Læsetid: 4 min.

Et forsvar for moderens ret til silikonepatter

I 1792 slog forfatterinden Mary Wollstonecraft et kæmpe slag for kvinders dannelse. Frygter vi i dag, at ikkebeåndede mødre som Linse Kess-ler er et tilbageslag for feminismen? Her-med, i anledning af oversættelsen af ’Et forsvar for kvindens rettigheder’, tanker om 1800-tallets uhyggeligt ’skjulte mødre’ og om samtidens supereksponerede af slagsen
I 1792 slog forfatterinden Mary Wollstonecraft et kæmpe slag for kvinders dannelse. Frygter vi i dag, at ikkebeåndede mødre som Linse Kess-ler er et tilbageslag for feminismen? Her-med, i anledning af oversættelsen af ’Et forsvar for kvindens rettigheder’, tanker om 1800-tallets uhyggeligt ’skjulte mødre’ og om samtidens supereksponerede af slagsen
9. marts 2012

Populærkulturen dyrker ’dumme’ mødre: ’De unge mødre’, Amalies mor og Linse Kessler er skræmmeikoner i populærkulturen – kvinder, vi betragter med frydefuld forargelse for deres tvivlsomme forbilledlighed. For førstebølgefeministen Mary Wollstonecraft var den ikkebeåndede moder et skrækeksempel i en lang kamp for kvindens rettigheder og synlighed. Ved oplysningsæraens begyndelse argumenterede hun i 1792 i den nu oversatte Et forsvar for kvindens rettigheder, blev kvinderne holdt domesticerede, udannede og barnagtige og derved i dårlig stand til at stimulere deres børns åndelige udvikling.

Er det mon en grund, tænker jeg ved en nylæsning 220 år senere, at vi stadig ryster sådan på hovedet af den ikkedannede, ukultiverede mor – hende den supereksponerede fra tv, hende med de dumme udtalelser og silikonepatterne? Føler vi, at ’dumme-mors’ dominans og manglende åndelighed er tegn på feministisk regression? Er der stadig, dannet, grund til at frygte ’mor’?

Taber-avlere

Mary Wollstonecraft (1759-1797) var som guvernante, lærerinde og siden skribent en, for sin tid, højtråbende kvinde (’hyæne i skørter’ er hun blevet kaldt). Efter oplysningstænkernes proklamation af menneske- og borgerrettigheder i 1789 kæmpede hun for kvindens ret til selvsamme rettigheder: ret til åndelig udvikling. Ret til dannelse.

»I realiteten demonstrerer kvinders adfærd tydeligt, at de ikke befinder sig i en tilstand af mental sundhed«, diagnosticerede hun sine ’medskabninger’ i forordet til Et forsvar for kvindens rettigheder.

Kvinderne skulle bringes ud af fordummelsen. Selv hvis de strengt opdragne kvinder ikke blev underkuet i ægtehjemmet, blev de nemlig blot selv uforstandige tyranner over børnene. Kvinder skulle blive mere »maskuline og agtværdige«, fordi »den uddannelse, som kvinder hidtil har modtaget med oprettelsen af det borgerlige samfund« gjorde dem til »ubetydelige begærsobjekter, avlere af tabere«. Børnene blev, som led i en ond (kvinde)cirkel, tabt på gulvet, når deres mødres intellekt ikke var kultiveret til at stimulere barnets udfoldelse. Den udannede mor var altså en trussel. Og moderen, generelt, har været fremstillet som en potentiel trussel siden.

De skjulte mødre

Et bizart familieportræt fra århundredet, der fulgte: En lille pige i håndsyet kjole og med sløjfe i håret står og ser utilpas ud på et tæppe foran et bakket landskabsgardin. Hendes hånd hviler akavet på en møbellignende skikkelse ved hendes side. Skikkelsen er dækket af et tykt, blomstret tæppe. Den ligner lidt et menneske, en slags spøjs bøhmand, og kigger man godt efter, kan man se, at det er det: Skikkelsen er barnets mor. En gruppe fotografisamlere på internettet kalder denne slags kuriøse 1800-tals-fotografier for ’skjulte mødre’ (hidden mothers). Reelt kommer de af en mindre umystisk, lavpraktisk foranstaltning: Tidlige kameraer var følsomme overfor bevægelser. Den bedste måde at holde børnene i ro på var ved at smugle mødrene tæt på afkommet, så de kunne berolige (eller true).

Men i dag kaster fotografierne ved selvsyn noget mere af sig – en slags aura af en historie om moderskab. På en måde er de også i Wollstonecrafts og oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseaus ånd, idet han i sit pædagogiske hovedværk Émile –eller om opdragelsen (1762) satte barnet i centrum.

Barndommen, siger man gerne, er 1800-tallets opfindelse – et særligt rum, som forældrene skulle omgås med overvejelse for at sikre barnets (også pigebarnets, påpegede Wollstonecraft) fri udfoldelse. Men for mig fremmaner de ’skjulte mødre’-fotografier også mange sære fornemmelser af moderskab. De bliver et bizart, og fremmed, billede på en tid hvor moderen var usynlig udadtil, hvor hun var udvisket, reduceret til møbel for barnets eksponering. Samtidigt er der en urmoderlig, patteagtig omsorg i dem: roen ved moders skød (den ukritiske af den slags ville Wollstonecraft advare imod).

Men mest af alt lurer uhyggen: Fotografiernes både vildt fjerne og vildt nære moder er i sandhed, med Freuds ord, unheimlich: en uhyggelig og genkendelig skikkelse, der lurer nede i underbevidsthedens grød. Som vitsen lyder: »A Freudian slip is when you say one thing – but mean a mother«.

Europas største

Hvordan ville Wollstonecraft se på sine ’medskabninger’ nu? ’Moderen’ har fået lige adgang til viden og uddannelse, og hun er en centralfigur i familieportrættet. I dag ville hun, nøgen og stærk, løfte sit barn op i luften fremfor at gemme sig under et tæppe. Samtidigt forbindes hun til det ’uhyggelige’, til det potentielt destruktive. Det lærer en endeløs kulturproduktion af Hitchcockske moderfigurer os. Og det fremmaner populærkulturen, når vi med en nærmest retro-wollstonecraftsk forargelse ser på u-dannede mødre i reality-programmer: I De unge mødre (forkortet D.U.M.), hos den formuleringsbesværede realitystjerne ’Amalies mor’ og hos Linse, moderen ’fra Bryggen’.

Forarges vi, fordi vi ser på ’ubetydelige begærsobjekter, avlere af tabere?’, der ikke har gjort brug af sine rettigheder? Er de tegn på feministisk regression? Nej. Synes jeg. Samtidens supereksponerede, udannede reality-mor bør måske snarere være en øvelse i ikke at være så bange for moderens destruktive potentiale. Ikke at lade hende blive et uhyggeligt, særligt betydningsfuldt spøgelse i kulissen, men et kæmpe, ligestillet menneske. Linse har Europas største silikonebryster. Hun er det modsatte af 1800-tallets ’skjulte mor’.

Vi er kommet langt siden Wollstonecrafts forsvar for kvinders rettigheder, siden kvinden ingen ret havde til at danne sig. Måske har vi netop nu ret til et helt andet niveau af valg og selvbestemmelse? Måske bør vi i virkeligheden applaudere moderens ret til silikonepatter?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer