Læsetid: 3 min.

Uaktuelle tidende

Cecco Angiolieri er del af litteraturens uaktuelle tidende, gammel, glemt og udansk, men ikke desto mindre en klumme værd
/h4>Dantes Beatrice får aldrig indført et ord og er en tavs og feteret statue. Det er Angiolieris Becchina ikke. Hun giver ham svar på tiltale midt i digtene.

/h4>Dantes Beatrice får aldrig indført et ord og er en tavs og feteret statue. Det er Angiolieris Becchina ikke. Hun giver ham svar på tiltale midt i digtene.

Mary Evans Picture Library

10. februar 2012

For nogle uger siden skrev jeg om Jonathan Swift i den her klumme. Han var satiriker i 1700-tallet, skrev fantastisk, og passede måske alligevel til vores tid. Lad os finde en anden forfatter, gammel, glemt og udansk — det kan være han også passer til noget.

Italienske Cecco Angiolieri (ca. 1260-1312) var den fortabte søn i en rigmandsfamilie fra italienske Siena og skrev sonetter før sonet-genren fandt sit tonefald. Hos ham er der ikke et delikat, inderligt og humorforladt jeg — mandligt, det siger sig selv — der henånder ved synet af sin delikate, humorforladte elskede. Den samtidige Dante havde sin Beatrice, lidt senere havde Petrarca sin Laura, og begge besang deres muser i skoledannende sonetter. De er så smukke i skriften, Laura og Beatrice — som samtidens malerier af Madonna col Bambino, der i dag kan beundres på et hvilket som helst italiensk museum. Men de får ikke et ord indført undervejs. De er tavse, feterede statuer i de mandlige digteres værker. Også det er en del af sonettens arv. Cecco Angiolieri — som kendte Dante og skrev smædedigte om ham — skrev i stedet sonetter til Becchina, bagerjomfru og rappenskralde ud over alle grænser. Hun giver ham svar på tiltale midt i digtene, hun fortæller ham, at hun hverken hader eller elsker ham. Han er bare ligegyldig, lidt ligesom de græsstrå, der er mellem hendes tæer.

Hvad, er du ikke skredet?

I en formidabel sonet har Becchina »hørt noget«, som der står, og så er der ingen kære mor. Replikkerne fyger om ørerne på såvel læseren som den stakkels Cecco, enhver ansats til digterisk svælgen amputeres på stedet. Her er de sidste to strofer:

»’Vil du, at jeg dør?’ ’Det synes mig tusind år’/’Du taler ikke pænt’ ’Det har du lært mig!’/ ’Og nu dør jeg’. ’Du snyder mig ikke, vel?’// ’Gud vil tilgive dig’. ’Hvad, er du ikke skredet?’/ ’O, kunne jeg blot’. ’Jeg holder dig ikke i tøjet’/ ’Du holder mit hjerte’. ’Og vil holde det, mens du klynker’.«

Cecco Angiolieris kendteste sonet begynder med strofen »Hvis jeg var ilden, ville jeg brænde verden op/ Hvis jeg var vinden, ville jeg storme i den/ Hvis jeg var vandet, ville jeg drukne den/ Hvis jeg var Gud, ville jeg sende den i dybet.« Senere i samme digt, erklærer han, at hvis han nu døde, så ville han forfølge sin far — men at han, hvis han er levende, vil holde sig langt fra ham. Så det kan være svært at kalde ham en glad digter. Men der er alligevel noget festligt, noget flamboyant over hans struttende hidsighed. Der er en kontant ligefremhed, den føles livskraftig. Og så er han villig til at udlevere sig selv, uden derfor at være sårbar. I stedet klovner han rundt med datidens forestillinger om den høviske kærlighed. Selv når han skriver om sin melankoli, så sker det med en vis selvfølelse: Alle dem, der ikke græder med ham, betragter han som sine dødsfjender, som han skriver.

Der er noget attraktivt, også i dag, ved Cecco Angiolieris rodede livskraft, ved dette digterjeg, der er så fuld af energi: altid ophidset, altid lige ved at tumle omkuld, altid omgivet af brok og nid, altid klar til noget hurtig kærlighed. Ikke at han er særligt aktuel i 2012, ikke mere end han var i den italiensk middelalder. Også Angiolieri er del af litteraturens uaktuelle tidende, gammel, glemt og udansk, men ikke desto mindre en klumme værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvem står mon bag sonetpærefordanskningen? Det skulle vel aldrig være Jørgen Sonne?

Jeg hører Sonnes sonort skingre røst vrængende for mit indre øre: "Hvad, er du ikke skredet?" :-)

Det er ikke Sonne, der har oversat citaterne (undskyld Sonne!)

Skulle det monstro være Kasper Nefer Olsen? jeg må i arkivet..

Tak Anne!

Vuo' pur ch'i' muoia? - Anzi mi par mill'anni.
Tu non di' ben. - Tu m'insegnerai.
Ed i' morrò. - Omè che tu m'inganni!

Die tel perdoni. - E che, non te ne vai?
Or potess'io! - Tègnoti per li panni?
Tu tieni 'l cuore. - E terrò co' tuoi' guai.

Også Dante er højaktuel: Instruktøren Roberto Benigni (La vita è bella) har samlet fulde huse med at recitere Den GuddommeligeKommedie (1300-tallet). Da Dante farer vild i skoven og møder digteren Vergil, dukker en snerrende ulv, et billede på grådigheden, en af de syv dødssynder:

“Du må vælge en anden vej”, sagde Vergil, da han havde set dyret an. “Den ulv slipper ingen forbi med livet i behold. Dens onde og griske hunger er af en art, så den bliver større for hver gang den bliver stillet”. (s. 50 i Ebbe Kløvedals genfortælling)

Benigni kan ses og høres her på Santa Croce Pladsen i Firenze). Også Giottos 700 år gamle fresker i Padova omhandler hovmodet og grådigheden.

Det var heller ikke Kasper Nefers oversættelse og det er mærkeligt, for Nexø er anført som redaktør i det nummer af Den Blå Port (59/60) hvori man finder en udmærket (rimet) gendigtning af den pågældende sonet. Nefer tager sig sine friheder: "E che, non te ne vai?" bliver til "Du står stadig og glor?" men kun fordi "glor" skal rime på sidstestrofens glose "bord". Nexø har ønsket at gøre sin egen version så grim og uharmonisk som muligt uden de rim der jo ellers trods alt skaber en vis musik i originalen. Det rimer jo også med det budskab han ønsker at formidle i klummen. Han glemte bare at angive sig selv som gendigter. Og så er jeg den der er skredet.