne fra, spørger de unge. De kommer fra livet, svarer Leigh. Men hvis man begynder med livet, bliver det vel sværere at få penge, siger de unge. Kunst kan ikke indgå den slags kompromiser, siger Leigh.

Men hvordan arbejder du så med skuespillerne, spørger de unge. Jeg arbejder meget tæt med hver enkelt af dem, men ingen kender til mere end sin egen rolle, og filmens slutning er noget, vi udvikler gennem arbejdet. Det er også sådan, logikken fungerer i den virkelige verden, siger Leigh.

Men hvad sker der, hvis producenterne siger, at de ønsker lige præcis den og den berømte skuespiller i en af rollerne, spørger de unge. Ja så siger jeg nej, svarer Leigh.

Han slutter af med at sige, at det vidunderlige ved filmkunsten er flugten fra den virkelige verden, konstrueret i karaktererne og som dramatik.

Ti graders kulde

Verdens ældste filmstudie, Babelsberg i Potsdam, fylder 100 år i år, og en ung filminstruktør fra Ghana er under uddannelse i Berlin — han øver sig i ti graders kulde med et nyt digitalt kamera, iført flipfloppere.

Sådan mødes tidsaldre, kontinenter og generationer på historisk jord, og det slår en, at Shakespeare ville have trivedes i Berlin.

 

 

Ulf Peter Hallberg er svensk forfatter, bosiddende i Berlin siden 1993. Til april kommer på dansk hans bog ’Livets mening og andre bekymringer’, som er en fiktiv samtalebog mellem Ulf Peter Hallberg og skuespilleren Erland Josephson

© Ulf Peter Hallberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Næ, Shakespeare ville ikke være blevet inviteret til eller have trivedes i Berlin. Han var datidens Stephen King eller Spielberg for nu at blive i filmens verden. Foragtet af adlen, men elsket af folket.

At man så tog ham til nåde i romantikken i de højere kredse og derefter indhyllede ham i et slør af kultursnobberi og begravede underholdningen i dybsindige analyser så man kunne blive i forestillingen om at man var bedre end proletariatet er en anden sag.

Men godt at høre i hyggede jer i Berlin sammen med resten af aristokratiet og de dybsindige der higer og søger, i finkulturelle ideer.. ;-)