Stine Pilgaard: Kærestesorg er ikke spildt

Da Stine Pilgaard var barn i Aarhus, holdt hun af at sidde under bordet og lytte til samtalerne, når hendes forældre havde gæster, ligesom hun lyttede mere end almindeligt interesseret, når de snakkede i telefon. Ikke kun for det, de snakkede om, men for måden, de gjorde det på.

»Et sært enebarn, der læste hele tiden og brugte voksenord,« har hun fået at vide, for hun kan ikke huske det selv.

Interessen for at aflæse samtaler har hun bragt med sig videre i livet, og den afspejler sig i den roman, Min mor siger, som hun lige er debuteret med, og som har givet begejstrede anmeldelser med karakteristikker som »en hamrende lovende, underspillet morsom debutroman« og »en sproglig fest, som man ikke kan undgå at komme i opløftet stemning af«.

Bogen handler ellers om kærestesorg.

I dag bor Stine Pilgaard sammen med otte andre i et bofællesskab på Østerbro-gade i København i et lille værelse med mange bøger, og først må intervieweren have et grundkursus i, hvordan man sidder på den ene af hendes to stole. Den er nemlig værkbruden. Man skal sætte sig med hovedvægten i den ene side og ikke bevæge sig for meget.

Interviewet finder sted på den dag, håndboldheltene hyldes på Rådhuspladsen, hvilket ikke synes at imponere skribenten.

»Det er noget med, at de har vundet, ikke?«

— Jo, og det var vanvittigt spændende …

»Arh, så kan det da vist ikke have været mere spændende,« siger hun.

Jyske værdier

Stine Pilgaard voksede op i Vejlby-Risskov i Veri-Parken, som hun kalder et ghettoområde. I skolen var hun glad for dansktimerne og god til at skrive stile. Derefter læste hun dansk og medievidenskab på Aarhus Univer-sitet, hvor hun blev bachelor. Efter et sabbatår med en rejse til Indien, blev hun optaget på Forfatterskolen i København.

»Jeg havde altid haft lyst til at blive forfatter, men syntes måske ikke, jeg var god nok og troede ikke rigtig på det. Jeg var meget benovet over at komme ind,« siger hun.

— Hvad gav forfatterskolen dig?

»Meget. Vi havde gode diskussioner om de tekster, vi skrev. Det er interessant at få andres blik på dem.«

— Hvordan var det at komme fra provinsen til hovedstaden?

»Jeg kan bedre lide Aarhus!«

— Hvorfor?

»Jeg savner nogle jyske værdier herovre. Jeg skulle lige vænne mig til, at når jeg sagde god weekend til dem i Netto, så så de sådan på en og sagde: ’Hvad? Hva’? Ja, jaja, jojo, og det samme til dig.’ Folk har mere travlt, og der er rimeligt meget elendighed. Serviceniveauet og venligheden er mindre i den offentlige sektor. Nattelivet er ret aggressivt, men cykelstierne er det værste. I Aarhus smiler man lidt, når man overhaler, men her er der sindssygt hårdt i trafikken.«

— Så du bliver ikke hængende herovre?

»Det tror jeg nu nok, for der er mange spændende kulturarrangementer. Folk er også søde, og jeg har fået bygget et netværk op og har min kæreste her.«

Mødrehjælpen

I debutromanen er en pige lige blevet forladt af sin kæreste, en kvinde, som er dyrepasser i Zoo. For at komme over det, er hun flyttet ind hos sin far, der er præst og skilt fra hendes mor, som bogen igennem meget insisterende forsøger at hive sin modstræbende datter op fra det sorte hul. Hun har også dialoger med en læge og en veninde, som hun kalder sin spindoktor.

— Ud af de 1.000 ting, man kan skrive om, hvordan fokuserede du så på lige det tema?

»Jeg får hele tiden mange ideer, men går altid i stå mellem side 34 og 35. Bogen er faktisk en sammenskrivning flere manuskripter eller spor. Jeg syntes, det var spændende med autoritetsforhold og også sundhedsvidenskab, så jeg læste meget i Ugeskrift for Læger. Så var jeg også interesseret i familierelationer og endelig alt det med kærlighed og kærlighedsbrud. Der var også et spor med erindringer. Ude af skolen sad jeg med det hele og så pludselig en sammenhæng.«

— Hvad er det, der er med mødre?

»Vi har jo ligget i deres krop, og jeg tænker på det i forhold til kærlighedsrelationen, hvor kroppe også smelter sammen. Det må være vildt at have været nogens mor og have båret rundt på det væsen, som er vokset inden i en og kommer ud, og så vil det gudhjælpemig bestemme selv!«

— Er det typisk, at de altid er påtrængende med at ville hjælpe?

»De kan næsten ikke bære, når man er ked af det, og så vil de ordne og hjælpe og passe på, selv når man ikke vil passes på. Egentlig ret smukt, men også frustrerende.«

— Men i bogen primært irriterende?

»Okay, men morfiguren bliver tolket meget forskelligt, og jegpersonen er jo også rimeligt irriterende. Hun bliver på en måde 14 år, hver gang moren taler til hende.«

Intim-generationen

— Hvordan kommer man over en stor kærestesorg?

»Det ved jeg ikke, men hovedpersonen er vred og ked af det i starten. Jeg tror, at hvis man prøver at forlige sig med kærlighedstabet, så kan man vende det til en taknemmelighed. Så bliver der mening med galskaben, og der er ikke noget, der er spildt. Det kan aldrig være andet end godt, at der har været en kærlighed.«

— Er det smart, at hun flere gange opsøger ekskæresten?

»Det kan man jo komme til, når man har drukket lidt gin.«

— Er der et fælles præg i din generation af forfattere?

»Kritikere prøver altid at se nogle strømninger, og den er jeg som akademiker med på. Der tales meget om, at vi skriver om kroppen, men jeg tænker mere, at det er om intimitet, og at det skyldes massekommunikationen, som stiger og stiger. Så skriver vi om, hvordan mennesker kan eller ikke kan nærme sig hinanden. Det er ikke den store fortælling, der præger min generation. Det er ikke lige nu, murstensromanerne bliver født, men det kan jo komme.«

Ironiens fare

— Hvor får du de mange sjove indfald fra?

»Det er ikke mig, der er sjov, men verden, hvor mennesker kanter sig rundt mellem hinanden, så godt de kan, og forsøger at bygge noget op. Det er både sjovt og fint. Nogle har sammenlignet med stand-up og dåselatter. Lidt fornærmende, synes jeg, for jeg sidder ikke og indfører vittigheder, for at det skal være sjovt. Sådan har jeg slet ikke tænkt på det.«

— Men selvironi er der vel?

»Ja, for hovedpersonen er så mega selvreflekteret, at det kvarte kunne være nok. En typisk superhumanist, der ikke kan overskue, at noget er som det her. Så skal der helst 10 meta-lag ovenpå.«

— Er ironi en holdning, man kan leve på?

»Der må være noget andet også. Alvor og f.eks. melankoli. Faren ved ironi er, at man kan tabe muligheden for, at noget kan betyde noget, og det, synes jeg, er farligt. Ironi og humor kan sagtens fungere parallelt med noget mere alvorligt. Det var i al fald det, jeg ville med bogen.«

Afslutningsvis henter Stine Pilgaard en bog frem fra sin reol. Den viser sig minsandten at være skrevet af intervieweren for en menneskealder siden. Kærestesorg hedder den. Hun fortæller, at hendes mor forærede den til hende, mens hun selv »sad og vrælede«.

»Og det var noget med, at damerne blev helt vilde, fordi det var en mand, der havde følelser, og så har du bare scoret helt vildt meget på den bog der, ikke?«

Det benægter intervieweren ikke. Nå, men Stine Pilgaard syntes blot, det var et sjovt sammentræf — og får sin dedikation.