Læsetid: 10 min.

Spionen, der kom ind fra kulden

Hyldest. Lou Reeds stemme har egentlig altid gået med stok. Derfor er det også en overraskelse, at dens ejermand bliver 70. Har han ikke altid været det?
Sindstemning. Lou Reed har ved flere lejligheder gæstet København (på billedet august 1973). Informations rockanmelder Klaus Lynggaard har været på alskens stimulanser til Lou Reed-koncerter: De har gjort ham glad, trist, sur, høj, vred, ekstatisk og skuffet; nogle gange i løbet af den samme aften. Arkiv

Sindstemning. Lou Reed har ved flere lejligheder gæstet København (på billedet august 1973). Informations rockanmelder Klaus Lynggaard har været på alskens stimulanser til Lou Reed-koncerter: De har gjort ham glad, trist, sur, høj, vred, ekstatisk og skuffet; nogle gange i løbet af den samme aften. Arkiv

Jørgen Angel

1. marts 2012

The best lack all conviction, while the worst/ Are full of passionate intensity. -W.B. Yeats, ’The Second Coming’, 1920

Jeg tager dem ud af reolen, én efter én. 22 stykker, alt inklusive. Studerer dem individuelt, for og bag, lader inderposen glide ud i mine hænder for til sidst at mærke vinylen ramme fingrene. Sidder så og kigger på rillerne og etiketten. Amerikanske presninger, alle til hobe, lige med undtagelse af den apokryfe (men fremragende! Bedste version af »Kill Your Sons« ever!) Live in Italy, og et par dubiøse piratskiver. Og er der ingen, der kigger (det er der aldrig!), kan jeg godt finde på at snuse til dem; de amerikanske pres lugter bedre end deres europæiske modparter, spørg en hvilken som helst seriøs diskofil. Hvilket hænger sammen med den papirmasse, der bruges til omslagene. Dette blot for at komme i rette stemning. Såmænd. Nogle går i kirke, andre et smut i det private diskotek. Forskellen er primært, at sidstnævnte tror på belønning her og nu.

Her tales med veneration om den del af Lou Reeds diskografi, jeg har samlet på long playing microgroove records, som den siden så navnkundige lp i sin tid (1948!) introduceredes. Men selv om interessen for lp-formatet aldrig helt er forsvundet, hører den som dominerende kraft i underholdningsindustrien i den grad hjemme i den sidste halvdel af det 20. århundrede, og dens storhedstid som medium for indspillet lyd faldt i 1970’erne og 1980’erne, selv om den som Gesamtkunstwerk ikke har sin lige i hverken denne eller den næste verden, for så vidt en sådan skulle åbenbare sig. Så kan I godt stoppe jeres digitale lort med tilhørende talrækker op i det famøse sted, solens stråler aldrig når.

Sætter én af dem på (lige nu debuten fra ’72, faktisk; altid en personlig favorit), betragter hvorledes grammofonens arm fuldautomatisk og altmodisch sejler gennem luften for at ramme indløbsrillen og mærker, hvordan musikken som trykbølger fra højtalerne rammer kroppen, øret og gud ved hvad det end er, den sætter i gang indvendig. Som enhver, der har røget, ved, er der ikke noget som dagens første smøg. På samme måde er der ikke noget som den første plade, der sættes på grammofonen, vinyljunkiens bedste fix! Det kan være en tilfældighed, men det er det ikke: Den lidenskabelige forbindelse, jeg i mange år følte til Lou Reeds kunst, hænger sammen med den ovenfor beskrevne udvikling. Thi hans store epoke faldt sammen med grammofonpladens ditto, Lou Reeds plader kræver det store format, den store armbevægelse, thi de er fra starten tænkt som kunstværker. Med tryk på alle stavelser. Sorry, men sådan er det.

En del af charmen

Og så er der stemmen, stadig så ganske ulig nogen anden i populærmusikken. Mens jeg langsomt lytter mig gennem værkets første (og bedste!) halvdel, slår det mig, at stemmen egentlig altid har lydt gammel. Iskold, lokumsagtig, livstræt, nøgtern, han er i sandhed et syngende reptil og alt det, men først og fremmest ældet som i oldgammel. Spionen, der kom ind fra kulden, indeed! At han nu numerisk når samme alder som stemmen altid har haft, er så lidt ligegyldigt. Da jeg interviewede ham i 1982, sagde han til mig, at »en Al Green kan synge. Han er rigtig sanger. Jeg åbner bare munden og siger mine replikker. Det er ikke det samme. At påstå andet er at lyve. Og jeg er ingen løgner«.

Selv en åndsbeslægtet som David Bowie lod os gennem sine vokaler ane, hvor meget han egentlig følte, selv om den givne tekst måske handlede om rumvæsener, fremmedgørelse og jordens undergang. Nå ja. Nu kunne Bowie så synge. Det kan Lou Reed så ikke (og lad os endelig ikke komme ind på stemmen anno nu, gud og gru, den lyder som den personificerede åreforkalkning) på dén måde, men han har paradoksalt nok leveret en stribe uforglemmelige melodier. For selv om stemmen altid har gået med stok, har den også altid haft stil. Og dens Buster Keatonagtige facon har skubbet ordene og deres betydning lige i fjæset på den lyttende. Hvorfor sangene mere end normalt stod og faldt med teksternes kvalitet. Og den er som alt andet Lou Reed-relateret højst svingende. Det er en del af charmen. Det er en del af prøvelsen.

Hvad Reed i sin tid gav rockmusikken, var muligheden for ikke at føle noget. Hverken for sig selv eller det persongalleri, der lines op i teksterne. Muligheden for at stille sig uden for sangen og det sungne. Som en nogenlunde objektiv journalist eller en skribent beskrive det sete/oplevede/følte. Blottet for såvel em- som sympati fremlagde Reed tingene, som de er. De er ikke rare. Livet er ikke fedt. Folk har det ikke godt. Og har de det endelig godt, begynder de straks at tænke over, hvad der dog er galt med dem (tænk »Perfect Day«) … med Lou Reed trådte den tilsyneladende uengagerede, men altid skarpsynede betragter/beskriver ind i rocken. Men kun på overfladen. Thi ordene afslørede også et kendskab til menneskesindet, der ikke er den afstumpede beskåret. Ja, det er fandeme litterært. Og nej, her er ikke adgang for hvem som helst, men alle og enhver er skam velkomne. Så længe man møder op uden forventninger om at blive forkælet, bekræftet, strøget med hårene eller andet labert drys fra det populærkulturens luksuslækre feelgood-overdrev, kan man nok finde sig en plads i ødemarken.

Den del af hans værk, jeg altid vender tilbage til, falder som sagt sammen med perioden, hvor musik i udstrakt grad indspilledes, forhandledes og konsumeredes som long playing-plader. Fra den underspillede og oversete debut i 1972, den beskedent betitlede Lou Reed, til runen over mentoren Andy Warhol, Songs for Drella, udsendt som duoprojekt i 1990 sammen med hans gamle makker fra The Velvet Underground, John Cale, er det næsten ubeskriveligt, hvad jeg har kunnet hente der ned gennem årene. Af godt og skidt og inspiration. Af kanoniserede højdepunkter som Transformer (1972), Berlin (1973), Coney Island Baby (1976), Street Hassle (1978) og New York (1989). Personlige favoritter som Growing Up in Public (1980) og Take No Prisoners (1978) Og en del charmerende kiksere for slet ikke at tale om Metal Machine Music!

Turburlente og spændstige 70’ere

Nej, hverken 90’erne eller 00’erne har budt på det kunstnerisk svimlende fra denne Lou Reed. Men så har jeg jo altid kunnet vende tilbage til de 22 lp’er. Eller VU-kataloget, for den sags skyld.

Hvis man som jeg fulgte ham op gennem de godt nok turbulente, men kunstnerisk så spændstige 1970’ere er det svært at glemme de mange ofte ret grove interview, man i det årti kunne læse med ham, hvor han strung out på diverse stimulanser, der med garanti ikke kunne fås i håndkøb, gik i clinch med en række skriverkarle, der alle til hobe mente, at denne Lou Reed kunne man byde hvad som helst! Det kunne man også, hvis man var parat til at få dobbelt tilbage, for hvad gjaldt en grov og ubehøvlet tone stak han ikke op for bollemælk. Det samme betegnede ofte anmeldelserne af hans plader, nogen burde virkelig trawle lortet igennem og samle et bind af de værste tilsvininger, for hvad angik hans output havde man som kritiker i den grad license to kill. Lige meget hvad Lou Reed udsendte, måtte han regne med at få det lige i sylten igen, gerne med ordene »dur ikke – væk!« Hvad der kan være svært at forstå, når man lytter til periodens hovedværker i dag; på den anden side har Lou Reed alle dage været en ujævn kunstner, som tilmed har gjort sig rigtig godt som forvandlingskunstner i mediemaskinens hvirvelstrøm.

Dekadence og transvestisme

Nu er det aldrig nemt at starte en karriere som solist, hvis man har været drivkraft i en af verdenshistoriens mest indflydelsesrige grupper. Som f.eks. The Velvet Underground. Det eneste problem i den forbindelse er i og for sig, at den anerkendelse først langsomt tilfaldt gruppen, som op gennem det meste af 1970’erne forblev kult. På den anden side var gruppens proselytter nogle hårde nysere, der aldrig rigtig gad lægge skjul på, hvor meget federe end alle andre de var. Personligt kendte jeg bananpladen (som The Velvet Underground & Nico fra 1967 gerne kaldes grundet Andy Warhols omslag med en banan, der kunne ’skrælles’!) nede fra den ungdomsklub, jeg frekventerede i starten af årtiet. Der kaldtes den populært for skrub-af-pladen, for når den sidste sodavand var drukket, satte stedets leder et nummer som »The Black Angel’s Death Song« eller »European Son« på, og så var det bare om at finde knallertnøglen frem!

Sidenhen har den antaget klassikerstatus i det lille hjem, simpelthen fordi det er den bedste plade fra verdens bedste band. Alle sangene er klassikere og alle bærer de Lou Reeds signatur: »I’m Waiting for the Man«, »Venus in Furs«, »All Tomorrows Parties«, »Heroin« og jeg skal komme efter dig. Sange fra en hippietid om at score dope i Harlem, om rastløs forlystelsessyge, om kinky sex i S/M-regi, om heroinafhængighed, om tranvestisisme, om håbløs narcissisme og forstemmende solipsisme. Om dekadence, transvestisme, homoseksualitet og klinisk depression.

Hos Lou Reed og The Velvet Underground var der langt til Utopia, sindene som pletrenset for naive forestillinger om flower power, men den fremtid, der anedes, var både ondere og mere såvel påtrængende som virkelig end den da pågående, som mestendels virkede træls og illusorisk. Tak for at rive sløret fra vore tårevædede øjne, venner!

Vampyrlignende personager

I rock’n’roll er summen ofte større end enkeltdelene og bidragene fra John Cale (bratsch, bas, klaver), Sterling Morrison (guitar) og Mo Tucker (trommer) hverken kan eller bør overses på samme måde som den tyske chanteuse Nico’s bidrag på tre af numrene for altid vil sidde klistret fast på baghjernens overfyldte memory card. Stadig det bedste band, han nogensinde har haft! Det vidste jeg bare ikke et dyt om, da lyden af Transformer ramte mine øregange i starten af 1970’erne og jeg sugede lortet i mig som sandhedsserum. Ude i forstæderne levede vi i ekkoet fra 60’ernes mytiske opbrud, nogle valgte narkovejen, nogle blev aktivister, de fleste tog en uddannelse og fik et job. Og desillusioneredes. Midt i trøstesløsheden landede Transformer som en smart bomb til en nadver. Sange som »Vicious« og »Make Up« og »New York Telephone Conversation« og »Andy’s Chest« lød vitterligt, som om de blev beamet ind fra en parallel dimension, der forekom ubeskriveligt meget mere interessant end den, vi beboede, her handlede det ikke så meget om peace & love som om thrills & spills. Her bevægede vampyrlignende personager sig rundt blandt hinanden, mens de i et væk holdt øje med, hvem der reflekteredes i spejlene, thi så skulle der hugges til. Vi drømte alle om en walk on the wild side på de forstemmende villaveje, hvor velfærd og velstand mundhuggedes om retten til tronen.

Kurrer på tråden

Så var der Lou Reed som stilikon, ikke sandt. »I have no attitude without a cigarette.« Solbrillerne. Det korte, blonderede hår og de sorte negle. Alle koncerterne, gud fri mig vel, jeg har været TIL SÅ MANGE LOU REED-KONCERTER! Så mange, at de tørner sammen, de gode, de onde og de grusomme. Jeg har fået venner, simpelthen fordi vi ikke kunne blive ved med at mødes på dén måde! Jeg har været på alskens stimulanser til Lou Reed-koncerter, jeg har været clean as a whistle, jeg har været glad, trist, sur, høj, vred, ekstatisk og skuffet; nogle gange i løbet af den samme aften. Jeg har forsvaret ham og knaldet ham i gulvet. Alt fraset at have sex med manden. Ikke for det, som ung mente jeg, han var et sexsymbol. Og så har jeg officielt mødt ham to gange med 20 års mellemrum; i Amsterdam i 1982 og i New York i 2002. Sorry, guys, men han var a perfect gentleman. Sjov, sød, bright og veltalende som bare fanden.

Nuvel. Lewis Allen Reed bliver 70. Troede ellers ikke vampyrer ældedes. Der kan man bare se. Lærer noget hele tiden. Det har været en fornøjelse at afspille mine 22 Lou Reed vinylartefakter, mens dette blev skrevet. Kronologisk, naturligvis; man er vel anal. Selv en udskældt kikser som Mistrial (1986) har sine momenter. Oplevelsen har overbevist mig om, hvor unik Lou Reed stadig er. Så vi har haft en mindre kurre på tråden de sidste 20 år og hvad så? Der har været koncerterne, der har været en god ny sang i ny og næ, et topdollarunderholdende interview, en heftig diskussion i godt selskab om, hvorvidt »Sister Ray« er det definitive stykke rockmusik, der har været kilometervis af spalteplads og dage foran højtalerne på jagt efter noget, bare et eller andet. Det har alt sammen været godt, også når det var skidt.

Tillad mig afslutningsvist at fyre mit yndlingscitat af:

»You know, some people got no choice/And they can’t never find a voice/To talk with that they can even call their own/So the first thing that they see/ That allows them the right to be/ Why they follow it, you know, it’s called bad luck …« (»Street Hassle«)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer