Læsetid: 5 min.

Straffen ændrer form

Fængslernes arkitektur afspejler samfundets skiftende syn på straf. Lige nu afløses de gamle fængsler af nye, hvis arkitektur passer til nutidens tanker om formålet med indespærring
Vridsløseslille Statsfængsel er bygget efter en filosofi om, at konsekvent isolation og konstant overvågning er vejen til forbedring af tugthusfangerne. Med sin gennemførte panoptikonarkitektur, hvor fangevogteren altid kan se den indsatte, men den indsatte aldrig kan se andre, tilhører Vridsløselille efterhånden en svunden tid i straffeanstaltens historie.

Vridsløseslille Statsfængsel er bygget efter en filosofi om, at konsekvent isolation og konstant overvågning er vejen til forbedring af tugthusfangerne. Med sin gennemførte panoptikonarkitektur, hvor fangevogteren altid kan se den indsatte, men den indsatte aldrig kan se andre, tilhører Vridsløselille efterhånden en svunden tid i straffeanstaltens historie.

Sara Galbiati

29. februar 2012

Vridsløselille 1860: Nøgler rasler i låsen og får døren ind til cellen til at gå op. Fangen når kun at få et kort glimt af fængselsbetjenten og gangen bag ham, før en hætte trækkes over fangens hoved, og lyset tages fra ham. 23 timer i døgnet tilbringer fangen i isolation i sin celle. En sjælden gang i mellem føres han ud af cellen og ind på en række af hætteklædte fanger, som går med 12 skridts mellemrum. De må ikke kunne fornemme hinanden, for selv på vej til gudstjeneste i fængslets kirke skal isolationen opretholdes.

Sådan så livet ud for de indsatte i Vridsløselille Statsfængsel for 150 år siden. Ved fængslets åbning i 1859 blev Vridsløselille kaldt et forbedringshjem. Et moralsk hospital. Fængslet skulle reformere fangerne og gøre dem til bedre mennesker. Det skulle de blive gennem isolation og bøn, og det syn blev understøttet af fængslets arkitektur. I dag prøver fængslerne ikke at omvende de indsatte, og kriminelle lever side om side med hinanden i fængslerne. Samfundets syn på straf har ændret sig, og det afspejles i arkitekturen, hvor tremmer er skiftet ud med vinduer, antallet af låste døre er minimeret, og maden tilberedes i lyse samtalekøkkener.

Et moralsk hospital

Men da Vridsløselille blev bygget, mente man, at kriminelle skulle isoleres for at fortryde sin ugerning og blive et bedre menneske.

»Man mente, at folk blev mere kriminelle af at omgås andre kriminelle. Den dårlige indflydelse skulle skæres væk, så man isolerede de indsatte i enkeltmandsceller, så de ikke kunne forværre hinandens moral,« siger Peter Scharff Smith, som er historiker og forskningsleder ved Institut for Menneskerettigheder.

Før midten af det 19. århundrede ønskede samfundet ikke at opdrage de kriminelle. De blev enten gemt væk og opbevaret i et tugthus eller også stod den på øjeblikkelig, korporlig afstraffelse. Det syn var Vridsløselille med til at gøre op med. Nu troede man på, at den kriminelle kunne forbedres ved at gennemgå en renselsesproces, hvor han sonede sin straf. Religionen var derfor omdrejningspunktet for fangens liv i fængslet, og den sparsomme tid uden for cellen blev tilbragt til gudstjeneste i fængselskirken.

Skizofrent byggeri

I dag står dørene ind til cellerne i Vridsløselille åbne. De er ikke længere spartansk indrettet, men fungerer som den indsattes private hjem. Filmplakater, mønstret sengetøj, bøger på natbordet og fotografier af familie gør rummene personlige og bløder op for den hårde arkitektur.

Ser man bort fra de personlige ejendele, er der imidlertid ikke ændret ved cellens interiør siden fængslets åbning. Tiden er løbet fra fængslets arkitektur, der ikke længere harmonerer med samfundets syn på straf. Det mener Trine Brun Petersen, som har skrevet en ph.d.-afhandling om fængslets arkitektur og dens virkning på de indsatte.

»Vridsløselille er et skizofrent byggeri, fordi det ligner et fængsel og udstråler en straffeideologi, som ikke stemmer overens med den, vi har i dag. Selv om arkitekturen er blødt op på mange punkter, manifesterer statsmagten og retfærdigheden sig stadig i de bombastiske mure, porte og høje spir,« siger Trine Brun Petersen.

Netop nu bygges et nyt fængsel på Falster, som skal overtage de indsatte fra Vridsløselille i 2016.

Hvorfor straffer vi?

Det er vigtigt, at fængselsarkitekturen fornys og tilpasses samfundets syn på straf, mener Trine Brun Petersen.

»Det er nemmere at yde en kriminalforsorg, som passer til tiden, hvis omgivelserne understøtter samfundets syn på, hvordan vi straffer de kriminelle. Derudover regulerer arkitekturen også den indsattes adfærd i fængslet. Omgivelserne afspejler også, hvordan den indsatte selv betragter sin straf,« siger Trine Brun Petersen.

Fra at være hævnende har straffen ændret sig til at være resocialiserende og med en præventiv effekt. Synet på straf ændrer sig, fordi spørgsmålet om, hvorfor vi straffer er et etisk-politisk spørgsmål, som forandres i takt med nye samfundsnormer. Det mener filosof og lektor i straf og etik Thomas Søbirk Petersen. Der er inden for filosofien to dominerende tankesæt om, hvorfor vi straffer.

»Den tanke, der historisk set opstod i moderne tid i stedet for blot hævn, udgik fra, at forbryderen har fortjent at blive straffet. Senere revolutionerer en anden teori fængselssystemet med ideen om, at vi ikke bare skal lukke folk inde og smide nøglen væk. Vi skal bruge straf til at afskrække folk fra at begå kriminalitet, men også til at resocialisere forbryderen,« siger Thomas Søbirk Petersen.

I dag er frihedsberøvelsen i sig selv det bærende princip for staffen. Livet som indsat skal så vidt muligt kunne leves som livet uden for fængslets mure. Det siger kriminalforsorgens normaliseringsprincip, og det syn afspejles i arkitekturen i Statsfængsel Østjylland, der i 2006 afløste Horsens Statsfængsel.

»Hvor Vridsløselille udstråler retfærdighed og myndighed med sine bombastiske mure og mange porte, har man ikke haft samme ønske om at tematisere straffen i Statsfængsel Østjyllands arkitektur,« siger Trine Brun Petersen.

Siden 1970’erne har eksperter været skeptiske over for straf. Man har set eksempler på mennesker, der har taget skade af fængselsophold. Andre falder tilbage i kriminalitet og bliver gengangere i fængslerne. Når man tvivler på, om straf virker, kan det være paradoksalt at bygge nye fængsler. Derfor er man begyndt at nedtone strafideologien i arkitekturen.

»Man forsøger at afmontere de dele af straffen, der forkrøbler folk mest. I Statsfængsel Østjylland og formentligt også i det kommende fængsel på Falster prøver man at bygge et fængsel, der gør det muligt for de indsatte at leve så normalt som muligt,« siger Trine Brun Petersen.

Normalisering

Mikkel Wienberg fra arkitektfirmaet Friis og Moltke var en af arkitekterne bag Statsfængsel Østjylland. Om filosofien bag, siger han:

»Vi ville lave et fængsel, hvor rammerne skulle være lysere, rummeligere og mere humane end, hvad man normalt ser i fængselsbyggerier.«

Bortset fra ringmuren omkring fængslet, er der ikke noget ved bygningerne, som får dem til at fremtræde særligt.

»De indsatte kan se ud over muren, og på samme måde kan man se ind på fængslet. Tanken bag ringmuren var, at samfundet ikke skal gå rundt og tænke, at der ligger en frygtelig verden derinde bagved,« siger Mikkel Wienberg. Arkitekterne ønskede at trække fængselspræget ud af arkitekturen.

»Opdelingen i mindre enheder som små fængsler i fængslet, giver en fornemmelse af, at det er en lille landsby. Når den indsatte skal træne eller handle, skal han have jakke på og udenfor i stedet for at gå 300 meter ned ad en linoleumsgang. Det minder mere om den måde, andre mennesker lever på,« siger Mikkel Wienberg.

I Statsfængsel Østjylland handler de indsatte selv ind og laver deres egen mad. De kan endda booke fængslets besøgslejlighed, hvis de vil have besøg af familien.

»Det største indgreb ligger i dag i frihedsberøvelsen. Fængslet er ikke straffen. Det er derfor man ikke kan forsvare at give indsatte væsentligt dårligere vilkår i fængslet, end de har udenfor. Hvis fængslet skulle være straffen, ville det afspejles i arkitekturen, og så ville man kunne tale om ondskabens arkitektur,« siger Trine Brun Petersen.

Se også Sara Galbiatis billedserie fra Vridsløselille Statsfængsel på Fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det rigtigt skizofrene er at pædagoger, sociologer og psykologer er fortalere for at strafformen har ændret sig, alt imens politikerne kappes on at øge straframmerne.

Henrik L Nielsen

Til faktaboksen. Panoptikon kendes fra Bentham der detaljeret fik tegnet og beskrevet et sådan fængsel i 1791. Meget tidligere end Foucault.

Det ville være dejligt hvis Man lod være med at bruge ordet skizofreni både i artikel og kommentar. Skizofreni er en sygdom man kan have. Det er ikke noget hverken arkitekturer, mennesker eller andet er. Brug udtryk som ambivalent, spaltet, modsat rettet eller lign. I stedet. Det gør ondt på den ene procent af befolkningen der har denne forfærdelige sygdom hver gang ordet bliver misbrugt. Det er ikke god tone i debatten.

Jack Jönsson

Alle de rosende ord der er om fængslet i Østjylland er svære at nikke genkendende til når man har været der. Det hele er delt op i små enhedder som betyder at man ser meget få mennesker. Udsigten ud over en mark som konstant bliver sprøjtet med gylde så alt lugter af det i hele fængslet. Den manglende resocialisering på grund af at undervisning og arbejdspladser ikke fungere. Byggesjusk som giver et dårligt indeklima. Manglende samarbejde imellem de forskellige faggrupper og ledelsen. Et stort flot grønt område som kun er til pynt, for det må ikke bruges. Ja, en glansbillede er altid let at male når man ikke selv har prøvet at bo i det.