Læsetid: 4 min.

Terrorens jerngreb og Robert Duvall på LSD

Britiske James Marsh berlinaledebuterer med sin anden spillefilm ’Shadow Dancer’, der er en knugende spionfilm om terrorens personlige pris. Og i Billy Bob Thorntons konkurrence-bidrag overgår den 81-årige Robert Duvall sig selv som stenhård familiefader, der pludselig får hjælp til at slå hentehåret ud.
14. februar 2012

James Marsh er en mand, der ikke er bange af sig. Han er brite og bestiller te i Berlin. På den anden side har han allerede udfordret vores alles dødsangst, og måske også sin egen, med dokumentarfilmen Man on Wire om franskmanden Philippe Petit, der gik på line mellem Twin Towers for snart 40 år siden. Den vandt han en Oscar for i 2008. Nu vises hans spillefilm Shadow Dancer sammen med Berlinalens hovedkonkurrencefilm. Den handler om en nordirsk familie, hvor alles liv er uløseligt forbundet med IRA. Efter premieren er de tyske aviser fulde af lovord og enige om, hvor ærgerligt det er, at filmen ikke kan være med i konkurrencen, da den allerede har været vist på Sundance Filmfestival.

Dagen før premieren møder Information Marsh på en lille café. Fastlandskulden har slået ham lidt ud, så han vover sig ud i te på tysk. Det involverer ingefær, en kombination, der kunne få sendt enhver af hans landsmænd direkte på intensivafdeling. Men han holder stand.

Shadow Dancer, der i Marsh’ egen beskrivelse er en spionfilm, handler om den unge nordirske kvinde Collette McVeigh (Andrea Riseborough), hvis liv, fra hun var en lille pige, har drejet sig om IRA. Filmen foregår i 1993. Tyve år forinden blev hendes lillebror skudt, da han hentede cigaretter til faderen, selv om det var Collette, faderen havde bedt om at gå. Collette bliver taget efter at have placeret en bombe, som hun dog har glemt at detonere, i Londons undergrund. Efterretningsagenten Mac (Clive Owen) giver hende valgmuligheden: Gå i fængsel og se formentlig ikke din lille søn mere. Eller bliv spion for os og fortæl os, hvad dine brødre pønser på. Mac er dog ikke klar over, at hans overordnede allerede år tilbage har placeret én muldvarp i familien.

At udspionere sine egne

Konflikten mellem Storbritannien og den katolske terrororganisation IRA var en del af James Marsh’ opvækst.

»Jeg voksede op i London, og den havde indflydelse på vores liv. Der var bombninger af to pubber i nærheden af, hvor jeg boede, og der var ofte afbrydelser af den kollektive trafik. Det var udmattende,« siger Marsh og tilføjer: »Men det er ikke en konflikt, der er lavet mange fiktive dramaer ud af. Vi levede med det, men har ikke lyst til at forholde os til det.«

»Jeg ønskede, at det dramatiske fokus skulle være på én person. Kompleksiteten i denne konflikt er enorm og går mindst tusinde år tilbage,« forklarer han. »Det psykologiske interesserer mig: Hvad betyder det at spionere i din egen familie? Eller hvad hvis det at udspionere sine egne er den mindst forfærdelige mulighed?,« spørger Marsh.

Han nævner den tyske film De andres liv, hvor en skuespillerinde bliver tvunget til at aflevere oplysninger om sin forfattermand til Stasi for at beholde sit arbejde ved Østberlins teatre, som en film, der arbejder med de samme indre konflikter. Han glæder sig også til at se Christian Petzolds konkurrencefilm Barbara, der er samtlige anmelderes foreløbige yndlingskandidat til en pris. Den handler om en kvindelig læge, der i 1980’ernes DDR må underkaste sig Stasis fysiske og psykiske konstante ransagning af hendes liv.

Flere film om terror

I det hele taget har terror vist sig som et tema i hovedkonkurrencen. Stephen Daldrys Extremely Loud and Incredibly Close med Sandra Bullock og Tom Hanks er baseret på Jonathan Safran Foers roman om en lille dreng, der mister sin far i angrebet på World Trade Center. Den er som Marsh’ film uden for konkurrence.

Også den filippinske instruktør Brillante Mendozas film Captive handler om terror. Den kæmper med om en pris og tager udgangspunkt i virkelige hændelser på Filippinerne i 2001. En gruppe turister og kristne missionærer blev taget til fanger og holdt som gidsler i 377 dage af en gruppe muslimske terrorister. Den franske skuespillerinde Isabelle Huppert spiller stærkt som et af gidslerne, men anmelderne, hverken de tyske eller de internationale, er mere end middelmådigt begejstrede.

Pragtfuld Duvall

Selv om Billy Bob Thorntons anden spillefilm Jayne Mansfield’s Car i går eftermiddags fik pressen til at hulke af grin, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med gode anmeldelser og muligheder for en bjørn. Det er aldrig en morsom film, og sjældent en amerikansk, der vinder. Men Thornton selv er rørende og underfundig som den ene bror i en søskendeflok på i alt seks, der først bringes sammen, da deres fælles mor dør i London og skal begraves i Alabama i 1969. Og Robert Duvall som sydstatspatriarken Jim Caldwell, hvis bizarre hobby det er at tage til åstedet for bilulykker for at studere de omkomne på nærmere hold, og som af sit barnebarn bliver sendt på et ufrivilligt syretrip ...; ærede læser, denne mand er noget af det bedste, der nogen sinde er sket for amerikansk film. Hans spil i Thorntons hjertevarme film, der også er én lang tale imod at sende unge mænd til fronten som kanonføde, er noget af det ypperste, skuespilkunsten kan præstere. Bjørneudsigter eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu