Læsetid: 6 min.

’De største stjerner kendetegnes ved deres menneskelighed’

Pletskud. Hollywood laver ikke rigtige amerikanske film, mener Alexander Payne, der vil genetablere den sande amerikanske filmtradition, aktuelt med George Clooney som ambassadør i ’The Descendants’, en udviklingshistorie om en hvid velhaver på Hawaii. Information har mødt ’Sideways’-instruktøren, som kun har lavet pletskud
Beskedent. ’Det er min ambition at holde budgetterne på mine film på et lavt niveau, så jeg kan fortsætte med at lave dem, og så der ikke er enormt høje forventninger til, at de skal tjene en masse penge. Jeg vil bare have, at mine film skal tjene én dollar, så det løber rundt,’ siger Alexander Payne, en af tidens mest roste amerikanske instruktører.

Beskedent. ’Det er min ambition at holde budgetterne på mine film på et lavt niveau, så jeg kan fortsætte med at lave dem, og så der ikke er enormt høje forventninger til, at de skal tjene en masse penge. Jeg vil bare have, at mine film skal tjene én dollar, så det løber rundt,’ siger Alexander Payne, en af tidens mest roste amerikanske instruktører.

SF Film

16. februar 2012

Solen skinner, papegøjerne skræpper, palmerne svajer, so what.

Sådan begynder Kaui Hart Hemmings’ roman om en advokat, hvis tilbagelænede rigmandsliv på Hawaii forandres med et slag, da hans kone ender i koma efter en bådulykke. Matt King havde ellers betragtet sig selv som ’backup-forælder’, men står nu alene med to døtre, en 10-årig og en teenager, eksmodel og eksstofmisbruger, som han dårligt kender. Da han erfarer, at hans kone havde en affære, iværksætter han og døtrene en eftersøgning for at give den anden mand en chance for at sige farvel.

Det sker, samtidig med at tiden er inde til, at den fond, han bestyrer, skal videresælge et stort landområde med hvide sandstrande og bølgende grøn vegetation. Det er et salg, der vil forgylde ham og hans mange fætre, alle efterkommere af en indfødt prinsesse og en velhavende hvid amerikaner. Hvis altså Matt vælger at handle med de investorer fra det amerikanske fastland, der vil etablere et ferieresort.

Men tilbage til romanens indledning, for som fortælleren her tørt konstaterer, er det ikke turistplakaternes Hawaii, der er i fokus i The Descendants. Det var netop det, der tiltrak Alexander Payne, filminstruktøren, der nu sidder omringet af journalister på det chikke, femstjernede Soho Hotel i London for at tale om sin filmatisering af Hemmings’ roman.

»Den grundlæggende historie — om en mand, hvis kone ligger for døden, da han opdager, at hun havde en elsker, og derpå beslutter sig for, at denne elsker skal have en chance til at tage afsked med hende, på trods af at han har lyst til at slå ham ihjel — den historie kunne være fortalt alle vegne. Det er en interessant historie, fordi den handler om kærligheden, når den er allermest kompleks. Men det, at den foregår blandt Hawaiis aristokrati, eller hvad man skal kalde det, gør den endnu mere interessant,« siger Alexander Payne.

Han er iført en grågrøn skjorte, der åbentstående i halsen og uden slips, men er alligevel mere formel end sin hovedperson. Advokaten Matt King spilles af George Clooney med t-shirt og grånende tindinger, og han introducerer sine fætre, de fleste med halvlangt hår, shorts og sandaler, for publikum med replikken: »Tag ikke fejl, på Hawaii ligner de mest magtfulde mænd surfere og stuntmen.«

Business i hawaii-skjorter

»Det er en replik, jeg har stjålet fra bogen — og sådan forholder det sig faktisk. Jeg har læst nogle tidlige anmeldelser, der sagde, at filmen havde en laidback, afdæmpet kvalitet, men det aspekt har jeg ganske enkelt fra Hawaii, og på den måde kunne den være reportage. Mænd i hawaiiskjorter indgår store forretningsaftaler på stranden over drinks,« siger Alexander Payne, der optog The Descendants i løbet af syv uger fortrinsvis på øen Oahu.

— Hvilken rolle spiller Hawaii i filmen?

»Jeg kunne rigtigt godt lide Hawaii som location, og det var en del af attraktionen ved filmen. Jeg var meget opmærksom på det interessante og komplekse og intimiderende sociale materiale, der lå i det valg — og jeg tænkte, at denne film ville være en adgangsbillet til dette unikke samfund.«

At Alexander Payne fik ret i sin antagelse, tyder en af filmens første scener på.

Der er ingen velformede unge kvinder med blomsterkranse, der byder velkommen til Hawaii i The Descendants, men en slidt, indfødt alenemor, der åbner døren til et lille parcelhus, da Matt King og hans yngste datter ringer på. Matts datter har sms-mobbet hendes datter og skal nu aflevere en undskyldning.

Som i Sideways — Alexander Paynes seneste film fra 2004 — om forfatteren Miles, der er på vintur i Napa Valley, præsenteres vi for et persongalleri af amerikanere, man kunne have mødt i virkelighedem, som den overvægtige, flirtende servitrice Cammi på det lokale steakhouse.

Amerikansk realisme

— Det slående ved dine film er, at dine karakterer ligner rigtige amerikanere?

»Tak, det er en stor kompliment for mig. Vi amerikanere har en tendens til at dominere verdens biografer, men vi laver reelt ikke amerikanske film. Vi laver en slags tegnefilmsagtige film, der kan fordøjes hvor som helst. Jeg er interesseret i nationale film. Jeg vil have at græske film skal ligne græske film, at italienske film skal ligne italienske film, og jeg vil have at amerikanske film skal ligne amerikanske film og handle om amerikanere. Uden at lyde for prætentiøs, hvis jeg kan undgå det, vil jeg sige, at jeg har en dokumentaristisk trang, selv når jeg laver fiktion. Grunden til, at vi elsker film, er jo, at de tillader os at spejle os selv. Vi ser ikke nok af dem i USA. Jeg vil have, at USA skal have en national filmscene. Jo mere distinkte film er, jo mere universelle bliver de også. Mine miljøer og karakterer er meget amerikanske, men jeg håber, at temaerne og situationerne er universelle. Det siges ofte, at komedier ikke rejser ret godt og det er ofte sandt, men jeg vil lave humor, der kan eksporteres,« siger den 50-årige amerikanske instruktør, der kommer fra Omaha i Nebraska, og som selv er efterkommer af en Papadopoulus.

»Det er at være af græsk afstamning i USA er noget helt særligt. Græsk-amerikanere holder fast i deres rødder, mere end italienere. Mine forældre har kun græske venner. Jeg tror, det har givet mig meget som filmskaber, at jeg har været en del af det lidt lukkede samfund og samtidig betragtet det. Det har givet mig en evne til at observere, men også til at se humoren. Til at betragte mine karakterer med en distance, som gør, at jeg kan gøre grin med dem, men samtidig nære en stor kærlighed til dem. Jeg håber i hvert fald, at det kommer til udtryk på den måde,« siger Alexander Payne.

Arven fra 1970’erne

Han namedropper mere end en førsteårsstuderende på filmvidenskab, når han undervejs i interviewet refererer til blandt mange andre 1970’er-feinschmecker instruktører som Bob Rafelson og Hal Ashby. Men hans bagkatalog vidner om, at Payne er mere ambitiøs end prætentiøs. Kun fem spillefilm har han lavet, til gengæld har de alle har fået fremragende anmeldelser: foruden Sideways, de politisk orienterede komedier Citizen Ruth fra 1996 og Election fra 1999 og About Schmidt med Jack Nicholson fra 2002.

»Jeg forsøger at lave gammeldags film. Jeg hænger stadig fast i 1970’erne. Du ved, når man er teenager bliver mange ting cementeret. Hvad for noget musik, man kan lide, hvilke film, man synes er cool. I 1970’erne gik jeg i biografen to gange om ugen, og jeg så de film, som vi i dag opfatter som ’det nye Hollywood’. For mig blev de synonymme med, hvordan en kommerciel amerikansk film for voksne bør se ud. Det var på grund af de film, at jeg selv blev instruktør, og det er det stadig.«

— Hvordan passer George Clooney ind det billede? Risikerer du ikke, at så stor en stjerne glamouriserer det naturalistiske billede, du vil fremkalde?

»Jo, måske. Men jeg synes jo ikke, at Marcello Mastroianni og Jeanne Moreau var mindre naturalistiske i La Notte, bare fordi de var den tids største, mest glamourøse stjerner. De er bare mennesker — det kan godt være de er mørbrad, men de er stadig bare kød. Det, der er med Clooney, er ret simpelt, at jeg fornemmer et rigtigt menneske. Jeg har set andre amerikanske stjerner, og jeg fornemmer ikke rigtige mennesker. Jeg ser omvandrende nervemasser, der strutter af ambitioner, som jeg er totalt uinteresseret i. Jeg vil have Marcello. Han griner, han græder, han gør grin med sig selv. For mig er Clooney en ny Marcello Mastroianni. De er to forskellige mennesker, men de har fællestræk — overvældende smukke, men så sympatiske og fjollede og sjove og griner af sig selv. Du har at gøre med et rigtigt menneske. Det er det, jeg vil se. Det, der kendetegner de største stjerner, er deres menneskelighed,« siger han og tilføjer:

»Og så er det rart at arbejde sammen med erfarne folk. Clooney havde advaret mig om ikke at lave en scene i en båd. Han sagde: ’Hader du bilscener?’ Jeg sagde ’Ja’. ’Bådscener er bilscener på steroider!’ Jeg skulle have lyttet til ham.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu