Læsetid: 7 min.

Født med blyanten forrest

Kirsten Hammanns seneste roman er den første, hun har skrevet på computer. Indtil for få år siden forfattede hun alle sine bøger i hånden på stenogramblokke, som hun opbevarede i brandsikre bankbokse. Det var et håbløst system. Men det førte en særlig skrivestil med sig
Kirsten Hammann og en del af hendes håndskrevne manuskript til debutromanen ’Vera Winkelvir’ fra 1993.

Kirsten Hammann og en del af hendes håndskrevne manuskript til debutromanen ’Vera Winkelvir’ fra 1993.

Jakob Dall

16. marts 2012

Det var frygten, der fik hende til at skifte kuglepennen ud med en computer. Frygten for indbrud. For ildebrand. For vandskade. Altid var der noget at bekymre sig om.

»Jeg har haft frygtelige mareridt om, at alting skulle forsvinde. Det er simpelthen skrækindjagende ikke at kunne gemme det, man skriver,« siger Kirsten Hammann.

Hun sidder på Det Kongelige Bibliotek med en frysepose fuld af gamle håndskrevne digte, breve og notater. Hendes egne. Hun fandt dem i kælderen forleden sammen med manuskriptet til Bruger De ord i kaffen fra 2001. Nu er hun mødt op i Håndskriftsafdelingen for at føje de patinerede sider til sit personlige arkiv, der i forvejen rummer adskillige kasser med håndskrevne originalmanuskripter.

»I mange år havde jeg mine manuskripter liggende i køleskabet. Det var tåbeligt, for hvis huset brændte, ville køleskabet jo også brænde, men jeg syntes åbenbart, det var bedre end ingenting.«

Det er sjældent, man møder en forfatter, der på alle synlige parametre er fulgt med tiden og så alligevel på ét punkt har været årevis om at komme på niveau med udviklingen. Men sådan en forfatter er Kirsten Hammann. Hendes seneste roman, Se på mig, er den første, hun nogensinde har skrevet på en computer. Alle forrige er blevet til på stenogramblokke og løsark.

»Ved de to sidste bøger lejede jeg en bankboks, som jeg gik forbi, hver gang jeg havde fyldt en ny blok. Det skabte en vis tryghed. Men det betød samtidig, at jeg ikke lige kunne gå tilbage i manuskriptet og tjekke, hvad jeg tidligere havde skrevet – for det lå jo nede i Danske Bank.«

Skriften skifter farve

»Det her er det vildeste manuskript,« siger hun og løfter låget af en kasse med manuskriptet til Vera Winkelvir, hendes første bog.

»Prøv at se, hvordan skriften hele tiden skifter farve: så er den blå, så er den rød, så tager jeg manuskriptet med på ferie og pakker det ind i en udgave af Levende Billeder, og så fortsætter det pludselig over i en fransk notesbog – altså, de her sider er da totalt fede,« siger hun og smiler begejstret.

Det var et håbløst system, erkender hun. Selvfølgelig var det det. Men ud af håndskrivningens begrænsninger voksede samtidig en metode, som er endt med at blive hendes adelsmærke.

»At jeg skrev i hånden betød, at jeg aldrig læste tilbage. Dels fordi det var besværligt for mig at tyde mine egne kragetæer – og dels fordi manuskripterne aldrig var lige ved hånden. Og sådan er det stadig, efter jeg er gået over til at skrive på computer.«

– Du læser aldrig det igennem, du skriver?

»Nej, jeg producerer bare løs uden at se mig tilbage. Jeg er gode veninder med Helle Helle, som er nærmest diametralt modsat på det her punkt. Hun kan sidde i et år og skrive på de første 40 sider af sin bog, før hun rykker videre. Men jeg lukker bare øjnene og kører. Hvis jeg har skrevet for meget, kan jeg fjerne det i redigeringen. Men jeg skriver aldrig til. Hvis det ikke allerede står der, så står det der ikke. På den måde er redigeringsfasen som et stenhuggerarbejde for mig: Jeg fjerner det overflødige, indtil historien træder frem. Men jeg tilføjer intet nyt.«

Tankeløse tegninger

Nostalgien driver ned ad de hundredvis af håndskrevne løsark, der fylder op i kasserne på bordet – alle med noter i marginen og uformelige tegninger fra tankeløse øjeblikke, hvor hånden er fortsat, efter hjernen er gået i stå.

»Jeg har nok en romantisk forestilling om, at nogen engang kunne blive interesseret i at læse dem,« siger Kirsten Hammann og åbner en brun papmappe på bordet foran sig.

»Hvis nogen husker mig om 50 år, kan de stå med den her i hånden, ligesom jeg selv har stået med nogle af de forfattere, som har betydet noget for mig. Og hvis ingen er interesseret, kan de jo i stedet fyre op med dem nede i biblioteksgården. Når jeg er død, kan jeg jo ikke blive skuffet.«

For Kirsten Hammann er håndskriften forbundet med noget varmt og organisk. I poetikdelen til Bruger De ord i kaffen fra 2001, skriver hun om sin første romanfigur Vera Winkelvir, at hun blev »født med blyanten først«:

»Jordemoderen tog et tungt kamera frem, og i en fornem afhandling kan man stadig se billedet af veras spæde hånd, der knuger en slimet, gul blyant. Først et minut senere kom veras hoved til syne, og resten af fødslen forløb normalt,« lyder det i bogen. Kirsten Hammann føler sig beslægtet med sin romanfigur, så det var ikke uden betænkeligheder, at hun i 2008 endelig overgav sig til computerens tastatur.

»Der er noget intimt over at sidde foroverbøjet over et stykke papir og forme bogstaver med sin hånd. Jeg har tit længtes efter materialet. At være en billedhugger. Forfattere mangler i dén grad det organiske. At forme ordskulpturer. Jeg havde det sådan, at hvis jeg skulle sidde sådan her i stedet,« siger hun og sætter sig ret op og ned med hænderne foran et usynligt tastatur, »så kunne jeg ikke skrive andet end noget helt koldt. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så føles det også mere som et arbejde at skrive i dag.«

– Hvordan skal det forstås?

»Da jeg skrev alt i hånden, var mine bøger i samme verden som mine dagbøger og breve. Det var mere hemmelighedsfuldt og privat med håndskriften. Man kunne skrive alle steder og samtidig nyde, at skriften var grim, for det betød jo bare, at andre ikke kunne se, hvad man skrev. Jeg hadede, da jeg begyndte at skrive på computer, at jeg ikke kunne sidde og skrive i fred, uden at folk kunne læse med over skulderen. Så i dag sidder jeg mest derhjemme og skriver.«

– Har du fortrudt, at du er gået over til computer?

»Nej, for det er selvfølgelig smart, at man kan søge i sine dokumenter, og det er også blevet mere påtrængende med mine seneste bøger, som rummer mere handling og plot. Desuden er det hurtigere og nemmere at skrive på en computer – men det er ikke kun en fordel. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at min hidtil længste bog også er den første, jeg har skrevet på computer. Personerne taler så meget i den bog, at jeg ikke har kunnet undgå at tænke, at det måske har været lidt for let i skriveprocessen bare at taste løs.«

– Det har ikke været besværligt nok?

»Jeg tænkte i hvert fald, da jeg redigerede den, at det var da satans, som de folk snakker. Kan de ikke blive færdige? Men det er så blevet den bogs vandmærke. At der er så meget dialog.«

Digte på WC-papir

»Nå, man sidder alligevel og prøver at skrive nogle digte som 16-årig,« siger Kirsten Hammann og fisker en bunke papirer op af den kælderlugtende frysepose. Digtene bærer titler som ’Forelskelsens stige’, ’Gennem forelskelsens briller’ og ’Besat af modløsheden’. Der ligger også et stykke sammenfoldet wc-papir, skrevet på med skrøbelig kuglepenskrift: ’Et digt på et stykke wc-papir, hvad betyder det? Er mine ord andet værd? Er mine tanker, mine anstrengelser? Jeg prøver desperat, men giver snart op, for hvad hjælper det? Jeg er en for lille bitte klat i denne frygtelige, kæmpestore verden.’

»Hvor har man dog været ordinær,« siger Kirsten Hammann overbærende og begynder at læse op fra endnu et brudstykke.

– Hvad tror du, forskere vil kunne få ud af at læse dine manuskripter?

»Jeg tror, de ville finde ud af, hvor meget af mig, der er i bøgerne. Derfor kunne jeg heller ikke drømme om at frigive manuskriptet til Vera Winkelwir før om mange år, for jeg har en stærk fornemmelse af, at der står afslørende ting. At jeg har skrevet noget om mig selv, som jeg senere har rettet, fordi enhver idiot ville kunne se, at det handlede om mig.«

– Er du bange for at blotte dig for en biografisk læsning?

»Ja, jeg er sikker på, at der vil være ting, som er kedelige for læsningen af mine bøger. Derfor destruerede jeg også for flere år siden de fleste af mine dagbøger. Det var noget med at fylde dem i plasticsække og hælde vand over dem. Det var ikke nok bare at kaste dem i en container, for jeg ville være sikker på, at skriften blev helt opløst.«

– Hvorfor har du så alligevel afleveret dine manuskripter?

»Det hænger vel sammen med angsten for at dø. Hvis jeg huskes af eftertiden, har jeg jo opnået en form for udødelighed. Så er det dokumenteret, at jeg har været her. Det er lidt det samme, som når jeg er ude at rejse, så tager jeg også enormt mange billeder. For hvis ikke det er dokumenteret, at jeg har været der, kunne jeg lige så godt ikke have været der. Hvilket resulterer i, at jeg aldrig rigtig er der alligevel.«

Kirsten Hammann kigger ud over bjerget af håndskrevne manuskripter på bordet foran sig. Det er alt sammen hendes værk. Et vidnesbyrd om noget, der har fundet sted. Om et arbejde, der er blevet gjort. Og hun er glad for, at det findes.

»Nu hvor jeg skriver på computeren, vil man ikke længere kunne se processen i arbejdet. Der vil kun være det kolde resultat tilbage, og det kan være varmt nok, men ingen – hverken jeg selv eller andre – vil kunne gå tilbage til de første udkast og se, hvad stemningen var og mærke det slid, der lå bag. Når man læser en bog, tænker man tit: ’Gud, hvor ser det let ud’ – og sådan skal det færdige resultat også virke. Men det er fedt, at man kan gå tilbage og se, at der faktisk er foregået et arbejde.«

Serie

Håndskriften på retur

Engang var håndskriften en naturlig del af ethvert dannet menneske. I dag er den ved at forsvinde ud af vores kultur. Computere og smartphones har fortrængt den personlige skrift, og efterhånden bruger vi den kun, når vi skriver dosmersedler og postkort. Men skal vi sørge over tabet? Eller skal vi glæde os over de teknologiske erstatninger? Information sætter fokus på en klassisk færdighed, der så småt er ved at glide os af hænde.

Seneste artikler

  • Hånden er hjernens seismograf

    14. marts 2012
    I årevis har Anny Bennike rådgivet myndigheder og advokater om forfalskede testamenter og anonyme breve. Hun har afsløret både Rasmus Trads og Stein Bagger – og så hævder hun, at vores krogede kragetæer kan sige noget om, hvem vi er. Hvis bare vi lærer at tyde dem
  • Danmarkshistorien forsvinder ud i cyberspace

    12. marts 2012
    I Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek forbereder man sig teknisk på den dag, hvor håndskriften definitivt er et dødt håndværk. For hvordan sikrer man de afgørende skriftlige kilder til historieskrivningen, når alt foregår på en skærm?
  • Skolen bør satse på computere frem for blyanter

    6. marts 2012
    Folkeskolen bruger for meget tid på at lære eleverne at skrive pænt og for lidt tid på at udvikle deres digitale færdigheder. Forskere, politikere og erhvervsliv efterlyser øget fokus på den digitale pædagogik i undervisningen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg tror papir er ret meget mere sikkert end en harddisk, med mindre man konstant tager backup på en ekstern server.

Første udkast til Stephen Kings 620 sider lange Dreamcatcher var for øvrigt også skrevet i hånden. Han skrev noget i forordet om hvordan det påvirkede hans skrivestil.

"Der vil kun være det kolde resultat tilbage, og det kan være varmt nok, men ingen – hverken jeg selv eller andre – vil kunne gå tilbage til de første udkast og se, hvad stemningen var og mærke det slid, der lå bag."

Jamen altså - når programmører oprgaderer deres kode udgiver de den med et nyt nummer: 3.2.114 eksempelvis.

Som digital forfatter er der absolut ingen grund til ikke at gemme sine kladder og forbedringer som seperate diokumenter. Formateret tekst fylder meget meget lidt. Der skal MANGE rettelser af en roman til at fylde en harddisk af den størrelse de kommer i.

Og så kunne det da i øvrigt være mere end interresant hvis forfatter begyndte at benytte de samme standarter som opensource programører: altså hoste alle versioner af deres work in progress hos en eller anden slags github eller sourceforge - måske enda gå hele vejen og lade hvem som helst skrive med, sålænge skriften forbedres ;)

Søren Kristensen

"Det er lidt det samme, som når jeg er ude at rejse, så tager jeg også enormt mange billeder. For hvis ikke det er dokumenteret, at jeg har været der, kunne jeg lige så godt ikke have været der. Hvilket resulterer i, at jeg aldrig rigtig er der alligevel.«

KH er smågenial, selv når hun taler.

Rebecca Bonde

At skrive i hånden oplever jeg ligeledes som en ganske anden proces, end den på computeren. Begge har sin berettigelse og plads. Jeg har altid en kinabog ved hånden, hvori jeg former ord, tanker og digte. På computeren skriver jeg artikler, kroniker og blogger.

Jeg synes tit, det er mere "Benny Andersens'sk", det der kommer ud med blæk i kinabogen. Måske fordi jeg bedre kan følge med de indre billeder, som jeg ønsker at tegne med bogstaver.

Gunvor Trinderup

Kirsten skriver bøger jeg kan forstå og ikke mindst mærke mens jeg læser. Tak for det.

Og så troede jeg kun det var nøgler og mobiltelefoner der kunne blive g(l)emt i køleskabet - ikke manuskripter. Hvor cool. :o))

Predrag Crnkovic

Man kan kun forvente, at i Kirstens næste roman skal det dreje sig om postmodernistisk leg med de tabte manuskripter, subtile forskle mellem håndskreven tekst og teksten på en flytbar disk og ... I en gammel serbisk teaterstykke, dog, var der en person, som plejede at gemme avisen i - køleskabets fryser. Men der var kun en del af hans excentriskhed - han var nemlig en nyankommen beboer i en storyby, ikke tilpasset til livet i anderledes omgivelse. Spøg til side, bør man altid have fyldepen (!) med og et par kalender-notesbøger med (i fx et tog og på rejse), men da teksten under alle omstædinghder MÅ indsendes indenfor fristen, hvad skulle man vælge: en skrivemaskine (med dårlig "r" og manglende "h") og fatstelefon eller netbook?