Læsetid: 2 min.

Dansk teater slås om placering af åben scene

Teaterscenen Republique skal omdannes til en åben scene. Det foreslår Københavns Teater, som kan undgå at svinge sparekniven over sine øvrige teatre, hvis forslaget bliver en realitet. Men nedlægningen af den eksperimenterende scene er et tab for teaterlivet, lyder kritikken
28. marts 2012

Siden 2009 har Republique været scene for det eksperimenterende og internationale teaterliv i København. Men det kan være slut, hvis politikerne bag teaterforliget i morgen beslutter, at teateret skal nedlægges.

Organisationen Københavns Teater har nemlig foreslået, at Republique omdannes til en åben scene, hvor frie teatergrupper kan opsætte deres produktioner. En scene, som længe har været efterspurgt i teatermiljøet, men som ikke bør etableres på bekostning af Republique.

Det mener bestyrelsesformand i Republique, Elsebeth Tank.

»Republique er et flagskib i Københavns Teater, som har kostet næsten 140 millioner kr. at søsætte. Vi er efterhånden etableret både som brand på nyskabende internationalt teater og med et engageret, ungt publikum. Det vil være ærgerligt for dansk teaterliv at tabe denne investering på gulvet, hvilket nemt kunne blive en konsekvens af forslaget fra Københavns Teater,« siger Elsebeth Tank.

Flere teatereksperter har de seneste dage kritiseret Københavns Teaters udspil. Fagleder på teatervidenskab ved Københavns Universitet, Stig Jarl, har tidligere på ugen sagt, at han ikke forstår nedlægningen af Republique, når ambitionen om et samtidsteater med en international profil netop nu ser ud til at lykkes.

Kan undgå at skære

Selv om Republique endnu ikke har leveret overskud, afviser direktør for Københavns Teater, Steen Pade, at ønsket om at omdanne Republique til en åben scene er et forsøg på at nedbringe teaterets underskud.

»Forslaget har intet med Republiques økonomi at gøre, men det er rigtigt, at det som følgevirkning vil betyde, at vi kan undgå at skære i tilskuddene til vores øvrige teatre, når vi i 2013-2014 rammes af en besparelse på 6,5 millioner,« siger Steen Pade.

Statens Kunstråd er glad for, at København får en åben scene, men kritiserer, at forslaget til finansiering kommer alene fra Københavns Teater. Kunstrådet er bekymret over, at organisationen planlægger en besparelse, som ene og alene går ud over Republique. Steen Pade fortæller, at valget er faldet på Republique, fordi teateret opfylder parternes krav til en åben scene.

»Det har været en vanskelig proces, og vi kan ikke præsentere et forslag, som ikke går ud over nogen. Vi skulle vælge en af de eksisterende scener i København, og det skulle ske inden for de gældende økonomiske rammer,« siger Steen Pade.

Han understreger, at forslaget lægger op til, at teateret både skal fungere som en åben scene for de frie teatermiljøer og som et producerende teater med Republiques profil:

»Efter min vurdering giver denne konstruktion mulighed for, at de to scener kan befrugte hinanden.«

Diffus profil

Det synspunkt er hverken Republiques direktør Martin Tulinius eller Elsebeth Tank enige i, for de frygter, at konstruktionen vil svække teaterets kunstneriske profil.

»Teateret vil komme til at spille mange forskellige forestillinger, som stikker i vidt forskellige retninger, og det vil give en diffus profil,« siger Elsebeth Tank, som frygter, at teaterets mudrede profil får svært ved at sælge billetter.

Forslaget lægger op til en struktur med fem ledere af teateret, hvilket er blevet kritiseret voldsomt.

»Hele konstruktionen bliver en kampplads, hvor det vil blive svært at nå frem til et momentum og få et flow i samarbejdet. Jeg kan forestille mig mange andre konstruktioner, som ikke behøver være så komplicerede,« siger Elsebeth Tank, som håber, at politikerne bag teaterforliget vil genåbne diskussionen om, hvor den åbne scene kan etableres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu