Læsetid: 9 min.

Bombningen af Den Franske Skole blev redigeret ud af erindringen

En af Danmarkshistoriens største tragedier blev bevidst udeladt, da besættelsestidens historie skulle formidles på film - og det skete efter pres fra ministerielt niveau, afslører historiker. Filmen ’De Fem Aar’ har formet generationer af folkeskoleelevers forståelse af Anden Verdenskrig. Den katastrofale fejlbombning af Den Franske Skole er ikke nævnt med ét ord
Den 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på Den Franske Skole på Frederiksberg. 482 var børn. 86 af dem døde, da britiske bombefly ved en fejl ramte skolen i stedet for Shellhuseti nærheden. På et øjeblik blev Den Franske Skole forvandlet til et bombekrater

Den 21. marts 1945 befandt der sig 529 personer på Den Franske Skole på Frederiksberg. 482 var børn. 86 af dem døde, da britiske bombefly ved en fejl ramte skolen i stedet for Shellhuseti nærheden. På et øjeblik blev Den Franske Skole forvandlet til et bombekrater

Erik Petersen

21. marts 2012

Sidst på formiddagen 21. marts 1945 bredte en voldsom brummen sig i luften over København. De britiske bombefly fløj lavt. Hen over Vesterbro har larmen fra de tungtlastede tomotorede propelfly til sidst været øredøvende. Første angrebsbølge nåede helt til Søerne, før luftalarmen lød. Det var kulminationen på et planlægningssamarbejde mellem Royal Air Force og den danske modstandsbevægelse. Målet var Gestapos hovedkvarter. Ved hjælp af et luftfoto fra en gammel reklamefilm, vidste piloterne præcis hvor Shellhuset lå – lige ned til Skt. Jørgens sø, og de vidste at de skulle sigte efter husets nederste etager. Oppe under taget sad danske modstandsfolk til fange og fungerede som levende bombeværn.

Men det blæste kraftigt den dag. Og med ét slag viste den nøje planlægning sin utilstrækkelighed. Et fly ramte en lysmast og måtte slippe sine bomber over Sønder Boulevard, inden det styrtede ned et sted på Frederiksberg. Piloterne i flyene, der fulgte i næste bølge, så røgen stige op og troede, at målet var nået, så de lod bomberne falde. Men målet var ikke nået. Dér midt på Frederiksberg Allé lå Jeanne d’Arc Skolen. I folkemunde kaldet Den Franske Skole. Den dag befandt der sig 529 personer på skolen. 482 var børn. 86 af dem døde, da deres skole blev ramt af de britiske bombefly. Også 18 voksne mistede livet – mange af dem var nonner. På et øjeblik blev den katolske skole forvandlet til et bombekrater, og da støvet havde lagt sig, lød der skrig og jamren.

Nonner løb desperate rundt og forsøgte at få overlevende børn i sikkerhed, tililende mennesker begyndte at grave og lede efter livstegn i bjerget af murbrokker og hurtigt formede der sig en rand af mennesker omkring den sønderbombede bygning. Forældre, børn og nonner græd af fortvivlelse, mens små livløse kroppe blev båret ud af ruinerne. Scenen var kaotisk og ubærlig.

Enestående optagelser

Alt det ved vi, fordi der er billeder af det. Gode billeder. Det fortæller Lars-Martin Sørensen ph.d. i filmhistorie, der netop nu forsker i besættelsestidens filmhistorie. Han har gennemgået kilometervis af film og ikke mindst 24 kilometer fraklip fra de mange dokumentarfilm, der blev produceret under og umiddelbart efter besættelsen.

»Minerva Film havde hurtigt kamerafolk på stedet for at dokumentere katastrofen. Det var blandt andre fotografen Ib Dam, der fik nogle utroligt bevægende billeder,« siger Lars-Martin Sørensen.

Men selv om Minerva Film havde billederne, endte de på gulvet i klipperummet, da Minerva Films instruktør Theodor Christensen lavede først Det gælder din frihed fra 1946 og siden den sandsynligvis mest sete dokumentarfilm i Danmarkshistorien: De Fem Aar. Og det er opsigtsvækkende, fortæller Lars- Martin Sørensen.

»Det er ret enestående optagelser, som var til rådighed fra Den Franske Skole, og når man ser de færdige film og det, der er klippet fra, så er det tydeligt, at filmene ellers er lavet af folk, der er gået efter de gode billeder. De har også brugt de gode billeder på nogle forkerte steder for at opnå maksimal effekt. Så det skriger til himlen, at Theodor Christensen ikke har brugt optagelserne fra Den Franske Skole.«

Historieforfalskning

Historien om tilblivelsen af De Fem Aar er historien om et statsapparat, der i den højspændte tid efter befrielsen gik med helt ind i klipperummet for at sikre, at dokumentaristerne fortalte den mest politisk gunstige version af besættelsen. Det er historien om dansk statspropaganda.

»Historieforfalskning.« så kontant er dommen fra Lars-Martin Sørensen. Han kalder fraklippene fra Den Franske Skole ’en grov undladelsessynd’.

Kort efter krigen begyndte man at klippe dokumentarfilm to forskellige steder i København. Hos Dansk Film Co. arbejdede man på filmen Danmark i lænker stort set uden ministeriel indblanding. Men det var under andre betingelser, der blev klippet film hos Minerva, hvor Det gælder din frihed blev til.

Theodor Christensen havde et tæt samarbejde med embedsmanden, Mogens Skot-Hansen. Skot-Hansen havde siden 1934 været ansat i forskellige ministerier og fra 1941-44 stod han til rådighed for beskæftigelsesministeriet som leder af kortfilmproduktionen og fra 1944-46 var han leder af ministeriernes filmudvalg, der sorterede under justitsministeriet. Mange opgaver var gennem årene tilfaldet Minerva Film og modstandsmanden Theodor Christensen.

»Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen er tætte samarbejdspartnere. De er på fornavn med hinanden, ved jeg fra deres korrespondance, og Mogens Skot-Hansen følger tilblivelsen af Det gælder din frihed meget meget tæt.

Theodor Christensen havde været aktiv modstandsmand og Skot-Hansen er bestemt anti-tysk, men mens Theodor Christensen er overordentlig kritisk overfor samarbejdspolitikken, så er Skot-Hansen systemets mand,« siger Lars-Martin Sørensen.

Det var da også Mogens Skot-Hansen, der via ministerielle kontakter fik nys om og skaffede nogle unikke billeder til Theodor Christensens film. Optagelserne blev første gang brugt i Det gælder din frihed. Det viste sig, at Royal Air Force den forårsdag i 1945, hvor angrebet på Gestapos hovedkvarter i Danmark blev gennemført, havde sendt to ekstra Mosquito-fly med – udelukkende for at billeddokumentere ’Mission Karthago’ ved hjælp af smalfilmkameraer monteret på vingerne. Det skabte en meget imponerende billedside til den filmiske beretning om den succesrige bombning af Shellhuset.

I De Fem Aar ser man den britiske eskadrille fra luften og følger dem over marker, mens de nærmer sig København. Inde over byen lyder luftalarmen, og flyene kaster skygger på tagene. Henover de dramatiske klip taler Bendix Madsen: »På Shellhusets øverste etager sidder danske fanger som gidsler. Tyskerne tror, at det kan sikre dem mod angreb. The british lader de første bomber kaste mod de nederste etager, så de fleste danske fanger har kunnet redde sig ud af Gestapos hovedkvarter. Tyskerne foretager øjeblikkeligt razzia for at indfange dem, men for sent. De er for længst i sikkerhed. Planen for det store angreb mod den danske modstandsbevægelse kan ikke gennemføres. Arkiver, kartoteker og dokumenter er brændt. For en tid fremover er Gestapos virksomhed lammet.«

Ikke et ord om eller glimt af det mareridt som næsten 500 skolebørn gennemlevede i de selvsamme minutter. Eller om de civile tab på Søndre Boulevard. Eller for den sags skyld om de otte ud af 26 danske fanger, der ikke reddede sig ud af Shellhuset.

»Det var jo på mange måder en forkludret bombning, men sådan bliver det ikke fremstillet. Det er ikke den historie, man ønsker at fortælle. Jeg ser denne historie som en tidlig version af den, vi oplevede under Irak-krigen. Man ønsker at skabe en forestilling om, at man kan gennemføre veltilrettelagte luftangreb med en så klinisk præcision, at man kun rammer dét, der skal rammes. Men det er noget vrøvl. Det ser vi i særdeleshed med Den Franske Skole, men jo også ved selve Shellhuset. Man ofrede jo faktisk otte af de fanger, der sad på de øverste etager. Dertil kommer at to britiske fly blev skudt ned, og at der også var civile tab på Søndre Boulevard,« siger Lars-Martin Sørensen.

Ministeriel ordrer

Ordren om at fordreje sandheden kom fra allerhøjeste sted. Fra ministeriel side ønsker man at englændernes angreb på Gestapo fremstilles som en succes. Det viser flere dokumenter som Lars-Martin Sørensen har fundet frem til.

Blandt andet et referat fra Ministeriernes Filmudvalg fra juni 1945. Af referatet fremgår det, at man diskuterede flere forskellige film, der var undervejs. Den meget magtfulde kontorchef Boas, der var justitsministeriets øverstbefalende på filmområdet og én af statens filmcensorer, deltog i mødet og orienterede om nogle drøftelser, der var foretaget med Theodor Christensen om Det Gælder Din Frihed, der var under udarbejdelse på Minerva Film. Boas meddelte, at drøftelser omkring filmen havde sikret, at »Fuldmægtig Skot-Hansen havde stadig Føling med deres arbejde«.

Ministeriet kiggede altså med over skulderen, mens Theodor Christensen arbejdede.

Af referatet på det Ministerielle Filmudvalgs møde fremgår det også, at man har modtaget henvendelse om en optagelse af en film om Shellhus-angrebet:

»Kontorchefen (Boas red.) ytrede Betænkelighed ved Filmen paa Grund af de mange civile Ofre. Kontorchef Dich og Direktør Hjejle mente heller ikke, det vilde være heldigt at vise Katastrofen paa Den Franske Skole. Der var Enighed om, at man, under Hensyn til, at der havde fundet en Drøftelse Sted med Englænderne om Filmen, i Stedet kunde tænke paa at vise en Film om Angrebet paa Aarhus Universitet«

Bombningen af Gestapos århusianske hovedkvarter på Aarhus Universitet fandt sted i oktober 1944 og var en udpræget succes. Hvad de nævnte drøftelser med englænderne gik ud på, bliver man klogere på i en skriftlig orientering til Udenrigsministeriet fra Ministeriernes Filmudvalg dateret den 27. juli 1945 om arbejdet på filmen om angrebet på Aarhus Universitet. Udvalget beder om udenrigsministeriets assistance i forhold til at få englænderne til at støtte planens gennemførsel. Og udvalget skriver, at filmen har betydning »ved at give den danske Befolkning et indtryk af det omhyggelige Planlægningsarbejde, der ligger til Grund for Operationen og af den Omhu, der blev udvist for at undgaa unødige Tab af Menneskeliv for den danske Civilbefolkning«

Lars-Martin Sørensen mener, at udeladelsen af bombningen af Den Franske Skole skal ses i lyset af den oprustningstankegang, der præger den tidlige efterkrigstid.

»Fra ministeriel side arbejder man på at gøde jorden for, at Danmark skal have det stærke forsvar, som man ikke havde, da tyskerne kom,« siger han.

Mistanken om, at brugen af de enestående optagelser fra Royal Air Force blev brugt propagandistisk, understøttes også af, hvad Ministeriets Filmudvalg skriver til Udenrigsministeriet om filmen om angrebet i Aarhus:

»Man fremhæver endvidere Betydningen af, at Offentligheden i et Land, der selv er i Færd med at opbygge et moderne Luftvaaben, bibringes en Forstaaelse af de tekniske Krav, der stilles, og det betydelige Apparat der udkræves for at gennemføre en Operation af dette beskedne Omfang.«

Ministeriet har altså et helt tydeligt formål med at støtte produktionen af film om englændernes hjælpende hånd til den danske modstandsbevægelse.

»Allerede i juni 1945 har de valgt de optagelser fra, der stammer fra København, fordi der var mange civile ofre. Og allerede her starter det arbejde, der får ofrene ved Den Franske Skole skrevet ud af historien,« siger Lars-Martin Sørensen.

Positivt billede

Lars-Martin Sørensen kan ikke dokumentere, at Theodor Christensen er blevet beordret til at undlade brugen af billederne fra Den Franske Skole, men han er ikke i tvivl om, at det er resultatet af en studehandel mellem Theodor Christensen og Mogens Skot-Hansen.

»Det er jo påfaldende, at den film, som bliver til stort set uden ministeriel indblanding faktisk bruger optagelser fra Den Franske Skole. Danmark i lænker svælger ligefrem i dem. De har ikke luftfotos, for dem har Skot-Hansen jo kun givet Minerva Film, men Danmark i lænker viser faktisk et mere retvisende billede af bombningen af Shellhuset.«

De Fem Aar er en videreudvikling af Det gælder din frihed, men Theodor Christensen fik også mulighed for at bruge klip fra Danmark i lænker. Og det gjorde han.

Men ikke optagelserne fra Den Franske Skole. De Fem Aars status er ganske enestående i dansk dokumentarfilms historie. I 1960 forkortes den, så den kan anvendes til undervisning i folkeskolen. Helt indtil Statens Filmcentral nedlægges i midten af 1990’erne ligger De Fem Aar på listen over de mest udlejede film. Statens Filmcentral havde monopol på at udleje film til folkeskolen. Filmen har altså været med til at forme flere generationer af danskeres kendskab til besættelsen.

»Der har været forskellige motiver for at udelade historien om Den Franske Skole. Theodor Christensen ønskede at tegne et positivt billede af modstandsbevægelsens arbejde, Skot-Hansen var systemets mand og havde motiver derefter. Men ligegyldigt hvad, så var konsekvensen at flere generationer af danskere måske har den opfattelse i dag, at bombningen af Shellhuset var en succesrig præcisionsbombning, der kun ramte det, den skulle. Men det var ikke tilfældet, og det er det jo også sjældent i dag, men hvor skal vores evne til at stille spørgsmål ved det, komme fra?« siger Lars-Martin Sørensen.

Lørdag den 5. maj arrangerer Information og DFI filmforevisning og foredraget SANDHEDEN OM KRIGEN - da den danske besættelseshistorie blev pletrenset v/ filmhistoriker Lars-Martin Sørensen. Læs mere og køb billet på ishop.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Svenningsen

Nå - jeg har så også læst historie, så jeg er også faghistoriker, og jeg begiver mig ikke i kontrafaktiske personlige spekulationer. Det lærte vi ikke i Aarhus.

Jeg har absolut ingen anelse om, hvorledes mit liv ville have været, hvis Shell-huset ikke var blevet bombet, og finder det på ingen måde relevant at spekulere i noget sådan i denne debat. Det er ikke det, det handler om. Shell-huset blev bombet, den franske skole ramt med civile ofre til følge, sidenhen blev det undladt omtalt i et film lavet fra offentlige side. Der er det, jeg historisk set finder interessant at debattere - herunder prøve at se det i et nutidigt perspektiv. Hverken hvordan eller hvordan ikke enkelte episoder evt. har eller ikke har påvirket mit personlige liv - eller blot det store billede. Man kunne sagtens opstille tesen om, at bombningen var fuldstændig ligegyldig iht. krigens udfald - altså mest af alt blot en parentes, der mest af alt har betydning for netop den danske kollektiv erindring - og så selvfølgelig de ofre, der var. Men i det store billede...tja..bum, bum...

Robert Ørsted-Jensen

Ingen her har sagt at man skal kune vide eller have en anelse. Men det er ganske enkelt indlysende at udfaldet på 2 verdenskrig på afgørende og meget direkte vis har dikteret livsbetingelserne for alle der blev født på tidspunktet eller efter den tid.

Alene derfor er det ikke en begivenhed der kan skubbes tilside som værenede bare historie, så er der også det forhold at enhver der beskæftiger sig med historie ved at der skal gå mindst 50 år efter en begivenhed før man for alvor kan begynde at skrive historien. Det betyder at vi rent faktisk først nu har muligheden for at begynde at fatte betydningen af den historie.

Robert Ørsted-Jensen

bombningen af shell-huset er en del af en begivenhed -det er ikke begivenheden - og kan derfor ikke vurderes på den måde du gør det her.

Vibeke Svenningsen

Altså Robert - du skriver, du er faghistoriker. Det er historie! Det både kan og skal behandles med personlig distance med den historiske metode herunder kildekritikken, hvis man tager sit faglige virke på, og ikke indruller det i ens egen personlige livsfortælling.

Og jo, det kan så sandelig vurderes, som jeg gør, hvis man fx. vil se på, hvorledes Dk efter samarbejdsperioden forsøgte at rehabilitere sig, og hvilken rolle bombning af Shell-huset her spillede - herunder fx. at få Dk ind under at skulle indtages af engelske tropper fremfor russiske, når den tid kom - det er jo lidt i det lys, slutspillet bliver interessant, hvor krigens udfald jo til en vis grad var ret tydelig. Det var såkaldte kampe på flere plan på dette tidspunkt osv. Så selvfølgelig kan bombningen af Shell-huset osv debatteres på den måde - hvorfor skete det, med hvilket formål osv. Du ved alle de der hv-spørgmål, man både kan og bør spørge sig, når man står over for forskellige historiske kilder og begivenheder, og man søger svar baseret på analyser osv.

Vibeke Svenningsen

Samtidig så er det faghistorikernes forbandede pligt ikke at deltage i den til enhver tid magthaveres brug af historieforvanskning for at fremme en nutidig dagsorden fx. den der med aldrig mere en 9 april, og hvis ikke England og USA osv. retorik, som så bruges som argument for diverse nutidige krigsinvolveringer.

Vibeke Svenningsen

Ud fra et historisk perspektiv er det forøvrigt ret interessant at se bombningen af Shellhuset i samspil med bombningen af Bornholm, slår det mig lige.

Synes det er ganske afgørende at man i en dokumentarfilm... udelader så afgørende begivenheder. Jeg er bekendt med historien, og tror jeg lærte det i skolen, men muligt det var fra de ældre generationer.

Det er vigtigt vi alle forholder os til det at være i krig, og det kan vi jo kun såfremt vi kender indholdet.

Kasper Andreasen

Det er interessant at så mange kan mene det er relevant/essentielt for historiens validitet at de selv i hvert fald var eller blev gjort opmærksomme på bombningen af Den Franske Skole. En ting er at Informations (inkl. hjemmesiden) læserskare næppe tæller over 10 % af den voksne befolkning i Danmark (hvis bare 5 % kan gøre det). Noget andet er at det uanset hvad er anekdotisk, at man tilfældigvis har gået forbi det og er bevidst om det, set det i tv, etc. Det fortæller intet om den samlede fortælling om besættelsen, hvilket er hvad Lars-Martin Sørensen fokuserer på.

Personligt har jeg aldrig fået det blæst i hovedet at der døde så mange (børn). Og hvis jeg selv skulle opsummere min forståelse ud fra hvad min mere eller mindre mangelfulde uddannelse har givet mig, ville det være, at besættelsen i Danmark var en overvejende fredelig affære (hvilket den komparativt selvfølgelig også var). Det er først når man lykkeligvis har familie til at fortælle én noget andet, at man hører om fx tyske terrorbombninger sigtet på at stille modstandsbevægelsen i et dårligt lys eller for den sags skyld interneringen af en kvart million tyskere efter krigen. Oftest synes fremstillingen at bero på en underliggende fortælling som er, at det var fem betydelige år på verdensplan og så glemmer vi i øvrigt hvad der faktisk skete i Danmark før, under og efter.

Endnu et eksempel på at Staten til alle tider vil søge at påvirke befolkningen med propaganda og løgn.

Jo større stat jo mere propaganda og jo større løgne.

Når Staten fylder 100% bliver løgnen total.

Jeg har selv hørt "off the record" undervisere i historie sige at det ikke gør noget at man vinkler lidt vel skarpt hvis man vil have sin forskning i de populære medier (dvs udenfor fagmedierne), og noget kunne tyde på at det er det Lars-Martin Sørensen har gjort her. Det kan da godt tyde på at der er taget nogle redaktionelle beslutninger i forbindelse med filmen på et politisk grundlag, men i det store hele synes det ikke som om han har kunnet fremkomme med det endelige bevis for en bevidst plan om at undertrykke hændelsen fra dansk historieskrivning som sådan. I så fald burde han i hvert fald også have undersøgt andre medier end filmen.

Der udkom kort tid efter besættelsens ophør et utal af bøger om tiden, og deriblandt flere mere eller mindre officielle bindstærke værker, bl.a. Vilhelm La Cour, "Danmark under Besættelsen", 3 bind, 1945-46, Johannes Brøndsted (red.), "De fem lange Aar", 3 bind, 1946-47 og Hartvig Frisch (red.), "Danmark besat og befriet", 3 bind, 1945-47. Hvis bombningen af den franske skole også er udeladt af disse, så har han nok en lidt stærkere sag.

Besættelsestiden er ikke mit speciale, så jeg har ikke selv grundigere kendskab til ovennævnte værker, men jeg synes at erindre at have set bombningen omtalt i en af de talrige billedværker med pressens "forbudte" billeder fra perioden som også udkom kort tid efter befrielsen. Desuden så er jeg helt sikker på at have hørt om bombningen både i min folkeskoleundervisning såvel som i dokumentarprogrammer på DR-tv og radio (det vil sige i 1980'erne). Så på daværende tidspunkt kan man ikke tale om at begivenheden er blevet undertrykt af skumle magter.

Men derudover så er det jo ikke en nyhed at mange samtidige historikere, politikere og modstandsfolk fremstillede besættelsestiden i et sort-hvid lys der senere hen har trængt til grundig revision. Men denne revision er da også løbende sket i flere omgange.

Den seneste bølge har fortrinsvis beskæftiget sig med de såkaldte landsforrædere, men også med den gråzone som mange modstandsfolk befandt sig i mht lovløshed og moralske dilemmaer. Det kom der f.eks. en fremragende murstensantalogi med titlen "Over Stregen - Under Besættelsen" ud af i 2007 redigeret af John T. Lauridsen, der selv har beskæftiget sig indgående med f.eks. Frits Clausen og de danske nazister i flere værker.

Robert Ørsted-Jensen

Nu var det altså i 1945 at man udelod denne begivenhed fra den generalle historie, det var ikke idag, havde det været idag at man forsøgte, med regeringsapperated at fortrænge denne begivenhed, og efter alle de der mange år, ville det i allerhøjeste grad have været dadelværdigt. Selvfølgelig var det også beklageligt i 1945, men stemningen på tidspunktet, ikke uforståeligt. Hvad der hente på den Franske skole var af alle der oplevede det, opfattet som en forfærdelig ulykke som kmostede en frygtelig masse børn livet, samt lærere, og bør vi ikke glemme også besætningen på et britisk fly. Krigen, med ale dens grusomheder, ankom for alvor til København. Når jeg hørtte mine bedste forældre og min forældregeneration tale om den begivenhed, og flere havde set angrebet fra begyndelsen til enden, var det aldrig skildret som andet end en frygtelig ulykke og en tragedie. Men at påstå at ingen af os havde hørt at næsten 100 børn omkom på den franske skole i forbindelse med dette angreb er i minbe øre historieforfalskning, jeg hørte om dett utallige gange fra min fam ilie, jeg husker endog at jeg blev kørt forbi stedet som lille dreng, og at der blev talt om det i skolens historietimer. At det så siden er blevet glemt har intet at gøre med den film om de fem lange år som omtales i politiken, begivenheden var omtalt masser af andre steder.

Robert Ørsted-Jensen

Sune som jeg skrev tidliger regner faghistorikere med at der skal ngå mindstv 50 år efter en begivenhed bfør det er muligt at skive historien, 50 var som bekendt i 1995 og vi har da også fået kildeadgang og der er foretaget talrige korrektioner de sidste 15 år, ogd er er stadig adskillige der mangler.

...it seems some Danes are a little touchy when discussing the WW2 years, it is easy to have a sort of neutrality policy to start out with, the the war starts to show signs of improvement on the Allies side, then Denmark turns again. then when RAF is asked several times by DK Resitance to bomb Gestapo Shell House and the bombing is not quite according plan many start to critizise the RAF, RNZAF and RAAF crews for failing the pinpoint bombing. my fathers squardron RNZAF487 had quite a lot of experience with bombing of Gestapo in Aalborg, Aarhus and Odense, but these towns were far easier than Copenhagen city
i am still waiting for an answer to my question ........

Ronan Vandrer

Tragedien med den Franske Skole har alle dage været vedkendt og offentliggjort.
Selv er jeg født i 1946 og vi lærte om bombningen i min skoletid – altså allerede i 50’erne.
Så mere bortredigeret har den ikke været.
Og i dag må der være mængder af information tilgængelige på internettet.

Men interessant er det at følge tråden her. Er det ikke et lidt tyndt emne at fare i flæsket på hinanden over.?

Der er flere faktuelle fejl i Lars-Martin Sørensens fremstilling, der omkring katastrofen med Den Franske Skole nu udtaler, at man
"ønsker at skabe en forestilling om, at man kan gennemføre veltilrettelagte luftangreb med en så klinisk præcision, at man kun rammer dét, der skal rammes. Men det er noget vrøvl. Det ser vi i særdeleshed med Den Franske Skole, men jo også ved selve Shellhuset. Man ofrede jo faktisk otte af de fanger, der sad på de øverste etager. Dertil kommer at to britiske fly blev skudt ned..."
siger Lars-Martin Sørensen" og kalder de forskellige fremstillinger for historieforfalskning.

For det første er det dokumenteret, at et af Mosquito-bombeflyene ramte en lysmast i banegraven og efterfølgende styrtede ned ved Den Franske Skole, hvor den voldsomme benzinbrand, der var langt tydeligere end bombardementet af Shellhuset, misledte en efterfølgende eskadrilie bombefly til at tro, at skolen var målet.

Det er helt usandsynligt, at dette fly blev ramt af det tyske luftskyts i betragtning af den utroligt lave anflyvningshøjde, som ud for Shellhuset var under tagrendehøjde med 400-500 km/t.

Derimod blev et ledsagende, højtflyvende Mustang P51 jager fly ramt af antiluftskytset og styrtede senere ned i Fælledparken.

Præcisionsbombeangrebet på Shellhuset var og er en utrolig og næsten uforståelig præcis bedrift.

Flybesætningerne var nøje instruerede i at kaste bomber så langt nede mod bygningens facader som muligt af een bestemt grund; her opholdt de ledende SS-folk sig og først og fremmest; her havde man de arkiver, der blev brugt ved afhøringen af de danske modstandsfolk i tyskernes bombeskjold oppe under taget.

Man havde ikke nogen explicit ordre om at skåne modstandsfolkene, hvilket i en senere -i england optaget TV-reportage- er bekræftet af eskadrillens kommandør.

At 18 ledende modstandsfolk alligevel undslap skyldes alene, at bombemålet var de ibrugværende arkiver i de underliggende etager og at der var tale om en nyere bygning, hvor de bærende dele som vanligt på den tid var betragteligt overdimensionerede.

Jeg erindrer en TV udsendelse på dansk TV fra ca. midt 70'erne (?), hvor man både viste optagelser af selve bombningen af Shellkuset optaget fra næsen af et af Mosquito-bombeflyene og i samme udsendelse viste luftoptagelser fra 400 - 500 meters højde af den brændende skole med kommentarer om, at det var Den Franske Skole.

Jeg har aldrig været i tvivl om operations formål og gennemførelse og den tragiske ulykke med de dræbte otte danske modstandsfolk og ulykken på Den Franske Skole med 99 omkomne, hvoraf 86 var børn.
Denne udsendelse må kunne findes og passende genudsendes.

Jeg forstår stadig ikke, at det kunne lade sig gøre.

Jeg er selv gammel pilot (og arkitekt og født i 1945) og bedøvende indifferent overfor faghistorikernes elendige hjemmearbejde og selvopfattelse.

jens peter hansen

Hvad der skulle være en triumf blev en tragedie. Det nedstyrtede fly som andre fly troede var målet, de druknede børn og de mange dræbte, det var vel hvad ikke ønskede at fortælle. Man undlod altså at fortælle om katastrofen i den redigerede film. Vi der kom fra den jyske hede kendte godt historien, så hemmelig var den ikke. Og nu har katastrofen i mindst de sidste 20 år fyldt mere end Shellhusets bombardement.
Det skal dog ikke forhindre os i at være taknemmelige over for de piloter, som med livet som indsats var med til at fjerne nazismen fra verdenskortet.

Heinrich R. Jørgensen

Robert,

"a little touchy" doesn't quite capture it ;-)

The policies prior to WW2 were made in the hope that Denmark could avoid being dragged into the next big war (which had to come, due to the crippling demands inflicted upon Germany, by Frances persistence at Versailles to name just one key element). Militarily Denmark were a threat to no one (a deliberate strategy), but ought to be able to defend the home turf. Such a situation would have been advantageous in many respects. Avoiding the horrors of war, and keeping commerce going with the warring nations, may not be the boldest of approaches, but was a very sane one.

Denmark was very unlike any other country that had a large presence of German forces. Denmark was never occupied in the same sense other countries were occupied. The German Foreign Office in Berlin, did not run the country. In fact the country remained autonomous throughout the WW2 years. Danish legislation, Danish courts etc. were never disbanded. The government did offer their resignation in August 1943 to the Danish monarch, but it never got accepted.

It was more a case of cooperation with the German state, than a case of being occupied and suppressed. Trade kept going, even until the morning of the 4th of May 1945. Denmark supplied large quantities of food, labour, engineering, etc. The segment of the Atlantic Wall that was built in Denmark was funded and built by the Danish state. It was a case of self-interest.

The resistance movement were never strong. In all honesty, the main ambition seems to have been a positioning game, to take control over the country once the war was over. Perhaps it is in that view, the bombing in Copenhagen of the Gestapo HQ ought to be considered? As an attempt to have a number of people freed, who were significant to the effort of obtaining political control with the country after the war?

The strategic importance of Denmark, in a geopolitical and military sense (access to/from the Baltic Sea), would render the country’s future to one of vassalage of whoever did the “liberating”. Probably the ambition on the part of resistance movement, who was aided by Britain, was to avoid a communist regime.

I am quite convinced that there is no anti-British sentiment as a result of the school that accidentally got hit. I never even heard a fellow Dane uttering bitter remarks against Britain, despite the fact that Britain and France were the aggressors, were the ones who declared war on Germany which did result in Germany invading Denmark, Norway and other countries. A fact, but forgotten, ignored or conveniently disregarded as unimportant.

The victors declare what the facts were.

Heinrich R. Jørgensen

Der blev sat en mindetavle op, vedrørende bomben der ramte den franske skole.

I 2011.

Med følgende tendentiøse og ahistoriske tekst:
"Her faldt en af bomberne under angrebet på Frederiksberg den 21. marts 1945"

Henrik von Stijnbergen

Der har været et monoment på Frederiksberg Alle så længe jeg kan huske, så hvorfor satte man i 2011 en mindetavle op?

Robert Ørsted-Jensen

Jeg tror hellerikke at jeg nogensinde har hørt andet end pæne og rosende ord om den britiske krigsindsats. Men det er som Heinrich siger sandt at den danske modstand var meget lille. Jeg kan så af egen families bitre skuffe tilføje at man ligesiden krigen har pustet sig op og forstørret den hjemlige modstandsbevægelse næsten til ukendelighed. Det vbar tydeligvis opportunt og brugbart, ikke mindst da man jo i løbet af krigen havde kommet for skade at støtte tyskerne og anbefale et meget stort antal mennesker at melde sig til krigstjeneste på tysk side i mod sovjet. Dele af min familie gik i engelsk krigstjeneste og uanset at man her havde en meget bedre mulighed for at ude en reel indsats end man havde som sabotør, så er det alligevel de sidste der blev gjort mest stads ud af ofte til forglemmelse af de der gik i allieret tjeneste på forskellig vis.

Det var politik, det handlede om at redde ansigt eftersamarbejdet og at fremstille sig selv som altid trofaste allierede i modstanden mod nazityskland after krigen, ikke ret meget andet. Den hjemlige modstandsbevægelse skulle derfor gøres både større og mere betydningsfuld end den rent faktisk var, det var gavnligt rynkekreme det kunne dække over de der mindre pæne sider. Sider der naturligt gjorde at russerne var knapt så villige til at acceptere Danmark som allierede.

Alice Maud Guldbrandsen

Forhåbentlig taler jeg på manges, de endnu tavse skolekammeraters - men i hvert fald på egne vegne. For jeg fandt ikke ’Informations’ artikel om bombardementet af Den Franske Skole den 21. marts 1945 i dag – præcis 67 år efter - velvalgt.
Som en af de mange elever, der oplevede katastrofen på egen krop - og som forfatter til bl.a. bogen ’Tavshed blev min sang – bombardementet af Den Franske Skole 1945 ’ - tillader jeg mig ’en snigen sig ind’ blandt mængden af de utallige kommentarer til samme.
Mange af os fra den bombede skole lever heldigvis endnu. Vi har gemt, men aldrig glemt. Vi har ikke brug for den opmærksomhed, de fleste af os aldrig fik, da vi allermest trængte til den. Vi har os selv, hinanden - måske nogle, der forstår? Men allermest har vi glæden over at have fået livet forærende én gang til – netop den dag!
Selv blev jeg stum af chok og husker derfor ikke Danmarks befrielsesdag. Husker derfor kun min egen. Og det er netop i dag, hvor jeg lige siden da med glæde har tændt mit eget lys i vinduet.
Det gør jeg selvfølgelig igen. Men lidt mere vemodigt end hidtil, fordi jeg ikke på nogen måde forstår, at katastrofen dengang kan danne grundlag for den artikel, jeg har læst i ’Information’ i dag. For er den værste dag i mit liv mon blevet ’løftestang’ for da- og nutidens film- og politisk prægede ’tricks’ – som søges udredt på alle leder og kanter i 2012 ….?

PS! til orientering:
Artiklens forsideillustration er ikke et fotografi af Den Franske Skoles ruiner, men derimod et fra bebyggelsen bag skolen, som det også gik voldsomt ud over.
Dokumentarfilmen 'De fem år' fra 1950 havde både ord og billeder med ifølge egen oplevelse som 10-årig skolepige sammen med mine forældre (jfr. side 44 i nævnte bog om 'Tavshed ...' og eksisterende video, som af nærtstående blev genset i dag.

Bo Leth Andersen

Tænk sig at modstandsavisen Information skulle synke så dybt.

Der er vist ikke nogen i Danmark som har hørt om bombningen af Shellhuset som ikke også har hørt om den franske skole.

Jeg tror ikke jeg har set et program i DR uden både Shellhuset og den franske skole er nævnt.

Derimod nævnes bomberne på Sønder Boulevard sjældent.

At lave film (og aviser) handler om at vælge hvad man vil vise, 24 km film svare til 15 timer i 35mm eller 36 timer i 16mm, ”de fem år” vare 98 minutter.

At der findes så meget film fra den franske skole skyldes også at Tyskerne ikke tillod at filme fra Shellhuset, hvorimod film fra den franske skole var lige vand til Tyskernes mølle.

RAF byggede i øvrigt en model af området, som forberedelse til angrebet, findes på Imperial War Museum.

Stort set alle bombeangreb på DK kostede civile tab.

I 44-45 angreb allierede fly ofte jernbanetrafikken, men fra et jagerfly kan man ikke se om passagererne er civile eller soldater.

I Oslo ramte man slet ikke Gestapohovedkvarteret men derimod bl.a. en sporvogn.

Dem der tror krig er ufarligt er enten naive eller dumme.

I Libyen forsøger NATO endnu at skjule sandheden.

Jens Thorning

Men alligevel: Når turister skal se Danmarks store turistattraktion The Little Mermaid skal de først forbi Frihedsmuseet og Den Engelske Kirke, gennem Churchillparken og et monument, der synes at hylde bombningen af København 1807 - har danskerne da intet andet at byde på end endeløse taksigelser til de anglo-amerikanske befriere? Jeg kan af paralleller kun komme i tanker om Treptow Parken i Østberlin. Det havde imho (efter min ydmyge opfattelse) været mere værdigt stilfærdigt blot at hylde den nationale modstandsbevægelse.

Helle Degnbol

Kære Alice Maud Guldbrandsen -

Tak for din deltagelse i debatten. Du sniger dig ikke ind.

Jeg var forbløffet over Informations overskrift: Bombningen af Den Franske Skole redigeret ud af erindringen. Det rene vrøvl, tænkte jeg. Og så læste jeg artikelen.

Fatter først nu, at det er en årsdag. Jeg kan godt forstå, du er lidt mere vemodig end ellers ved læsning af dagens Information. Men læser du kommentarerne her, ser du jo også, at vi er mange, der rykkede, at vi er mange, der på sæt og vis har taget del i jeres skæbne gennem årene, selv om vi ikke har kunnet sige det til jer og selv om I måske ikke, efter hvad du siger, har haft så meget brug for os og vores medfølelse.

Hvad du siger om filmen De fem år forstår jeg ikke helt endnu, men jeg vil gå til din bog og læse.

Det er blevet dagen derpå, men jeg lader lyset her foran mig på bordet brænde lidt længere - sammen med dit lys i vinduet. Med kærlig hilsen.

Steffen Gliese

Det er beroligende, Robert O Jensen, at der er historikere stadig væk, der har dit syn, tænker jeg, efter lige at have hørt Lars Persson harcellere over, at 'helt almindeilge mennesker gøres til guder', in casu Hvidsten-gruppen, især som den fremstilles i den nye film, som jeg kun har set brudstykker af.
For mig at se er en sådan holdning om noget at adskille historien fra virkeligheden og den symbolske kraft faktiske hændelser på godt og ondt kan have.

Robert Ørsted-Jensen

Det bør måske lige anføres til forsvar for Anita Brask Rasmussen - nu så mange angriber hendes artikel - at hun lige som Danmarks radio og andre danske websider bare viderebefordrer resultater af en PhD af Lars-Martin Sørensen.
Jeg kan se at DR bruger en tilsvarende overskrift http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2012/03/21/145932.htm
og overskriften reflektere således givet Lars-Martins konklusioner i et eller andet omfang. Hvis det er tilfældet er der noget der tyder på at Lars-Martin har begået en utilstrækkelig gennemarbejdet PhD.
At han ikke har anvendt indlevelse i tilstrækkeligt omfang, at han ikke i tilstrækkelig grad at have orienteret sig om hvordan denne begivenhed generelt blev behandlet i samtiden. At han med andre ord ikke i tilstrækkelig grad har evnet at tage hensyn til det bredere kontekst og oplevelsen på tidspunktet.

Jeg synes således ikke personligt at der nødvendigvis er noget forgjort i at udelade netop disse billeder i netop året 1945. Jeg synes heller ikke at det nødvendigvis er udtryk for eller reflektere at man redigerede i virkeligheden eller på nogen måde på dette tidspunkt var bevidst om at ønske at skabe en eller anden historieforfalskning. Hele Købehavn vidste alt om den begivenhed, det var den mest oplagt spektakulære begivenhed i hele besættelsen, lige med undtagelse af tyskernes indmarch og deres tåbelige Oprop flyveblade. Lars-Martin burde have intervieved de overlevende og hørt om deres mening og spurgt dem hvad de ville have sagt hvis disse billeder indgik eller om de mener det burde have været vist etc etc. Han burde måske have læst nogle flere aviser og studeret om der var noget der tyder på at begivenheden blev undertrykt i skolernes historieundervisning eller generelt i historieformidlingen efter krigen (hvad jeg kan bevidne at der ikke er noget der tyder på – vi hørte om det igen og igen).
Det ville måske have bragt lidt mere balance ind i udsynet.
Måske han ville have set forfærdelsen i øjnene på forældre og kammerater til de døde børn og måske han så ville have indset at der ikke nødvendigvis var tale om historieforvanskning, men at der måske bare var tale om alment menneskeligt hensyn til mennesker som stadig led og var i smerte. Det her var givet stadig en utrolig smertefuld begivenhed som ingen ønskede at fejre i 1945, at vise billederne af begivenheden ville have været som en hæl i øjet på dem som var hårdest ramt. Det var en begivenhed som stadig rørte en nerve i alt for mange mennesker i 1945. Et tidspunkt hvor alle bare ønskede at lægge fem for mange forfærdelige år bag sig, man ønskede at se de ting der glædede en. Man ønskede ikke endnu engang at blive konfronteret med en af de frygteligste begivenheder og slet ikke en der i den grad ramte uskyldige og mennesker for hvem dette var rå nerve og noget der skete i morges.
Ingen ønskede at se levende billeder af små døde børn blive båret ud af ruinerne, børn som måske var ens egne og som stadig var levende og glade børn i alt for mange menneskers hukommelse. Det ville have været opfattet som hamrende uetisk, meget lig, i øvrigt, de billeder vi så forleden fra Breviks eskapade på Utøe.
Det er denne sidste parallel Lars-Martin burde have haft i sit hoved. Han burde have spurgt sig selv om det er historieforfalskning eller undertrykkelses af begivenheder når stort set alle aviser ikke ville vise de der billeder af nedskudte børn på en norsk ø her forleden? Det ville så måske have fået ham til at tænke på at der kunne være andre og mere rimelige grunde, ikke mindst perioden taget i betragtning. At der kunne være andre grunde end politiske svindelnumre og farvede briller, undertrykkelse eller forfalskning af relevant viden.

Jeg har naturligt ikke studeret Lars-Martins forskning, men hvis overskriften her reflektere hans konklusion, så er der noget der tyder på at han ikke har formået at indleve sig tilstrækkeligt i perioden og at han i sit hoved gør eller måske har gjort som andre af de yngre her på strengen, har draget neglke temmelig forenklede paralleller til nutidige begivenheder og mere eller mindre påståede coverups i krige i Libyen, Afghanistan etc, også, i øvrigt, ofte påstande der ikke altid reflektere evne til at indleve sig i hvordan dette bliver oplevet på stedet. Men der er nu engang en historikers opgave at gøre sit yderste for at forstå eller indleve sig i netop de synspunkter og oplevelser som er allermest fremmed for vedkommende selv.
Det gør man bedst ved at bruge mange timer på at tale med dem der var på stedet og dem der oplevede og levede i tiden, eller, hvis det ikke er muligt, at læse sig til en fornemmelse af disse menneskers oplevelse. Det gør man ikke ved at krænge sine egne forudindtagede holdninger ned over materialet, holdninger som muligvis handler mere om nutidens krige end om fortiden samme.

Robert Ørsted-Jensen

En stor kvinde skrev engang at 'frihed altid er frihed for dem der tænker anderledes'

Hvis man skulle skrive dette om til et krav til historikere, så handler det om at evnen til god historieskrivning vokser ligefrem proportional med ens evne til at indleve sig i synspunkter man ikke har og deler, perioder men ikke selv har oplevet, og mennesker der ikke er som en selv. Det handler også om graden af evne til at sætte sig lidt ud over ens egen tid og indleve sig i en tid der er fremmed for en selv. Det er fandme ikke let, men det er dem der kan det der bedst der komme længst og de er ikke alle historisk uddannede (uddanelse er ikke i sig selv nogen garanti for evner).

(det er blandt andet mangler på dette punkt der gør at professor Bent Jensen i mine øjne er en af danmark mest elendige historikere)

Stefan Jacobsen

Nej, historien er ikke blevet forfalsket!

Jeg blev selv undervist i folkeskolen om, at bombardementet af Shell huset indebar fejlbombning af Den franske Skole. Ganske som beskrevet.

Det tenderer i sig selv historieforfalskning, at Information anlægger den vinkel.

Robert Ørsted-Jensen

Det er Lars-Martin Sørensen der tilsyneladende har anlagt den vinkel i sin PhD - information viderebefordere den bare

Vibeke Svenningsen

Artiklen handlen om, at det åbenbart blev udeladt i filmen 10 år efter krigens afslutning - ergo handler artiklen ikke så meget rent historisk om selve bombningen af den franske skole, men om hvorledes historie formidles og vinkles i eftertiden - det er også i historie.

Dernæst må jeg virkelig undres over, at man kan blive så ophidset over, at blive gjort opmærksom på, at disse modstandsfilm skaber et forvrænget og ikke korrekt historisk billede af Danmark generelt set under 2. Verdenskrig - men man kan blot konststere, at når det kommer til national mytologisk stof, så skal der ikke meget til at bringe sindene i kog, og alle vil helst høre en lille del af fortælling. Allerflest har deres billede af besættelsestiden fra Matador.

Artiklen handler ikke om, at nogen selvfølgelig vidste det og blev det fortalt.

Alice:

Jeg så dokumentaren, der blev sendt om jer piger for nogle få år siden - den viste nemlig som de beskriver jeres store sammenhold efterfølgende.

Robert:

Hvilke bøger er det, du har skrevet?

Vibeke Svenningsen

Robert:

Din udlægning af hvad god faghistorie er, er helt ude i hampen. Hvor pokker er dit forhold til kilderne? Hvor er din kritik? Jeg kan slet, slet ikke genkende den historiske metode i dib emotionelle udlægning af, at gode historie er indlevning osv - hvilket universitet har lært dig, at det er sober faghistorisk omgang med materialet?

Vibeke Svenningsen

Og sidst men ikke mindst, så er artiklens præmis og dermed postlat ikke svær at tjekke - man kan blot se filmen "De fem aar" - så har man ligesom brugt den hitoriske kilde, og spurgt den primære kilde artiklen tager udgangspunkte i - omtales eller omtales bombning af den franske skole? I givet fald nej, så hvorfor ikke?

Alice Maud Guldbrandsen

Robert, jeg er meget enig i din opfattelse af, at det havde været hensigtmæssigt at søge oplysninger om det med 'at kunne tåle at se mere end som så dengang, hvor alt endnu var nyt' ....
Jeg er desuden meget glad for den menneskelige forståelse, du giver udtryk for i dine smukke ord om de hensyn der bør tages ved sådanne katastrofer.
Du har helt ret, for jeg har selv som 10-årig prøvet at blive konfronteret - netop med filmen 'De fem år.'
I den er der både billeder fra den bombede skole og ord fra Gunnar Nu-Hansen's mund ... som jeg vist skrev tidligere. Det medførte endnu et chok, hvor jeg skrækslagen flygtede ud af biografen med mine forældre i hælene. Der skulle med andre ord mere end 5 år til at komme sig over begivenheden.
Og der skulle gå godt 50 år, før jeg fik mod til at sætte ord på den - i den bog, du spørger til.
Den hedder 'Tavshed blev min sang - bombardementet af Den Franske Skole 1945' og udkom i 2005 - på 60-årsdagen for katastrofen.
Bogen er skrevet ud fra ønsket om:
- at bryde tavsheden
- at efterlade 'et historisk dokument 'om bombardementet til eftertiden. For på det tidspunkt fandtes kun små spredte sentenser om katastrofen i samtlige historiebøger. Et faktum, der i øvrigt stadig undrer mig ...
- at man ved at sætte 'lup på den lille ulykke' måske bedre kunne se og forstå, hvad der sker verden over i dag
- at mindes de døde og takke alle dem, der hjalp os igennem

'Tavsheden' var datidens medicin for at glemme' - men desværre virkede den ikke!
Ingen bebrejdelser for det. Men godt at en ny medicin blev opfundet fx. 'krisehjælp ved den slags begivenheder.' Men den så først dagens lys i 70'erne.

Den allerstørste synd er for mig at se den 100 pct fordømmelse af nazistpartiet inkl dets opståen og Hitler. Jeg har læst lidt om begge og kan da bestemt finde noget, jeg sympatiserer med. Ikke ret meget. Men det opgør er vigtigt, for at kunne se mere nuanceret på hvorfor Hitler fik det gennemslag og hvorfor mange blev nazister og tyskervenlige.

Det er også vigtigt for at kunne lære af det. Vi har ikke lært ret meget.
Et særligt tema er antisemitismen, som jo i dag dominerer opfattelsen. Og den var der i høj grad, men dens forudsætninger i den tid gør det mere forståeligt, at så mange tyskere delte synet.
Jeg håber og tror ikke, de alle vidste, at Hitlers mål lige siden 1921 var at de (om nødvendigt) skulle dræbes.

Den allerstørste synd er for mig at se den 100 pct fordømmelse af nazistpartiet inkl dets opståen og Hitler. Jeg har læst lidt om begge og kan da bestemt finde noget, jeg sympatiserer med. Ikke ret meget. Men det opgør er vigtigt, for at kunne se mere nuanceret på hvorfor Hitler fik det gennemslag og hvorfor mange blev nazister og tyskervenlige.

Det er også vigtigt for at kunne lære af det. Vi har ikke lært ret meget.
Et særligt tema er antisemitismen, som jo i dag dominerer opfattelsen. Og den var der i høj grad, men dens forudsætninger i den tid gør det mere forståeligt, at så mange tyskere delte synet.
Jeg håber og tror ikke, de alle vidste, at Hitlers mål lige siden 1921 var at de (om nødvendigt) skulle dræbes.

Robert Ørsted-Jensen

Ok jeg takker Alice.

Jeg har ikke selv set filmen siden skolen engang i 60erne. Jeg troede egentlig den var yngre, altså fra sidst i 40erne. Jeg mente også fra hukommelsen at den franske skole ikke var fortiet - men netop nævnt med et par diskrete billeder. så det var altså ikke hemmeligholdt i den film. Jeg synes du på udmærket vis illustrere med din ungdommelige reaktioin på bare disse billder, at der også er andre grunde som har medvirket til at man ikke ville udstille billeder af dræbte børn, som Lars-Martin synes at mener at man burde have gjort.

Jeg mener ikke det er udtryk for censur, og som sagt hørte vi vidt og bredt om episoden, så det var bestemt ikke hemmeligholdt.

Jeg synes det er ok og også stærkt nødvendigt at stille nye spørgsmål og reeksaminere. Manm bør ikke mindst turde spørge om omkostningerne i virkeligheden var den operation værd, og det kan man sagtens gøre uden at rette anklager mod nogen, men ud fra en simpel analyse af de faktiske omstændigheder set i bagklogskabens lys. Sådan noget er for mig ok, så længe man husker at hverken modstansbevægelsen eller RAF igangsatte denne operation for at slå børn ihjel. Antydninger i retning af at der skulle være tale om en krigsforbrydelse der blev hemmeligholdt eller dækket over nærmer sig det dybt usmagelige og uanstændige.

Vi mistede i min framilie adskillige nære slægtninge og jeg voksede op med en mor som var dybt traumateriserede af helt tilsvarende oplevelser som dem du beskriver. Hun var et barn der mistede en yngre søster under blitzen i Hamburg. Jeg evner derfor at se den anden side af det her også.

Vibeke Svenningsen

Vi kan ikke ændre det skete. Det er bare, men vi kan forholde os til, hvorledes vi forholde os til det historiske materiale i vores samtid - og hvorfor vi gør det. Monrads link er den vej rundt ret illustrativ, da den er så tyk i sin visning af, hvorledes historien bruges af samtiden til at opnå noget her og nu, der som så ikke har noget med selve det skete at gøre. Hvilket jo på sin vis også er budskabet i artiklen - det handler mere om klimaet i efterkrigstiden.

Jeg vil nok mene, det konstituerer sig til grov forfalskning, da historien på mange måde ikke var almen tilgængelig som fx. bombningen af den franske skole. Meget få havde jo reelt set mulighed for at vide, at denne bytning havde fundet sted. Bombningen af den franske skole lod sig jo ikke som så skjule i den danske offentlighed - det blev bare ikke formidlet i en off. film 10 år krigens afslutning, hvor bombningen af Shell-huset omtales, og der virker det da alt andet lige underligt ikke at nævne den franske skole, når denne episode omtales. Alt andet lige!

Vibeke Svenningsen

Robert:

Jeg kan konstatere, du ikke vil svare på, hvilke bøger eller hvilket universitet, du har lært din såkaldte historiske metode eller evne og føle dig ind i kilderne. Ironi kan forekomme - undskyld, men det er lidt langt ude, når man på den måde bruger det personlige i en faghistorisk tilgang til et emne og ikke vil svare på, hvor man har lært denne metode.

Vibeke Svenningsen

Og tværtimod søger at fremstille sig som havende en større forståelse for de personlige ofre. Hmm - man skulle være noget nær en sociopat, hvis man ikke føler med børn, der oplever deres skole blive bombet - og bare nogenlunde kunne forstå på et medmenneskeligt plan, hvilket traume det har givet disse mennesker livslangt. Det er bare ikke det artiklen handler om.

Robert:

"Sune som jeg skrev tidliger regner faghistorikere med at der skal ngå mindstv 50 år efter en begivenhed bfør det er muligt at skive historien."

Som historiker i tidligere perioder kan jeg kun tilslutte mig denne regel, men du har nu ikke ret når du påstår at faghistorikere generelt regner med at der skal gå 50 år før det er muligt at skrive historien. Forskningen i moderne og samtidshistorie har faktisk større søgning end den ældre historie, og den trives i bedste velgående.

At det ofte er nødvendigt at revidere samtidshistorie efter en rum tid, ikke mindst fordi mange kilder i samtiden kan være beskyttet af arkivloven, er en anden sag, men som sagt, det er ikke en almindelig accepteret regel blandt faghistorikere at der skal gå 50 år.

Robert Ørsted-Jensen

Jo Bo du har bestemt ret i at der skrives masser af samtidshistorie, men det ændrer nu ikke ved det faktum at der skal gå mindst 50 år. Årsagen er bla. at du ikke kan få adgang til primærkilder, i mamge tilfælde er de endog b åndlagt i både 70 og 100 år. Derudover er der noget med afstanden til en begivenhed, lidt mere afstand giver lidt mere overblik og muligheden får at man kan sige ting som det ellers er svært at sige blive også større da sårene er helet grundet på dødsfald. Så jo der skrives samtidshistorie, men samtidishistorie er det absulut dårligst funderede vi har og det vil næsten altid skulle skives radikalt om.

Robert:

Kun hvis du anvender et ret gammeldags og entydig historiebegreb, som de fleste faghistorikere har lagt på hylden for mere end et halvt århundrede siden.

Historie er jo langt mere end blot gennemgang af politiske begivenheder. I løbet af det 20. århundrede er historiefaget jo blevet mangfoldiggjort på mange måder, ikke mindst i udviklingen af sociologien, som jo er et sidefag i historien. Her har kanoner som Weber, Foucault og Bourdieu udviklet værktøj til at lave sociologisk historiske undersøgelser af en mængde interessante emner indenfor samfundet ud fra åbent tilgængeligt materiale, nemlig menneskerne selv. Derudover er der jo alle de andre retninger, som sagtens kan forskes i fordi kilderne er åbent tilgængelige, såsom idéhistorie, begrebshistorie, kønshistorie, socialhistorie, kulturhistorie, litteraturhistorie, pressehistorie osv osv.

Det er derfor at man simpelthen ikke kan generalisere på en sådan måde og sige at der skal gå et vist antal år før historikeren kan skrive om en periode.

Robert:

"Så jo der skrives samtidshistorie, men samtidishistorie er det absulut dårligst funderede vi har og det vil næsten altid skulle skives radikalt om."

Det har næppe noget med at det er "dårligt funderet" at gøre, men tværtimod nok at historikernes paradigmer ændrer sig. Og dette sker i lige så høj grad for historikere der forsker i ældre perioder. Det vil ethvert blot overfladisk blik på enhver periodes historiografi afsløre. Synet på f.eks. Middelalderen er jo i dag voldsomt anderledes end det var for blot 50 år siden. Og selv i dag er der ikke nogen reel enighed om hvad Oplysningstiden egentlig var for en størrelse, men hvad det så end var, så har det ikke meget at gøre med den fremstilling om perioden som var herskende i det 19. århundrede, ja selv Adorno-skolens fortolkning må siges at være blevet forladt af de fleste i dag.

Robert O Jensen:

"Du mener ikke at man længere har brug for primærkilder?"

Det har jeg ikke sagt. Primærkilder er bare mere end arkivalier.

"nye paradiger og lidt post-modernisme er tilstækkeligt?"

Sikke dog et debatniveau. Jeg håber ikke at du i din historiske virksomhed har samme tendens til at lægge folk noget i munden de ikke har sagt. Hvem har nævnt postmodernisme som en løsning på nogetsomhelst? Hvis du følger lidt med i nyere historisk forskning, så ville du også vide at postmodernisme i over et årti har været et tilbagelagt stadie på de fleste universiteter. Og hvad mener du med "tilstrækkeligt"? Jeg har netop nævnt en masse eksempler på historiske faggrene som ikke primært baserer sig på arkivalier, men som stadig laver gedigen forskning om samtidshistorie, og får spændende og langtidsholdbare resultater ud af det.

Sider