Baggrund
Læsetid: 9 min.

Emil Brückner var Outzes diskrete livredder

Skarpt forfulgt af Gestapo fik Informations grundlægger og hans illegale nyhedsblade livgivende hjælp af en sagfører, der også købte dødsdømte frihedskæmpere fri med falske papirer og lagde lokaler til stiftelsen af dagbladet Information
Skarpt forfulgt af Gestapo fik Informations grundlægger  livgivende hjælp af en sagfører, der også købte dødsdømte frihedskæmpere fri med falske papirer. Børge Outze ville være fyldt 100 år i dag.
Kultur
18. marts 2012

Børge Outze havde mange at takke for sin overlevelse under krigen: Hans livvagt Birger Mouritsen, der blev forvekslet med Outze under en razzia i Tivoli og døde i kz-lejren Neuengamme. Birgers far, der tilbød at overtage sønnens plads. Andre livvagter og hjælpere, som døgnet rundt dannede skjold om den unge journalist. Kendte og ukendte venner, der gav husly, hvor den fredløse Outze sov med en håndgranat under hovedpuden, mens Gestapos bødler og deres danske håndlangere jagtede ham.

En af de oversete skikkelser i kredsen var Emil Brückner. En distingveret landsretssagfører med kontor på Strøget og hus i Ordrup. En kunstelsker kendt for sine kulturelle interesser, men så diskret som modstandsmand, at han stort set er gledet ud af historien. Han blev Outzes livredder, da denne fra februar 1944 måtte gå íunder jordení, efter at tyskerne havde sat en dusør på hans liv.

Illegale advokater

Bag sin neutrale facade engagerede den 40-årige Emil Brückner sig i íRingení, en af de fire store bevægelser bag Danmarks Frihedsråd. Han blev i 1944 leder af Ringens Sagførergruppe. Opgaven var at udnytte advokaters særlige chancer for at skaffe lokaler, efterretninger, våben og anden logistik til danske modstandsfolk. Brückner skabte et netværk af pålidelige kolleger og mødtes jævnligt med Ringens andre gruppeledere i Det Kongelige Teaters direktørkontor.

Det stod hurtigt klart for lrs. Brückner, at arbejdet i den illegale presse krævede en særlig bevågenhed. Nok levede Børge Outze i skjul, men han fortsatte sit arbejde med at producere nyheder, som hver dag skulle duplikeres, lægges i kuverter med kryptiske afsendere, sendes ud i hele landet, sejles eller flyves over Sundet til Sverige og derfra videre til London og den frie verden. Hver dag og med livet som indsats.

Brückner stillede sit netværk til rådighed, men investerede i høj grad sin person i det illegale arbejde. Hans kone Dora Mathilda var svensk, datter af Harald Ernberg, der havde været læge for kronprinsessen, den senere dronning Ingrid. Det lettede Emil Brückners visa til Sverige, hvilket kom Frihedsrådet og Information til gode, når han leverede mikrofilm med depecher og nyheder gemt i barberkoste og tandpastatuber til Erling Foss og Ebbe Munck i Stockholm.

Flygtning i egen by

Gennem otte måneder blev Børge Outze flygtning i sin egen by, da Gestapo troppede op for at arrestere ham på Nationaltidende over for Christiansborg.

I praksis fortsatte han med at færdes i de samme områder af byen, for næsen af sine forfølgere. Han var nødt til at opsøge centrale kilder og have adgang til telefon og post. Hans arbejdsmark var et minefelt, hvor illegale venner flyttede rundt på livsfarlige adresselister gemt i en cykelpumpe eller en cykelkurv med hund på toppen.

Ofte sov han en nat eller to på en briks hos ukendte fremmede. Hans kone og datter blev sendt i sikkerhed hos familie i Skanderborg, så han måtte forsørge sig selv, men undgå butikker og faste adresser. Også her trådte Emil Brückner til.

Landsretssagføreren sad i bestyrelsen for den nye restaurant íSohoí, som blev indrettet i Købmagergade 19, hvor en flygtet jødisk familie tidligere havde tøjbutik. Han sørgede for, at Outze altid kunne snige sig ind ad bagdøren til et måltid mad eller få kartofler og sovs bragt ud af betroede bude.

Stikker renset

Mens de to mænd således fandt sammen i en farefuld kamp for det frie ord, fik Emil Brückner på kontoret i Vimmelskaftet en rutinesag farvet af tiden og besættelsens særlige kår. En redaktionssekretær i Industrirådet ønskede juridisk bistand til at rense en kontormand, der blev beskyldt for at være stikker for tyskerne. Lrs. Brückner tog kontakt til de navngivne rygtesmede, der ikke havde nogen beviser. De endte med at undskylde, og sagen faldt.

Brückner og Outze har næppe drøftet episoden, for i så fald kunne Outze fortælle:

Den påståede stikker havde i 1936 forsøgt at spænde ben for Børge Outzes job på Nationaltidende, fordi han havde været militærnægter. Manden hed Ove Erik Christensen og var næstformand i det nazi-inficerede Konservativ Ungdom. Fra 1943 angav han 37 anti-nazistiske KU-fæller til Gestapo, blandt dem Københavns-afdelingens formand Erik Haunstrup Clemmensen. Han vedblev med at optræde som Outzes plageånd, nu som betalt stikker for tysk politi.

Det var samme O. E. Christensen, der i juni 1944 opdagede Outze i Tivoli og udløste den razzia, der kostede hans 22-årige livvagt livet.

KU-manden fortsatte sin morderiske jagt på Børge Outze, efter at den uindviede Brückner havde brugt sin juridiske metier til at gøre ham stueren. Først efter befrielsen blev Emil Brückner klar over, ”at han faktisk havde været Stikker i stor Stil, om end først efter at han var blevet ”renset” gennem min Virksomhed ñ saavidt han da selv forklarer”, som sagføreren skrev til daværende minister Per Federspiel.

Et tysk tilbud

Trods det fatale forsvar af stikkeren var tilliden til Emil Brückner intakt. Det viste sig, da han mod krigens slutning blev hovedmand i en hemmelig og bizar menneskehandel, som historikeren Steen M. Andersen, nu generalsekretær i Unicef Danmark, gravede frem under arbejdet med sin bog om íRingení, og som her suppleres med nye kilder og fund fra arkiverne.

Det var sidst i marts 1945. På den 28-årige danske officer Ole Lippmanns ansvar havde 49 britiske fly sønderbombet Shellhuset, hvor Gestapo holdt 26 modstandsledere som gidsler. Otte af dem blev dræbt, mens andre mirakuløst kunne kravle ud af de rygende ruiner i frihed. Blandt dem var Frihedsrådets Mogens Fog og Aage Schoch, Outzes redaktør fra Nationaltidende.

Få dage efter blev Brückner kontaktet af en ansat i Dansk Røde Kors, som videregav et underhåndstilbud fra en tysk Gestapo-mand: At få løsladt 12 danske modstandsfolk fra tysk fængsel og tortur ved hjælp af falske papirer. Prisen ville være 150.000 kroner og frit lejde til Sverige for tyskeren.

Brückner forelagde sagen for Frihedsrådet, der gav ham mandat til at skaffe pengene og gennemføre handelen. Rådet udpegede 12 danske fanger, som burde frikøbes, og Brückner skaffede tre lån. Efter krigen ville han så bede Sagførerraadet om at dække beløbet som et bidrag fra advokatstanden.

Filmmand i klemme

For Emil Brückner var sagen en penibel affære. De 12 landsmænd var i akut fare for at blive psykisk og fysisk lemlæstet. Det var politifolk, officerer og civile frihedskæmpere. Mindst en af dem skulle henrettes.

Overbetjent Vilhelm Andersen fra kriminalpolitiet var sat i Vestre Fængsel fra 15. marts, fordi han arbejdede for Outzes Information. Han havde været udsat for langvarig tortur af Gestapo.

En anden fange var filminstruktøren Theodor Christensen, der blev anholdt, mens han filmede sabotage-aktioner til íDet gælder din frihedí, som Ole Lippmann havde skaffet hemmelig amerikansk støtte til. Filmmanden var angivet af en fotograf, der blev forhørt af torturbødlen Ib Birkedal Hansen. Også Theodor Christensen var truet på livet.

Brückner vidste ikke, om det hele var en tysk fælde. Han havde ikke selv mødt Gestapo-officeren Josef Eckel, vidste kun, at han gik under pseudonymet E 13, var 38 år, og at hans opgave siden oktober 1943 var at bekæmpe danske kommunister. Nu ville tyskeren score en formue med falske papirer. Hvordan kunne man overlade et dusin danskeres skæbne i så blodige hænder?

Samtidig udgjorde de 12 fanger en alvorlig risiko for modstandskampen, hvis de blev presset til at røbe deres viden. Det var samme frygt, der lå i motiverne for at bombe Shellhuset.

Brückner tog chancen.

Dødsdømt student

Set fra en celle i Vestre Fængsels tyske afdeling forekom hele affæren uvirkelig. Her sad lægestuderende Allan Rohde, der var dødsdømt og skulle skydes næste dag. Pludselig blev han løsladt og hentet af kammerater uden for fængslet.

Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann fik nys om de falske løsladelser og blev rasende. Han dikterede en komplet kulegravning, men inden det skete, var krigen slut.

Allan Rohde kom i langvarig behandling for tortur. Fra hospitalet sendte han lrs. Brückner ”min varmeste Tak for Arbejdet med Befrielsen af de 10 haardt truede Fanger, for hvem Befrielsen i sidste Øjeblik altid maa staa som et fuldkomment Mirakel”.

Det samme mirakel oplevede 17-21 danske fanger, da Josef Eckel gik videre end lovet.

Eckel blev i maj 1945 arresteret af britiske tropper, men løsladt i november samme år. Han hjalp briterne med at opspore sine chefer i Gestapo og SS: Bunke, Bovensiepen og Hoffmann ñ de samme bødler, som havde forhørt Outze, mens han var fange i Shellhuset og Vestre Fængsel i efteråret 1944, før han flygtede til Sverige.

Informations start

Da Outze vendte hjem i maj 1945, valgte han restauranten i Købmagergade som det sted, hvor hans nye dagblad blev formaliseret. På Soho besegledes Informations start over en frokost i Aktieselskabet af 4. maj 1945 under Stiftelseí.

Så fulgte bøvlet. Både Outze og Brückner ramtes af store skuffelser fra tidligere allierede.

Outze var i starten ene mand på Informations redaktion. Mange illegale kolleger svigtede deres løfter og lod sig lokke ind i de store bladhuse.

Over for Børge Outzes kontor i Store Kongensgade - i Sct. Annæ Palæ, der havde huset Gestapo efter ødelæggelsen af Shellhuset - engagerede Emil Brückner sig som ulønnet frivillig i det forestående retsopgør. Hans sagførergruppe afhørte tusinder af mistænkte, inden de blev overladt til retssystemet.

Sagførerraadet nægtede at udrede de 150.000 kroner, som frihedskæmpernes redning kostede. En dybt skuffet Brückner måtte derfor lade staten betale.

Værre var dog, at såvel Børge Outze som Emil Brückner blev ramt af uhyrlige mistænkeliggørelser, der lagde en giftig skygge over deres indsats i frihedskampen.

Stemplet som tysk agent

Outze måtte i mange år forsvare det trick, der reddede hans liv: at han på skrømt lod sig hverve som tysk spion og dermed slap levende ud af Gestapos klør.

Emil Brückner blev i september 1946 nægtet visum til England, fordi briterne i et tysk kartotek havde set sagføreren opført som tysk agent, såkaldt Vertrauensmann. Oplysningen kom som et chok. Brückner havde stort set ikke haft kontakt til den tyske besættelsesmagt, bortset fra efteråret 1943, da han forsøgte at få kollegaen Per Markussen løsladt fra Horserød. Da blev han tre gange opsøgt af Gestapo, oplyste han i en rapport til sin ven og kollega Per Federspiel, den særlige minister for retsopgøret.

Videre skrev han:

”Efter Kapitulationen havde jeg den Gestapomand oppe paa mit Kontor ñ jeg havde aldrig set ham før ñ som formedelst 150.000 Kr. havde udstedt falske Løsladelses-Ordrer paa ca. 16 danske, der sad i Vestre og paa Politigaarden. Angaaende Gestapomanden henvendte jeg mig til Major Hemingway, Intelligence Service, for at faa ham anmeldt til at genkende og opsnuse sine Arbejdsfæller ved Grænsen eller eventuelt Flygtningelejrene. Det er mærkeligt, at Hemingway, der den Gang havde Mistanke til Outze, som jeg præsenterede ham for, ikke ogsaa havde Kik paa mig som ”Vertrauensmann”, hvilket dog maatte give Anledning til omgaaende Arrestation. Outze beholdt de ñ dog kun i 1½ Time ñ i Anledning af Historien om Gestapochef Hoffmann, som Outze havde besnæret ved at foregive, at han vilde tage til Moskva som ”Vertrauensmann”, hvis han kom løs. Outzes Frigivelse skete ganske vist paa en ualmindelig Maade, og han fortalte af Hensyn til sin Familie i Danmark intet om den virkelige Sammenhæng, da han kom til Sverige.”

Retten blev sat

Emil Brückners illegale meriter har i mange år været ukendt, også for hans familie, efter en fejlarkivering af hans papirer. Selv var han yderst tavs om sit virke i frihedskampen, husker sønnen, tidligere ambassadør Peter Brückner:

”Min far talte ikke meget om sine oplevelser under besættelsen. Han var særdeles diskret i så henseende.”

Først da juristen Peter Brückner en snes år efter befrielsen optrådte i en populær TV-serie med et modstandstema, lempede hans far på sine erindringer:

”Det var især i anledning af en ”Retten er sat”- udsendelse med professor W. E. von Eyben og journalist Lasse Budtz, at jeg fik lejlighed til at spørge ham nærmere om hans oplevelser under besættelsen. I denne sag skulle jeg forsvare en modstandsmand, der var blevet grebet af tyskerne, og som efter krigen blev sigtet for at have angivet sine kammerater. Min far nævnte ikke noget om de falske mistanker, men han lagde ikke skjul på sin skuffelse over kollegerne i Sagførerrådet,” siger Peter Brückner.

Børge Outze forsvarede sine gerninger med ord, hans livredder Emil Brückner med tavshed, længe efter at de øverste modstandsledere ñ Ole Lippmann, Mogens Fog, Frode Jakobsen og mange andre - gik i brechen for de to hædersmænd og fjernede al tvivl om deres bedrifter i frihedskampen. Det burde ikke være nødvendigt. Deres handlinger turde tale for sig selv, men sådan blev det ikke.

Børge Outze døde i 1980, Karl Emil Brückner i 1984.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her