Sidst på formiddagen 21. marts 1945 bredte en voldsom brummen sig i luften over København. De britiske bombefly fløj lavt. Hen over Vesterbro har larmen fra de tungtlastede tomotorede propelfly til sidst været øredøvende. Første angrebsbølge nåede helt til Søerne, før luftalarmen lød. Det var kulminationen på et planlægningssamarbejde mellem Royal Air Force og den danske modstandsbevægelse. Målet var Gestapos hovedkvarter. Ved hjælp af et luftfoto fra en gammel reklamefilm, vidste piloterne præcis hvor Shellhuset lå – lige ned til Skt. Jørgens sø, og de vidste at de skulle sigte efter husets nederste etager. Oppe under taget sad danske modstandsfolk til fange og fungerede som levende bombeværn.
Men det blæste kraftigt den dag. Og med ét slag viste den nøje planlægning sin utilstrækkelighed. Et fly ramte en lysmast og måtte slippe sine bomber over Sønder Boulevard, inden det styrtede ned et sted på Frederiksberg. Piloterne i flyene, der fulgte i næste bølge, så røgen stige op og troede, at målet var nået, så de lod bomberne falde. Men målet var ikke nået. Dér midt på Frederiksberg Allé lå Jeanne d’Arc Skolen. I folkemunde kaldet Den Franske Skole. Den dag befandt der sig 529 personer på skolen. 482 var børn. 86 af dem døde, da deres skole blev ramt af de britiske bombefly. Også 18 voksne mistede livet – mange af dem var nonner. På et øjeblik blev den katolske skole forvandlet til et bombekrater, og da støvet havde lagt sig, lød der skrig og jamren.
Nonner løb desperate rundt og forsøgte at få overlevende børn i sikkerhed, tililende mennesker begyndte at grave og lede efter livstegn i bjerget af murbrokker og hurtigt formede der sig en rand af mennesker omkring den sønderbombede bygning. Forældre, børn og nonner græd af fortvivlelse, mens små livløse kroppe blev båret ud af ruinerne. Scenen var kaotisk og ubærlig.
Enestående optagelser
Alt det ved vi, fordi der er billeder af det. Gode billeder. Det fortæller Lars-Martin Sørensen ph.d. i filmhistorie, der netop nu forsker i besættelsestidens filmhistorie. Han har gennemgået kilometervis af film og ikke mindst 24 kilometer fraklip fra de mange dokumentarfilm, der blev produceret under og umiddelbart efter besættelsen.
»Minerva Film havde hurtigt kamerafolk på stedet for at dokumentere katastrofen. Det var blandt andre fotografen Ib Dam, der fik nogle utroligt bevægende billeder,« siger Lars-Martin Sørensen.
Men selv om Minerva Film havde billederne, endte de på gulvet i klipperummet, da Minerva Films instruktør Theodor Christensen lavede først Det gælder din frihed fra 1946 og siden den sandsynligvis mest sete dokumentarfilm i Danmarkshistorien: De Fem Aar. Og det er opsigtsvækkende, fortæller Lars- Martin Sørensen.
»Det er ret enestående optagelser, som var til rådighed fra Den Franske Skole, og når man ser de færdige film og det, der er klippet fra, så er det tydeligt, at filmene ellers er lavet af folk, der er gået efter de gode billeder. De har også brugt de gode billeder på nogle forkerte steder for at opnå maksimal effekt. Så det skriger til himlen, at Theodor Christensen ikke har brugt optagelserne fra Den Franske Skole.«
Historieforfalskning
Historien om tilblivelsen af De Fem Aar er historien om et statsapparat, der i den højspændte tid efter befrielsen gik med helt ind i klipperummet for at sikre, at dokumentaristerne fortalte den mest politisk gunstige version af besættelsen. Det er historien om dansk statspropaganda.
»Historieforfalskning.« så kontant er dommen fra Lars-Martin Sørensen. Han kalder fraklippene fra Den Franske Skole ’en grov undladelsessynd’.
Kort efter krigen begyndte man at klippe dokumentarfilm to forskellige steder i København. Hos Dansk Film Co. arbejdede man på filmen Danmark i lænker stort set uden ministeriel indblanding. Men det var under andre betingelser, der blev klippet film hos Minerva, hvor Det gælder din frihed blev til.
Theodor Christensen havde et tæt samarbejde med embedsmanden, Mogens Skot-Hansen. Skot-Hansen havde siden 1934 været ansat i forskellige ministerier og fra 1941-44 stod han til rådighed for beskæftigelsesministeriet som leder af kortfilmproduktionen og fra 1944-46 var han leder af ministeriernes filmudvalg, der sorterede under justitsministeriet. Mange opgaver var gennem årene tilfaldet Minerva Film og modstandsmanden Theodor Christensen.
»Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen er tætte samarbejdspartnere. De er på fornavn med hinanden, ved jeg fra deres korrespondance, og Mogens Skot-Hansen følger tilblivelsen af Det gælder din frihed meget meget tæt.
Theodor Christensen havde været aktiv modstandsmand og Skot-Hansen er bestemt anti-tysk, men mens Theodor Christensen er overordentlig kritisk overfor samarbejdspolitikken, så er Skot-Hansen systemets mand,« siger Lars-Martin Sørensen.
Det var da også Mogens Skot-Hansen, der via ministerielle kontakter fik nys om og skaffede nogle unikke billeder til Theodor Christensens film. Optagelserne blev første gang brugt i Det gælder din frihed. Det viste sig, at Royal Air Force den forårsdag i 1945, hvor angrebet på Gestapos hovedkvarter i Danmark blev gennemført, havde sendt to ekstra Mosquito-fly med – udelukkende for at billeddokumentere ’Mission Karthago’ ved hjælp af smalfilmkameraer monteret på vingerne. Det skabte en meget imponerende billedside til den filmiske beretning om den succesrige bombning af Shellhuset.
I De Fem Aar ser man den britiske eskadrille fra luften og følger dem over marker, mens de nærmer sig København. Inde over byen lyder luftalarmen, og flyene kaster skygger på tagene. Henover de dramatiske klip taler Bendix Madsen: »På Shellhusets øverste etager sidder danske fanger som gidsler. Tyskerne tror, at det kan sikre dem mod angreb. The british lader de første bomber kaste mod de nederste etager, så de fleste danske fanger har kunnet redde sig ud af Gestapos hovedkvarter. Tyskerne foretager øjeblikkeligt razzia for at indfange dem, men for sent. De er for længst i sikkerhed. Planen for det store angreb mod den danske modstandsbevægelse kan ikke gennemføres. Arkiver, kartoteker og dokumenter er brændt. For en tid fremover er Gestapos virksomhed lammet.«
Ikke et ord om eller glimt af det mareridt som næsten 500 skolebørn gennemlevede i de selvsamme minutter. Eller om de civile tab på Søndre Boulevard. Eller for den sags skyld om de otte ud af 26 danske fanger, der ikke reddede sig ud af Shellhuset.
»Det var jo på mange måder en forkludret bombning, men sådan bliver det ikke fremstillet. Det er ikke den historie, man ønsker at fortælle. Jeg ser denne historie som en tidlig version af den, vi oplevede under Irak-krigen. Man ønsker at skabe en forestilling om, at man kan gennemføre veltilrettelagte luftangreb med en så klinisk præcision, at man kun rammer dét, der skal rammes. Men det er noget vrøvl. Det ser vi i særdeleshed med Den Franske Skole, men jo også ved selve Shellhuset. Man ofrede jo faktisk otte af de fanger, der sad på de øverste etager. Dertil kommer at to britiske fly blev skudt ned, og at der også var civile tab på Søndre Boulevard,« siger Lars-Martin Sørensen.
Ministeriel ordrer
Ordren om at fordreje sandheden kom fra allerhøjeste sted. Fra ministeriel side ønsker man at englændernes angreb på Gestapo fremstilles som en succes. Det viser flere dokumenter som Lars-Martin Sørensen har fundet frem til.
Blandt andet et referat fra Ministeriernes Filmudvalg fra juni 1945. Af referatet fremgår det, at man diskuterede flere forskellige film, der var undervejs. Den meget magtfulde kontorchef Boas, der var justitsministeriets øverstbefalende på filmområdet og én af statens filmcensorer, deltog i mødet og orienterede om nogle drøftelser, der var foretaget med Theodor Christensen om Det Gælder Din Frihed, der var under udarbejdelse på Minerva Film. Boas meddelte, at drøftelser omkring filmen havde sikret, at »Fuldmægtig Skot-Hansen havde stadig Føling med deres arbejde«.
Ministeriet kiggede altså med over skulderen, mens Theodor Christensen arbejdede.
Af referatet på det Ministerielle Filmudvalgs møde fremgår det også, at man har modtaget henvendelse om en optagelse af en film om Shellhus-angrebet:
»Kontorchefen (Boas red.) ytrede Betænkelighed ved Filmen paa Grund af de mange civile Ofre. Kontorchef Dich og Direktør Hjejle mente heller ikke, det vilde være heldigt at vise Katastrofen paa Den Franske Skole. Der var Enighed om, at man, under Hensyn til, at der havde fundet en Drøftelse Sted med Englænderne om Filmen, i Stedet kunde tænke paa at vise en Film om Angrebet paa Aarhus Universitet«
Bombningen af Gestapos århusianske hovedkvarter på Aarhus Universitet fandt sted i oktober 1944 og var en udpræget succes. Hvad de nævnte drøftelser med englænderne gik ud på, bliver man klogere på i en skriftlig orientering til Udenrigsministeriet fra Ministeriernes Filmudvalg dateret den 27. juli 1945 om arbejdet på filmen om angrebet på Aarhus Universitet. Udvalget beder om udenrigsministeriets assistance i forhold til at få englænderne til at støtte planens gennemførsel. Og udvalget skriver, at filmen har betydning »ved at give den danske Befolkning et indtryk af det omhyggelige Planlægningsarbejde, der ligger til Grund for Operationen og af den Omhu, der blev udvist for at undgaa unødige Tab af Menneskeliv for den danske Civilbefolkning«
Lars-Martin Sørensen mener, at udeladelsen af bombningen af Den Franske Skole skal ses i lyset af den oprustningstankegang, der præger den tidlige efterkrigstid.
»Fra ministeriel side arbejder man på at gøde jorden for, at Danmark skal have det stærke forsvar, som man ikke havde, da tyskerne kom,« siger han.
Mistanken om, at brugen af de enestående optagelser fra Royal Air Force blev brugt propagandistisk, understøttes også af, hvad Ministeriets Filmudvalg skriver til Udenrigsministeriet om filmen om angrebet i Aarhus:
»Man fremhæver endvidere Betydningen af, at Offentligheden i et Land, der selv er i Færd med at opbygge et moderne Luftvaaben, bibringes en Forstaaelse af de tekniske Krav, der stilles, og det betydelige Apparat der udkræves for at gennemføre en Operation af dette beskedne Omfang.«
Ministeriet har altså et helt tydeligt formål med at støtte produktionen af film om englændernes hjælpende hånd til den danske modstandsbevægelse.
»Allerede i juni 1945 har de valgt de optagelser fra, der stammer fra København, fordi der var mange civile ofre. Og allerede her starter det arbejde, der får ofrene ved Den Franske Skole skrevet ud af historien,« siger Lars-Martin Sørensen.
Positivt billede
Lars-Martin Sørensen kan ikke dokumentere, at Theodor Christensen er blevet beordret til at undlade brugen af billederne fra Den Franske Skole, men han er ikke i tvivl om, at det er resultatet af en studehandel mellem Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen.
»Det er jo påfaldende, at den film, som bliver til stort set uden ministeriel indblanding faktisk bruger optagelser fra Den Franske Skole. Danmark i lænker svælger ligefrem i dem. De har ikke luftfotos, for dem har Skot-Hansen jo kun givet Minerva Film, men Danmark i lænker viser faktisk et mere retvisende billede af bombningen af Shellhuset.«
De Fem Aar er en videreudvikling af Det gælder din frihed, men Theodor Christensen fik også mulighed for at bruge klip fra Danmark i lænker. Og det gjorde han.
Men ikke optagelserne fra Den Franske Skole. De Fem Aars status er ganske enestående i dansk dokumentarfilms historie. I 1960 forkortes den, så den kan anvendes til undervisning i folkeskolen. Helt indtil Statens Filmcentral nedlægges i midten af 1990’erne ligger De Fem Aar på listen over de mest udlejede film. Statens Filmcentral havde monopol på at udleje film til folkeskolen. Filmen har altså været med til at forme flere generationer af danskeres kendskab til besættelsen.
»Der har været forskellige motiver for at udelade historien om Den Franske Skole. Theodor Christensen ønskede at tegne et positivt billede af modstandsbevægelsens arbejde, Skot-Hansen var systemets mand og havde motiver derefter. Men ligegyldigt hvad, så var konsekvensen at flere generationer af danskere måske har den opfattelse i dag, at bombningen af Shellhuset var en succesrig præcisionsbombning, der kun ramte det, den skulle. Men det var ikke tilfældet, og det er det jo også sjældent i dag, men hvor skal vores evne til at stille spørgsmål ved det, komme fra?« siger Lars-Martin Sørensen.
Lørdag den 5. maj arrangerer Information og DFI filmforevisning og foredraget SANDHEDEN OM KRIGEN - da den danske besættelseshistorie blev pletrenset v/ filmhistoriker Lars-Martin Sørensen. Læs mere og køb billet på ishop.information.dk
I dag gik jeg dog forbi monumentet på Frederiksberg Allé med nogle yngre HF-elever, der udmærket vidste, hvad det symboliserede, så værre er det ikke.
I min egen skoletid lærte vi sandelig også om det - måske fordi det var en skole, drevet af Sct. Joseph-søstre.
"Historieforfalskning"
Et sammensat ord, bestående af to ord, der begge betyder det samme.
Den danske propaganda i 1945-1946 var selvfølgeligt politisk styret, som al propaganda er. At politikerne og en del af modstandsbevægelser, der greb magten om det danske rige, i tumulten efter efter den tyske overgivelse. Planlagt og så veltilrettelagt som noget sådan lader sig gøre under de gældende vilkår.
I det tyske rige, var det den tyske propaganda-ansvarlige, reklamemanden Joseph Goebbels, der personligt stod for filmværker som Die Ewige Jude (1940).
Løgn, bedrag og ikke mindst manipulation. Det er ikke blevet mindre siden. Snarere tværtimod.
Min farfar var med til at grave ud i ruinerne. Det var vist noget han aldrig rigtig kom sig over. Min far plejer at sige, at den eneste han rigtig talte om det med var min mor næsten 25 år senere.
// Jesper
"Man ønsker at skabe en forestilling om, at man kan gennemføre veltilrettelagte luftangreb med en så klinisk præcision, at man kun rammer dét, der skal rammes." Den propaganda hører vi stadig, senest om Libyen-angrebet. I øvrigt findes der andre omhyggeligt skjulte "uheld", fx et engelsk flyangreb på et dansk tog i Sønderjylland, der dårligt nok er omtalt i arkiverne.
Den slags historier skulle helst glemmes. På lignende måde blev alle rygter om allieret tortur undertrykt, da dette jo var den sidste "gode krig". I virkeligheden drev englænderne fx torturcentret London Cage, der oven i købet fortsatte sit "arbejde" i flere år efter krigen.
Det er en grim historie. Min far var med til at grave ud i ruinerne. Det har han stadig mareridt over!
Jeg kan anbefale en lille bog skrevet af Alice Maud Guldbrandsen og Henrik Ahlmann
Beskrivelsen af operationen i artiklen er simpelthen ikke sand, jeg tillader mig at korrigere.
RAF kalkulerede med civile tab ved alle operationer under krigen, og præcisions bombninger af den slags som artiklen beskriver ,var noget relativt nyt.
RAF brugte ikke et luftfoto fra en gammel reklamefilm, men tog selv et luftfoto, og brugte film og fotos til at studere selv huset.
Og at beskrive RAF's forberedelser om utilstrækkelige, er jo simpelthen latterligt, og jeg tror ingen har en anelse om hvor svær denne type operationer var med datidens teknik.
At der skete et uheld, var ikke på grund at dårlig planlægning, men skyldtes et koncentrations svigt fra en af piloterne.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af hvad vinklen er i denne artikel, da den beskriver en hændelse som man i historie fortællingen på ingen måde ønskede at skjule for befolkningen, og parallellen til i dag er jo direkte barnlig, men måske er den blot et udtryk for den historiske revisionisme der præger nutidens fortællinger om besættelsen, i stil med vi er alle lige onde, bla bla.
Skylden for tragedien, lå hos nazisterne, og de børn der blev ofret for friheden bør æres i al evighed.
Henrik von Stijnbergen,
fem stjerne for din kommentar, hvis du havde undladt det sidste afsnit.
Jeg kan ikke få øje på revisionisme-bestræbelser. Der er snarere tale om erindringsudviskning, og dermed manipulation.
Da jeg gik i skole i 70érne, lærte vi om bombningen og om tragdien ved den franske skole.
Helt åbent.
Ved bombningen af Gestapos hovedkvarter i Odense (Husmandsskolen), døde der ligeledes et antal civile p.g.a. at enkelte bomber ramte forkert. Dette selv om alle bomber var udstyrt med forsinket tænding, så folk havde en chance for at komme i sikkerhed.
Dette står at læse på en mindesten.
Helt åbent.
Man må sige at en nyhed, der har tæt på 70 år på bagen kommer lidt sent. Og som andre har skrevet: Bombningen af den franske skole er vist og fortalt mange gange, også for os der ikke gik i private franske skoler.
Jeg har som Henrik også lidt svært ved at se, hvad intentionen med denne artikel skal være. Er det et spørgsmål om at dokumentere at der altid er civile ofre i krige, kommer det næppe som nogen nyhed. Er det for at argumentere, at angrebet på Shell Huset aldrig burde have fundet sted, for så havde man sparet liv? Er det for at sværte politikere og embedsmænd til, for at have udeladt en tragisk historie fra en fortælling som havde et andet formål? Det står hen i det uvisse.
Hvad der derimod er uomtvisteligt er, at havde aktionen fundet sted i dag, ville der være højlydte krav fra venstrefløjen om undersøgelseskommisioner, pålæggelse af ansvar, kompensation til ofre og rettergang for de "skyldige" for "drab på civile". Og det uanset hvor meget man havde gjort sig umage for at undgå unødige dødsfald.
...nu kender jeg lidt til sagen da min far Richard Peel var med i Mosquito EG-T (T for Tommy) i RNZAF487 som var med den 21/3. jeg har også kontakt til Bob Kirkpatrick som var pilot i FPU fotoflyet. har også kontakt til Chef Navigator Sismore, begge lever idag.
det er klart at Shell House Raid Carthage var en AVM Basil Embry succes, men det er også klart at man ikke altid bomber nøjagtigt når området er fyldt med røg, antiluft skyts og en Mossie med 400/500 km/t over København.
selve angrebet var blevet opdaget af Tyskkerne og mange børn var allerede nået ned i Skolen Kælder, her druknede mange p.gr. a bygningen vandrør og efterslukning fra brandvæsenet. se mere på www.robertpeel.eu . man skal også huske at modstandsbevægelsen tryglede om at RAF skulle bombe, Embry mente at det var alt for risikabelt over storbyen, derfor blev bomningen udsat 1944. RAF , RAAF og RNZAF havde større succes med Aarhus og Odense raids da området var mere åben
Der hersker tilsyneladende stadig den opfattelse blandt naive mennesker (hertil hører forfetteren til denne artikel øjensynligt) at det er muligt at føre krig uden civile ofre. Eller også - det er pacifisternes udgave - at det ikke er muligt hvorfor man aldrig skal gå i krig og enhver krig at en forbrydelse - ja en krigsforbruydelæse (det er vist det sidste de fleste informatioin-læsere hælder til).
Det her er bare et ud af millioner af eksempler på at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre at føre krig uden at det også rammer uskyldige mennesker.
Hele 2 verdenskrig er eet stort langt eksempel på det samme. Men hvis vi havde været tåbelige nok til at følge pacifisternes ideer, ville vi alle være vokset op enten som Hitler-jugend i et jødefrit europa - eller som røde pioneerer - tak for kaffe - sikke et valg - siger jeg!
Lad mig så lige minde om at det ikke er muligt at køre bil og flyve flyvemaskiner uden civile ofre. Skal vi ikke lige forbyde biler osse? I indenværende århundrede har biler dræbt flere civile end i nogen krig! Det er absolut sikkert!
Mere end eet - jeg hørte engang en historker der blev bedt om at svare på hvem der i hans øjne var det tyvende århundredes mest morderiske person.
Alle sad vi i spænding og ventede på at han nu ville udpege enten Hitler eller Stalin (begge gode kandidater i øvrigt) - men det gorde han ikke - for som han sagde - ingen har slået flere mennesker ihjel end
- Henry Ford!
Det ved vi jo alle - det er indlysende - ikke sandt?!
Robert Peel:
"Embry mente at det var alt for risikabelt over storbyen, derfor blev bomningen udsat 1944."
Deri ligger i vægtigt politisk motiv til fortielse!
Selvom jeg har læst noget og set et ganske udemærket dokumentarprogram omkr. bombningen af den franske skole er jeg ikke helt bekendt med, hvorfor den rent faktisk blev bombet. Det er for mig heller ikke omdrejningspunkt. Det er hvorledes, man i den umiddelbart efter forsøgte at fremme en ensidig historieformidling af, hvad der skete osv. Det skete ikke kun med i dette tilfælde - det skete også med vores afvisning af jøderne ved den dansk/tyske grænse, vores behandling af tyske flygtninge osv. Det er den lektie og læring, der er vigtigt - det er krigens vindere, der skriver historien, og den vinkles - historieskrivning skal og bør ikke handle om, at udpege skurke og helte med om at formidle så lødigt som muligt med kildekritikken som trofast følgesvend. Man skal ikke bruges til at vinde sjæle for at fremme en bestemt national selvforståelse, da virkeligheden kan være for svær at forholde sig til eller evt. kunne støde nogen - virkeligheden er bare - og når den går gennem formidlingsmaskineriet med vinklinger, tolkninger og diverse dagsordner, så er man skal bevare den fagligheden iht. omgangen med det historiske materiale. Selvfølgelig forårsager krig civile ofre - i dag forsøges samme budskab formidlet med intelligent warfar, droner og jeg skal komme efter dig, men der er og vil altid være civile ofre i en krigssituation - det skal ikke forsøgt skjult efterfølgende. Det skal frem og vi som offentlighed, skal forholde os til det og leve med det som et helt åbenbart vilkår - og ikke bare se krig som det show, det er blev ved den første Irakkrig, hvor hele befolkninger stod og fulgte bombningen af Bagdad og Bergstrøm lave sit strategospil for åben skærm. Krig er ikke underholdning. Det er blodig alvor - selvom det da bestemt rent historisk har været nødvendigt og kan forsvares herunder fx. 2. verdenskrig - men bombningen af Dresden fx. er også noget, vi skal reflektere over.
Er historieforvanskning ikke et bedre udtryk - historieforfalskning er jo, når man direkte skriver noget falsk, mens forvanskning er, når det ikke formidles efter kildekritiske principper og med en bestemt vinkling og formål for øje - man vil fremme et ensidigt billede af fortiden for at opnå noget i nutiden, som jeg sådan umiddelbart forstår de små nuanceforskelle mellem forfalskning og forvanskning.
.......i Danmark har man altid haft en hvis sympati for e af glovennævnte holdninger, man vil i DK være neutral, men dog ikke helt, man vil ikke i krig, osv osv. under WW2 var Danmarks rolle nok ikke så blændende i starten men da krigen vendte var DK ''med igen''. Min far sagde altid : if you have to get out of that tiny Mossie door and parajump make sure you are over France, Belgium or Netherlands, not Denmark or Sweden. !!!!!!!! Before 1943 : you would surely land at the feet of a Danish policemen who would lock you up) Iøvrigt : (Synes det er lidt kedeligt. når man prøver at holde fortidens beslutninger op mod det værdisæt vi har i dag.. også kedeligt at besætninger fra NZ, AUS og UK giver deres liv for at befrie DK og mange mange år senere kommer disse ''sure historiske opstød''
Bombningen af den franske skole har været vist utallige gange i TV. Det er sandsynligt at der blev redigeret i stoffet i 1945-46 med hensyn til dette, men det var nu ikke det mest foruroligende. Fremstillingen af et enigt antinazistisk modstandsvilligt Danmark var da langt mere manipulerende og fyldte os med stolthed og kollektiv forglemmelse. Det er der da heldigvius blevet lavet lidt om på siden.
Jens Peter:
Præcis, men det bruges jo også i nutiden. Vi mindes vel alle Foghs værdipolitiske brug af aldrig mere en 9. april osv. Så brug af historien er skam magtfuld, når det kommer til den kollektive erindring.
Robert Peel,
det centrale tema handler i ganske høj grad om manglende selvreflektion fra dansk side. Mulighederne for at blive klogere, kastes på bålet...
Den med "aldrig mere en 9. april" opstod vist ikke som talemåde i 1940 ;-)
Der er sat en mindeplade ved Den franske Skole for relativt nyligt, så hut jeg hvisker. Husker ikke ordlyden, andet end at den er udtryk for vildledning.
Det er plat, dumt og uværdigt. Det er at misbruge fortiden i egen interesse.
Heinrich R. Jørgensen
jeg forstår ikke hvad du mener her ?
(når man ikke er Dansker så kan man ikke alle ordene)
stemmer det mon ikke med min Fars udtalelse da ?
iøvrigt, ret historisk og som bevis :
de to filmende fly anvendte håndholdte smalfilmskameraer, som blev betjent af en en fotograf, der lå ude i flyenes plexiglasnæser, idet filmflyene var af Mosquito Mk. IV,
Overvejede lige om jeg gad, men OK, Robert. Pacifisme er ikke passivitet mod krig, det er kamp med andre midler - men det er ikke spørgsmålet lige her. Du ved vel godt, at "opfattelsen blandt naive mennesker om at det er muligt at føre krig uden civile ofre" ikke drejer sig om en lille minoritet. Dette vrøvl er noget, som vore politikere uhæmmet forsøger at udbrede. Fx senest under Libyen-krigen, hvor de danske præcisionsbombninger åbenbart kun ødelagde materiel og bygninger.
At holde folk i bevidst uvidenhed er nødvendigt for at sikre en fortsat bred opbakning hos en befolkning, der endnu ikke er forrået nok til at acceptere krigens virkelighed - og det er dette, som denne artikel handler om. Og indtil du ikke har fået masserne til at råbe med i kor på, at "Wir wollen den totalen Krieg", er det et stort demokratisk problem for politikerne at få opbakning til militære løsninger, da det kræver fortsat vildledning om effekten af samme...
til TOM
......tak ..og du mener med dette ? er DU og ANDRER : FOR eller IMOD Shell House Raid ?
det spørgsmål vil jeg gerne have et svar på !
Mener nu nok at have hørt om bombningen af Den Franske Skole - mange gange, og med rette.
Til gengæld blev jeg meget overrasket over at læse om flyangrebet i januar 1945 på et passagertog ved Årup på Fyn, som allierede fly foretog, og som sammen med andre tilsvarende angreb i Danmark kostede 28 menneskeliv, civile.
Episoden omtales i Peter Øvig Knudsens "Hippie", som en biting i en levnedsskildring, men er ikke lige til at finde kilder til på nettet - og det er, så vidt jeg har forstået, aldrig opklaret, hvem præcis og hvorfor angrebene skete.
Jeg hørte ofte under min opvækst i 50erne og 60erne om Shellhusbombardementet og alle nævnte også den franske skole i den forbindelse, flere i min familie havde set begge dele. Det er givet at man ikke ønskede at den tragedie skulle dominere og at man derfor undlod eller nedtonede den i visse publikationer. Men det er ganske enkelt vrøvl at det generelt blev fortiet, undertrykt eller lignende – eller at der skulle have været tale om historieforfalskning eller noget i den retning. Men selvfølgelig hvis man mener at der her var tale om endnu en krigsforbrydelse eller lignende og sådan er alle krige og vi pacifister har altid haft ret og den slags – så kan jeg da godt se pointen, men det bliver sgu ikke mere begavet af det. Hvis man ønsker at se lange lister med tab af uskyldige civile er det sgu ikke Danmark man skal besøge under anden verdenskrig. Hvad med Sovjetunionen, Polen, hvad med Spanien og hvad med Tyskland, Frankrig (pacifisterne ville selvsagt have afblæst D-dag)
Som jeg har forstået det, så handler det ikke om, om hvorvidt vi har hørt om det i dag, men om hvorledes filmen "De fem aar" blev lavet i 1955 - det er altså en historisk artikel, der søger at give dette indblik - meget er jo sket sidenhen - heldigvis. Der er da blevet lavet meget om den franske skole siden, men det er vel ikke det, det handler om her eller hvad?
hvem vil svare på mit sidste spørgsmål mon ?
@robert peel
I min skoletid i 70´erne lærte vi om
Shell Hus Bombardementet,
herunder uheldet med den franske skole.
( Overskriften til artiklen er dum ).
RAF piloterne blev fremstillet som store helte,
og det er jeg 100% enig i. Så jeg er FOR.
Med forsinkelse:
Stor tak til din far og de andre piloter,
som udførte angrebet!
Og det er jeg ret sikker på, at de fleste danskere
er enige i. Mvh Th
Præsisionsbomninge, dengang såvel som idag - kan ikke forhindre civile tab. Når Tom påstår at det er det man siger er det vrøvl - det er der sgu ingen der siger. Det man siger er at man kan minimere civile tab, og det kan man og det gør man efter evne, i modsætning til m,2 verdenskrig hvor civile ofgte var målet. Stadigvæk Tom så slås hundreder og atter hundrede gange flere civile ihjel i biler - hvad med om du gik ind for et forbud mod automobiler? Der vil du for alvor kunne nedbringe civile tab -
Robert:
Jeg har personligt ikke nogen holdning, om jeg angrer eller ej. For mig er det historie. Alt muligt andet vil jo blot være kontrafaktisk.
At der blev talt om det betyder jo ikke, at der ikke skete en bevidst udeladelse af at omtale bombningen af den franske skole i filmen "De fem aar" - og det er da historisk interessant, hvorfor det sker - og hvorledes historien fra officiel side formidles så relativt tæt på¨krigen.
Jeg fatter det ikke. Journalistik handler om væsentlighed og relevans. Hvor er den henne i denne artikel? Vi der er børn af 50'erne kender hele historien, og vores børn kender den også. Der blev ikke skjult noget om denne ulykkelige begivenhed. Kom dog ind i en relevant kamp, journalister!
Jeg fatter det ikke. Journalistik handler om væsentlighed og relevans. Hvor er den henne i denne artikel? Vi der er børn af 50'erne kender hele historien, og vores børn kender den også. Der blev ikke skjult noget om denne ulykkelige begivenhed. Kom dog ind i en relevant kamp, journalister!
Jeg fatter det ikke. Journalistik handler om væsentlighed og relevans. Hvor er den henne i denne artikel? Vi der er børn af 50'erne kender hele historien, og vores børn kender den også. Der blev ikke skjult noget om denne ulykkelige begivenhed. Kom dog ind i en relevant kamp, journalister!
Der er rigeligt med Roberter her... Hvis O-typen tjekkede mine links kunne han opleve forsvarsministeren forsikre, at "Der er foreløbig ingen civile ofre for de danske angreb mod mål i Libyen" - hvilket ikke helt havde hold i virkeligheden. Og naturligvis skal vi føre krige, for biler er meget farligere - meningsløse analogier er nemme at lave.
Nu er jeg endnu ikke valgt til leder af et begejstret folk, der til fulde støtter mine ideer - og min tidsmaskine er i stykker. Men for en lignende vinkel se fx denne forfatter om andre løsninger på modstanden mod Hitler. Militært at nedkæmpe en fjende kræver massevis af særligt trænede mennesker, der med gode strategier målrettet sørger for at ramme de svage steder i fjendens forsvar. Et effektivt ikkemilitært forsvar vil tilsvarende kræve grundigt trænede medlemmer i stort antal, godt udviklede strategier og med fuld opbakning i befolkning og regering.
Det samme kræver et godt angreb - da Tyskland besatte Danmark var det med en mandskabsmæssigt underlegen styrke, men det var jo ret ligegyldigt, for alle vidste at der var flere, hvor de kom fra. Intet kunne derfor være gjort militært for på samme tid at holde tyskerne ude og at give danskerne mulighed for at fortsætte deres liv. Et land kunne vælge andre løsninger for at gøre sig selv mere uspiseligt, men hvis din store bølle af en nabo vil ind i dit hus, så kommer han det. Og så må vi jo prøve at finde en fredelig løsning på det...
Den sædvanligt meget manipulerende måde at stille spørgsmålet op på har som udgangspunkt verden af i dag (eller igår). Vi sidder som borgere i et militært udrustet og krigsførende land midt i en svært bevæbnet verden - hvordan vil en pacifist så stoppe krigen. For mit vedkommende ville jeg også under krig være imod ethvert militært angreb, og dermed vil jeg heller ikke have støttet et flyangreb mod Shellhuset - men forhåbentlig deltaget i diverse aktioner mod samme.
Det er naturligvis tæt på umuligt for små mennesker uden den store indflydelse - men lokalt kan og kunne det lade sig gøre med succes. Herhjemme er Folkestrejken et tilsvarende godt eksempel på ikkemilitær modstand mod urimeligheder.
Det har heller ikke, som jeg læser det en nutidig journalistisk relevans. Det har en historisk relevans. Artiklen giver vel ikke udtryk for at andet - og den handler dens relevans kunne jo fx. ses iht. hvorledes det også i dag forsøges formidlet, at krig kan føres uden civile tab - og hvorfor, det fører til stor forargelse og ramaskrig, når så rapporter efterlods kommer frem, der viser noget andet. Det skal da stå klokkeklart, at går vi med i militære aktioner, så koster det civile ofre - og det skal vi være villige til at kunne forsvare og forklare, og ikke tag på forventet efterbevilling om, at sådan er krig jo bare osv, når det forlods sælges som humanitær intervention osv. Så den vej rundt ser jeg det som relevant og væsentlig - dernæst er det bare historisk interessant, hvorledes man formidler historien over tid. Denne formidling siger jo også noget om sin egen tid, og bliver dermed så selv historie.
Jeg vil godt svare Robert Peel - jeg mener at RAF har grund til at være stolte over en generelt veludført operation. Det ændrer dog selvsagt ikke en døjt ved det faktum at en frygtelig tragedie indtraf og det er dybt beklageligt. Men omvendt er der ikke tvivl om at der også rededes menneskeliv den dag. Som sagt ville D-dag heller ikke have været muligt hvis der ikke måtte indtræffe tab af uskyldige civile liv. Det er bare vilkårene i krigssituationer, og alternativet er stadig at vi alle ville have været vokset op som hitlerjugend i et jødefrit nazi-europa. Pacifisme har ikke og har aldrig haft en brugbar løsning på problemer som Hitler, Stalin, Pol Pot og lignende. Der er ikke tvivl om at tusinder af Gandhi- typer som vi aldrig hørte om - bare forsvandt i gaskamre og massegrave under det tredje rige såvel i Stalin GULAG. Pacifisme er et 'våben' med stærkt begrænsede anvendelsesmuligheder – det er fundamentalt set kun er brugbart kun i et åbent samfund med en fri presse, ikke under totalitære systemer.
Jeg gentager Tom - ingen har nogensinde påstået at præcisionsbombninger kan andet end at begræønse civile tab mest muligt, at nogen påstå at der ikke var civile tab i en eller anden operation under en krig, hvor propaganda er en naturlig del af våbenarsenalet, siger ingenting og har overhovedet intet med sagen at gøre.
Alle og begge sider vil naturligt under en krig bruge beskyldninger, berettiget eller ej, om civile tab, mod hinanden under en krig. Det siger bare ikke en døjt.
Givet er det at civile tab er yderst begrænsede i vore dages krigsførsel - ikke mindst hvis vi sammenligner med anden verdenskrig, så jo, det er idag muligt at begrænse civile tab og jo det gøres, det gøres i øvrig fårst og frmmeset af NATO USA og - den anden side dermod kan ikke få civile tab nok.
Tillader mig en direkte henvendelse. Kære LMS. Dine granskninger interessante, og det er fint at få dokumentation frem, som har været skjult eller ikke tilstrækkelig beagtet.
Jeg ville for dit arbejdes skyld ønske, du havde behersket dig lidt mht. vurderinger og gæt. Du har nogle pointer og drager nogle paralleller, der er vigtige for dig i din stillingtagen til dagens politik og bombninger og fortielser, og det er vigtige spekulationer, men der ryger - historisk & aktuelt - simpelt hen et bjerg af finker af panden undervejs, og det duer ikke for hverken forskningen eller forståelsen os mennesker imellem.
Fokuseringen på det spændende stof har gjort dig - sorry - døv og blind for hvad folk omkring dig fatter og sanser. Det viser reaktionerne her i tråden heldigvis også.
Og så er det vel bare fint, at der kommer sådan en bøf af en artikel med den konstaterende overskrift "Bombningen af Den Franske Skole blev redigeret ud af erindringen" og nede i artikelen "allerede her starter det arbejde, der får ofrene ved Den Franske Skole skrevet ud af historien".
Sikke noget vrøvl (nogle ville sige historieforvanskning på stedet). Læserne reagerer heldigvis, det gør jeg også, og jeg vover en overdrivelse: hvert mandsbarn - i hvert fald en del mennesker født efter krigen - fik historien om den franske skole ind med noget der ligner modermælken, tragedien var så at sige vores.
Derfor var det også fantastisk, som genklang, men jo med præcisere historisk redegørelse end der sad inde i i hvert fald mit hoved, og først og fremmest med nye stærke levende indtryk, levende menneskers udtryk, at få Katia Forbert Petersens dokumentarfilm (den blev vist i DR, jeg ved desværre ikke lige, hvordan man genser den).
http://www.dr.dk/DR2/Dokumentar/2009-10-11/bombningen_af_den_franske_sko...
(Jeg ville ønske, Information oftere bragte den slags henvisninger).
Man/jeg er også "flasket op" med en film som "De fem år", hvilket betyder, at man kun behøvede se den én gang, så sad den i skabet, dvs. den føjede sig ind i en række af beretninger og læsestof og indtryk og følelser, som man har med sig - og tumler med - lige siden.
Det behøver ikke betyde, at man er og bliver en hjernevasket idiot (jf. alle de enøjede beskyldninger imod folk, der som jeg var bevidste i tresserne og halvfjerdserne, men som nu får at vide, at de/vi var uvidende om og ubevidste mht. Sovjetunionen og specielt Stalintidens uhyrligheder - det er temmelig oprørende).
"Theodor Christensen ønskede at tegne et positivt billede af modstandsbevægelsens arbejde" - en sand iagttagelse.
Men læs følgende fulde udsagn i Informations artikel:
"Theodor Christensen ønskede at tegne et positivt billede af modstandsbevægelsens arbejde, Skot-Hansen var systemets mand og havde motiver derefter. Men ligegyldigt hvad, så var konsekvensen at flere generationer af danskere måske har den opfattelse i dag, at bombningen af Shellhuset var en succesrig præcisionsbombning, der kun ramte det, den skulle."
Her valses der videre - hen over en systemets mand, som (hvis motiver) vi sandt at sige ikke får godt belyst, endnu, det kommer vel, til trods for det henkastede "ligegyldigt hvad" - hen til "flere generationer af danskere" og deres "måske" opfattelse i dag, dvs. folk der vandrer lyslevende rundt og som du, LMS, nok gjorde klogt i at lukke sanserne op for, hvis du vil dyrke perspektiverende filmhistorie.
Jeg ved simpelt hen ikke, hvem der går rundt og hvorfor med den upræcise og uproblematiske opfattelse. Selvfølgelig fatter vi ikke alle alting. Der er mange ting, jeg ikke fattede i tide (det gælder dog ikke eftervirkningerne af Stalin). Selvfølgelig skal man tage tingene ind i mindre doser, og selvfølgelig skal alt genopfriskes. Bare ikke på den lammende måde!
At mange har glædet sig over Shellhus-aktionen, og at glæden heldigvis somme tider fortrænger eftertænksomheden, hører med i en analyse.
Studier af fraklip og dokumenter er super. Men hvis det er rigtigt, at "det hele" blev undertrykt og klippet fra (bliver undertrykt og klippet fra), så må forskeren godt på mine vegne spørge: Hvor havde vi og hvor har vi vores informationer fra? hvad har gjort indtryk? og hvad reagerer vi på?
Nogle kommentatorer her i tråden vejrer morgenluft og harcellerer straks over fx. kategorien "Informationslæsere". Ja, det er belastende og belastet. På en Inf.læser sætter denne diskussion fluer og spørgsmål i hovedet om hvor lidt betydning den massive fjernsynede fodring af vores indre kanaler muligvis stadigvæk har i forhold til anden "nyheds"formidling. Jf. efterkrigstiden.
Fint at høre fra folk, der ved og husker noget, og fint at høre fra folk, hvis farfar og far var med til arbejde dengang, som har fået dem til at tale og tie (og drømme). Selv kender jeg lidt til de tiende af slagsen, og ikke mindst deres reaktion har gjort indtryk. Det er svært at dokumentere, men det er nok så vigtigt og rigtigt og livfuldt.
Læs evt. her en introduktion til den af Bo Larsen i kommentar ovf. anbefalede bog "RAF's angreb på Shellhuset 21. marts 1945, En kortlægning af katastrofen på Frederiksberg og Vesterbro": http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE113140/granatcho...
Glæder mig til diskussionerne - også om nutidige og utidige bombninger & fortielser - men tilslutter mig et godt udgangspunkt for diskussion i den allerøverste kommentar (Peter Hansen) mht. hvad vi går rundt og ved og tænker: "værre er det ikke".
(I mellemtiden mange kommentarer, godt).
Selvfølgelig var det i orden at bombe Shell-huset.
Og tak til alle der ofrede deres liv,deres sønner deres fædre, deres brødre og søstre i kampen mod fascismen.
Skal man pr. efterationalisering fordømme handlinger udøvet af de allierede, så er der nok flere at tage fat på.
Som nævnt er bomningen af Dresden, der den gang var tvivlsom og udført i dag, nok vil blive betegnet som ren terror.
Bombningerne af Braunschweig og Hamburg, hvor man som i Dresden ligeledes, afventede de rette vejrbetingelser så en "Fire-storm" kunne opstå, med det formål at skade civile mest muligt, sætter nok også nogle pletter på indsatsen.
Vibeke Svenningsen - det her er ikke bare historie - det er i en vis forstand ikke historie overhovedet. For udfaldet af den krig var afgørende for at du kunne vokse op i et frit samfund,. du burde bruge tænkerende lidtg mere, udfaldet af den krig var afgørende for dine livsbetingelser, og alene derfor er der ikke bare tale om en - historisk begivenhed.
Robert:
Det er altså historie for mig, da jeg har hovedfag i historie - mig personligt er fuldstændig irrelevant for min tilgang. Så undlad du blot at referere til min person, og hvad jeg der skyldes, hvorledes jeg er vokset op. Det rager på ingen måde dig.
Personlig kapring i den debat er noget af det værste, jeg ved, så hold venligst op med det. Tak.
Historie uden det personlige? en sær vrede.
Jeg er ikke vred - det er helt din Helle. Jeg skal blot ikke skydes personligt i skoene, hvad jeg skal være taknemmelig for. Det næste bliver, at man i diverse debatter kan udråber som landsforræder osv pga af holdninger. Det sker skam også glad og gerne, når man gør sig til dommer på, hvad andre personligt skal og ikke skal. Måske man bare skulle tage den saglige debat og hoppe ud af andres sko.
Robert Peel:
"jeg forstår ikke hvad du mener her ?"
Robert,
jeg beklager formuleringen. Det er en dårlig vane at skrive tekster der ikke er klare.
Det jeg forsøgte at udtrykke, ville på engelsk være ca.:
"the core topic is indeed related to the lack of self-reflection by Danes (officially and by the population at large) of the entire era prior to, during and after the period with German forces in Denmark. The opportunism to get any wiser has been, and still is, being discarded."
* The opportunities to get
Normalt når man siger noget er histoirie betyder det at det ikke er noget der påvirker ens eget liv. Begivenheder der på afgørende vis påvirker nutidige menneskers liv er ikke noget vi normalt skubbr fra os som - 'det er for mig bare historie'
Så er det i øvrigt ligegydligt om man hørert til dem der mener at vores samfund er mindre frit end det hedengangne sovjettiske, og derfor havde hede drømme om at leve i et sovjetdanmark eller om man hører til dem der meget gerne ville have været vokset op som hitler-jugend. I alle tilfælde er 2 verdenskrig ikke bare historie - den krigs udfald har haft afgørende indflydelse på alle menneskers livsvikår efter 1945.
Det er sgu ikke trediveårskrigen vi taler om her.
(jeg er i øvrigt faghistoriker og forfatter)
Det lyder interessant @Robert O Jensen.
Har du skrevet om emnet eller beslægtede ting. Kan du henvise til nogle titler?
Sider