Interview
Læsetid: 5 min.

’Nogle af tingene er bare mærkelige’

Sådan beskriver den amerikanske komiker og skuespiller Fred Armisen sin og vennen Carrie Brownsteins komedieserie ’Portlandia’, der for tiden kan ses på dansk tv. Information har været i Stockholm for at se Armisen optræde og tale med ham
Kultur
11. februar 2012
Fred Armisen (th.) var i Stockholm for at promovere serien Portlandia, som også har hans faste makker på serien, musikeren Carrie Brownstein med. De bor begge i den rigtige by Portland. Pr-

Fred Armisen (th.) var i Stockholm for at promovere serien Portlandia, som også har hans faste makker på serien, musikeren Carrie Brownstein med. De bor begge i den rigtige by Portland. Pr-

»I er så smukke. Jeg vil have børn her. Og I taler så godt engelsk. Tak for det. Jeg elsker, at det bliver mørkt så tidligt her. Det er ingen joke. Jeg hader solen. Jeg har aldrig været her før, men jeg har altid gerne villet besøge Sverige.«

Klokken er 20 en aften i januar, og den amerikanske komiker og skuespiller Fred Armisen står på scenen på musikstedet Strand i Stockholm. Flere hundrede mennesker er stimlet sammen i det mørke lokale for at se og høre ham optræde, og man fornemmer, at han har publikum med sig fra begyndelsen.

Armisen er ikke så kendt i Skandinavien, men gennem de seneste 10 år har han været tilknyttet det legendariske ugentlige sketchshow Saturday Night Live — inspirationen for TV 2’s Live fra Bremen — og så er han manden bag tv-serien Portlandia, hvis anden sæson lige er begyndt på kabelkanalen TNT7.

Og det er netop Portlandia, der er anledningen til, at Fred Armisen er i Stockholm.

Hans bedste ven og faste makker på serien, musikeren Carrie Brownstein, er ikke med, men det er også Armisen, folk er kommet for at høre, og på de begejstrede tilråb forstår man, at Portlandia har mange dedikerede fans i Sverige.

En rar, lille planet

Portlandia er en spøjs størrelse. Den foregår, som titlen antyder, i Portland, Oregon, og ligesom i Saturday Night Live består hvert afsnit af en række sketches, som dog ikke fremføres live foran et publikum, men er optaget rundt om i Portland, som i høj grad er omdrejningspunktet og en slags hovedperson i Portlandia.

»Man skal have fornemmelsen af, at man rejser til en anden verden, en slags fiktiv Portlandia-verden,« siger Fred Armisen et par timer inden showet, hvor Information har fået mulighed for at tale med ham.

»Selv om serien også handler om andre ting: Parforhold, livsanskuelser, afhængighed, kærlighed. Men der er noget ganske særligt ved Portland, og dermed mener jeg ikke, at det er en mærkelig by, men at hver eneste forretning er en specialforretning, specielle sæber, specielle øl, specielle lys, specielle fisk. Det er næsten, som om hver eneste forretning er udstyret med et usynligt stempel: Dette er kvalitet. Cyklerne er veldesignede, de har god chokolade og god kaffe. Folk rejser dertil, og jeg ved ikke rigtig, hvad de laver, men de synes at have et ret godt liv. Det har jeg lagt mærke til. Det er også en køn by, mørkegrønne farver. Den ligger mellem grønne bakker og er en rar, lille planet i sig selv.«

En kærlighedserklæring

Fred Armisen og Carrie Brownstein, der bor i Portland og er den primære årsag til, at de optager i byen, skriver sammen med et hold af skiftende manuskriptforfattere selv Portlandia. Parret spiller også de fleste store, tilbagevendende roller i serien, og det er altså nogle meget mærkelige mennesker, man møder i deres udgave af Portland: Militant feministiske boghandlere, besatte Battlestar Galactica-fans, rockstjerner med talende tatoveringer. Man tager sig selv i at spekulere over, om alle indbyggere i Portland mon er så besynderlige, og hvordan de har det med at blive portrætteret på det måde.

Armisen, der bor i New York, synes ikke, at Portlandia gør grin med byen og dens indbyggere.

»Vi personificerer stedet og er de mennesker. De er i virkeligheden meget lige som os selv, en forlængelse af, hvem vi selv er,« siger komikeren, der er en venlig, imødekommende mand, men umulig at hive længere svar ud af og ligesom Portlandia lidt svær at blive klog på.

Man er usikker på, hvor alvorlig han egentlig er, når han siger noget, og hans ubevægelige ansigt afslører ikke meget.

Armisen forklarer, at folk i Portland er glade for serien — i et par afsnit spiller byens rigtige borgmester faktisk assistent for Portlandias fiktive borgmester — spillet af Kyle MacLachlan.

»Folk i Portland ved godt, at vi ikke er ude på at fornærme dem, og at serien er en kærlighedserklæring til byen,« siger Armisen.

Ingen dåselatter

Det er nok ikke helt forkert at sige, at Portlandia henvender sig til en forholdsvis vel defineret målgruppe af yngre, begavede, kreative storbymennesker, hvorfor den også indimellem kan virke lidt indforstået i sit emnevalg og verdenssyn. Men det er ofte ret morsomt og i øvrigt noget, Fred Armisen er opmærksom på.

»Vi prøver at lade være med at klappe os selv for meget på ryggen. Men engang imellem sker det ved en fejltagelse, og så er vi nødt til at lave det om. Det er svært, fordi det sniger sig ind på én. Det er ligesom at tage sig selv i at se sig i spejlet. Man er ikke klar over, at man gør det, og så pludselig, ’Åh gud, jeg står jo og stirrer på mig selv i spejlet.’«

I modsætning til mange andre amerikanske komedieserier har Portlandia ikke dåselatter på lydsporet, og det skyldes, at seriens humor nok kan være pointeret, men hovedsageligt er af den skæve, underfundige slags garneret med et strejf af anarki og vanvid.

»Det er ikke alt i Portlandia, der er sjovt, det er ikke alt, der er en joke med en punchline,« siger Armisen.

»Nogle af tingene er bare mærkelige. Hvis vi skulle bruge dåselatter, skulle joken være, at vi brugte det gennem hele afsnittet virkelig højt. Og for det meste de forkerte steder.«

En lille særegenhed

For Fred Armisen har al god komik sin egen stemme, sin egen personlighed, og selv om han selv foretrækker den mere afdæmpede, underspillede komik — showet i Stockholm beskriver han som »en aften i min dagligstue« — kan han næsten altid finde gode ting i en komedieserie eller andre komikeres optræden.

Han nævner Delocated og The Increasingly Poor Decisions of Todd Margaret som to af sine sitcom-favoritter, mens det er komikere som Patton Oswalt, Paul F. Tompkins og nu afdøde Mitch Hedberg, Armisen for tiden synes er sjovest.

Armisen, der er født i 1966, ernærede sig i mange år som musiker, inden komikken fandt ham.

»Lige siden jeg var lille, har jeg gerne villet være på tv. Jeg bevægede mig gennem livet og spillede musik, og så sagde komikken: ’kom herover’. Og jeg sagde: ’okay.’«

Men musikken spiller stadig en rolle for Armisen, der blandt andet lærte at stå foran et publikum og underholde ved at spille på en scene.

»I både komik og musik handler det om rytme og timing,« siger han, »og så kan musikken også bruges som en krykke i nogle sketches, hvor jeg hiver en guitar eller et trommesæt frem.«

Som da han senere under sin optræden i Stockholm begynder at parodiere forskellige trommeslagere — The Beatles’ Ringo Starr og The Who’s Keith Moon — og gør det så overbevisende, at publikum overgiver sig betingelsesløst.

»Det er en lille særegenhed, der hjælper ideen på vej,« siger Fred Armisen.

Anden sæson af ’Portlandia’ sendes hver onsdag på TNT7 — fredarmisen.com

Information var inviteret til Stockholm af Turner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her