Læsetid: 3 min.

En upoleret hyldest til musikken

Steppeulven har slikket sine poter og vendte fredag aften snuden tilbage i dansk musik på Bremen Teater. I næsten 10 år har Kritikerprisen givet modspil til de kommercielle prisuddelinger, og fredagens fest viste, at der stadig er forskel på de polerede og den vilde
13. februar 2012

En dansk musiker tænder i smug en cigaret bag et af klapsæderne i Simon Spies gamle biograf. En ansat har set det, men kigger opgivende væk og giver sig i stedet til at samle tomme øldåser op fra gulvet. I spotlyset ved scenekanten står aftenens vært, Maya Albana, og prøver at fastholde publikums opmærksomhed. For første gang i Steppeulvens historie skal en udenlandsk kunstner optræde, men svenske Jonathan Johansson lader vente på sig, og Maya Albana må improvisorisk træde vande for at få showet til at flyde. I aften uddeles Den Danske Kritikerpris, Steppeulven, som efter et års fravær i dansk musik er vendt tilbage til prisuddelingen på Bremen Teater i København.

Som læreren, der forsøger at holde sammen på sin klasse ti minutter i ringetid, prøver Maya Albana at underholde i en af showets ikke sjældne pauser.

»Sanne Salomonsen har engang sagt: Mine bryster er som svenske folkeviser. Lange og kedelige.« Citatet har effekt på de forreste rækker, hvor der grines, men efterdønningerne når aldrig ned på teatrets bagerste rækker. Her hersker en løssluppen stemning, hvor publikum er optaget af deres egne små fester, der inkluderer både ølbong og tågehorn.

En videoskærm har sat sig fast og kan ikke køres op fra scenen. Skærmen viser en musikvideo med MC Einar fra slutfirserne, som bliver spillet, da de modtager Årets Pionerpris. Rune Skyum-Nielsen uddeler prisen og bemærker det paradoksale i, at dansk hiphops foregangsmænd vinder en hædrende kritikerpris, til trods for, at MC Einar aldrig har fået en god anmeldelse af musikkritikerne.

»Man må sige, at I blev modtaget af et muggent anmelderkorps. B.T. gav Jer nul stjerner under overskriften ’Migræne’,« fortæller Rune Skyum i sin tale.

25 år senere

Under stående ovationer modtager de aldrende herrer, der udsendte deres debutplade i 1988, Årets Pionerpris.

»Vi er symbol på, at alle kan få en pris, hvis bare de venter næsten 25 år. Vi vil gerne sige tak til … — ja, hvem fanden udgav os? Det kan jeg ikke huske,« siger Jesper Vildmand fra MC Einar.

I aften er de danske hiphopheltes aften. Malk de Koijn vinder tre statuetter og Per Vers heppes ned af scenen efter sin optræden. Alle er de fyre med nogle år på bagen i dansk hiphop.

Tidligere ville de have leveret en spiddende bemærkning til et arrangement som dette, men i aften takker ridderne af det forrykte rim deres koner og børn. Ved prisoverrækkelsen af Malk de Koijns tredje pris er Tue Track og Geolo G alene om at modtage prisen, for Blæs Bukki er gået tidligt med hovedpine.

Ingen glimmer

Bortset fra nogle farvede lyskegler og videoskærmen med sit eget temperament, er showet sparet for effekter og smarte nomineringsvideoer.

Her er ingen jakkesæt og glimmerkjoler, men en overrepræsentation af vildtvoksende fuldskæg og strik i alle afskygninger. Aftenen foregår i en uformel tone. Publikum kan råbe op til podiet, hvorfra priserne uddeles, og få svar tilbage. »Lortearrangement,« råber en gruppe af drenge, som virker meget mere begejstrede for Steppeulvens nye hovedsponsor, Royal Beer.

»Tak drenge, hvor er i søde. Det har også krævet en del arbejde at stable sådan et lorte arrangement på benene,« svarer formanden for musikkritikerforeningen, Klaus Lynggaard, tilbage og griner.

Den løsslupne stemning synes at passe både arrangører, musikere og publikum. For som fyren bagved bemærker, skal en uddeling af Steppeulven ikke være glamourøs og punktlig.

»Det skal fandme være low key og slidt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu