Læsetid: 5 min.

Hvad har ti år med VKO betydet for dansk litteratur?

Forfatter Niels Frank har taget imod en opfordring og kommer her med seks bud på, hvad litteraturens mulige rolle og opgave kan være i ’systemskiftets’ årti? Fire litterater kommenterer
Forfatter Niels Frank har taget imod en opfordring og kommer her med seks bud på, hvad litteraturens mulige rolle og opgave kan være i ’systemskiftets’ årti? Fire litterater kommenterer
24. februar 2012

1. Det første bud kunne være det hereticanske, som man finder hos Thorkild Bjørnvig og konsorter i værdisammenbruddet efter Anden Verdenskrig. Dette bud siger, at litteraturen ikke kan tildeles en direkte samfundsmæssig rolle eller opgave. Litteraturens dybe betydning består tværtimod i, at den ikke er direkte forbundet med sine omgivelser, men arbejder i andre dimensioner med åndelige værdier og eksistentialer og uerstatteligheder, der kun kan forblive universelle, hvis de ikke besmudses af tiden. Til gengæld kan tiden grave ned i litteraturen (’fordybe sig’), hvis den får brug for åndelig støtte. Det er en litteratur uden samfund, med Niels Barfoeds ord, og man genfinder beslægtede udgaver af denne form for litterær selvforståelse i visse dele af firserlyrikken. Her er forfatteren åndelig vejleder, som ikke kommer til tiden (heller ikke i bogstavelig forstand), men lader tiden komme til sig.

2. Det næste bud finder man i den kulturradikale litteratur, der konfronterer alt det i samfundet, som den opfatter som stivnet, ufrit, hæmmende. I moderne dansk litteratur er hovedeksemplerne Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen, der dog på mange punkter er forskellige, mens kulturradikalismen i diskussionen på Promenaden repræsenteres af den holdning, Christoffer Emil Bruun indtager med sit krav om, at litteraturen ikke må være åndsaristokratisk (som hereticanerne), men skal være nyttigt opdragende og oplysende. Den skal på brandesiansk vis sætte problemer til debat, så læseren kan »nyde godt« af den. For den kulturradikale forfatter gælder det om at skyde den mare ned, som rider tiden (f.eks. i form af ’nationalkonservatisme’), det gælder om at bekæmpe den med alle forhåndenværende midler, også litterære. Og dét på en sådan måde, at hele befolkningen til sidst vil begribe, hvor bagstræberisk en kraft, den var – en mare, der red bagud. For den kulturradikale forfatter befinder litteraturen sig ved en forpost, den ser tendenser før nogen anden, og dens opgave er at advare mod dem. Her er forfatteren en intellektuel soldat i fremskudt position.

3. Et tredje bud kunne komme fra den ironiske litteratur, der med stor sproglig energi og opfindsomhed underminerer den ufattelige dumhed i tiden i det håb, at dumhedens mare vil falde af hesten til alles hvinende fryd. Det er en litteratur, der ikke nødvendigvis direkte og med navns nævnelse angriber fjenden, men som snarere foretrækker at snige sig ind på den, dekonstruere fjendens sprog med satire og komik og hån for at vise, hvordan dens sprog består af manipulationer og dens tænkemåde af gamle ideologier. Et eksempel her kunne være Claus Beck-Nielsen, der drager ud i verden under påskud af at ville udbrede demokratiet, men som i virkeligheden ironiserer over den vestlige verdens ’etiske’ begrundelse for at indlede en krig (de stakler skal have demokrati). Andre eksempler finder man hos forfattere, der direkte indarbejder magtens sprog i deres tekster. Den ironiske litteraturs løsen på et årtis mareridtsagtige styre ville være at fungere som en slags dobbeltbevidsthed, der på samme tid taler igennem tiden med stor underholdningseffekt (på tv og i avismedier) og udtrykker sin skepsis over for den, men altså med dens egne midler. Her er forfatteren en performer, der mimer magtens tomme gestus og udsagn.

4. Et fjerde bud finder jeg i Lars Frosts idiosynkratiske holdning, der vil skære igennem alt for besværlige opdelinger mellem litteratur og samfund, og som ikke har det mindste imod at opdrage og vejlede. Her er litteraturen en mellemting mellem propagandisme og prædiken (forfatteren som lille gud). Den er drevet af vrede og afsky, skrevet med hammeren, men dens fundament er skuffet idealisme, fordi den oprigtigt troede på, at samfundet kunne blive et paradis. Den er altid en enmandshær, for fællesskabet har også vist sig råddent. Eftersom skuffelse er selve motoren for den, går den direkte i kødet på tidens åndsforsnottethed, den synes, at selv ordet ’mare’ er latterligt, når det nu bare handler om, at tiden er fuld af idioter. Og de skal have det at vide! Men inde bag den idiosynkratiske litteraturs rumsteren hhv. hærgen ligger en bevidsthed om, at det hele er formålsløst, fordi også den idiosynkratiske litteratur er fuld af hykleri og dumhed.

5. Et femte bud kunne være det, Jeppe Brixvold taler om, når han siger, at det er dybt problematisk at tildele litteraturen et motiv eller en opgave, selv når tiden er fuld af snæversyn og provinsialisme. Det ville blot være at tildele forfatteren en opbyggelig rolle i traditionel borgerlig offentlighed. Man kan heller ikke bede litteraturen skærpe sin kritiske sans, for selve ideen om kritisk sans tilhører netop den borgerlige offentlighed, og kritisk sans er ikke noget, der er særligt for litteraturen. Derimod kan litteraturen i nogle tilfælde kritisere en given konvention, i andre tilfælde kan den nærmest befordre konventionen, f.eks. konventionen om individualistisk behovstilfredsstillelse i dagens samfund. Litteraturen kan nemlig have alle mulige typer indhold, og den blander sig overalt i samfundet, ikke altid progressivt og ikke altid til samfundets bedste, men gennem sit ’vid’, som er en kapacitet eller en energi i mennesket, en særlig måde intellektet lader sig guide på af glæde og skønhed. Litteraturen er altså ikke kun til stede i de litterære værker, men overalt som en evne til at sætte i sammenhæng, vægte elementerne i en betragtning, skille tingene ad osv. Her er forfatteren en sprogbruger, der udnytter selv de mindste muligheder for differentiering og nuancering i sproget, både for egen fornøjelses skyld, men også med resonans udadtil.

6. Selv ville jeg, som et sjette bud, opfordre litteraturen til at kaste et kritisk blik på den måde, den organiserer sig på og henvender sig på. F.eks. kunne den overveje, hvordan den opfatter forholdet mellem læseren og det enkelte værk – skal læseren kaste sig på knæ og beundre værket, eller kan læseren på egen hånd bevæge sig ind i det, har læseren måske endda mulighed for at danne sit eget værk eller følge forskellige stier gennem det? Den kritiske litteratur forholder sig altså ikke direkte til tidens krise, men den er opmærksom på, om den selv gør brug af magt eller forførelse eller manipulation. Dens fjende er ikke en bestemt politisk holdning, men selve den politiske modus, hvor sandheder kæmper om magten. I stedet for sandhed sætter den undersøgelse, bevægelse, tvivl. Derfor er den opmærksom på ikke selv at gentage den politiske henvendelsesform, som når den enkelte politiker vil overbevise befolkningen eller taler til den i stedet for med den. Her kan forfatteren gennem værkets form vise, at den slags skæve udvekslinger i sig selv er udtryk for magt, overgreb, umyndiggørelse. Det er altså ikke, hvad litteraturen siger, der er afgørende her, men hvordan den siger det.

Indlægget har i en tidligere udgave været bragt på den litterære fællesblog Promenaden: prmndn.blogspot.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Thobo-Carlsen

Ja, sådan helt generelt:
Litteratur SKAL ikke noget.
Litteratur VIL ikke noget.
Litteratur BØR ikke noget.
Litteratur kan noget og gør tilsyneladende noget
ved den, der skriver og ved den, der læser.

Litteratur er jo bare en lille del af underholdningsbranchen. Måske skulle man prøve at underholde fremfor at gøre sig selv til noget man ikke er og hele tiden prøve på at omdefinere sig selv og ramme /tiden/ fordi man ikke kan finde et fodfæste nogen steder, men svæver rundt i sin egen lille tågeverden?

Jeg ved det er svært for de dybt seriøse, overanalytiske,, overvurderede, selvudnævnte genier og deres lille fanskare af arbejdsløse akademikere. Men der er en stor, stor verden derude.

Christian Andersen

At litteraturen blot skulle være en lille del af underholdningsbranchen, var dog en sørgelig holdning at have til viden som man må håbe på du står alene med.

Rasmus Bro Clemmensen

"fordi man ikke kan finde et fodfæste nogen steder, men svæver rundt i sin egen lille tågeverden?"

Personligt elsker jeg, nu når jeg ikke kan finde fodfæste nogen steder, at have en tågeverden at svæve rundt i. Det er ret smukt, i skulle prøve, der er nemlig en "stor verden derude", men den store verden er denne såkaldte tågeverden. Hvor man ganske rigtigt kan svæve lidt.
Tågeverdenen er måske netop litteraturens funktion, et sted som svæver væk, løsriver en og sønderriver fastlåste æstetiske positioner.

Jeg tror altså det er meget vigtigt at blive ved med "at gøre sig selv til noget man ikke er", for hvordan bevæger man sig ellers fremad?