Interview
Læsetid: 7 min.

Vi er i biologiens vold

Alt, hvad vi gør, er bestemt af vores hjerner, siger Christian Jungersen. Efter otte års litterær tavshed er bestsellerforfatteren tilbage med et 500 siders biologistisk bogværk om en kvinde og hendes hjerneskadede mand. Det er på tide, litteraturen tager neurologien alvorligt, mener han
’Jeg har forsøgt at bringe det nye menneskebillede ind i litteraturen ved at bygge et univers op, hvor folk ikke nødvendigvis er formet af deres barndom og sociale miljø, men hvor de i stedet befinder sig i en konstant personlighedsmæssig udskiftning, fordi flere af dem render rundt med små og store hjerneskader – og de andre er lige så styrede af deres hjernekemi,’ siger Christian Jungersen.

’Jeg har forsøgt at bringe det nye menneskebillede ind i litteraturen ved at bygge et univers op, hvor folk ikke nødvendigvis er formet af deres barndom og sociale miljø, men hvor de i stedet befinder sig i en konstant personlighedsmæssig udskiftning, fordi flere af dem render rundt med små og store hjerneskader – og de andre er lige så styrede af deres hjernekemi,’ siger Christian Jungersen.

Jakob Dall

Kultur
17. marts 2012

Vi står midt i en videnskabelig revolution. Det er Christian Jungersen overbevist om. De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort. Og vi er stadig kun i begyndelsen.

»Vi er vidner til en ny renæssance, en fuldstændig omvæltning i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske,« siger han.

Forskere finder hele tiden nye beviser for, at vores handlinger, følelser og personlige egenskaber er bestemt af neurale funktioner i hjernen. Et nyt verdensbillede er under udformning – men litteraturen er ikke en del af det, for den hænger stadig fast i fortidens fortælleformer.

»Naturvidenskaben buldrer derudad og skaber helt nye menneskebilleder, mens litteraturen står ovre i hjørnet og hygger sig med sig selv,« siger han og tilføjer med et smil:

»Det holder ikke en meter.«

Velkommen til en ny, biologistisk udgave af Christian Jungersen.

Efter otte års litterær tavshed er forfatteren bag Undtagelsen (2004) igen aktuel med, hvad der bedst kan beskrives som en neurofilosofisk kærlighedsroman. Du forsvinder handler om at fare vild og finde vej i kærligheden, om at være mand og kvinde, men først og fremmest handler den om at være tøjret til sin krop, udleveret til biologien og underlagt hjernens kemiske kommandocentral.

»Det kan godt være, det lyder så ambitiøst, at det nærmest er grinagtigt,« siger Christian Jungersen og retter sig op i stolen.

»Men hvis man som forfatter kunne være en af de første, der fik det nye neurologiske menneskebillede ind i litteraturen, så ville man reelt kunne føre litteraturen et nyt sted hen. Og jeg siger ikke, at det er det, jeg er lykkedes med at gøre. Men det har været min ambition.«

Vi sidder på Rigshospitalets bibliotek på Blegdamsvej i København, omgivet af bøger og læger i hvide kitler. Kombinationen af litteratur og lægevidenskab synes at udgøre den ideelle symbolske ramme om en roman, der handler om hjernesyge mennesker:

Handlingen tager sin begyndelse på Mallorca: Mia, der er lærer, og Frederik, der leder en privatskole, er på ferie med deres 16-årige søn Niklas, da Frederik – efter et biluheld – får diagnosticeret en svulst i hjernen. Gradvist begynder han at ændre karakter, men er det svulstens skyld, eller har Mia bare aldrig rigtig kendt ham? Da Frederik afsløres i et millionbedrageri, begynder et spil om skyld og ansvar, for er den skyldige ham selv eller hjerneskaden? Er vi i det hele taget andet end kemi? Og hvis ikke, hvordan kan nogen af os så nogensinde være ansvarlige for noget?

Dødssyg lyseslukker

Der er mange og store spørgsmål på spil i Du forsvinder – men alle kredser om dette ene: Hvad er det, der gør os til dem, vi er?

For Mia Halling er der ingen tvivl: Jo mere hun læser sig ind på sin mands orbitofrontale hjerneskade, jo mere bliver hun overbevist om, at vi hverken er rundet af barndommen, de sociale omstændigheder eller den kulturelle opdragelse, men at vi altid allerede er et produkt af vores hjerners kemi. Som det hedder i romanen: »Udover hjernen er der ingenting«. Men er det også sådan, forfatteren Christian Jungersen tænker?

»Ja, det er det – og det er også sådan, samfundet i stigende grad tænker. Før i tiden ville man sige om sin depressive faster, at hun var en dødssyg lyseslukker, der burde tage sig sammen. Og man ville sige om sin alkoholiske fætter, at han bare skulle mande sig op og stille flasken fra sig. Men vi er begyndt at se på mennesker på en anden måde, som produkter af deres hjerner – og om 20 år er det måske ikke kun angst og afhængighedslidelser, vi vil diagnosticere,« siger han og udkaster et tænkt fremtidsscenarium:

»Måske der vil være piller mod selvoptagethed, kortsynethed, lyststyrethed og dovenskab. Og spørgsmålet er: Hvordan bliver vores verden, når man begynder at kunne regulere på alt dét også – og hvordan skal vores litteratur se ud?«

Gensyn med Brideshead

– Og dit eget bud er?

»Jeg har forsøgt at bringe det nye menneskebillede ind i litteraturen ved at bygge et univers op, hvor folk ikke nødvendigvis er formet af deres barndom og sociale miljø, men hvor de i stedet befinder sig i en konstant personlighedsmæssig udskiftning, fordi flere af dem render rundt med små og store hjerneskader – og de andre er lige så styrede af deres hjernekemi.«

– Opfatter du udelukkende din roman som en støtte til det biologistiske livssyn, eller rummer den også en kritik?

»Lad mig svare på den her måde,« siger Christian Jungersen og tager luft ind til en omvej.

»Da Evelyn Waugh skrev Gensyn med Brideshead i 1946 – om en katolsk kvinde, Lady Marchmain, der med sin insisterende tro presser alle folk omkring sig ud i mislykkede liv – var han selv lige konverteret til katolicismen, og alle hans nye katolske venner sagde til ham: ’Hvad har du dog gjort, hvordan kunne du skrive den her roman?’ Og han svarede: ’Jamen, Lady Marchmain havde jo ret!’ Men alligevel satte han sit eget verdenssyn på spidsen og udfordrede det – og det er det samme, jeg forsøger at gøre. Personligt er jeg ret biologisk orienteret, men jeg har det helt fint med, hvis nogle læsere synes, romanen ligefrem tager afstand fra og udstiller det synspunkt.«

Grundig research

På afsnit 2092 på Rigshospitalet, ni etager over, hvor vi sidder, finder man Nordeuropas største neurokirurgiske behandlingsklinik. Her har Christian Jungersen været på besøg flere gange i forbindelse med researchen til sin roman – og det er langtfra det eneste sted, han har samlet viden og information.

»Jeg har brugt meget længere tid på at researche denne roman end mine to foregående. Om vi har en fri vilje, er jo et temmelig omfattende spørgsmål, som ikke alene involverer filosofihistorien, men også hele det neurologiske område, plus lidt genetik og evolutionsbiologi oveni – og det har taget lang tid at sætte sig bare nogenlunde ind i,« siger Christian Jungersen.

Det er nu ikke hele grunden til, at der er gået otte år siden hans sidste roman. Processen har været hård: Han har arbejdet med bogen i fem år, skrevet den om fire gange og kasseret op mod tusind sider undervejs.

»Jeg kom nok til at lytte for meget til nogle af mine udenlandske redaktører. De var meget inspirerede af Hemingways stil, hvor alt det overflødige skæres fra. Så sådan prøvede jeg at skrive i starten – også for at få tempoet op, for der var flere læsere, der var irriterede over, at Undtagelsen var for langsom. Men efter jeg havde prøvet forgæves på det flere gange, måtte jeg bare erkende, at det ikke var min skrivestil.«

– Vil du sige, at du har haft en skrivekrise?

»Det kan man måske godt kalde det, men det var ikke nogen skriveblokering. Jeg har skrevet massevis sider, hvor jeg bare har bevæget mig ned ad nogle forkerte veje. Og faktisk vil jeg gerne have lov til at være lidt stolt af, at jeg ikke fik trykt noget af det lort, jeg fik skrevet undervejs. Mange ville formentlig have sendt bogen i trykken efter et par år og have sagt: ’Så bliver det ikke bedre’. Men jeg blev ved med at skrive om og om og om,« siger Christian Jungersen.

Ateistisk åbenbaring

Du forsvinder er bygget op over 33 kapitler, der hver er adskilt af billeder og affotograferede kronikker, pjecer og fiktive tekststykker fra fagbøger, tidsskrifter og mailkorrespondancer, der alt sammen afspejler Mias forsøg på at forstå sin mand og hans sygdom.

»Man kan næppe forestille sig noget værre, end at ens elskede bliver hjerneskadet. Og for Mia bliver det en slags stresshåndtering at få fat i så meget information om sygdommen, som hun overhovedet kan. Men det er også med til at ændre hende. Jo mere hun bliver overbevist om, at ’der ikke er andet end hjernen’, jo mere kold bliver hun. Og det synes jeg er en kæmpe fejlslutning fra hendes side. For selv hvis vi bare er en samling neutroner og elektroner – er der så ikke stadig grund til at vise hinanden medfølelse?,« spørger Christian Jungersen.

Situationen bliver sat på spidsen, da hun i noget, der minder om en ateistisk åbenbaring – men som i romanen beskrives som »et epileptisk anfald i temporallapperne« – ser opfinderen af MRI-scanneren, Peter Mansfield, for sig i et syn:

»Du kan hvile nu, mit barn. Du er uden skyld. Naturen bærer din skyld for dig, du er uskyldig igen,« siger han.

Dén form for ansvarsfraskrivelse er decideret farlig, mener Christian Jungersen.

»Mia forvilder sig længere og længere ind i et rent neurologisk verdensbillede. Og selv om meget af den viden, hun får, er korrekt, så synes jeg, hun drager de forkerte konklusioner på dem. Hun begynder at se på alle mennesker, som om de er viljeløse robotter, fritaget for ansvar. Og det er en fejl, for selv om der ikke eksisterer en gud og selv om vi alle er kemi, kan man godt holde hinanden fast på et personligt ansvar og en fri vilje,« siger han.

 

’Du forsvinder’ udkommer den 27. marts og anmeldes her i avisen samme dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Petersen

Christian Jungersen er åbenbart selv stødt ind i ateismen - men uden at forstå essensen. Netop det at der ikke er en gud, giver os mennesker ansvaret. At vores personlighed er baseret på kemi er forhåbentlig ikke nogen overraskelse for den unge forfatter.

Conni Henriksen

Intressant indgangsvinkel i.f.h til en roman. Dog er fokus og konklutionen om at mennesket er ren kemi temmelig unuanceret... Jeg har lige læst "den følsomme hjerne" og været til fordrag med forfatteren Susan Hart, der netop kobler hjerneforskning med udviklingspsykologi - og som argumentere og dokumentere at hjernens udvikling er afhængig af tilknytning og relationer. Hjerne og personligheds udvikling er således miljøreaktiv - så de vilkår som mennesker opvokser i er af afgørende betydning for udviklingen af hjernen!

Så det ender altså med at det er naturen, der skal frelse os? Igen. Og lede os tilbage til Paradiset hvor vi er (var) uskyldige.

Desuden synes denne forfatter ikke at have fået med at hjernen er plastisk og omformes alt efter hvad vi fodrer den med og at man nu har fundet ud at visse gener slukkes og tændes f.eks. hvis man dyrker motion eller løber.

Og ja, fpor 5-8 år siden mente alle vist, at alt hvad vi gør er bestemt af vore hjerner. Interessant er det da at vide at for 8-10 år siden mente alle, at vore gener bestemte alt. Selv Lone Frank er vist ved at bevæge sig bort fra dette synspunkt og erkende, at hun har nogle mønstre med, som er skabt i hendes barndom.
og som hun bør være bevidst om.

Igen vil jeg gerne påpege at budskabet i denne her roman synes at være at der skal være en Frelser, uanset om det er Naturen, Gud, eller Jesus eller Paven for den sags skyld. Mennesket synes at have behov for et sted - et transcenderende sted - at lægge dets skyld. På engelsk hedder dette redeemer og redemption. Og i kristendommen er det Jesus, der er denne forløser, mens det åbenbart - for nogle ateister -synes at være - naturen.

Ang. kommentaren om litteraturen, så mener jeg, han tager lige så meget fejl som de programmatiske erklringer visse kommunistiske litterater kom med i 1960erne og i 1970erne; kun dårlig litteratur kom der ud af dette - denne tanke om at litteraturen skulle bruges til at promovere et bestemt synspunkt.

Hvis du kan stille spørgsmålet: Har jeg en fri vilje? Så er svaret ja.
Fri vilje er en muskel der skal motioneres. Jo mere du studerer og tænker over den, jo mere udviklet bliver den. Men det kræver at du er villig til at følge den videnskabelige viden, specielt omkring bias'er (fordomme?) og de umærkbare påvirkninger (ex. reklame).
Bare fordi fri vilje er en sjælden fugl, gør den ikke uddød.

Alt, hvad vi gør, er bestemt af vores hjerner

-----------

det siges ellers at i capitalitiske kår,
der bestemmer også penge meget.

Christian De Coninck Lucas

Ja hjernen opererer i kemi, elektricitet, magnetisme (meget interessant forskning der) og tilsyneladende kvante fysiske processer. Det er sandt.

Men at det betyder, vi forstår hjernen så godt at arv og miljø ikke påvirker kognintion og adfærd eller at ingen forfattere har brugt det i deres karakterer er ganske enkelt FORKERT. Hvad er det for noget sludder?

Jrg er ufattelig skuffet over denne artikel som en med høj IQ der har bestemt har haft visse arvs-relaterede patologier. Men der er ingen tvivl om at videnskabens øgede indsigt hjælper, selvfølgelig gør den det.

PS. Ateisme er er religion, der slet ikke tager videnskaben tl sig, da ateister tror videnskaben og kosmologi har modbevist et "Higher Being". Det er aldeles ikke tilfældet, og ateister er de værste af alle. Jeg aner ikke om en "Gud" eksister i dette fantastiske univers men at tro vi ved MED SIKKERHED ved Gud ikke eksisterer, er fanatisme.

Hjernen er en funktion af påvirkninger, først og fremmest. Det er vel det, den moderne hjerneforskning lærer os.

I biologiens vold er jo meget sjovt formuleret. Så er vi atter i "nogets" vold, og Gud og så sikkert som amen i kirken har fået et nyt navn...

Vi er i biologiens vold! Så er det bare synd at vi aldrig har taget den filosofi der indbygget i naturen alvorligt.

Niels Engelsted

Det er dræbende irriterende, at fysiologi altid forveksles med biologi, ødelæggende for forståelsen også.

Fysiologi er læren om kroppens funktioner--inklusive neurofysiologi, læren om nervesystemets og hjernens funktioner.

Biologien er langt mere end det. Nemlig læren om levende væsener og deres liv og rummer udover fysiologi og neurofysiologi også økologi, evolutionslære, populationsbiologi, etologi og en masse andre discipliner, der for den menneskelige arts vedkommende også burde inkludere samfundslære, historie og psykologi.

Kun i denne vide betydning er vi i biologiens vold. Men det er hjernen sandelig også.

Hermed ikke sagt, at man ikke kan være i neurofysiologiens vold, hvis ens hjerne ikke fungerer, som den er beregnet til, som åbenbart er tifældet i ovennævnte roman. Men så burde artiklens overskrift hedde præcis det: I neurofysiologiens vold. Nu inviterer den til alle mulige reduktionistiske fantasier.

de fleste af os p.t. proletariserede er i en vold,
der hidtil at gjort det praktisk talt umuligt
at undgå at møde scientisme i undervisningen og de offentlige rum.

John Christian Mogensen

Mon ikke dem der taler om at vi er i biologiens vold, mener det modsatte af det de siger. Hvis man er i nogets vold, er man noget forskelligt fra det. Ofret er ikke identisk med voldsmanden. Hvis vi er biologi er vi ikke i biologiens vold.

Lige præcis, Niels Engelsted.
Men hele tankegangen afslører, hvad det er for en drift, mennesket har - nemlig driften mod det ahistoriske begyndelsespunkt, hvadenten det er den menneskelige forestilling om Gud eller naturen.
Det sandeste, der er sagt og observeret om det, er 'panta rhei' - alting flyder.

Søren Kristensen

Hvis vi nu siger at vold (i forståelsen fx. skæbnens vold) er udtryk for fysik i modsætning til ånd, som ingen rigtig har kunne overbevise i hvert fald mig om hvad er, så er der kun volden at holde sig til og den manifesterer sig bla. biologisk og kosmisk og i det hele taget hele tiden. Men der er kun den, for en ateist, og den kunne lige så godt hedde skæbne. At være i "skæbnens vold" er derfor lidt dobbeltkonfektisk. At være "i vold." burde være tilstrækkeligt. Men lad nu det ligge

Så er der spørgsmålet om hin enkelte kan påvirke skæbnen eller volden og selvfølgelig kan den det. Men styrkeforholdet er bare lidt det samme som den tyngdekraft din krop påvirker et bjerg med, når du går op ad det (ikke ret meget).

Det er derfor religiøse folk er mere tilfredse med livet og lever længere. De er ikke så desillusionerede som os andre.

John Christian Mogensen

Christian Jungersen ville gerne være den første til at bringe det nye menneskesyn ind i litteraturen. Han har måske haft for travlt.

Marianne Mandoe

Jeg er SÅ træt af biologisk determinisme.

Vi er intelligente væsner med en plastisk hjerne.
Hjernen er, i det menneskelige dyr, langt det vigtigste organ og bruger omkring 20-25% af vores samlede kalorieforbrug, men udgør kun omkring 2% af vores kropsvægt.

At sige vi er i "biologiens vold" når så store resourser bliver brugt til hjernefunktioner og tankevirksomhed er, for mig at se, åndssvagt.

Vi ligger alligevel, størstedelen af os, og mudrer rundt et eller andet sted omkring midten af normalfordelingskurven når det kommer til hvilket "køn" vores hjerne er.

Lise Lotte Rahbek

Determinisme er en spændetrøje,
og ofte en selvopfyldende teori,
uanset om den bliver leveret af biologisterne, af præsterne, af karmaloven eller af aliens.

Jeg tror ikke, Jungersens bog vil determinere sig ind på mine hylder.

Inger Sundsvald

Hvis man accepterer den tanke at hjernen er ren kemi/biologi, så kan man lige så godt forestille sig hjernen som et produkt af barndom, miljø, kultur o.s.v. Altså at hjernen er udviklet i henhold til de betingelser den har fået fra fødslen og frem, på samme måde som en plante udvikler sig mere eller mindre hensigtsmæssigt, alt efter hvilken pleje og gødningstilførsel den bliver udsat for.

Åh, hvor er det godt at Information endelig tager sig sammen til at bruge et helt opslag på biologiens betydning for hvem vi er.

Biologien er rigtig meget - den bestemmer måske 60, 70 eller 80 procent af hvad vi er og hvad vi gør. Selv om man egentlig ikke kan sætte procenter på, for alt sker i et samspil med miljøet.

Men de her 60 eller 80 procent vækker så stor modvilje hos en masse af Informations læsere, at vi helst ikke må snakke om det. Der sker for mig at se helt det samme når fundamentalistiske kristne afviser biologien (Darwin), fordi vi kan kun være gode mennesker, hvis Bibelen er absolut sand. Lige som en masse humanistiske mennesker afviser biologisk determinisme, fordi vi kan kun være gode mennesker, hvis sociale påvirkninger kan forbedre mennesker. I begge tilfælde er der en konflikt mellem biologien og velmenende mennesker; i begge tilfælde er det de velmenende mennesker, der har uret.

Jeg har i mange år fundet det meget oprørende, at de 60 til 80 % af hvem vi er, er tabu og ikke må tales om. Godt at det tabu langsomt brydes.

Og hold så op allesammen med at kalde det et enten-eller. Som om at enten bestemmer biologi 0 % eller også bestemmer biologi 100 %. Den tilgangsvinkel kan afspore enhver fornuftig diskussion (og det er vel også hensigten?!).

Jeg sidder næsten hver dag og læser om videnskabens nyeste landvindinger på dette område - signalstoffers virkning i hjernen. Skridt for skridt afdækkes helt konkret, hvordan bestemte mutationer i bestemte gener har indflydelse på vores psyke og adfærd. Der mangler stadig meget erkendelse - her må vi forlade os på tvillinge- og adoptions-studier indtil videre. Men mere og mere kan nu direkte bekræftes af viden om de enkelte gener.

Forskelle i intelligens er langt overvejende arveligt bestemt.
Tendens til at begå kriminalitet er i betydelig grad arveligt bestemt.
Asocial adfærd er i ret høj grad arveligt bestemt.
Psykopati er i høj grad arveligt bestemt.
Vores evne til at aflæse andre menneskers følelser påvirkes af bestemte signalstoffer i hjernen.
Og så videre. Og så videre.
Det har en masse konsekvenser. Hvis man nægter at intelligens næsten kun er arveligt bestemt, så kan man poste 7 milliarder kroner i at få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse, uden at der kan dokumenteres nogen som helst effekt. De samme penge kunne muligvis anvendes målrettet og med påviselig effekt, hvis man ville basere sig på faktisk viden.
Man forsøger at resocialisere kriminelle når de er halvvejs igennem afsoningen af en fængselsstraf, også i de tilfælde, hvor den kriminelle tydeligvis lider af en arveligt bestemt personlighedsafvigelse og altså ikke kan resocialiseres.
Her kunne man lægge meget mere vægt på medicinsk behandling af de kriminelle, og mindre vægt på sådanne sociale tiltag, som er dømt til at mislykkes.
Den biologiske viden er nyttig, men selvfølgelig ikke hvis man dumstædigt nægter at anerkende den.

Og så er der det med den fri vilje. Biologien påstår ikke, at vi ikke har en fri vilje. Faktisk er der ingen der ved, om det er tilfældet. Personlig tror jeg, at vi har en fri vilje. Jeg tror f.eks. at den hårdkogte asociale mand, der har dannet par med fire forskellige koner, og har tævet dem alle sammen, som har stjålet biler og solgt narkotika osv. osv., har et frit valg. Ikke til at forbedre sig ved egen kraft - det er umuligt - men et eller andet sted inde bag den asociale skal sidder der et levende væsen, som kan afgøre med sig selv, om han vil tage imod medicinsk behandling og dermed ændre personlighed, eller om han vil afvise medicinsk behandling og blive ved med at genere sine medmennesker.

Så lad være med at begå den kæmpe fejl at tro at ved at anerkende biologiens betydning afskriver man samtidig den fri vilje. Biologisk determinisme betyder ikke, og har aldrig betydet, at 100 % er determineret.

Inger Sundsvald

Men her er altså tale om en kommende ROMAN.

Lise Lotte Rahbek

Jeg må være biologisk determineret til at nægte at acceptere determinans..

Skræmmende.

Inger Sundsvald

Jeg kan heller ikke gøre for det ;-)

Niels Engelsted

@Kåre Fog, at sige, at det der sker i hjernen er bestemt af hjernes signalstoffer, er det samme som at sige, at det der sker i fjernsynet er bestemt af af fjernsynets elektroder. Og det er jo rigtigt nok.

Kasper Andreasen

@Niels Engelsted (og Kåre Fog)
Jeg er ikke fysiker, men jeg tænker at det Niels Engelsted henviser til, er princippet om komplementaritet. Og som så ofte afhænger den konklusion man drager af materialet af hvilket apparatur man har anvendt.

http://en.wikipedia.org/wiki/Complementarity_%28physics%29

Fra mit synspunkt er det her også ualmindeligt relevant:
http://en.wikipedia.org/wiki/Pierre_Bourdieu#Reflexivity
- "The scholar can too easily find themselves mistaking "the things of logic for the logic of things" - a phrase of Marx's which Bourdieu is fond of quoting."

Inger Sundsvald

Mennesket er ingen plante og uden en fri vilje. Men mennesket er helt og aldeles afhængig af tilfældigheder og hvem/hvad det møder i livet. Hvordan hjernen/mennesket så vælger/formår at reagere på div. tildragelser og vælge til/fra kan jo godt være afhængig af hvordan hjernen er blevet passet/fodret fra undfangelsen/fødslen.

Og så er der jo reklameindustrien…
Og måske er der forskel på de ”signalstoffer” som fiser rundt i forskellige mennesker. Hvem ved? Det kan jo være at romanen har et bud på det. Der er, så vidt jeg kan vurdere, noget science fiction i den, og noget med en pille i fremtiden som f.eks. kan gøre det dummeste svin til en flink fyr. Hmm…

Niels-Simon Larsen

Er der nogen her, der ikke er hjerneskadede? De læger, der evt. skal behandle jer, er vel også hjerneskadede? Altså er menneskeheden én stor hjerneskade.
Der er noget, der tyder på det. Jeg har tit haft den tanke.

Niels Engelsted

Niels-Simon, du skal ikke blive nervøs, men måske snakke med nogen om det.

Hjerne?

"Kåre Fog, at sige, at det der sker i hjernen er bestemt af hjernes signalstoffer, er det samme som at sige, at det der sker i fjernsynet er bestemt af af fjernsynets elektroder. Og det er jo rigtigt nok."

Analogien holder ikke helt. Vi har diverse gener, der regulerer omsætningen og mængden af disse signalstoffer, og det betyder, at de forskellige "fjernsynsapparater" ikke modtager de samme programmer. Det svarer måske lidt til, at den enes hjerne kun kan modtage DR2, den andens kan kun modtage TV2 eller DK4 eller et børneprogram.
Så ikke alt er determineret, selvfølgelig ikke, men hvis det f.eks. er forudbestemt, at man kun kan tage DR2, så er det rimelig sikkert, at man aldrig bliver udsat for Xfaktor.
Vi modtager en masse sociale påvirkninger, klart nok, men de fænger hos nogle og fænger ikke hos andre.

Lise Lotte Rahbek

@Marie S. C

Du skrev: Blir folk da aldrig klogere?!

Ikke medmindre hjernen, generne og determinansen tillader det. Og det gør de åbenbart ikke. :-)

PS. Jeg tilleder mig at formode, at man ikke skal lede efter dig forrest i køen efter Jungersens nye roman.

Problemet med de fundamentalistiske kristne er, at det er alt-eller-intet.
Enten er hvert eneste ord i Bibelen fuldstændig sandt, eller også er Bibelen værdiløs. For hvis der er visse store eller små ting i Bibelen som virkelig ikke passer, så betyder det, at den der læser Bibelen er nødt til SELV at vurdere, om den sætning, han/hun læser lige nu, er sand eller falsk. Så kan hver enkelt sige at jeg tror på dette kapitel i Bibelen, men ikke dette andet kapitel, og enhver kan så vælge ud hvad han/hun kan bruge. Så skrider alting. Derfor vender fundamentalisten sig imod, at noget som helst i Bibelen kan være usandt. Der må for alt i verden ikke være plads til personlige vurderinger.

Jeg ser et lignende mønster med hensyn til at afvise biologiens indflydelse. Hvis visse forskelle mellem mennesker er bestemt af arveanlæg, så kan det retfærdiggøre at forskellige mennesker har forskellig position i samfundet, dvs. så kan man retfærdiggøre uretfærdighed. Derfor afviser man ENHVER tanke om at noget er biologisk bestemt.

For mig at se er denne alt-eller-intet tænkning selve problemet. Visse forhold kræver, at vi tager hensyn til biologien, og visse andre forhold er bedst tjent med, at vi ignorerer biologien. Hvornår vi skal det ene, og hvornår vi skal det andet, må afklares gennem mange forskellige overvejelser, dels faglige, dels etiske, dels praktiske. Der er en masse gråzoner, hvor vi tvinges til at skelne et eller andet arbitrært sted imellem lysegråt og mørkegråt. Men modstanderne af at anerkende biologien mener, at hvis der ikke er nogle faste holdepunkter, så skrider alting.
Hvis f.eks. vi må sige, at den ene forbryder kan formentlig godt resocialiseres, og den anden forbryder kan nok ikke resocialiseres, så kommer der en masse delvis arbitrære vurderinger ind i billedet. Så vil man hellere tro, at alle forbrydere kan resocialiseres, selv om det ikke er sandt.

Måske vi også afviser at alt er biologisk bestemt af hjernerne - eller generne - fordi nogen af os godt ved hvor vi ender?

Nemlig i et fascistisk diktatur a la Brave New World, hvor dem med de bedste gener bestemmer over dem med de dårligste gener? Eller i et helt andet fascitisk diktatur, hvor folk med visse gener f.eks. Down's Syndrom-gener og kromosomer samt gener for mental retardation bliver slået ihjel af den fascistiske stat, da disse kun udgør udgifter for denne stat, og ikke kan bruges til det som fascist-staten har brug for: Stærk, sund og rask arbejdskraft....

Og hvis man nu f.eks. ved at ordblindhed er arveligt? så skal man åbenbart ikke gøre noget ved det eller hyr? Det ligger jo blot i deres gener at de er sådan, og derfor nytter det jo altså ikke at give dem special-undervisning, de lærer jo ingenting alligevel...

Epigenetikken går desuden ud fra at vores koder kan omkodes igennem det vi gør, så det bliver muligt at vi kan modtage DRK, selvom vi indtil kun har været indstillet på at modtage DR Ramasjang eller DR1...

Desuden skal man også huske på, at mennesker aldeles ikke er robotter, der viljesløst er styret af deres gener, ellert af deres hjerner, men at vi alle er udstyret med pandelapper, som før, at vi kan rejse os op over biologien, vore hjerner og vore gener.

Og med hensyn til ateismen og naturen, så mener jeg det faktisk: naturen ses af de fleste ateister som jeg møder i de her tråde som frelsende og som en måde at gøre os uden skyld på. Jeg kan ikke gøre for at jeg er utro, mine hormoner, gener og hjerner bestemte det. Jeg kan ikke gøre for at jeg bedrog for 2 mia. kr. - mine gener og min hjerner fik mig til det. Jeg kan ikke gøre for at jeg slog min kæreste, eller misbrugte børn seksuelt :( --- generne og min hjerne fik mig til det.

Adskillige undersøgelser har ellers gang på vist at folk som ikke får nok tilknytning mv. til andre folk i barndommen, ganske enkelt ikke får nok af hverken hormonet serotoni, eller af hormonet oxytocin. Og det ødelægger deres hjerne....og sikkert også deres gener. For nu at komme med et naturvidenskabeligt modargument...

Men det ændrer dog ikke ved det grundlæggende: Nogen af os ved godt, hvor vi er på vej hen, hvis denne her teori/hypotese om at generne og hjernerne bestemmer alt. Til det fascistiske diktatur, hvor alt bliver set som et udslag af hjernen og generne. Er du doven? eller lad? eller uflittig? Pling - en test viser dette. Ingen penge fra til det offentlige til dig? Pling: Viser en test at du har risiko for at udvikle depression. Pling. Intet arbejde til dig. Pling. Viser en test at du har 12-18% chance for at udvikle tarmkræft? Pling. Du skal betale din operation for tarmkræft.

Dette samfund er den fascitiske stats drømme- samfund, dette sikrer nemlig denne stat kontrollen, den ultimative kontrol, over borgerne.

Dertil kommer at der nok er en grund til at megen litteratur advarer mod den gale videnskabsmand, som har fået den fikse idé, der skal frelse verden. Og det mener jeg bestemt at ideen om at alt styres af hjernen eller generne er - en fiks idé altså.

@ Karsten Aaen
Alle de forhold og de betænkeligheder, du nævner - det er netop alt det der er brug for at diskutere ordentligt igennem.
Det er f.eks. rigtigt af dig at henvise til tilknytningsteorien - det er et af de punkter, hvor opvæksten lige netop har en stor og væsentlig betydning for personens senere skæbne. Jeg benægter bestemt ikke, at der er den slags forhold (tværtimod, jeg har ofret flere kapitler i min bog om de to køn på netop tilknytningsteorien). Og jeg finder det interessant, at det faktisk er lykkedes ved at undervise småbørnsmødre at give deres babyer en mere sikker tilknytning; på den måde har man med et fagligt velbegrundet indgreb gjort verden en lille smule bedre. Det er rigtig godt, og det skal vi have noget mere af. Men de fleste forestillinger om social indflydelse er meget brede og diffuse og ignorerer bevidst de forhindringer, som biologien sætter op her og der. Sådanne brede, diffuse opfattelser kan ikke give grundlag for at forbedre noget.

Du indleder med:
"Måske vi også afviser at alt er biologisk bestemt af hjernerne - eller generne - fordi nogen af os godt ved hvor vi ender?"
Ja, det er netop det synspunkt, jeg forsøgte at henvise til. At de der afviser biologien, gør det på en alt-eller-intet måde. De mener at hvis først vi overhovedet begynder at anerkende biologiens betydning på visse små eller store områder, så skrider det hele, så sætter vi os på starten af en glidebane, der fører os lige lukt ned i et eller andet fascistisk 1984-samfund.
Det betyder, at på grund af angsten for denne glidebane, vil man hellere benægte fakta.
Fakta er, at biologien har betydning på mange punkter. Det jeg advokerer for, et at man holder op med at lyve for sig selv, og ser sandheden i øjnene. Og det store spørgsmål er så: Hvordan skal vi håndtere denne sandhed? Dér er der brug for nøje at gennemtænke alle de spørgsmål, du rejser, og en masse flere. Min påstand er at man kan gøre det uden at sætte sig på en glidebane.

Lise Lotte Rahbek

Ps. Der er hjernetema på Dr2, nu, lørdag aften.

At kemien styrer betyder en ting. Nemlig at vi reagere forudsigeligt på en ydre stimuli. Og hvad er en ydre stimuli. Det er miljø. Altså ydre påvirkninger. Det Jungersen siger svarer til at sige at min arm brækkede fordi knoglen knækkede og ikke fordi John hev i den. miljø er vel også når min mor siger noget til mig som får mit pis i kog. Og så reagere jeg på en måde som min hjerne er forudbestiltes til at gøre. Men min mor skal vel sige det først og så er vi lige vidt. Og så skulle Jungersen prøve at læse lidt 90' litteratur ( eller helst lade være). Så kan han se videnskabens dårlige påvirkning af litteraturen.

Og så Christian bliver jeg nød til at fortælle dig at Krat var en fantastisk god og velskrevet bog fordi du var fri og brugte din fantasi. Og måske hovedstolen. Undtagelsen var, populistisk, kulør og jævnt kedelig. Pseudolitteratur og pseudovidenskab. Det var vel også derfor du fik så mange læsere. Døm aldrig en bog på indholdet men på de læsere den har. Krat lovede så meget....

Heinrich R. Jørgensen

Gennem læsning af boganmeldelsens første tredjedel stod der er "Åh nej, empirisk videnskab 2.0" i tankeboblen.

Christian Jungersen er dog næppe en teknologi-fascineret jubel-tosse. Måske snarere tværtimod?

Bogen, bog-projektet og emnet lyder ærligt talt yderst interessant.

det eneste forsvar for scientisme er:
scientisme er mindre ringe end religion.

Niels-Simon Larsen

I hjerne-tema-aftenen på DR2 gik proppen af flasken for mig, da man nu er i gang med at finde ud af, at blinde kan lære at se med huden, i dette tilfælde med tungen. Så er der ingen grænser for, hvad vi kan lære, og så må man bare konstatere, at vi stadig kun er ved begyndelsen.

Der findes nok også et center i hjernen for 'fred i verden'. Det synes jeg virkelig, at man skal gå på jagt efter. Måske med andre måder end gevær ved fod, spejdende øje og knyttede hænder. Tænk, hvis vi er i besiddelse af evner for et godt liv, som vi endnu ikke har opdaget? Det lyder lovende.

Niels-Simon, Fred på hvis præmisser?

John Christian Mogensen

Reductio ad absurdum
Hvis man ikke bryder sig om at bevidsthedslivet og menneskelivet reduceres til biologi, kan man jo til gengæld reducere biologien til kemi og denne til fysik. Og bryder man sig ikke om dette, så kan man fortsætte reduktionen: molekyler og elementarpartikler er ikke andet end teoretiske konstruktioner ud fra sansefornemmelser. Disse er det eneste, der foreligger for bevidstheden som ikke er en konstruktion. Til gengæld forudsætter de bevidsthed. På et eller andet tidspunkt reducerer denne bevidsthed sig selv til det, der foregår i hjernen, til biologi, til kemi, til fysik, til sansefornemmelser, bevidsthed.

Fred på hvis præmisser. Niels-Simon, Som jeg giver udtryk for i en anden kommentar så er revolutionær virksomhed ved at være en sjældenhed. Verdens megastater sidder solidt på voldsmonopolet - du kan ikke engang købe et parti cubanske cigarer uden at få penge og cigarer beslaglagt - og Kina eksporterer ikke våben til revolutioner - og slet ikke i Africa, sådan som Sovjet gjorde i sin tid. Megastaterne skal nok holde sig fra at indlede en atomkrig, mens de sidste områder i Verden fordeles. Den type fred hvor meget store dele af verdens befolkning holdes på eksistensminimum eller i bedste fald som en arbejdskraftreserve indgår ikke i mine fremtidsdrømme. Som jeg læser dine og mange andres kommentarer, så er der en tro på at vi, der ser alternativt på samfundets mål og naturens anvendelse, blot kan skabe alternative samfund i randområderne til de områder, der indgår i de vækstsbaserede økonomier – måske, men jeg tror ikke magthaverne tillader det: http://en.wikipedia.org/wiki/Local_exchange_trading_system

Niels-Simon Larsen

@Bill: Kender du ikke forskellen på chimpancer og bonobo aber? De første er nogle aggressive satanner, hvor de sidste lever i fred og fordragelighed og nyder livet.
Nu er vi mennesker ganske vist ikke de rene aber, men du har nok en forestilling om ondets rod. Lad høre!

Fattigdom (ikke relativ, men reel fattigdom)

Marianne Mandoe

Hvis hjernen (biologisk) bestemte alt ville vi ikke have brandmænd og røgdykkere.
Den NATURLIGE BIOLOGISK HJERNEBESTEMTE reaktion ville nemlig være at holde sig væk.

Vi ville heller ikke se mennesker prøve at krydse Atlanten i en robåd.
Eller folk der forsøger at svømme over den Engelske kanal.

Hver eneste gang en af os tager en beslutning der er fysisk risikofyldt eller i modstrid med omgående egennyttige interesser så vinder vores intellekt over biologien.

Jeg ved udemærket godt at fælde et stort træ helt alene er hamrende farligt.
Men pga mit intellekt er jeg i stand til at forudsige og beregne hvordan det kan gøres MINDST risikofyldt og med mindst fare for mig selv og andre.
Derfor trumfer mit intellekt min de biologiske reaktioner i min hjerne. Hver eneste gang.

Så fri mig for det pladder der hedder "Biologisk determinisme".

Nicolai Knudsen

"De næste 30 års hjerneforskning vil medføre større ændringer i vores menneskesyn, end de seneste 300 års filosofihistorie har gjort."

Der er nu ikke meget nyt over naiv empirisme.

John Fredsted

Kunne alle 'reduktionstosserne', forfatteren tilsyneladende inklusive, ikke godt opklare følgende for mig: Hvorledes opstår selvbevidsthed? Hvad er selvreference? Hvad er det, der inderst inde, bagved al kemi, fysik og andet materielt, oplever? Hvad er denne inderste instans?

PS: For god ordens skyld: Jeg er ikke religiøs.

John Fredsted

Tilføjelse: Og med 'forfatteren', mener jeg romanens forfatter, ikke artiklens forfatter.

Inger Sundsvald

Jeg kunne såmænd også godt inkludere biologien.
Hvor i biologien sidder selvbevidstheden?

Sider