Læsetid: 4 min.

Fra Beslan til Utøya

Hun fortæller historier om dem, hvis børn blev ofre for terror. I går udkom hendes bog ’Englebyen’ om terrorangrebet på Skole Nr. 1 i Beslan i 2004. Til sommer udgiver den norske antropolog Erika Fatland en bog om terrorangrebet i Oslo den 22. juli sidste år
’Jeg er blevet præcis lige så bevæget af at tale med mødrene i Beslan som at tale med de efterladte i Norge (efter Utoya-angrebet).  Jeg stiller jo hele tiden mig selv spørgsmålet, om jeg ser det for meget indefra, om jeg er lige så kritisk, som jeg var i Beslan,’ siger forfatter og antropolog Erika Fatland, som deltog i en læserdebat på Information onsdag aften.

’Jeg er blevet præcis lige så bevæget af at tale med mødrene i Beslan som at tale med de efterladte i Norge (efter Utoya-angrebet). Jeg stiller jo hele tiden mig selv spørgsmålet, om jeg ser det for meget indefra, om jeg er lige så kritisk, som jeg var i Beslan,’ siger forfatter og antropolog Erika Fatland, som deltog i en læserdebat på Information onsdag aften.

Jakob Dall

9. marts 2012

Da der var gået et år siden katastrofen, og Kaspolat stadig overnattede på kirkegården, begyndte folk i Beslan at tale om, at han var gået fra forstanden. Men Kaspolat var ikke gal. Han var forælder, og en forælder passer på sine børn. Også når de ikke er.

»Det første år talte han næsten ikke med et menneske. I sol og regn sad han rank ved graven. Om natten, når mødrene omsider rejste sig fra gravene og begyndte at bevæge sig hen ad den brede vej som en sortklædt kolonne, blev Kaspolat, hvor han var. Han kunne ikke lade Mariana alene om natten. Også de andre børn havde brug for én, der kunne passe på dem, når mørket faldt på.«

Byens beboere begyndte at vænne sig til den tavse vogter, og til sidst byggede de et lille hus til ham.

Kaspolat blev bestyrer af kirkegården i Beslan, der fik et nyt navn: Englebyen. 186 børn og 147 voksne, der mistede livet under det tre dage lange gidseldrama på Skole nr. 1 i den nordkaukasiske by Beslan i september 2004, var alle engle.

Antroplogen

Englebyen er også navnet på den norske antropolog Erika Fastlands bog om gidseldramaet, og de sår, det skabte for altid. Bogen udkom på dansk i denne uge, og i den anledning var forfatteren i København.

»Mit formål var at se, hvad der skete i Beslan efter et terrorangreb, når journalisterne var rejst, og verden rykket videre. Det er i høj grad tiden, der gør, at jeg kunne skive den her bog. Og mens tiden forandrer meget, så læger den ikke alle sår. På mange måder er sorgen lige så tyngende i Beslan i dag, som den var, da jeg var der første gang.«

Erika Fatland besluttede – med egne ord, vældig naiv i forhold til arbejdsbetingelserne i et af verdens mest konfliktramte regioner – i forbindelse med specialet på socialantropologistudiet at lave sit feltarbejde i Beslan for at undersøge, hvad der sker i et lille samfund på blot 35.000 individer, når en stor omfattende terroraktion rammer. Og det var svært at omsætte det til ’videnskab’. Med krav om teoretiske overbygninger. »Det var direkte ubehageligt at skulle teoretisere rundt om disse kvinders historier. Jeg var 25 år, havde ingen børn og havde heller ikke mistet et barn, så jeg følte mig virkeligt dårligt til mode ved at skulle sidde og analysere dem,« fortæller Erika Fatland.

Forandret for altid

Erika færdiggjorde sin uddannelse, men hun var langtfra færdig med møderne i Beslan, så hun tog tilbage til byen for at samle materiale til bogen.

Englebyen er en bog om blodet, om angsten, om fortvivlelsen hos de 1200 børn, forældre og lærere, der i tre døgn sad fanget i en gymnastiksal plastret til med eksplosiver og vogtet af tjetjenske og ingusjetiske terrorister, indtil russiske specialstyrker hensynsløst angreb bygningen. Det er en fortælling om en af verdens mest konfliktramte regioner: Nordkaukasus. Og det er et nedslag i den snart uendelige historie om Vladimir Putins brutale håndtering af modstand og en opremsning af alle de løgne, der efterfølgende blev spundet.

Men mest af alt er det en række beretninger om, hvordan de overlevende efter terroren takler sorgen, vreden og skylden. Og mens der er mange forskelligheder, er der nogle gennemgående træk, fortæller forfatteren.

»Fælles for dem er, at her syv år efter sidder sorgen stadig som en kæmpe dyne over deres liv. Det var et samfund på kun 35.000 indbyggere, hvor over 1.200 gik igennem det helvede. Det forandrer et samfund for altid.«

Og så er det påfaldende, hvor lidt vrede de oplever i forhold til terroristerne.

»Langt de fleste, jeg talte med, følte langt mere vrede i forhold til myndighederne«.

»’Det var ikke terroristerne, der dræbte mit barn, det var Putin’, var en reaktion jeg stødte på,« fortæller en mor, der mistede sit barn.

Utøya

Erika Fatland håber inderligt, at forløbet omkring, hvad der skete de tre dage i september 2004, en dag kommer for en dag, og de mange demonstrationer mod netop præsidentvalgte Putin giver hende håb. Men på mange måder er hun mentalt rykket videre, nemlig til en terror langt tættere på hende selv.

Fatland arbejder i disse måneder intenst på at færdiggøre en bog om terrorangrebet på regeringsbygningen i Oslo og ungdomslejren på Utøya den 22. juli sidste år.

– Hvilke tanker har du gjort sig om det projekt?

»Mange. På mange måder havde jeg meget mere lyst til at skrive en let og lys børnebog. Men jeg tror, jeg vil fortryde det altid, hvis jeg ikke gør det.«

– Hvordan bliver det at skrive om de norske unges død? Det er vel lettere at skrive om ’de andres’ døde børn?

»Altså, jeg blev præcis lige så bevæget af at tale med mødrene i Beslan som af at tale med de efterladte i Norge.«

– Men der er vel en større følsomhed, når du skal udgive en bog i Norge, en kollektiv følsomhed i forhold til det at beskrive de begivenheder?

»Ja, selvfølgelig. Min nevø overlevede Utøya og hans far, min onkel, var ikke begejstret for, at jeg ville skrive bogen, han mente, at Breivik får for meget opmærksomhed, og at de efterladte skulle have ro. Og det er der en del, der mener. De fleste af dem, jeg interviewer, siger ikke hans navn, de kalder Anders Behring Breivik ’gerningsmændene’,« siger Erika Fatland og slutter:

»Jeg stiller jo hele tiden mig selv spørgsmålet, om jeg ser det for meget indefra, om jeg er lige så kritisk, som jeg var i Beslan. Det er vigtige kontrolspørgsmål. Men jeg tror ikke på censur af kunsten i nogen form, og en begivenhed som denne kan ikke bare fejes væk eller læges af sig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu