Læsetid: 4 min.

Min fars eksempel

Skingert: Der er sikkert folk fra de laveste sociale lag, der udnytter systemet, men mine indre politiske organer begynder altså at syde, når Henrik Dahl og Ole Thyssen igen og igen taler om ’den udspekulerede underklasse’
Skingert: Der er sikkert folk fra de laveste sociale lag, der udnytter systemet, men mine indre politiske organer begynder altså at syde, når Henrik Dahl og Ole Thyssen igen og igen taler om ’den udspekulerede underklasse’
2. marts 2012

Når jeg hører kultursociologen Henrik Dahl og filosoffen Ole Thyssen igen og igen aflire deres greatest hit – det med omkvædet om, at den udspekulerede underklasse har fundet ud af at fremstille sig selv som ofre og dermed få ’succes som tabere’ – kommer jeg til at tænke på min far. Samtidig begynder mine indre politiske organer at syde og boble.

Jo, der findes mennesker fra samfundets laveste sociale lag, der udnytter systemet. Der findes også mennesker, der høster gevinst på at fremstille sig selv som ofre. Men det er forsvindende få i forhold til det antal mennesker, der knokler mere end de burde. Folk, der sætter en ære i at klare sig selv for enhver pris. Der er skraldemænd og bygningsarbejdere, der fylder sig med smertestillende piller hver morgen, inden de går på arbejde. Hvad de tænker, når Dahl og Thyssen endnu engang toner frem på tv-skærmen, kan jeg strengt taget ikke vide. Men jeg gætter på, at det er noget i stil med, at de to fyre der, de kunne eddermame godt trænge til en rask omgang manuelt arbejde. Eller et par år på laveste dagpengesats.

Andre har mere blik for, at de hver for sig har skabt sig en smuk karriere som dem, der siger højt, hvad pæne borgere helst vil slippe for selv at sige. Nemlig at samfundet nok ikke har råd til at hjælpe de svage så meget, som det har gjort, i alt fald ikke uden at det kommer til at gå ud over de hårdt tilkæmpede privilegier hos middelklassen. Og at pille ved dem vil ikke være populært. Derfor er det vældig bekvemt med to forlæste hoveder, der kan forklare, at de svage slet ikke er svage. De er nærmere udspekulerede nasseprinser, der udelukkende tænker på, hvordan de kan få flest penge ud af at arbejde så lidt som muligt – helst slet ikke. Her stiller Dahl så sit skingre fantasibillede af de succesfulde tabere op – mens Thyssen bliver mere og mere forundret over, at selv folk på hans eget uddannelsesniveau ikke kan se det indlysende rigtige i det filosofiske væv, han egenhændigt har spundet i sit sterile og virkelighedsafskærmede studerekammer.

Stolthed og trods

Min far blev født i det historisk set ikke uinteressante år 1917. Han var horeunge, som man smagfuldt kaldte det dengang. Hans mor, min bedstemor, havde ry som egnens skønhed, men kort tid efter at hun havde født far, blev hun ramt af polio. Jeg kan kun huske hende som siddende og, ved sjældne lejligheder, som besværet stavrende af sted ved hjælp af to stokke. Den mand, hun giftede sig med, fars stedfar, var noget så – også dengang – sjældent som analfabet, og han brød sig meget lidt om sin ’uægte’ søn, der var lige lovlig kvik i hovedet. Som det var almindeligt dengang, kom far tidligt ud at tjene, i landbruget, og den skolegang, han fik, var så lemfældig, at han, på trods af kvikheden, faktisk ikke lærte at læse eller skrive ordentligt. Det lærte han først, da han blev gift med min mor – det var simpelthen hende, der lærte ham det. I Mellemkrigstiden fik far tuberkulose, han var i lang tid indlagt på et sanatorium, og efter Besættelsen, omtrent på det tidspunkt, hvor jeg blev født, blev hans ene lunge fjernet. Han blev tilkendt invalidepension, men frasagde sig den efter kort tid. Af stolthed og trods. Han trivedes på ingen måde med at blive forsørget af det offentlige – ligge samfundet til byrde, som det hed – og han skulle nok selv forsørge kone og børn. Det gjorde han også – ligesom et utal af andre, hvis helbred ikke nødvendigvis var stort bedre.

Se, det var jo en historie af den gode, socialrealistiske slags, men derudover er den nu faktisk også sand. Jeg er naturligvis klar over, at den er usædvanlig velegnet til at give nutidens forkælede unge dårlig samvittighed. Men det behøver de ikke at have.

Der er grænser

Fars eksempel bør helst ikke forlede nogen til efterfølgelse. Efter at have arbejdet i landbruget i mange år blev han jord- og betonarbejder – som nu engang var det arbejde, der var at få. Og han kom til at betale en høj pris for sin stolthed, den højeste nemlig. Han døde i 1978, kun lige godt 61 år gammel. På trods af sin sygdom og hårde skæbne i øvrigt har jeg aldrig hørt ham begå sig i den idræt, som mange dyrker med fryd: Praleriet over, hvor hårdt, man har haft det. Hvis han tænkte i de baner, holdt han det for sig selv.

Når han så stædigt modsatte sig blive forsørget af det offentlige, var det naturligvis ikke af uselviske grunde. Jeg tror ikke, han tænkte på nogen særlig pligt til at ’give sit bidrag til samfundet’, som nutidens politikere panegyrisk udtrykker det. Han tænkte utvivlsom først og fremmest på sig selv og det ry, man får, når man er selvhjulpen, nemlig mange gange bedre end det, man får, når man bliver forsørget. Det er selvfølgelig også i dag motivationen til at gå på arbejde hver dag, selv smøre sine leverpostejmadder osv. Det der hellige præk om at bidrage til samfundet er – som så meget andet i nutidens floskulatur – at reducere virkeligheden til dårlig litteratur, til skildringer af et heroisk folk, der står sammen i et og alt og kun har tanke for samfundets ve og vel.

Men fars eksempel? Selv om der nok skal være nogle – en kultursociolog og en filosof f.eks. – der vil synes, det er beundringsværdigt, er der al mulig grund til at advare mod det. Der er trods alt grænser for, hvad et samfund kan forlange af en borger. Også en borger, der gør alt, hvad han kan, for ikke at få succes som taber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

En anbefaling til Bent Vinn Nielsen, der skriver blændende godt.

Men det går galt for den ellers altid meget opvakte skribent, når han hopper med på politikernes rablende og ulærde polemiske ævl, om at samfundet er staten eller nationalstaten, og borger stå i gæld til staten.

En samfund består af mennesker (eller andre dyr). De udgør et fællesskab. Ingen har lyst til at ligge andre til last. Det er en stærk følelse hos enhver, med mindre de systematisk er blevet formet til egoisme. Hvilket er præcis det politikerne gør med deres snak om samfundet vs. den enkelte borger.

Heinrich R. Jørgensen

"Jeg er naturligvis klar over, at den er usædvanlig velegnet til at give nutidens forkælede unge dårlig samvittighed. Men det behøver de ikke at have."

De tænksomme unge kunne jo tænke over, hvorfor nogle personer der er født længe før dem selv, kunne være så stålsatte i deres beslutsomhed, at de ikke skulle ligge andre til last. Hvorfor mon de gamle mente, at de ville miste deres menneskelig-hed og menneske-værd hvis de ikke løfte deres egen vægt?

Var de gamle mon bange for andres fordømmelse, hvis de lukrerede på andre? Eller skyldes det det modsatte -- at de ikke ville miste deres selvværd og selvrespekt, hvis de ikke ydede hvad de kunne for at klare sig ved egen indsats?

Nutidens unge kunne også tænke over, om det var de gamle analfabeter der var tåber, eller om det var dem selv der i årevis var blevet udsat for ordgejl, så de ikke længere har evnen til at sanse og forstå ret meget?

En målrettet analfabetiseringskampagne kunne måske løfte niveauet i nutiden markant? ;-)

Det danske samfund. Et begreb, som ved lidt eftertanke, reelt er selvmodsigende, og ekskluderende, for alle dem som ikke hører med til de helt specifikke samfund (den grupper), der lever i Danmark, og som forblindet af egne interesser, definerer og påstår deres helt egen opfattelse om, at samfundet er et helt lands befolkning, som endda ofte udpensles til et fællesskab, den enkelte har et ansvar overfor.

Men et helt lands befolkning består jo som bekendt af mange enkeltsamfund, eller rettere samfundslag. Altså grupper (samfund) af mennesker på omtrent samme geografiske, interessemæssige, mentale og sociale niveau.

Artiklen fortæller meget fint, ideen og især hvorfor det socialhistorisk er gået fra, at de enkeltes ansvar overfor gruppen (samfundet), ikke kun skulle løftes af det enkelte samfund (gruppen), men af alle samfund (grupper) i den danske befolkning, som et fælles gensidigt ansvar.

Det er derfor forstemmende, at de nuværende politiske visioner, - underbygget sociologisk og filosofisk af de samfundslag der begrebsmæssigt bruger flosklerne ”det danske samfund” og ”ansvar overfor fællesskabet” -, nu er, at genskabe tiden og ansvaret overfor den enkelte borger, som den var i tiden i begyndelsen af 1900’tallet, og som værende ansvarlig og fair, til gavn og udvikling for alle i de enkelte samfund, som udgør den danske befolkning.

Uhyggeligt at udviklingen har skabt samfundslag, hvor ansvaret for risikoen for selv at miste sit sociale sikkerhedsnet, kun skal henføres på de samfundslag, der allerede har nogen der er faldet gennem det sociale sikkerhedsnet, som flere generationers samfund ellers gensidigt har opbygget.

Det er selvfølgelig også nemmest ansvarsmæssigt, kun som det eneste, at skulle vurdere hvor godt man ved egoistisk ansvarlighed stadig har det, ved at gøre alle der har det være i andre samfundslag end en selv, til selvforskyldte ansvarsløse nassere på samfundet, som det meget bekvemt opfattes af de samfund med deres på det tørre, som værende et synonym for hele den danske befolkning.

Heinrich

Undskyld at jeg hovedløst har bidraget med noget nær det samme som dig, men jeg sendte bare hvad jeg havde skrevet i mit Word, og vupti dukkede dine indlæg op.

Jens Carstensen

Krupp Thyssen skulle være blevet automekaniker & Dahl kunne have gået militærvejen.Nu hænger vi på dem ;-) i stedet.

Heinrich R. Jørgensen

Jens Høybye:
"at genskabe tiden og ansvaret overfor den enkelte borger, som den var i tiden i begyndelsen af 1900’tallet"

Du har helt ret. Der er i den periode, at man skal finde årsagerne til nutidens vanvid.

Det oplyste monarki, der var blevet Grundlovsfæstet i 1849 som etableret realitet og fortsat vision (sic!), var baseret på en formodning om, at de forstandige, fornuftige og ikke mindst oplyste personer, vil tegne de lovgivende forsamlinger. At folk i almindelighed ville have tiltro til de personer, der kunne fremstå som lødige, værdige, humane osv.

Tydeligvis gik det siden galt. Nutidens politikere har ikke opnået hvervet fordi de inkarnerer klassiske dyder, men fordi de er de fremmeste på en ganske anden forestilling om menneske, samfund og riget som rammen for sameksistens, for kollektivets autonomi og som bærer af en bevidst villet fælles identitet som folk og borgere.

Efter en romansk guldalder i det 19. århundrede første halvdel, der i vid udstrækning skabte grundlaget for en følelse af identitet og kontinuitet skæbnefællesskab i riget, opstod endnu en guldalder i århundredets anden halvdel. Et stærk samfundssind prægede kapable folk, og selvhjulpne og kapable samfundsentreprenører fik etableret en højskole bevægelse, forsamlingshuse opstod, en kooperatistisk andelsbevægelse, en friskoletradition, folkelige oplysningsforbund opstod, en ny tids religion der var oplyst snarere end åndsformørket(grundtviansk). Alt dette opstod pga. forstandige folk der ønskede fællesskabets succes, og var bevidste om at deres ambitioner var andet og mere end et forsøg på selvhævdelse og selvberigelse.

Der er al mulig grund til at værdsætte selvhjulpne og kapable mennesker, der evner at påtage sig ansvar for sig selv og andre, med forstanden og fornuftens brug. Desværre gik der overmod og historieløshed i projektet.

Også dengang var Venstre og bønderne i front, når det galdt monumental uforstand, kortsigtethed og aktive bestræbelser på at fremme egne interesser. Deres samfundssyn minder påfaldende om deres natursyn. Skidtet skal holdes nede, som det ukrudt det er. Det er i vejen, og er unyttigt, for hvad de anser for at være deres væsentligste mission: at tjene penge(ne).

Bønder anser sig oftest næppe som en slags gartnere -- deres tilgang er vel snare at dræne, udnytte og vride folderne ud af markerne? Fraværet af gartnersind kan muligvis forklare, at de næppe fik reflekteret over talemåden om, at ét råddent æble fordærver hele tønden?

Fair skal være fair -- bønderne var næppe ene om at bringe den fælles velstand i fordærv. Bønder flest var måske mest af alt bønder, som i et vist brædtspil. Nogle, andre kunne manipulere til at agere på måder, så deres handlinger tjente andre aktørers interesser. Bønder er næppe mere disponerede til at blive bragt til fals end andre, men enhver der har kreditorer der kan true dem med en skæbne værre end døden, kan det nok få de fleste til at foretrække at tage leen i egen hånd...

Socialdemokraterne var der engang fornuft bag. Alene navnet antyder deres historiske sigte. Det almene vel. Det er årtier siden, at derouten holdt sit indtog i den kreds også, og råddenskaben har taget aldeles over dét også. Det er almenvældet der er tidens løsen -- de selvretfærdige og bedre vidende dominans og formyndere over den uregerlige pøbel.

Således vælges også i nutiden de personer, der bedst inkarnerer hvad der opfattes som de fineste egenskaber mennesker kan besidde. Selvretfærdighed, dominerende adfærd, arrogance, bedrevidenhed, skruppelløshed, ønsket om at bestemme, kontrollere og formynde. Det psykopatiske og egoistiske mennesket. Det, fortidens opvakte tænkere advarede så kraftigt imod, at deres betegnelse for sådanne farlige afvigere stadig indgår i de fleste sprog. På græsk var det idiotes -- den selvoptagne person, der qua sin uforstand og afstumpethed ikke ønsker at tjene fællesskabet.

Heinrich R. Jørgensen

Apropos en anden tråd der handler om at Venstre gør krav på at være en del af arbejderbevægelsen...

Det var Socialdemokratiet der engang havde en kampagne der hed: "Råd til velfærd".

Dén kunne Venstre med stor autoritet hævde som deres konstruktion. Hvem fortjener i højere grad, at blive kendte som de der bragte råd til velfærden?

Det skulle lige være Det ekstreme Venstre...

;-)

Heinrich

Jeg er helt enig i dit sidste indlæg, hvis du mener det lille ord "råd" har mange betydninger, og i forbindelse med socialdemokratiets slogan "Råd til velfærd", så betyder ordet råd, at man/fælleskabet som helhed har pengene til velfærd.

Og at "råd", når du beskriver: ("Dén kunne Venstre med stor autoritet hævde som deres konstruktion.
Hvem fortjener i højere grad, at blive kendte som de der bragte råd til velfærden?") Er "råd" synonymt med fordærv/opløsning af almenvældets velfærd.

Dahl & Thyssen deltager med deres tekster i den løbende påvirkningskampagne af danskerne, der foregår især fra CEPOS. CEPOS er også leveringsdygtig i forskellige typer tekster (se evt. mere i det citerede nedenfor) og har derved fået en central pladsering i mediedagsordenen.

Citerer fra Mogens O. Madsens bog "Universitetets død. kritik af den nyliberale tendens", 2009, pp.83-84:

“CEPOS har et klart defineret værdigrundlag af ideologisk karakter og ønsker at påvirke samfundsudviklingen i Danmark i en bestemt retning, idet tænketanken f.eks går ind for såkaldt fri konkurrence og frie markeder og ønsker at omlægge og begrænse direkte og indirekte støtte fra det offentlige til befolkningen”.

Og lidt længere nede på side 83:

“CEPOS bidrager således på det mediemæssige og politiske niveau til den politiske værdikamp ved kompromisløs ideologisering af velfærdsstaten. Ved konsekvent at modstille velfærdssamfundet med et såkaldt bedre samfund - se Professor på KU Peter Kurrild Klitgårds 10 sunde principper for god politik (www.cepos.dk), leveres en flydende strøm af input til den diskursive værdikamp.

CEPOS er i denne forbindelse leveringsdygtig i to typer tekster. Den ene er den letlæste og har kraftige etos- og patosappeller - og dominerer kraftigt i det samlede billede af CEPOS. Den anden type tekst har mere logosappel og forsøger at indskrive sig i den dominerende økonomiske diskurs.

Med den hårde mediekonkurrence og pres på journalistiske ressourcer og afledte krav om skarpere vinkling står tænketanke klar til at levere en løbende strøm af stof til avisspalter og de elektroniske sendeflader. Og CEVEA (en lignende tænketank med Socialdemokratisk udgangspunkt) og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ser ud til at have svært ved at følge med.

Når det drejer sig om privat viden, findes der også et hav af andre vidensproducerende enheder og såkaldte eksperter. Den private konsulentbranche præger i meget høj grad billedet og af ukendte grunde har cheføkonomer i pengeinstiuttter en fremskudt position." Citat slut.

Link: Ti sunde principper for god politik på Cepos.dk

Vinn sige i starten : "Jo, der findes mennesker fra samfundets laveste sociale lag, der udnytter systemet. Der findes også mennesker, der høster gevinst på at fremstille sig selv som ofre. Men det er forsvindende få i forhold til det antal mennesker, der knokler mere end de burde. Folk, der sætter en ære i at klare sig selv for enhver pris."

Vupti, taler Vinn sig væk fra den kærneproblematik, som han kritiserer. Det er jo netop ikke : " en borger, der gør alt, hvad han kan, for ikke at få succes som taber.", Thyssen focoserer på.

Heinrich, 00.57 : "Ingen har lyst til at ligge andre til last. Det er en stærk følelse hos enhver, med mindre de systematisk er blevet formet til egoisme."

Du må bestemme dig. Er egoismen nu og her et grundvilkår eller ikke. Millionæren kan være egoist. Samfundsnasseren kan (uanset de dybereliggende årsager til hans situation). Selv religiøse, hvis budskab er næstekærlighed, kan være egoister og intolerante over for fællesskabet. Alm borgere i vores materialistiske trøstsøgende statusræs kan være enormt egoistiske. Politiske mennesker på yderste venstrefløj ligeså, intolerante som få.

Helt enig i at politikerne ikke skal forstærke egoismen gennem deres lovgivning.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
"Du må bestemme dig. Er egoismen nu og her et grundvilkår eller ikke."

Jeg er umiddelbart tilbøjelig til at mene, at egoisme er en tillært last. At egoisme er en karakterbrist, og en perverteret og uempatisk adfærd. At egoisme er et mønster der ikke er populært hos andre, og sædvanligvis ikke belønnes i de fleste fællesskaber.

Jeg tør ikke lægge hovedet på blokken på, at det forholder sig sådan.

Kigger man rent historisk og antropologisk på det, kan jeg ikke komme i tanke på eksempler på, at egoisme har kendetegnet noget succesfuldt samfund. Det kunne indikere, at egoisme næppe er en egenskab der kendetegner succesfulde samfund og kulturer :-)

Problemet med samfundet er, at det er dem, der besidder de mest dubiøse karakteregenskaber, der er mest interesserede i at få magten.

Problemet med samfundet er, at det er dem, der besidder de mest dubiøse karakteregenskaber, der er mest interesserede i at få magten.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg synes du snarere, at der tale om et problem med valgsystemet, der fremmer at nogle af de mest dubiøse blandt de meget selvhævdende og selvretfærdige, har størst sandsynlighed for at opnå valg.

Hvis vi koncentrerer os om den faktiske egoisme i hele befolkningen (som jeg egentlig beskrev), er dens modpol solidaritet og sammenhængningskraft.
Her er vi vist enige om at politikerne ikke bør indrette samfundsforhold, der forringer disse forhold
Men partierne er jo traditionelt interresseforeninger, hvilket ikke støtter dette synspunkt. Alligevel vil jeg da gerne høre den politiker, der bevidst ønsker at styrke egoismen.
Når vores velfærdssystem slører retfærdigheden, forstærkes gruppernes egoisme. Der vil være almen forståelse for hjælp til de svageste, hvis der var sikkerhed for at det netop er de svageste og ikke næsten hele befolkningen der modtager ( selv om vi selv betaler det gennem skatten).
Her er også Thyssens synspunkt en mindre, men væsentlig del af problematikken, da egoismen hænger uløseligt sammen med den almene moral.

Jeg tør godt lægge hovedet på blokken : Egoismen skamrider det danske samfund.

Når jeg er borgerlønstilhænger, skyldes det en opfattelse af at regelsamfundet skaber dårlig moral og egoisme.
Hvis den sociale ydelse er betingelsesløs, fjernes motivet til at nogle er nassere og modsætningerne reduceres, og dermed egoismen.
Men her tør jeg ikke lægge hovedet på blokken.

Henvisning til den anden tråd om emnet.