Nyhed
Læsetid: 4 min.

Thatcher-film angribes fra højre og venstre

Mens der er enighed om, at Meryl Streeps portræt af Margaret Thatcher i ’Jernladyen’ fuldt ud er den netop vundne Bafta værdigt, kritiseres filmen af både højre- og venstrefløjen i hendes hjemland
Kultur
16. februar 2012
Frygt. Hos Margaret Thatchers partifæller og støtter er det portrættet af hende i filmen ’Jernladyen’ som forvirret og syg, der især har fået sindene i kog. Hos venstrefløjen mener de, at filmen skaber unødig sympati for damen.

Frygt. Hos Margaret Thatchers partifæller og støtter er det portrættet af hende i filmen ’Jernladyen’ som forvirret og syg, der især har fået sindene i kog. Hos venstrefløjen mener de, at filmen skaber unødig sympati for damen.

LONDON — Er filmen Jernladyen et forsøg på at rehabilitere den mest »socialt destruktive premierminister i nyere tid«? Eller er den et »kommercielt produkt, der vil udnytte skildringen af lady Thatchers meget alvorlige sygdom« frem for at skildre den »væsentlige rolle«, hun spillede i sine 10 år som landets premierminister?

Ganske som politikeren Margaret Thatcher gjorde i virkeligheden, har filmen om hendes liv delt den britiske befolkning. Forskellen er, at filmen påkalder sig kritik fra både højre- og venstrefløjen.

Jernladyen — med Meryl Streep i hovedrollen — udspilles i nutiden, hvor den aldrende Thatcher lider af Alzheimers. Man følger hendes isolerede liv, hvor hun er omgivet af sin beskyttende datter, vagter og husbestyrerinde og ikke mindst den afdøde mand, Denis, som den tidligere premierminister otte år efter hans død stadig ikke har sluppet. Filmen følger hendes private kamp for at gøre sig fri af tvangsforestillingerne om Denis’ tilstedeværelse. Parallelt følger vi via flashback en række skelsættende episoder i hendes politiske liv frem til afgangen som premierminister i 1990, inklusive hendes kamp for at blive accepteret som kvindelig kandidat til parlamentet, og senere til jobbet som partileder og premierminister, samt konflikter såsom Falklandskrigen i 1982, IRA-terrorangrebet mod hende i 1984, minearbejdernes strejker samme år og de voldsomme Poll Tax-optøjer (skat pr. hoved) i 1990.

Hos Margaret Thatchers partifæller og støtter er det portrættet af hende som forvirret og syg, der især har fået sindene i kog. Lord Heseltine, der var miljø- og siden forsvarsminister i Thatchers regering, beskriver filmen som »ekstremt smagløs« på grund af dette fokus, mens Rob Wilson, nuværende konservativt parlamentsmedlem, har erklæret sig »foruroliget over den måde, hvorpå filmen portrætterer sin hovedperson«.

»Vi bør derfor ikke have en debat om respekt, gode manerer og god smag, eftersom jeg fandt filmen — om end fantastisk velspillet — var respektløs over for et medlem af dette parlament,« sagde han i en tale i parlamentet med henvisning til, at Thatcher er medlem af Overhuset.

Frygt for sympati

For venstrefløjen er debatten især opstået af frygt for, at fokus på sygdommen skulle fremkalde sympati for den i deres optik destruktive premierminister.

»Det kan synes at være et mærkeligt tidspunkt at forsøge det, men en kampagne for at rehabilitere Margaret Thatcher er nu i fuld gang,« skriver The Guardian-redaktøren Seumas Milne.

»I opposition forsøgte David Cameron at distancere sig fra hendes giftige, ’modbydelige’ partiarv. Men netop som han og (finansminister) George Osborne går i gang med endnu mere omfattende nedskæringer og vidtrækkende privatisering af den offentlige service, end selv Thatcher magtede, er Meryl Streeps Jernladyen på vej til at redde 1980’er-premierministerens omdømme.«

Ikke flatterende

Han tilføjer, at selv forfatteren til hendes autoriserede biografi, den konservative Charles Moore, har erklæret, at filmen er et »meget stærkt propagandastykke for konservativmen«.

Thatchers tidligere ministre, hvoraf mange bliver skildret i filmen, opfatter dog ikke portrættet af en enerådig premierminister, som gang på gang sætter sine ministre på plads og afviser at lytte til dem, som nogen god reklame. Det er heller ikke sandt, skriver Norman Tebbit, tidligere beskæftigelse- og handels- og industriminister i Thatchers regering, i en kommentar i The Daily Telegraph.

»Jeg må sige, at hvis hun havde opført sig sådan i virkeligheden, som filmen antyder, ville jeg ikke have støttet hende, som jeg gjorde, som leder af det konservative parti, leder af oppositionen og premierminister over en periode på 15 år,« skriver han og tilføjer, at han »nærer mistanke om, at filmens skabere ikke havde stor sympati over for premierminister Thatcher«.

»En af hendes store styrker var, at hun var bemærkelsesværdigt konsistent. En anden, som ingen ville have gættet, hvis de troede, at denne film var baseret på fakta, var, at hun var åben over for argumenter, men argumenter baseret på fakta og ikke bare påstande. Selv efter alle disse år kan jeg lukke mine øjne og genkalde, hvordan hun lukkede munden på klagende kolleger med ordene: ’Skal vi tage fakta først og diskussionen efterfølgende, tak’,« tilføjer han.

Også venstrefløjen kan tilsyneladende genkalde sig 80’ernes Thatcher ved lyden og synet af en Meryl Streep, som både højre- og venstrefløj synes enige om lyder og ligner den ægte vare til forveksling.

Man Booker Price-vinderen Julian Barnes skriver i New York Review of Books:

»Der er tidspunkter i filmen — mens man gennemlever Thatcher-årene — hvor jeg fandt, at min reaktion på Streep i filmen er identisk med min reaktion, da begivenhederne fandt sted: For eksempel ved den myrekrybfremkaldende, skinhellige måde hun — efter netop at have kysset hænder med dronningen — stod foran Downing Street og messede med sin falske stemme: ’Hvor der er disharmoni, må vi skabe harmoni …’ Harmoni var aldrig noget, fru Thatcher trivedes med eller søgte at opnå endsige nogen sinde opnåede,« skriver han.

Følelsernes nye liv

De genoplivede følelser har med påmindelsen om Margaret Thatchers skrøbelige helbred fået debatten til at bevæge sig fra filmens univers til den virkelige verden.

På Oxford Universitet, hvor Thatcher i sin tid læste kemi, er der oprør blandt dele af det akademiske personale, efter at det er blevet foreslået at opkalde en ny bygning efter hende. Og en debat om, hvorvidt hun ved sin død skal have en statsbegravelse, er ikke mindre ophedet. En gruppe modstandere har sågar startet en underskriftindsamling for at give Thatcher landets første privatfinansierede begravelse: »Når alt kommer til alt, hvorfor så forlade verden med et statstilskud,« skriver Sunny Hundal, redaktør for den venstreorienterede blog Liberal Conspiracy, i en kommentar i The Guardian.

Det kan godt være, at mange anmeldere kalder Jernladyen for en ’afpolitiseret’ film, fordi den ikke tager stilling til hendes politik. Men filmens hovedperson lader sig tilsyneladende ikke afpolitisere.

 

Jernladyen har premiere torsdag den 23. februar og anmeldes på filmsiderne i Billeder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har set filmen.

Maryl Streep er en fremragende skuespiller, og hendes præstation i filmen er sandelig værd at se.

Når det er sagt, så bekræfter filmens indhold, at filmfolk ikke har synderlig respekt for facts og ikke gider beskrive væsentlige ting, hvis disse ting ikke er "salgbare" og ikke øger billetsalget.

Dokumentarisme er i dag oftest instruktørens ønsketænkning / fantasi , om hvad der kunne være sket af spændende ting og sager.

Og det forfalsker den kollektive viden og erindring om sandheden.

Danske dokumentarfilm ( eller dokumentarisk anlagte film) er sandelig ikke et hår bedre ,og indstruktørernes bortforklaring af manglen på historisk korrekthed er oftest ynkelig at høre på.

Jette Abildgaard

Robert Kroll,

Du skriver om filmen paa en maade, saa jeg har bestemt at se den, men.....

Du angriber dokumentarister lidt for ikke at have respekt for den virkelige historie, hvilket faar et spoergsmaal til at komme op til overfladen her, nemlig om vore saakaldt professionelle historikere.....skirver de altid den 'virkelige' historie Robert, eller skriver de den historie som passer bedst ind i det landets politikere helst vil se historien?

Jeg synes at have set - og arbejdet med - noget (en del) af vort lands historie, som ikke helt passer sammen med de Danske historieboeger jeg har laest, men....

Ok...saadan er der saa meget...The winner writes the history...og Jette...hun gaar bare og kigger filmen....;);)

Margaret Thatcher var om ikke en Big Brother - så dog nok desværre en Big Sister.

Frygt for sympati
For venstrefløjen er debatten især opstået af frygt for, at fokus på sygdommen skulle fremkalde sympati for den i deres optik destruktive premierminister.

-------

hvis man i flm kan tåle , ja af og til måske bør, tematisere hitler, såsom i der untergang, så kan det vel også tåles, selv mht. m. thatcher.

altså m. thatcher kunne jo have været i god "tro", vitterligt selv "troet" på det hun sagde.

Jeg var imod at se filmen fordi den portraetterer en levende person, der pga. sygdom ikke kan forsvare sig - men blev overtalt af min kone og har ikke fortrudt.

Det er en blaendende film. Jeg synes stadig producenterne burde have ventet med at lave den - men nu er den her.

Thatcher foerte en haard politik imod fagforeninger, socialt daarligt stillede og millitaerjuntaen i Argentina. Men ogsaa imod den engelske overklasse som hun ikke selv var en del af.

"Grocers daughter" som den engelske elite haanligt kalder hende i filmen (og hvad hun selv var stolt af) gennemtvang lige muligheder for alle, med skrappe bestemmelser imod koens-, race-, religions- og aldersdiskriminisation.

Denne kampvilje for sin sag og imod sygdommen er hvad filmen portraitterer - og det er fascinerende. Alle mellemregningerne om hvilken politik der blev foert hoerer til i et andet medie - og at sammenligne Thatcher med Hitler er helt forrykt. Hun blev genvalgt to gange, styrkede som naevnt overfor rettighederne for dem der var anderledes og foretog ikke indgreb der begraensede demokratiet.

Ogsaa med den oekonomiske politik var Thatcher og Hitler helt forskellige - Hitler oegede statens kontrol - Thatcher mindskede den.

Karen von Sydow

Kim Gram,
man skal som bekendt passe på med at kaste om sig med skam.

Men
skam dig! Hitler?! WTF?!

steen ingvard nielsen

Hvad er det dog der skyldes alle disse film der dukke op lige op til et valg i USA f.eks.? Om det så er en film der foregår på Hawaii eller det er en film om Margret Thatcher på den anden side, så er der vel ikke som meget at tage fejl af. Filmmediet er blevet en lobby virksomhed tag ikke fejl af det. Se alle de film der kommer i forbindelse med valg i USA eller andre steder, men se dem med kritiske briller om muligt.

@karen von sydow

ved ikke om man kan stole på diverse black books
om diverse følger af diverse samfundssystemer,
( eller om mindre antal er mindre slemt end store antal, mht. de gerninger )
men i følge de black books har ( især angelsaxisk ) liberalisme-capitalisme gjort det af med flere mennesker, end nazisterne gjorde det af med;
men det måske fordi kun de sidstnævnte officielt blev stoppet ret hurtigt? .

Bjarne Bisgaard Jensen

Meget grimt kan man sige om MT men hun var en politiker som vidste hvad hun ville og gik efter det, hvilket vi vel egentlig mangler lidt i vores nutidige virkelighed, hvor alt er sovset ind i meningsmålinger, trivialiteter og den laveste fællesnævner. Bommen ligger lavt

Det er muligt at hun gennemførte en skarp ligerets-politik på det mentale og politiske plan. Ændre ved at hun på det økonomiske område gik ind for Friedmann og Østrigerskolen og for Reagonomics, altså det at bare de rigere bliver rige, ja så vil det også komme de små og de fattige i samfundet til gavn. Men se, det gjorde det bare ikke. Og hvorfor så ikke? Jo, fordi Thatcher ikke havde opdaget at omkring 1980 var det ikke længere købmænd som hendes far, der havde butikker, nej det var store kæder som f.eks. Marks&Spencer, Tesco, Sainsbury's etc. Og de kunne bruge deres monopol til at presse prisen på de produkter, de gerne ville have solgt. Og samtidig give bestyrelsesformanden og direktøren helt eksorbitante høje lønninger pga. deres store ansvar.

Og det må ej heller glemmes Thatchers opgør med den britiske arbejderklasse....symboliseret igennem mine-arbejder-strejken. I en dokumentar på DR2 kom det frem, at Thatcher også lukkede rentable miner ligesom hun da ikke mente, at mine-ejerne skulle investere i sikkerhed for arbejderne overhovedet.

Hun var vist også en af de første som af-regulerede Wall Street? Til gengæld gav hun aldrig ufinansierede skatte-lettelser....

Desuden glemmer man helt, at Thatcher privatisere stort set alt, lige fra el, vand og gasværker til jernbaner. Med det resultat til følge, at intet virkede - og at jernbanerne heller ikke virkede; eller rettere det gjorde de. Men ingen overordnet tog-strategi var der, togene var ikke ko-ordinerede med hinanden. Det gav en masse forsinkelser mv. Og det blev ændret....

Thatchers økonomiske politik sørgede altså for at de rige blev rigere og de fattige blev fattigere; så selvom hun gennemførte en politik som sørgede for at alle havde adgang til f.eks. universiteterne, så kunne arbejder-klassen, eller dele af denne, ikke komme på universitet, da den ganske enkelt ikke råd til det.

Thatcher og Reagan har i den grad præget historien - så det i dag er ganske svært at skelne mellem en 'blå' og en 'rød' regering.