Klumme
Læsetid: 3 min.

Anna Wahlgrens fald

Opgør. Er det mon sundt for os moderne mødre at hænge fast i den symbiotiske anklage mod vores 70’er-forældre?
Kultur
30. marts 2012
Familie. Børneeksperten Anna Wahlgren er blevet afsløret som en ondskabsfuld mor – af sin egen datter. Men måske er det på tide at indse, at forældre giver sår.

Familie. Børneeksperten Anna Wahlgren er blevet afsløret som en ondskabsfuld mor – af sin egen datter. Men måske er det på tide at indse, at forældre giver sår.

Mats Andersson

Jeg må komme med en bekendelse, før min datter gør det: Jeg har et krævende arbejde, jeg iscenesætter mig selv, jeg blander mig i besværlige debatter. Jeg er i øvrigt fraskilt og bor alene med mine børn hver anden uge.

Jeg har flere gange tænkt, at det var det moderne moderskabs privilegium; at det ikke var bundet på ægteskabet, og at moderskabet i dag var så sammensat, at ikke blot jeg, men også mine børn, havde fornøjelsen af frigørelsen.

Men nu er der faldet en skygge over vores liv. Og skyggen hedder Felicia Feldt. Ja, det er som om, Felicia har sat sig på min skulder og konstant vurderer, om jeg gør mit mor-arbejde godt nok. For Felicia har netop for nylig afsløret sin egen mor Anna Wahlgren – børneeksperten – som en fusker af den værste slags.

Anna, der ville forældre og børn det så godt, viser sig nu at være en mor fuld af ondskab. Udadtil var hun perfekt. Indadtil var hun pilrådden. Hun drak, hun horede, hun skiftede mænd ud alt efter sit eget forgodtbefindende, og hun tilbød ikke sine børn den gode ernæringsrige kost, som hun så flot og anbefalelsesværdigt skrev om i sine mange bøger. Anna var slet ikke så lækker, som hun fremstod.

Den nye fortælling om Anna Wahlgreen er på mange måder uinteressant. Den er sensationel, men i sig selv uinteressant, fordi den er set og hørt så mange gange før: Eksperten, der var fuld af gode råd, men selv havde lidt vanskeligt ved at efterleve dem. Mens hun reddede den ene (kerne) familie efter den anden fra at opløses af nætter med spædbarnsgråd, levede hun selv det opløste liv.

Hun sørgede for kernefamiliens overlevelse i Sverige, men magtede, til datterens store fortrydelse, ikke selv den konstellation. Det er egentligt trivielt, men det har vakt furore. I en sådan grad, at Aftonbladet i Sverige mener, at Anna Wahlgren aldrig mere vil få genoptrykt en bog.

En forfører

Det, der er sociologisk interessant her, er dæmoniseringen af en bestemt kvindetype: Den farligt selvcentrerede, ikke monogame, pengetjenende, seksuelt aktive, iscenesatte kvinde, der gemmer sig bag den umiddelbart børnevenlige smukke kvinde. Hun er en børne og voksen-lokker femininum. En forfører.

Anna Wahlgrens fald fra tinderne bekræfter (desværre) en reaktionær tendens til at mistænkeliggøre den aktive og udadvendte kvinde, i samsving med et ønske om genetablering af kernefamilien som den mest autentiske familiemodel.

Flere kvinder i min generation ytrer sig om dette i øjeblikket. (Katrine Marie Guldager er f.eks. særligt højlydt i sine beklagelser over, hvordan 1970’er forældrenes skilsmisser efterlod ar på sjælen). For de var børn i dette kaos. Felicias fortælling om Anna Wahlgren er et led i min generations opgør med forældregenerationens selvoptagethed, som flere mener har givet varige mén.

Men spørgsmålet er, om det er så sundt for den moderne mor og far at fastholde den symbiotiske anklage mod 1970’ernes mødre og fædre.

Måske var det en idé at skære navlestrengen over til rødstrømpebevægelsens mødre og på en gang være taknemmelige for den frihed og frigørelse, der er fulgt i kølvandet på dem, og samtidigt blive klarere på hvordan gode (og evt. alternative) familierum skabes, uden at de nyskabelser skal ses som gentagelser af (hekse) mødrenes radikale kamp for frigørelse.

Måske det var på tide at indse, at livet, opvæksten, forældrene giver sår og former livet, og at det er umuligt at forblive uberørt. Måske det var på tide ikke altid at patologisere denne berøring.

Jeg gider i hvert fald ikke at have Felicia Feldts svenske skygge hængende over mit liv. Jeg har ikke lyst til at stå og røre i den reaktionære kødgryde eller kun at brygge på en Feng Shui the med en lille sjat rismælk i for at være helt sikker på, at mine børn ikke gentager historien. Det ville vist være naivt.

Men hvem ved? Måske skriver min datter, når hun bliver voksen, et anklageskrift vendt mod mig og min måde at gøre moderskab på. Hun er i hvert fald allerede nu en ret selvstændig og velargumenteret pige. Hvis hun gør det, kan det jo være, at jeg bittert vil fortryde, at jeg ikke bare stod der med åbne arme og nybagte boller, hver dag hun kom hjem fra skole – som den evigt omfavnende livmoder.

Marie Bruvik Heinskou er sociolog og vil fremover skrive klummer i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

JOHN F TRANBORG

Hvis Felicia Feldt har været udsat for bare halvdelen af det, hun beskriver, synes jeg man skal have medlidenhed med hende, fremfor at spille smart på hendes vegne.

Grethe Preisler

At Felicia Feldt har formastet sig til offentligt at afsløre sin feterede mor som den overvurderede, moderigtige,fordrukne og forhorede charlatan og distanceblænder, hun åbenbart var, behøver vel ikke at anfægte andre end dem, der i sin tid hoppede på limpinden og brugte Wahlgreens godtkøbspædagogiske skriblerier som rettesnor og målestok for egen succes.

Shit happens, og uanset hvordan man vrider og snor sig i dobbeltrollen som småbørnsmor og karrieresild, ender man med at få røven i klaskehøjde, når ungerne bliver gamle nok til at sætte sig til modværge og give deres besyv med.

Man gør det, så godt man kan. Og gør man det ikke godt nok, skal man nok få at vide, hvilken dårlig rollemodel man er og altid har været, når ungerne kommer i puberteten.

Og vil man ikke risikere at blive hængt hængt til tørre i klaskehøjde i fuld offentlighed, må man afstå fra at bruge sine sagesløse unger som reklameskilte og springbrætter til en karriere som medieguru, sådan som Anna Wahlgreen har brugt sine.

Kenneth Sperling

I mine øjne er det sociologiske interessante at Marie Bruvik Heinskou tror at Felicia Feldts bog handler om Marie Bruvik Heinskou. Det er også interessant så elegant hun trivialiserer det vanvid som Anna Wahlgreen har iscenesat. Det er simpelthen "uinteressant". Wow - det må kræve mange år på universitetet at konstruere det argument så man selv tror på det. Gad vide hvilken slags elendig barndom der skal til før den kan kategoriseres som interessant?
Hvis vi leger med den tanke at Felicia Feldts bog ikke handler om at nedgøre den selvstændig kvindetype - hvad kunne den så handle om? Måske kunne Felicia Feldts bog handle om det ansvar man som voksent menneske har for at behandle sin næste værdigt - særligt når ens næste er ens egne børn. Dvs. hvem er mest interessant 1. person eller 2. person?
Det er meget svært ikke at læse indlægget som symptomatisk på en person som lider af samme tidstypiske optagethed af 1. person som Anna Wahlgren.