Læsetid: 4 min.

I Sverige skal man se befolkningen i avisen

På et svensk dagblad har man indført kvoter for, hvor mange mænd, kvinder og indvandrere der optræder som kilder og på billeder i avisen. I Danmark ville den slags tiltag medføre ramaskrig, og derfor vinder det ikke indpas i Danmark, mener ekspert og chefredaktør
Mangfoldighed. En ny undersøgelse viser, at nydanskere er underrepræsenteret i de danske medier. Og selv om det er utrolig vigtigt at høre forskellige stemmer og være både åben og opsøgende i forhold til den forskellighed, der er i samfundet og i debatten, er vejen til at opnå den ikke kvoter, mener Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, der ikke har i sinde at indføre kvoteordninger for billeder af nydanskere.

Mangfoldighed. En ny undersøgelse viser, at nydanskere er underrepræsenteret i de danske medier. Og selv om det er utrolig vigtigt at høre forskellige stemmer og være både åben og opsøgende i forhold til den forskellighed, der er i samfundet og i debatten, er vejen til at opnå den ikke kvoter, mener Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, der ikke har i sinde at indføre kvoteordninger for billeder af nydanskere.

Linda Henriksen

2. februar 2012

Hvis man lader øjnene skøjte hen over en side i det skånske dagblad Sydsvenskan, er der rimelig stor sandsynlighed for, at man ser en person af anden etnisk oprindelse end svensk. Enten på et billede eller som kilde i en artikel. Faktisk er sandsynligheden omtrent lige så stor, som den er ude i den skånske virkelighed: Knap 1 ud af 5. Og ligesom mænd og kvinder er ligeligt fordelt i samfundet, er de det på Sydsvenskans sider. Det er i hvert fald avisens udtalte målsætning.

»Mangfoldighed handler om repræsentation, men mindst lige så meget om perspektiv,« lyder det i et særligt mangfoldighedsdokument, som avisen har formuleret til sine medarbejdere.

»Hvilke mennesker er synlige, og i hvilken forbindelse ses de i Sydsvenskan? Kig på dig selv, hvem er du? Og hvordan påvirker det den journalistik, du bedriver,« spørger dokumentet, som efterfølgende meget nøgternt beskriver Skånes demografi og vejleder læseren i, hvordan han eller hun skal opføre sig, når vedkommende bedriver journalistik.

For eksempel skal man i researchfasen overveje, om vinklen skaber et ’vi’, og hvem disse ’vi’ i givet fald er. En overskrift som »Vi tager mere og mere til Thailand« ekskluderer nemlig, hedder det i dokumentet.

Og ifølge Rikke Andreassen, der forsker i kommunikation med særlig fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling ved RUC, er tiltaget »et skridt i den rigtige retning«. Ikke desto mindre mener hun, at der ikke er udsigt til lignende initiativer i Danmark.

»Det er udtryk for, at de svenske medier tager den befolkning, de kommunikerer til, alvorligt. De skriver til et multikulturelt samfund, og det afspejles således i deres tekster,« siger hun og påpeger, at initiativet er udtryk for top-down-tænkning. Altså at et mediehus beslutter, at det vil være inkluderende, og at journalisterne således tvinges til at handle på samme måde.

»Jeg tror, at der i Danmark ville lyde ramaskrig blandt journalisterne, hvis de blev udsat for top-down-retorikken: Nu skal I lave repræsentativ journalistik — koste hvad det vil. I Danmark er vi meget mere bottom-up — på godt og ondt.«

Ingen indvandrere

Nyhedschef på Sydsvenskan Jonas Nyrén forklarer, at de har indført kvoterne for — overraskende nok — at sikre mangfoldigheden.

»Fra centralt hold på redaktionen har man længe kæmpet for at styrke avisens diversitet. Men det er en lang proces, der kræver tid og ressourcer. Begge dele havde vores chefredaktør Daniel Sandström, som således nedsatte en mangfoldighedsgruppe, der har brugt lang tid på at snakke om, hvordan avisen afspejler denne region,« siger han.

Og det er sådan set en ret typisk svensk tankegang. På den gode måde.

»Sverige har været opmærksom på at tænke ligestilling, etnicitet og køn på en helt anden måde end Danmark,« siger Rikke Andreassen. For eksempel vedtog Sverige for et par år siden, at de ikke længere ville bruge betegnelsen indvandrer’ i journalistik, hvis ikke det direkte er relevant for historien,« siger hun.

»I Danmark føler man stadig et vist behov for at klæbe indvandrere på historierne, selv om man ikke altid journalistisk kan retfærdiggøre det, siger forskeren. Hun giver også selv et bud på årsagen til, at svenske medier synes mere reflekterede’ omkring repræsentationen end de danske.

»Man kunne jo overveje, om det har noget at gøre med, hvor folk bliver uddannet. For eksempel er det en helt anden uddannelse, man har, hvis man læser journalistik på Göteborg Universitet, end hvis man læser journalistik på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus,« siger hun og hævder, at den danske uddannelse stadig i nogen grad er præget af, at man får nogle redskaber. At man lærer et håndværk. At man formidler viden. I Sverige, derimod, er uddannelsen en universitetsuddannelse og i højere grad præget af, at man reflekterer over formidlingen, og at man er med til at skabe viden.

Kan ikke ordnes med kvoter

I Danmark har foreningen Ansvarlig Presse fået mediebureauet Kontrabande til at læse og analysere 1162 nyhedshistorier i 10 nyhedsmedier gennem de 14 første uger i 2011. Der optrådte i alt 2.750 kilder. Kun knap fem procent af kilderne i den almindelige indlandsdækning viste sig at være af anden etnisk herkomst end dansk, selv om denne gruppe udgør 10,4 procent af den danske befolkning. Det ændrer ikke på, at man på Dagbladet Politiken ikke kunne drømme om selv at indføre kvoter.

»Selv om det selvfølgelig er utrolig vigtigt at høre forskellige stemmer og være både åben og opsøgende i forhold til den forskellighed, der er i samfundet og i debatten, er vejen til at opnå den ikke kvoter. Det er ikke et numerisk problem. Det er en journalistisk og redaktionel forpligtelse og bestræbelse, men ikke noget, du kan ordne med kvoter,« siger ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard. Redaktøren, der i øvrigt ikke selv er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, køber heller ikke Rikke Andreassens argument om, at den svenske uddannelse ændrer den svenske bevidsthed.

»Men jeg kan sagtens følge det argument, at det er utrolig vigtigt, at vi er bredspektrede, når vi rekrutterer journalister og redaktører. Vi må ikke kun have én slags med én uddannelse og én baggrund, men derimod mange forskellige slags, der kommer med forskellige baggrunde,« siger han. Han understreger dog, at problematikken er parallel med enhver anden kvotediskussion. Og som debatten mange gange har vist, er det et tveægget sværd, fordi man ofte kommer til at hive nogle frem, der ikke er så kvalificerede som andre, fordi man skal opfylde en vis kvote, påpeger han.

»Det, som er vigtigt, er selvfølgelig at hive de dygtigste, skarpeste og mest velovervejede frem, ganske uanset deres køn eller etnicitet,« slår han fast.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rikkes brug af et enkelt ord er, egentlig, dybt skræmmende.

»Det er udtryk for, at de svenske medier tager den befolkning, de kommunikerer til, alvorligt. De skriver til et multikulturelt samfund, og det afspejles således i deres tekster,«

Medier kommunikerer TIL.

De skriver TIL.

Det er jo en totalitær tankegang, der skvulper over her: Man snakker ikke med. Man snakker til.

Heinrich R. Jørgensen

Medierne "henvender sig til". Kun på et noget abstrakt niveau, kan man tale om kommunikation der går begge veje.

Totalitær? A hva'ba? Store Nordiske Krig sluttede i 1720. Måske var det på tide, at vi bare overvejer, om vi måske kunne lære noget af vores svenske naboer.

Hvis der er noget, der er skræmmende, så er det sgu da at læse danske journalisters debatter om BT's metoder eller at se Presselogen på News, hvor selvfede chefredaktører smører hinanden ind i kammerateri og hyggeolie.

Vi trænger da i den grad til, at pressen her i Danmark får en ordentlig en over nakken med en blyforet (og demokratisk forstås) virkelighedsrafte..

Det er en glimrende idé, danskerne har et næsten barnligt-naivt forhold til virkeligheden, hvor de afstår fra at gribe ind og påvirke, selvom de sagtens kunne. Liberalismen har haft så let spil i Danmark, fordi vi i bund og grund ser virkeligheden som laissez-faire.

»Det, som er vigtigt, er selvfølgelig at hive de dygtigste, skarpeste og mest velovervejede frem, ganske uanset deres køn eller etnicitet,« slår han fast.

Og alle ved, at det er lige præcis sådan, man besætter stilinger i Danmark - verdens lykkeligste land, hvor 'The best and the brightest are born to lead', og hvor Peter-pricippet er sat helt ud af kraft...

Hvis ovennævnte er tilfældet inde i Folketinget - eller i Københavns Borgerrepræsentation - så er det altså ikke kineserne vi skal være bange for.

Og lad mig erindre om hvad Peter Princippet er:

Det er dette princip at den næste i rækken forfremmes automatisk uden at manden eller kvinden har evnerne, de matematiske, rationelle samt ikke mindst de ledelsesmæssige/menneskelige kvaliteter, der skal til for at lede - en flok medarbejdere.

F.eks. ingeniør-nørden der er god til sit job og som derfor bliver forfremmet, men intet aner om, hvordan man leder.

Nåh, jeg troede, at Peter princippet var, at folk blev forfremmet til de overskred grænsen for deres kompetence, hvorefter de som blev regel blev fyrede.

Henrik von Stijnbergen

Jeg må indrømme at jeg har et lidt tvetydigt forhold til blandt andet kvoter, men i dette tilfælde synes jeg faktisk at Svensken er inde på noget af det rigtige.

Jeg har selv prøvet at været "udlænding" halvdelen af mit voksne liv, og kan bekræfte at det giver et positivt boost på integrationen, at se sine egne i avisen, specielt når de bliver afbilledet som en del af fællesskabet.

Så jeg tror helt sikkert at Journalist højskolen i DK, kunne bruge de Svenske erfaringer til noget, for det Gedankengut flertallet af de danske journalister præsenterer TIL offentligheden, er da lige til at lukke op og ..... .

Anne Marie Pedersen

Jeg synes faktisk at delen med forskellen på journalistuddannelserne var den vigtigste del af artiklen. Vi kunne så meget godt bruge en bedre journalistuddannelse.

Vibeke Svenningsen

Det er for mig langt mere interessant, hvor forskellige Sverige og Danmark set på disse ting. Bolettes reaktion var jo helt forventelig i en dansk kontekst, som artiklen også kommer ind på. Hvorfor forholder det sig således? Det er jo noget, der er blevet behandlet af flere fra både svensk og dansk side - ofte med meget håndfaste forsvarer af, hvorfor den ene tilgang er bedre end den anden, og hvor komplet forskruet, den anden er.

Mads Kjærgård

Nææ den politiske korrekthed vil ingen ende tage åbenbart! Det ender med censur. Vi bør så også afskaffe en del bøger eller forbyde dem, fx. Ringenes Herre eller Sherlock Holmes, idet de ikke opfylder kriterierne for det multikulturelle samfund. Men det kommer, det kommer.

Michael Guderup

Grundlæggende set, er der jo tale om en dybt forkastelig redigering af virkeligheden - et forræderi mod sandheden.

Man kan da ikke nedfælde forhåndskriterier for beskrivelsen af en uforudsigelig omverden.

Hvis den svenske medie-totalitarisme skulle smage bare lidt af repræsentativ mangfoldighed, hvorfor vælger den så ikke sine stof-områder ud fra et statistisk grundlag?

Når det surrealistiske tiltag ses efter i sømmene, drejer det sig nok nærmere om at skrive mindre om visse grupper, fremfor at skrive mere om andre.

Således mener man åbenbart i Sverige (og på RUC), at "mangfoldigheden" bliver lidt mere spiselig.

For sandt at sige, er der jo ikke meget "multi" over multikulturen, som den udfolder sig i Sverige, Danmark og adskillige andre europæiske lande.

Denne seneste knopskydning, på det vanartede politisk korrekte træ, ender utvivlsomt i den rene farce.

Det, der kendetegner danske medier, kan bedst betegnes som sensationalisme. Det er jeg møj træt af, for der er ikke skyggen af oplysning i det. Medierne skal ikke iscenesætte virkeligheden, de skal oplyse op den - den eksemplariske, normale virkelighed, så folk ved, hvordan den ser ud. Anekdoter kan være fornøjelige, men ikke kun og ikke hele tiden.

Det, der kendetegner danske medier, kan bedst betegnes som sensationalisme. Det er jeg møj træt af, for der er ikke skyggen af oplysning i det. Medierne skal ikke iscenesætte virkeligheden, de skal oplyse op den - den eksemplariske, normale virkelighed, så folk ved, hvordan den ser ud. Anekdoter kan være fornøjelige, men ikke kun og ikke hele tiden.

Mads Kjærgård

Det forholder sig sådan fordi svenskerne er ufatteligt autoritetstro og er vant til at blive fortalt, hvad de skal tro og mene og blive manipuleret med, danskerne er ikke helt der endnu. Vi går bl.a. stadig ind for pressefrihed! Det kan man næppe tale om, hvis historier bliver lavet så de reflekterer den herskende magt idealforstillinger om samfundet! Det er den lige vej til 1984! Det var sådan pressen fungererede i Det Tredie Rige!

Anne Marie Pedersen

Jamen god dag mand økseskaft. Hvordan kan det være censur at rapporterer og med et gennemsnitligt udsnit af befolkningen? Altså, hvis man laver et indslag om, at børn elsker vand i varmen eller kælk i kulden, så skal de legende børn i baggrunden være lyse i rundt regnet 92 % af tilfældende og lidt brunere i de resterende 8 % (Hvis altså det er sådan det ca. ser ud i befolkningen). Hvor slemt kan det lige være!?!

Michael Guderup

Det vil sige, at man må kun tage billeder af kælkende børn og offentliggøre disse, hvis der er en eksakt procentuel fordel af børnene, i forhold til deres etniske oprindelse?

Fremover må vi antage, at det er forbudt for pressefotografer at offentliggøre billeder af kølediske med svinekød, juleaftener, golfbaner, landskampe (af alle slags), folketingsvalg, topløse strande, øl og spiritus, pølsevogne, universiteter etc. etc. etc., medmindre de kan Photoshoppe den korrekte andel af indvandrere ind på billederne.

Held og lykke med det!

Mads Kjærgård, du modbevises af det faktum, at danske kommentarer her allerede går ud fra, at det er en lov, der er tale om, selvom det udtrykkeligt er et dagblad, der har truffet beslutningen.

Danskere kan efterhånden kun finde ud af noget, der er lovfæstet, det overholder de til gengæld til punkt og prikke, selvom den rette demokratiske ånd er en klar bevidsthed om, at det jo blot er mennesker, som man er uenige med, der har truffet en beslutning, der vil blive omgjort, når de indser, at de tog fejl, og jeg har ret. :-)

Michael Guderup

Peter Hansen opsummerer ganske godt de to klassiske standpunkter på den yderste venstrefløj:

Totalitarisme er dejligt og befolkningen er idioter.

Mig bekendt er der rig mulighed for at få at få endnu større skyklapper på og dyrke sin censur-trang på adskillige websites. Også danske. Så hvad er problemet?

Tjo, det lader til, at Hr. Hansen, og nogle af hans meningsfæller, gerne vil tvinge resten af befolkningen til at se, opleve og forstå verden på lige præcis deres måde, og det virker jo lidt unfair i et demokrati med pressefrihed.

@ Mads Kjærgård,

Kan du lige uddybe dine postulat om svenskerne, eller er det din uviden eller lillebror kompleks du lufter..?

La' mig sige det sådan.. Svenskerne er bare lidt bedre end danskerne til at integrere sig i det multikulturelle samfund man selv har skabt..

Michael Guderup

Chris Green:

Har "svenskerne" selv skabt deres postulerede multikulturelle samfund?

Har Hr. og Fru Svensson tigget og tryglet deres politikere om at sørge for, at antallet af indvandrere og efterkommere i Sverige, i 2012 nærmer sig to millioner, ud af en befolkning på cirka 9,4 mio.?

Forholder det sig ikke nærmere som i DK, at en diskret, udemokratisk elite, har sneget det ind ad bagdøren, uden forhånds- og konsekvensanalyser samt, ikke mindst, en bred folkelig debat om emnet?

Mig bekendt, behandles de svenske opponenter til multikulturen værre end spedalske i middelalderen, men det har Sydsvenskan måske også tænkt sig at ændre på?

At vi I DK lever i et multikulturelt/multietnisk samfund, er en tilsnigelse der ikke finder sin berettigelse i virkeligheden.

Med en ratio på ca. 90 % etniske danskere til 10 % indvandrere, skal man være en endog meget manipulerende etymolog (journalist), for at få noget "multi" ud af denne sammensætning.

Vibeke Svenningsen

Det er dog stadig sådan lidt pudsigt med forskellene mellem Dk og Sverige her.

I Dk er der en fløj, der mener, at her har vi med en fri, åben og bramfri debat fået ånden ud af flasken, og det er den eneste vej frem - alt andet dækker over politisk korrekthed og selvpålagt censur. Se blot på Sverige, hvor man fra officiel side tegner et skønhedsmaleri og undertrykker det som svenskerne egentlig mener - og derfor foregår deres i det skjulte, og der er ikke bedre integration af den grund osv.

Der er det så bare, jeg spørger mig selv om - det handler jo ikke om at tegne et skønhedsmaleri - men hvor er det lige den nuancerede virkelighed er henne, når vil have den der ånd ud - herhjemme ses mennesker med anden etnisk baggrund næsten kun i problemfelter, når de omtales i fx. pressen. Kriminalitet, tvangsægteskaber, ghettoer, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet osv. Det er jo kun et lille del af billedet - og selvfølgelig skævvrides det mangfoldige og nuancerede billede, hvis man ikke også viser det generelle billede af mennesker med anden etnisk baggrund - de fleste er immervæk stadigvæk helt almindelig borgere uden nævneværdig tilknytning til alle de nævnte problemfelter - så det er altså ønskeligt, at pressen tilstræber også at give dette nuancerede billeder fremfor at virkelighedsforståelser, der ikke har bund i andet en lille del.

Vi præges jo alle af det - og det handler ikke om at være politisk korrekt, men bare om almindelige journalistiske overvejelser.

Måske skulle man begynde at læse svenske aviser.

Det kan da kun være bedre end det makværk der produceres her til lands...

Uden overhovedet at læse en eneste anden kommentar, til den udmærkede artikel, - så ved ikke om andre har nævnt det; det er ligegyldigt med kvoter, efter min mening, men gid i det mindste at journalister ville droppe den irriterende vane med at skrive hvor et menneske er født, eller dets forfædre er født, hvis det er sagen uvedkommende.

Så sent som i dag læste jeg om en knivstukket 15-årig hvor etnicitet nævnes, men hvor hele sagen i øvrigt er "mystisk" osv.; ergo er der tilsyneladende endnu ingen påviselig grund til at nævne at han er 2. generation, (altså skrevet med et andet ordvalg)
Der burde være en lov imod det og det har jeg ladet mig fortælle de har i Sverige; såfremt det er korrekt, vil jeg gerne have den i Danmark også.

Henrik Kristensen

Er kvoterne i sig selv ikke et overgreb på virkeligheden? Hvorfor er det f.eks. lige præcis etnicitet og køn historierne skal redigeres i forhold til? Man kunne vælge så mange andre kriterier. Jeg er homoseksuelt og synes at det vil være dejligt inkluderende, hvis 5-10 % af kilderne i mediehistorierne fremstår som homoseksuelle. Jeg er også single og uden børn (en type der er rimelig mange af skulle jeg mene) og tænker på, om ”familie” som tema i medierne ikke er noget overrepræsenteret - hvilket også opleves som ekskluderende. Min pointe er; den statistisk korrekte virkelighed Sydsvenskan præsenterer, er ikke mere sand eller retvisende end så mange andre. Den er et politisk valg.