Læsetid: 2 min.

Og Bodil’erne gik til …

Lars von Triers ’Melancholia’ blev valgt til årets bedste film, da Bodilpriserne her til aften blev uddelt i Bremen i København. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe vandt for deres roller som hhv. Dirch Passer og Kjeld Petersen i Martin Zandvliets ’Dirch’. Og Ghita Nørby fik en Æres-Bodil
Lars von Triers ’Melancholia’ blev valgt til årets bedste film, da Bodilpriserne her til aften blev uddelt i Bremen i København. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe vandt for deres roller som hhv. Dirch Passer og Kjeld Petersen i Martin Zandvliets ’Dirch’. Og Ghita Nørby fik en Æres-Bodil
3. marts 2012

»Melancholia indskriver sig fornemt i et visuelt forfatterskab, der åbenbart kun kan trives, hvis det hele tiden bryder nyt filmland.«

Sådan lød noget af begrundelsen, da Filmmedarbejderforeningen – dvs. de danske dagblades filmkritikere og -journalister – her til aften kårede Lars von Triers seneste værk som 2011’s bedste danske film ved uddelingen af de årlige Bodilpriser i Simon Spies’ gamle teater, Bremen.

Melancholias fotograf, Manuel Alberto Claro, fik også en Bodil for sit arbejde på den smukke film – og for sine væsensforskellige, men ikke mindre bemærkelsesværdige billeder til Heidi Maria Faissts Frit fald.

Skuespillerpriserne blev delt mellem tre forskellige film. Lene Maria Christensen fik en hovedrolle-Bodil for den rørende rolle som bagerdatter splittet mellem egne og sin døende fars ambitioner i Pernille Fischer Christensens stærke familiedrama En familie, mens Paprika Steen fik en birolle-Bodil for sin morsomme præstation som fodboldagent og Anders W. Berthelsens ekskone i Ole Christian Madsens solbeskinnede komedie SuperClásico.

I Dirchs tegn

Men ellers stod aftenen til en vis grad i Dirchs tegn. Martin Zandvliets succesfulde drama om Dirch Passer og ikke mindst den store komiker og skuespillers venskab med kollegaen Kjeld Petersen løb nemlig med hele fire priser. Nikolaj Lie Kaas og Lars Ranthe, der spiller hhv. Dirch Passer og Kjeld Petersen, blev begge belønnet med en Bodil for deres præstationer i filmen.

Desuden fik Dirchs’ to scenografer, Peter Grant og Charlotte Garnov, den nyindstiftede Henning Bahs-pris, der er opkaldt efter den legendariske scenograf og Erik Ballings faste sparringspartner og gives til den bedste scenografi i en af forgangne års danske film.

»Først og fremmest fremmaner Grant og Garnov et stemningsfyldt tidsbillede, der er en stærkt medvirkende årsag til filmens store troværdighed,« lød det i juryens begrundelse.

»Hvad enten vi er bag scenen på ABC Teatret, i Stig Lommers arbejdsværelse eller på værtshus, leverer de to scenografer et gennemarbejdet univers, der sender os tilbage i tiden.«

Endelig blev Dirch også belønnet med en publikumspris, som Filmmedarbejderforeningen uddeler i samarbejde med videokæden Blockbuster.

Tak til Ghita

Bedste danske dokumentarfilm blev Christian Sønderby Jepsens anmelderroste Testamentet, mens den nyslåede Oscarvinder Nader og Simin – en separation af Asghar Farhadi også fik en Bodil som bedste ikke-amerikanske film, og Debra Graniks Winter’s Bone fik en Bodil som bedste amerikanske film.

Jes Graversen fra det lille danske distributionsselskab Miracle Film fik en Sær-Bodil for gennem sit mangeårige virke for at være med til at sikre mangfoldigheden i de danske biografer.Og sidst, men absolut ikke mindst, fik skuespillerinden Ghita Nørby overrakt en Æres-Bodil, der blandt andet blev begrundet med ordene: »Meget er blevet sagt og skrevet om dig gennem årene – også af os i Bodil-komitéen, for du har allerede modtaget fire Bodil’er, og det er ikke én for meget. Alligevel kunne man sagtens tale en hel aften om dine fortjenester på lærredet. Men vi skal gøre det kort (…) Du har gjort hele turen med i dansk film, fra folkekomedie til folkeseriøsitet, fra let underholdning til dyb tragik. Generøst har du altid investeret hele dit enorme talent og hele din enorme dygtighed i dine mange gode filmroller. Hvis nogen skuespiller i dansk fim i dag fortjener en Æres-Bodil, er det dig. Tak for alle de store oplevelser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der nogen, der kan fortælle mig hvor alle falder på halen for Lars Trier (uden von)? Jeg forstår det ikke.

Hans tidlige film som Europa mv. var storslåede billed-fortællinger iblandet tusmørke. Og Breaking the Waves er et sandt lille mesterværk. Men siden da synes han kun at have tanke for et: at lade sine egne fantasier spille ud på lærredet. Muligvis som en slags form for selv-terapi. Og det er altså ikke til at holde ud af at se på. Det bliver ikke vedkommende, det mangler nerve og kant.

Og jeg kan altså heller ikke tåle når instruktører eller forfattere absolut skal bruge film eller romaner til at få noget bearbejdet som de har svært ved at erkende eller anerkende. Filmen En Soap f.eks. handler jo om instruktørens egen fascination og frastødelse? af det trans-seksuelle, ligesom den roman om æg-donation blandt lesbiske mv. der lige er udkommet, jo i høj grad handler om noget, som forfatteren selv går og tumler med. Hvorfor skal vi dog høre om det i bogform? eller se en film om det? Privat bliver det jo så kun - aldrig personligt...

Jeg kan da godt fortælle dig hvad der gør Lars von Triers film så seværdig: Det er en overskudsfilm. Og selvfølgelig har enhver da tænkt på hvad der kan ske hvis der kommer uventede store og altopslugende kloder eller andet fra rummet.

Skønt, at Trier lever sine idéer ud, han laver ligesom andre ikke kun geniale værker, men herregud, hvor er det altså fremragende det han nu og da præsterer!