Nyhed
Læsetid: 3 min.

Et digt for kongen

Einar Már Gumundsson, islandsk forfatter, velkendt i Danmark, modtager Det Svenske Akademis Nordiske Pris
Kultur
17. marts 2012

Kan man overhovedet nå højere? Sådan spørges der uvilkårligt ved nyheden om, at den fine islandske forfatter Einar Már Gumundsson (f. 1954) af Det Svenske Akademi er udset til at modtage dette års Nordiske Pris på 350.000 kr. Svenske ganske vist, men skidt nu være med det.

Einar Már, som allerede længe har været en af det nye Islands kendteste og flittigst oversatte forfattere, modtog i 1995 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Universets engle (1993), hvori han originalt i jeg-form skildrer en sindssyg mands liv fra før hans fødsel til efter hans død! Fortæller-grebet var karakteristisk for den grænseoverskridende realisme, som ofte har fået kritikere til at drage paralleller til moderne latinamerikanske navne som Gabriel García Marquez og sige, at den version af virkeligheden, man møder hos vores begavede islandske fabulant, på én gang er magisk og hyperkonkret.

Heinesen og Grass

Forfatterskabet begyndte tilbage i 1980-81 med tre digtsamlinger, men det var med romanen Ridderne af den runde trappe (1982), han første gang fandt sin form. Bogen blev optakten til ’Reykjavik-trilogien’, som beskriver samme forstadskvarter ud fra psykologisk, sociologisk og religiøs synsvinkel. Inspirationen kom her fra så forskellige forbilleder som Günter Grass og William Heinesen.

En bærende bestræbelse i Einar Már Gumundssons digtning, på prosa såvel som i poesi, er at give tavsheden stemme. Det skete i Sindets tremmer – en kærlighedshistorie fra 2007, som krydsklipper frem og tilbage mellem alkoholikeren, narkomanen og straffefangen Einar Thor Jonsson og forfatteren Einar Már, som i romanen ’kun’ er almindelig alkoholiker, men i det virkelige liv for længst havde vendt ryggen til sprutten. For som han selv udtrykker det:

»Jeg hører til de mænd, for hvem ét glas er for meget og tyve for lidt.«

Ud af tavsheden

At give de tavse stemme var ligeledes hovedambitionen bag den storslåede romanrække om en fattig islandsk familie op gennem det 20. århundrede. Første bind Fodspor på himlen, som også har leveret titel til murstensudgaven af trilogien, kom 1997 og slutningen Navnløse veje i 2002. Det var denne store bedrift, Politiken så rammende kaldte ’den nordiske underklasses kulturhistorie’.

Parallelt med sin på én gang lyrisk sprøde og realistisk solide romankunst, videreført f.eks. i drenge-opvækstskildringen Beatlemanifestet (2004), har Einar Már flittigt bidraget med nye digtsamlinger, filmmanuskripter, noveller og litterære essays, og han har med sin personlige oplæsningsstil gjort sit skarptskårne ansigt synligt over det mest af den læsende verden. Kun på Sydpolen, blandt pingvinerne, mangler han vist endnu at træde op. De ville nu ellers nyde hans varme.

Isbjørnerealisme

Da finanskrisen buldrede hen over verden, og Island ikke gik ram forbi, men tværtimod blev efterladt i splittelse, krise og raseri, tog forfatterskabet en ny vending. Einar Már, som midt i 1970’erne havde været ivrig trotskist, trådte frem som folketaler og samfundsdebattør. Ud af det kom Hvidbogen. Krisen på Island (2009) efterfulgt af Bankstræde nr. 0 (2011). Det siger ikke så lidt om hans gennemslagskraft og popularitet, at disse bøgers danske udgaver udkom samme år som de islandske originaler. Det hastede med at give stemme til harmen og vreden, ligesom det ikke kunne gå hurtigt nok med at lade den intellektuelle eftertanke tage over, nu suverænt kombineret med overgiven humor.

I et af de sidste Bankstræde-essays fortæller Einar Már, hvordan han for mange år siden stod i London medbringende en engelsk oversættelse af sin første roman og brændte vildt efter at få den trykt og udgivet snarest muligt:

Jeg ringede til en forlægger fra en telefonboks ved Leicester Square og spurgte, om jeg måtte snakke med ham om mine bøger. Forlæggeren spurgte mig, hvad jeg stod for. Jeg sagde, at der var tale om en ny type af realisme, såkaldt isbjørnerealisme. Han bad mig komme kort før lukketid.

Jeg gav mig god tid til at finde hans residens, men mødte op på det aftalte tidspunkt. Da jeg hilser på forlæggeren og præsenterer mig, siger han: ’Må jeg spørge, hvorfor kommer De hele den lange vej med Deres manuskript, hvorfor benytter De Dem ikke af postvæsenet?’

Måske blev jeg bare forbavset over mandens spørgsmål, for inden jeg fik tænkt mig om, havde jeg svaret følgende: ’Mine forfædre, vikingerne, sejlede i dagevis over havet, bare for at få lov at læse et enkelt digt for kongen.’

 

Hvis Hans Majestæt Carl XVI Gustaf har mulighed for at være til stede, når Einar Már Gumundsson den 11. april får overrakt sin nordiske pris, kan en gammel drøm blive virkelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her