Nyhed
Læsetid: 6 min.

Gemt mellem glansbilleder og social deroute

Kim Leine varsler en ny form for grønlandslitteratur, der i stedet for at operere med stereotyper giver grønlænderen et menneskeligt ansigt. Det er der brug for. For hvor grønlænderne for længst har lagt kolonitidens relation bag sig, så hænger danskerne stadig fast i gamle forestillinger og fordomme
Stereotypt. Der findes to billeder af Grønland i dansk litteratur. På det ene ser man det oprindelige folk i harmoni med naturen. Er storslået og smukt maleri med hundeslæder, kajakker og en sol på vej ned bag et azurfarvet isbjerg. På det andet findes alkoholisme, korruption, incest og menneskeligt forfald.

Stereotypt. Der findes to billeder af Grønland i dansk litteratur. På det ene ser man det oprindelige folk i harmoni med naturen. Er storslået og smukt maleri med hundeslæder, kajakker og en sol på vej ned bag et azurfarvet isbjerg. På det andet findes alkoholisme, korruption, incest og menneskeligt forfald.

Jakob Dall

Kultur
16. marts 2012

Der findes to billeder af Grønland i dansk litteratur. På det ene ser man det oprindelige folk i harmoni med naturen. Er storslået og smukt maleri med hundeslæder, kajakker og en sol på vej ned bag et azurblåt isbjerg. På det andet findes alkoholisme, korruption, incest og menneskeligt forfald. Socialrealisme i anden potens. Et sted imellem lever Grønland sit eget liv fjernt fra de danske forestillinger, lyder det fra en række eksperter. For at forstå det skel, der eksisterer, kan man passende gå tilbage til H.C. Andersen der i 1850, ca. 100 år før Grønland fik sin kolonistatus ophævet i 1953, i sangen »Danmark, Mit Fædreland« skrev de berømte linjer:

»Engang Du Herre var i hele Norden/Bød over England – nu Du kaldes svag.«

For Grønland handler ikke kun om Grønland. Det handler også om dansk selvforståelse. Vi var engang så store, nu er vi små. Det eneste, vi har tilbage, der er mindre end os selv, er den store is med de få indbyggere. Og de har brug for os. I hvert fald i den litterære selvforståelse, hvor ’den hvide mands byrde’ stadig lever over for ’den stakkels grønlænder’. Vi er ’Frelseren’, der med humanismen i lommen vil beskytte Grønland mod sig selv. For selv om vi nok allerede tilbage i 70’erne erkendte, hvad vores oprindelige motiver – ressourcer og penge – var, så har ideen om grønlænderen som et modbillede til den civiliserede verden overlevet i bedste velgående. Kirsten Thisted, der er lektor ved Københavns Universitet med speciale i Grønland, fremhæver Jørgen Liljensøes Barakkerne fra 1977 som et godt eksempel på, hvordan man gik i gang med et opgør med danskernes ’ædle motiver’. Det samme kan sige om Jørn Riels Sangen for livet-triologi (1983-85) og Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne i 1992. Men selv om man altså længe har været i gang med at omskrive danskerens rolle, så er grønlænderne stadig typecastede som staklerne i dansk litteratur.

»Danskerne har stadig hovedrollerne. Rollerne er de samme som under koloniseringen; danskerne er de aktive, grønlænderne de passive ofre. Nu missionerer man så bare ikke længere, men kommer som skurke og fordærver befolkningen. Ideen om det oprindelige folk består,« siger Kirsten Thisted.

Grønlænderne kan med andre ord stadig ikke klare sig uden vores hjælp. En holdning, der også ses i mediernes fremstilling ifølge historiker med speciale i postkolonialisme og Grønland ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet Søren Rud. Han fremhæver Politikens Lars Trier Mogensens indlæg »Fremtiden tegner sort for Grønland« i sensommeren 2010 som eksempel. Her skriver Mogensen i forbindelse med den mulige olie i Grønlands undergrund:

»Store oliefund er katastrofale for svage stater: De sander til i misvækst og korruption – og blandes hurtigt ind i væbnede konflikter. (…) Når Grønland en skønne dag bliver selvstændigt, vil landet være totalt afhængigt af olieudvinding og dermed falde ind under kategorien ’petro-regimer’ – sammen med korrupte, skævvredne og mere eller mindre autoritære regimer som Saudi-Arabien, Iran (…) og Sudan.«

Blandingskultur

For Søren Rud udgør Kim Leines forfatterskab heldigvis en modpol til den traditionelle indstilling, som Mogensen giver udtryk for. For selv om Leine også beskriver både natur og forfald, så laver han ifølge Rud bøger i øjenhøjde, der tager et menneskeligt udgangspunkt i modsætning til den mere distancerede ide om ’grønlænderen’.

»Kim Leine repræsenterer et punkt, hvor man er ved at tage afsked med nogle af de mere stereotype forestillinger om Grønland, men i højere grad ser en menneskeliggørelse af grønlænderen. Noget, man også ser i den øvrige kultur, der kommer fra Grønland. Det ses f.eks. i den grønlandsk producerede spillefilm Nuummioq fra 2009,« siger Søren Rud.

Kirsten Thisted er enig. Grønlænderne er reelt et helt andet sted i dag, end de er i den danske forståelse. Den unge generation er faktisk slet ikke optaget af om noget er dansk eller grønlandsk. For dem handler det om at finde deres egne ben i forhold til deres forældre og deres egen forståelse af, hvad en grønlænder er. Som i resten af verden er individet kommet langt mere i centrum end det fælles tilhørsforhold.

»Hele det koloniale oprør tog deres forældre, nu tager de unge et opgør med dem. Et opgør med forestillingen om grønlænderen som oprindeligt folk – naturfolk – fordi det ikke har noget med virkeligheden at gøre længere. Oprøret er altså ikke mod danskerne, men mod forældrenes forestilling om den grønlandske identitet,« siger Kirsten Thisted.

Hvis man stadig skal lede efter en vrede over for danskerne, så skyldes den ifølge Kim Leine ikke kolonitiden, men i at man ikke vil se grønlændere som et moderne folk, hvis tilhørsforhold til Danmark faktisk er ganske udtalt.

»Enten er det den ultimative skønhed eller den ultimative elendighed. Man giver dem ikke lov til at være et normalt land. Grønland er enten det ene eller det andet, hvilket skaber en bitterhed hos grønlænderne. Det er ekstremt nedladende og patroniserende og er sådan set en ny måde at kolonisere landet på, der ingen steder hører hjemme,« siger Kim Leine.

I modsætning hertil ser grønlænderne sig ifølge Thisted som en blandingskultur, som både dansk og grønlandsk. Det koloniale opgør med Danmark skete for over 30 år siden i blandt andet Moses Olsens noveller fra 70’erne og Aqqaluk Lynges digte fra 80’erne. I dag handler det mere om det finde sig selv som menneske i en global virkelighed.

Forsigtighed og uvidenhed

Grønlandske Birgit Kleist Pedersen, der er lektor i litteratur ved Grønlands Universitet ser mest af alt danskernes syn på grønlændere, som et udtryk for en blanding af forsigtighed og uvidenhed. Så mens danskerne holder fast i ideen om ’det oprindelige folk’ følger grønlænderne den mere individuelle udvikling i tiden i nyere forfatterskaber som Kiiu Olsens, Else Løvstrøms, Ernu Nielsens, Vivi Lynge Petrussens og Kelly Berthelsens. Forfatterskaber der ofte tager udgangspunkt i personlige oplevelser ligesom Leine, og som også på samme måde ikke er bange for at tage fat i tunge emner som misbrug og vold.

»Generelt kan man vel sige, at der er kommet mere fokus på individet, mens det kollektive aspekt er nedtonet – i takt med globaliseringsprocessen, der også i stigende grad præger Grønland. Der er kommet mere fokus på tabuiserede emner – en kritik, der rettes internt mod grønlænderne selv,« siger Birgit Kleist Pedersen. Og for Bolette Blaagaard, der er journalist og ph.d., og som arbejder med postkolonialismen og fortællinger ved City University London er det måske også tid til, at man lader grønlænderne selv komme til orde. For som også Kim Leine sine gode intentioner til trods har oplevet, så er der i Grønland en vis træthed af, at danskerne har så travlt med at fortælle dem, hvem de er, hvad de skal og hvorfor.

»Det, der er interessant, er jo sådan set bare at have en bevidsthed om, hvad man har på hjertet på Grønland. Om det så referer til kolonismen eller ej. Det, det handler om, er, om man kan finde ud af at lytte. Kan man lige tie stille i fem minutter og høre, hvad der bliver sagt, i stedet for at komme med ens egne teorier hele tiden,« siger Bolette Blaagaard.

Det er i virkeligheden tid til at danskerne holder mund og slår ørene ud?

»Det er jo hele ideen bag kolonitiden og den hvide mands byrde, at vi bliver nødt til at tage over, for de kan ikke selv tale deres sag. Og selv om Leines projekt virker sympatisk, så er han jo altså ikke grønlænder. Så, ja, måske skulle vi for en gang skyld lytte til dem. De kan jo faktisk godt selv både skrive og tale … « siger Bolette Blaagaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

”A simple twist of fate”
Hele diskussionen ligner en akademisk konstruktion, som finder sted meget fjernt fra både, den grønlandske og danske virkelighed!
PS: oprindelige folk er en politisk term, der bruges, som synonym for koloniserede folk. I Grønland er det yderlig en strategi for overhoved, at få del i de hval kvoter, som gives på bagrund af tilhørsforhold, til et oprindeligt folk (her brugt som identisk med et folk, som lever af egen subsistens). Endelig bruges termen også, som ramme om visse ad hoc fælleskaber! Der er ingen i hverken Grønland eller Danmark der forbinder begrebet med et romantisk syn – således som det antydes i denne artikel. Vågn dog op!

Grønland vrimler med spændende mennesker og såmænd også spændende danskere, lad os se noget til dem og lad os se nogle gode trekking udsendelser fra Grønland, så også Danskere der ikke decideret har arbejdet deroppe også forstår hvor storslået et land vi har i vores rigsfællesskab...tag op og støt Grønlænderne igennem turisme, naturen deroppe er en næsten religiøs åbenbaring, så storslået og man bliver så lille selv i det store univers, som man pludseligt fornemmer langt bedre end hjemme i Danmarks kolonihave kultivering...!

hvad med om TV2 lavede den næste overlevelsestur i Grønland i stedet for i den indonesiske jungle ?

Gunvor Trinderup

For mig er Grønland stadig et ubeskriveligt barskt minde og livsbekræftende savn under huden, efter at have boet der i en årrække som barn...

Bare rigtigt fint om der kommer mere fokus på grønlændernes egen fortælling af de vilkår de er blevet mødt og mødes med.

Anne Marie Pedersen

Jeg anbefaler artiklen, fordi jeg faktisk ikke kan danne mig et billede i mit hovede af, hvordan en middelklassegrønlænder lever, arbejder og bor. Det er på en måde ret sigende - det er billeder, jeg ikke er blevet præsenteret for på tv.

Jo, jo. Danskerne kan altid holde mund og slå ørerne ud. Ingen tvivl om det.

Hvis man skal møde sin omverden med respekt, det gælder alle folkeslag, er det eneste vel at kunne anerkende sig selv og sit land, derefter kan man møde andre.

Hvis Danmark skal kunne møde grønlænderne med ligesindethed fordres det at danskerne også møder hinanden med ligesindethed. Dertil kræves en indsigt og en fornemmelse der efterhånden ikke findes.

Derfor står det meget ofte: 1-0 til de der ikke er danskere, da de kan se det, men danskerne ikke.

Gunvor Trinderup

Et lænk for den nysgerrige.

Greenland.com; http://www.greenland.com/da/about-greenland/kultur-sjael/musik.aspx

Og så lige en lille tone til;
http://www.youtube.com/watch?v=wtwtAYeimYc

hvorfor i alverden har ingen dog tænkt på også det noget før:

innuiter med menneskelige ansigter ?

Gunvor Trinderup

@Kim

Ja det er da lidt mystisk - måske har det været svært at se noget for den forblændede grådighed ind i landets ressourcer??

stephan durhaupt

@Maya Nielsen:
"Grønland vrimler med spændende mennesker [...]. [T]ag op og støt Grønlænderne igennem turisme, naturen deroppe er en næsten religiøs åbenbaring, så storslået og man bliver så lille selv i det store univers, som man pludseligt fornemmer langt bedre end hjemme i Danmarks kolonihave kultivering…!"
- Det vrimler altså med spændende mennesker på Grønland, naturen er stor, smuk og barsk, ligefrem af religiøse dimensioner, man er ligesom tættere på det ægte og oprindelige deroppe end i det dekadente Danmark, og vi skal støtte dem - er det ikke lige præcis den slags velmenende henførthed, der er problemet.