Læsetid: 3 min.

Stærke streger

Erindringsglimt, superhelte, postapocalypse, selvironi og samtidskritik. Når man læser de danske tegneserier, der er nomineret til den genopstandne tegneseriepris Pingprisen, der uddeles i aften, oplever man mangfoldighed i udtryk og indhold og må konkludere, at kunstarten har det godt
Erindringsglimt, superhelte, postapocalypse, selvironi og samtidskritik. Når man læser de danske tegneserier, der er nomineret til den genopstandne tegneseriepris Pingprisen, der uddeles i aften, oplever man mangfoldighed i udtryk og indhold og må konkludere, at kunstarten har det godt
Kultur
28. februar 2012

Garvede fortællere, ambitiøse debutanter og meget af det indimellem finder man blandt den række danske tegneserieskabere, som er nomineret til den genopstandne tegneseriepris Pingprisen, der uddeles i aften. Og efter en gennemlæsning af de nominerede værker, som byder på et væld af udtryksformer og har meget på hjerte, er det svært ikke at føle sig optimistisk på kunstartens vegne.

Tag nu f.eks. kategorien ’Bedste danske debut’, der rummer tre tegneserier og byder på alt fra et syret, Moebius-inspireret rum–eventyr – Søren W. Nørbæks Stella – over Adam O’s post-apokalyptiske Ruiner, der, ganske klassisk for genren, bruger fremtidsfortællingen til at rette en nådesløs kritik mod nutidens mere og mere hovedløse medie- og forbrugskultur, til John Kenn Mortensens Post-It Monstre, der er en grafisk fryd og helt sin egen, selv om den også må være inspireret af både den amerikanske tegner og forfatter Maurice Sendak og den japanske animations-mester Hayao Miyazaki.

Det er tre meget forskellige kunstneriske temperamenter, som kommer til udtryk i kategorien, og især var jeg betaget af Ruiners flotte, indbydende og alligevel uhyggelige billeder fra et mennesketomt, forfaldent fremtids-København og den melankoli, der findes i Post-It Monstres tegninger af ensomme børn og monstrene, der holder øje med dem.

Personlige streger

Lige så forskellige er de tre nominerede til ’Bedste danske nettegneserie’ – som i øvrigt alle tre er signeret af kvinder. Selv om min personlige favorit i både streg og indhold er Stine Spedtsbergs forførende enkle, selvbiografiske Stinestregen, der både laver sjov med ophavskvinden selv og det at være menneske og kvinde, så er det også interessant at fordybe sig i Signe Parkins’ illustrerede dagbog, der lige så ofte kalder på eftertanken som smilet.

Og så er jeg decideret overvældet over Maia Fjordmand og Gitte Tang Jensens B.I.B.L.E. – Basic Instructions Before Leaving Earth – en engelsksproget fabel om kampen mellem Himmel og Helvede og slet ikke så sort-hvid, som man måske umiddelbart ville tro. Det kreative makkerpar har været i gang med serien i flere år, og da de smider en ny side online hver uge, er der efterhånden tale om en omfattende og både underholdende og spændende tegneserie.

Pingprisens store kategori er selvfølgelig ’Bedste danske tegneserie’, og det er et formidabelt felt af nominerede, som spænder fra Nikoline Werdelins daglige – og fra Politiken kendte storbysatirestribe – Homo Metropolis, over Peter Snejbjerg og John Arcudis usædvanlige superheltehistorie, Almægtig, til Rikke Bakmans naivistiske erindringsskitse, Glimt. Indimellem er der også blevet plads til Rikke Villadsens skæve Ind fra havet og Johan F. Krarups korte, dokumentariske Nostalgia.

Erindringsglimt

Jeg har altid moret mig over Werdelins Homo Metropolis, fordi hun rammer så mange typer og manerer lige på kornet, og selvfølgelig også fordi man ikke kan sige sig fri for at være et af de mennesker med ondt i livet, hun skildrer og satiriserer over.

Almægtig, der er et samarbejde mellem amerikanske Arcudi (tekst) og danske Snejbjerg (tegninger), griber superheltegenren an på en ganske original og barsk vis. Hvad nu hvis et godt og troende menneske pludselig fik superkræfter, begyndte at opføre sig som en gud og endte med at foragte de mennesker, det ellers var meningen, han skulle passe på? Dette og mange andre spændende spørgsmål omkring at være menneske stiller det transatlantiske makkerpar i den genrebrydende tegneserie, der nyder godt af Snejbjergs formfuldendte streg og Arcudis eksistentialistiske tilgang til ellers velkendt materiale. Men det er dog Rikke Bakmans Glimt, der betager mig mest af de fem nominerede til årets danske tegneserie. Bevidst naiv og ’børnet’ i sin stil griber Bakman tilbage til en barndom og en sommerferie ved havet, hvor der skete mange ting, som både var spændende, sjove, dumme og indimellem helt uforståelige for en lille pige. Det er en sansemættet tegneserie, som nok umiddelbart tager sig primitiv ud, men som takket været blyant og farvekridt på fornem vis får formidlet det der helt særlige barndommens land, vi alle har glemt, men alligevel har en stærk fornemmelse af i små erindringsglimt.

Og så er der kun tilbage at ønske de nominerede held og lykke ved Pingpris-uddelingen. De har alle fortjent opmærksomheden – det samme har tegneseriekunsten.

’Glimt’, ’Ind fra havet’ og ’Post-It Monstre’ er alle udgivet af Aben maler. ’Almægtig’ er udgivet af G. Floy Studio. ’Stella’ og ’Ruiner’ er udgivet af Fahrenheit. ’Nostalgia’ er udgivet af Fantagraphics i antologien Kolor Klimax. ’Homo Metropolis’ kan dagligt læses i Politiken De tre nettegneserier kan læses på hhv. biblecomic.net, signeparkins.blogspot.com, stinestregen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Rart at vide.
Vi er jo nogen, som har spist vores barndoms skålfulde med havregryn-med-mælk ovenpå en stak tegneserier.

Ja, men de var heldigvis af bedre kvalitet end Bakmans grimme og negative tegning.

Lise Lotte Rahbek

Min smag går heller ikke i retning af Bakmans tegninger.
Men sådan kan det jo være vanskeligt,
når man/jeg lige har genlæst Bretecher.