Læsetid: 4 min.

En skræppeplante og en ugle

Med sin skepsis og undren over for menneskers væsen og færden kunne hun synge om livsdriften, livslysten og dødens klodsethed. Polens store lyriske forfatter, Wislawa Szymborska, er død
Wislawa Szymborska fotograferet i 1996, umiddelbart før hun modtog Nobelprisen i litteratur.

Wislawa Szymborska fotograferet i 1996, umiddelbart før hun modtog Nobelprisen i litteratur.

Dave Kendall

3. februar 2012

Den polske lyriker Wislawa Szymborska, der modtog Nobelprisen i litteratur 1996, er død i sit hjem i Krakow, 88 år gammel, karakteristisk stilfærdigt, forlyder det. Hendes digtning er udsøgt repræsenteret på dansk af Jess Ørnsbo i hans udvalg af ny polsk lyrik, Lad os ikke pakke oceanet ind i bomuld (1983), af hendes landsmand Janina Katz i to store samlinger Lots hustru og andre kvinder(1982) i samarbejde med Inger Christensen og En kat i en tom lejlighed (1996) i samarbejde med Uffe Harder.

Titlerne antyder hendes let sarkastiske tonefald, der i en særegen blanding af mildhed og skarphed kendetegner hendes koncentrerede livsbilleder, ofte i et afstandsperspektiv på det nære liv — som i det desværre alt for aktuelle digt ’Gravskrift’:

Her hviler, umoderne som et komma,

en forfatter til lidt digte, som da

døden kom, og liget ikke hørte med

i nogen litterær gruppering, dog fandt fred.

Den bedste pynt på graven kan man derfor ikke skjule

er dette rim, en skræppe- plante og en ugle.

Du, der går forbi, tag din lommeregner frem,

betænk Szymborskas skæbne, før du igen går hjem.

Skræppeplante og ugle rimer idemæssigt fint i hendes poesi, idet det uanselige iagt- tages af hendes skarpe blik. Og en synsvinkel opmåles for eksempel i digtet om himlens kontrolmonitorer, hvor billedet af en pige, der syr en knap i, bliver indfanget.

»Lad os underrette Chefen! Han må straks komme for selv at se.«

Magtforholdene kan også anskues i et mytisk perspektiv som i titeldigtet om Lots hustru, hvor den ellers navnløse kvinde får ordet:

»Man siger jeg så mig tilbage af nysgerrighed…,« men der kunne være så meget, blandt andet træthed ved at stirre ind i sin mands nakke. Hun vidste, at han såmænd ikke ville vende sig om, hvis hun døde. Sådan anslås et feministisk tema. Og den store historie kan gysende ses fra privatlivets vinkel som i ’Hitlers første fotografi’:

»Hvem er det søde barn i kjoleliv?/ Det er jo lille Adolf, hr. og fru Hitlers søn/ … En lille skat, en kerub, en trold, en lysstråle …«

Der ligger så mange steder en fortvivlelse under de lette anslag, en uro over de menneskelige vilkår, sjælens og kroppens udsathed, en uro, som virker så meget desto stærkere ved den underspillede ironi. Udgangspunkterne er mangfoldige. Uanselige. Det er kommet så vidt, at jeg sidder under et træ! kan hun sige til en begyndelse, som så ofte, hvor naturen er stedet.

»Og selv om der i nærheden ikke sker noget særligt,/ er verden ikke af den grund fattigere på detaljer.«

Og det er en stadig overraskende glæde, hvordan hendes detaljer er talende.

Poesi og suppe

»Nogle kan lide poesi,« hedder et digt i En kat i en tom lejlighed, hvor hun prøver at indkredse, hvad det er med denne poesi, som så få beskæftiger sig med ud over digterne selv og de skoler, hvor man skal. Man kan holde af så meget, hønsekødsuppe med nudler, komplimenter, farven blå, sit gamle halstørklæde, at sætte sin vilje igennem eller at klappe en hund. Selv ved hun det ikke, men »jeg holder fast ved det som ved et velgørende gelænder.«

Det er vist den sprødeste poetik, man kan møde i en verden fuld af velmenende svar på spørgsmålet om poesiens væsen. Et gelænder! Sagt med ét ord af en så original sprogkunstner, der vandrer mellem ordenes mangetydighed ad snoede og sindrige trapper, uden vanskeligheder, uden mystifikationer, klar i mælet, tung af erfaringer, let i bevægelser. Ikke så underligt, at mange kan lide ikke bare hønsekødsuppe, men hendes digte, så hun har en stærk position i sit hjemland og i europæisk poesi, oversat til de store sprog, intim med det franske.

Og hvordan med englene? Hvis de findes, siger hun, læser de nok ikke vores romaner, vores digte og skuespil, der sikkert irriterer dem ved deres ramaskrig og nag til verden. Hvis englene findes, er det snarere den i rædslen løsslupne munterhed, der ikke engang råber om hjælp, som falder i deres smag.

Jeg vil vove den påstand,

at de klapper med deres vinger

og at der fra deres øjne strømmer

i det mindste latterens tårer.

Rædslens munterhed, latterens tårer er sådanne paradokser, som i talrige variationer kan findes i Szymborskas billeder af menneskelivets tragikomiske vilkår med en alvor, man ikke lades i tvivl om gennem ordenes på en gang stærke og skrøbelige gelænder. Man kan kalde det en besk tæmmet humor med fravær af moraliseren til fordel for tør konstateren på miraklernes marked: at undre sig over, at en hånd rigtignok har færre end seks fingre, men til gengæld flere end fire.

Med sin skepsis og undren over for menneskers væsen og færden kan hun synge om livsdriften og livslysten og dødens klodsethed.

»Hvad en nåede og hvor meget,/ det kan den ikke tage fra ham.«

Der står så meget smukt, grumt indtagende, mildt undrende tilbage i Wislawa Szymborskas digte, skrevet i ord, trykt på papir, løftet ud i verden, grebet og læst af så mange, at også englene må lytte, hvis de findes. Vi, der går forbi, behøver ikke at tage lommeregneren frem for at regne værdien ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

hvis bare masselinjen og masser af
massemusik og masser af musik,
breder sig, så går det nok,
uden masser af musikforstærkende stoffer,

hvis bare masselinjen og masser af
massemusik og masser af musik,
breder sig, så går det nok,
uden masser af musikforstærkende stoffer,

hvis bare masselinjen og masser af
massemusik og masser af musik,
breder sig, så går det nok,
uden masser af musikforstærkende stoffer,