Læsetid: 5 min.

Danmarkshistorien forsvinder ud i cyberspace

Håndskriften glider os af hænde og dermed håndskrevne dagbogsberetninger, personlige breve og notater. I Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek forbereder man sig teknisk på den dag, hvor håndskriften definitivt er et dødt håndværk. For hvordan sikrer man de afgørende skriftlige kilder til historieskrivningen, når alt foregår på en skærm?
Kultur
12. marts 2012
’Vi lægger meget stor vægt på arbejdet med at finde ud af, hvordan vi kan sikre det digitale materiale for eftertiden. Det skal jo grundlæggende bevares for evigheden. Og hvem ved, om de har computere til den tid,’  siger Bruno Svindborg.

’Vi lægger meget stor vægt på arbejdet med at finde ud af, hvordan vi kan sikre det digitale materiale for eftertiden. Det skal jo grundlæggende bevares for evigheden. Og hvem ved, om de har computere til den tid,’ siger Bruno Svindborg.

Jakob Dall

Digteren F.P. Jac bar sin festlighed som et adelsmærke. Man sagde, at hans erklærede mål var at drikke sig ihjel, inden han blev 30. Han var dog 53, da han døde i 2008, selv om han gennem hele livet havde opretholdt en sundhedsskadelig livsstil, der stemte overens med hans målsætning. Sådan var F.P. Jac. Det vidste man.

Det var derfor noget af et chok, da forskningsbibliotekar Bruno Svindborg for første gang modtog papirer fra F.P. Jac til Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling. Det viser sig nemlig, at han var et overordentligt ordentligt menneske. Hans papirer var samlet meget overskueligt og blev løbende indleveret i bundter. Og hans håndskrevne digte er som små kunstværker, fortæller Bruno Svindborg.

»De er skrevet med meget sirlig hånd. Nærmest kalligraferede. Ikke bare de færdige digte, men også kladderne. Det var meget overraskende, når man nu vidste, hvordan Jac var. Men det kaotiske liv kunne man slet ikke gense i hans tekster. Måske havde han brug for at have orden et sted. Jeg ved det ikke,« siger Bruno Svindborg.

Den slags oplevelser kommer sjældnere, fortæller Bruno Svindborg. I Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek samler, katalogiserer og opbevarer man skriftligt materiale fra forfattere, politikere, forskere og andre personer, der måtte findes interessante også for eftertiden. Her har de i mange år bevidnet, hvordan den personlige håndskrift langsomt, men sikkert bliver skiftet ud med computerens. Bare i løbet af de seneste 10 år er antallet af for eksempel udprintede e-mails steget voldsomt, og håndskrevne manuskripter er blevet et særsyn.

»Det er især de yngre forfattere, der sender os e-mailkorrespondancer. Det gode er, at vi ofte får hele korrespondancen i et stræk. Men sådan noget foregår jo efter humør. Det er langtfra alle mails, der printes ud. Og de, der ikke gør, ja, de forsvinder jo bare,« siger han.

Heldigvis er der en del nulevende forfattere, der selv indleverer deres materiale til samlingen. Bruno Svindborg giver en flyttekasse på gulvet i kontoret et let spark.

»Denne har Merete Pryds Helle for eksempel indleveret forleden,« siger han.

Med et enkelt klik

Men hvad med alle de, der ikke husker det, eller måske ikke opfatter sig selv som relevante for Håndskriftafdelingen? Forskningsbibliotekarerne er i forvejen meget aktive i forhold til at tage kontakt til nulevende personer for at sikre, at de bevarer deres materiale, men digitaliseringen har gjort det til en absolut nødvendighed. Lige nu arbejder de på et digitalt system, som relevante personer kan kobles til, så de løbende kan sende materiale. Et system, hvor forfatteren med et enkelt klik kan beslutte, at en mail skal sendes til Håndskriftafdelingen.

De håber på at have systemet klart til efteråret, men det har været en svær proces. Der er ingen, de kan lære det af. Selv om de har ledt internationalt. De har måtte bygge systemet op fra bunden.

»Selv om vi synes, vi er langt fremme, er der jo meget ved al denne nye teknologi, som man ikke har været forberedt på. Det er mange år siden, folk begyndte at sende printede tekster til os, men de første printere skrev ud i meget dårlig kvalitet. Det betyder, at vi har breve og manuskripter fra 1800-tallet, der er langt bedre bevaret end noget af det, vi har fra 1990’erne. Vi lægger meget stor vægt på arbejdet med at finde ud af, hvordan vi kan sikre det digitale materiale for eftertiden. Det skal jo grundlæggende bevares for evigheden. Og hvem ved, om de har computere til den tid.«

Bruno Svindborg griner lidt, men alvoren er skam god nok.

Der er selvfølgelig også en computer på Bruno Svindborgs kontor, men den er lidt svær at få øje på. Papirbunker tårner sig op overalt. Sådan så her også ud, sidst Information var på besøg i en anden forbindelse.

»Men det er altså nogle nye bunker,« påpeger Bruno Svindborg.

På trods af digitaliseringen fylder ord møjsommeligt nedgriflet på papir stadig meget i hans arbejde. For nylig holdt han foredrag om Georg Brandes’ dagbøger, og han genfortæller en anekdote:

»Fra Brandes’ første rejse til Paris er der et dagbogsnotat, hvor han, ja, undskyld, men han har tydeligvis været skidefuld, da han skrev det. Det er nærmest ulæseligt. Og han har da også, da han siden blev ædru, lavet et lille mærke og i en note oversat sin egen fuldemandsskrift,« siger han.

Men det håndskrevne ords betydning er mere end anekdotisk.

»Helt grundlæggende vil en håndskrift altid indeholde flere informationer. Man kan afkode, om folk har været i balance, da de skrev. Og gælder det dagbøger, kan man ofte vitterligt se en sammenhæng mellem måden, det er skrevet på, og den følelsesmæssige tilstand, vedkommende skrev i,« siger Bruno Svindborg.

Nuanceret billede

Som en konsekvens af, at håndskriften er en døende kultur, skrives der færre breve, og dermed mister vi en vigtig kilde til danmarkshistorien. Bruno Svindborg nævner Karin Bangs tobindsværk om journalist og forlagsdirektør Peter Nansen:

»Ved hjælp af blandt andet tusindvis af bevarede breve giver hun et meget nuanceret billede af både hans privatliv og hans professionelle virke.«

I det hele taget er der sket et skifte i den betydning, man tillægger for eksempel en forfatters privatliv.

»Da jeg studerede litteraturvidenskab, skulle værket stå alene. Men i dag er det jo comme il faut at have blik for, at der er en person bagved, og at viden om den person kan bidrage med nye nuancer til forfatterskabet. Det er jo også en trend, at forfattere tematiserer deres privatliv i deres værker. Det blikskifte har styrket interessen for vores afdeling og for det at bevare papirer i det hele taget.«

Det er altså kommet blandt andre Karin Bang til gode, at Danmark har en stærk tradition for bevarelse af skriftligt materiale. Men måske var det heldigt for hende, at Peter Nansen døde allerede i 1919, for lige omkring det tidspunkt begynder telefonen at blive udbredt.

»Og det gjorde jo også indhug i vores kildemateriale,« fortæller Bruno Svindborg.

Afsmitning fra sms

Han er heller ikke i tvivl om at sms’ens indtog påvirker mængden af kildemateriale. Måske endda på flere niveauer.

»Jeg har en mistanke om, at der sker en genreafsmitning. Sms’er, sociale medier og mails lægger op til en hurtighed, der kan påvirke måden, vi opfatter skriftlig kommunikation på generelt. Så de lange substantielle breve, vi havde tidligere, vil forsvinde helt.«

Afdelingen modtager dog stadig store mængder breve, men han er ikke i tvivl om, at det skyldes, at de primært modtager afdøde personers efterladte papirer.

Bruno Svindborgs arbejdsdag starter faktisk med, at han gennemgår dagens dødsannoncer. Det lyder som en trist start på dagen, men det skal gøres. Han taster relevante personers dødsdato ind i kalenderen på sin computer, og når der er gået præcis tre måneder, siger computeren ’pling’, og han får en påmindelse om, at der nu er gået så lang tid, at han anstændigt og respektfuldt kan tage kontakt til de efterladte. Han kan i nogle tilfælde tilbyde et symbolsk beløb, men ellers kan han ikke gøre andet end at love, at han vil arbejde for, at materialet vil blive bevaret for evigheden.

Også selv om de måske ikke har computere dér.

Serie

Håndskriften på retur

Engang var håndskriften en naturlig del af ethvert dannet menneske. I dag er den ved at forsvinde ud af vores kultur. Computere og smartphones har fortrængt den personlige skrift, og efterhånden bruger vi den kun, når vi skriver dosmersedler og postkort. Men skal vi sørge over tabet? Eller skal vi glæde os over de teknologiske erstatninger? Information sætter fokus på en klassisk færdighed, der så småt er ved at glide os af hænde.

Seneste artikler

  • Født med blyanten forrest

    16. marts 2012
    Kirsten Hammanns seneste roman er den første, hun har skrevet på computer. Indtil for få år siden forfattede hun alle sine bøger i hånden på stenogramblokke, som hun opbevarede i brandsikre bankbokse. Det var et håbløst system. Men det førte en særlig skrivestil med sig
  • Hånden er hjernens seismograf

    14. marts 2012
    I årevis har Anny Bennike rådgivet myndigheder og advokater om forfalskede testamenter og anonyme breve. Hun har afsløret både Rasmus Trads og Stein Bagger – og så hævder hun, at vores krogede kragetæer kan sige noget om, hvem vi er. Hvis bare vi lærer at tyde dem
  • Skolen bør satse på computere frem for blyanter

    6. marts 2012
    Folkeskolen bruger for meget tid på at lære eleverne at skrive pænt og for lidt tid på at udvikle deres digitale færdigheder. Forskere, politikere og erhvervsliv efterlyser øget fokus på den digitale pædagogik i undervisningen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Håber ikke, håndskriften forsvinder helt. Tror, den får en pludselig renæssance. Ikke overnight, of couse, men sådan langsomt, som en ny trend, der breder sig og smitter, samtidigt med at det bliver populært, at tage den lidt med ro.

Jette Abildgaard

Michael,

hvis du taenker paa de gamle vinyl plader, saa var de i mange aar naesten umulige at finde - men, nu er der masser af smaa shops - i hvert fald her, hvor man kan koebe dem og, tror du ikke det bliver lidt det samme med haandskriften?

Selvom folk har en forfaerdelig haandkrift, saa skriver de jo alligevel, ikke sandt!?

Og..det er da charmerende at finde nogle gamle haandskrevne breve...saa lad os blive ved at skrive og gemme dem....

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tænker mere på, at håndskriften generelt nedprioriteres og nedvurderes til fordel for tastatur og digitalisering, se f. eks.:

http://www.information.dk/295329

Freddy Andersen

Ingen grund til bekymring spørg TDC eller PET eller et af de andre teleselskaber de har al Email i DK

" Som en konsekvens af, at håndskriften er en døende kultur, skrives der færre breve, ... "

Hm, jeg har aldrig skrevet så mange breve som efter PC'ens indtog i mit liv ... hader at skrive med blyant, og jeg gemmer da mine breve på disk'en(e).