Læsetid: 5 min.

Han gjorde nyheder til frihedens skarpeste våben

Af
Ryggen fri. Selv mange år efter krigen fravalgte Børge Outze den naturlige plads for bordenden på redaktionen. Den ville have placeret ham med ryggen mod vinduet, og han ville være sikker på ikke at blive skudt i ryggen.

Ryggen fri. Selv mange år efter krigen fravalgte Børge Outze den naturlige plads for bordenden på redaktionen. Den ville have placeret ham med ryggen mod vinduet, og han ville være sikker på ikke at blive skudt i ryggen.

Ernst Nielsen

Kultur
17. marts 2012

Dagbladet Information kan smykke sig med kælenavne som ’den mindst ringe’ eller ’Børges Blad’, men ingen så maleriske som grundlæggerens næsten krigeriske: ’Min lille kanon’. Det har sin egen historie, som har med både manden og bladet at gøre.

Børge Outze havde al mulig grund til at sidde for bordenden på Information. Han var avisens legendariske skaberånd, dens grundlægger, redningsmand og ubestridte chef. Tillige en kreativ og elegant skribent, en af de største journalister i dansk presses historie.

Men sidde for bordenden? Ikke drømme om!

Selv når han i en moden alder satte sig ved ledermøderne i direktørens kontor på første sal, valgte han en stol midt i lokalet, væk fra vinduet mod Store Kongensgade. Ikke for lysets skyld, eller fordi han foretrak halvmørke, men af en rent praktisk årsag: Han ville ikke skydes i ryggen.

Kugler gennem ruden

Det var nær sket for ham præcis samme sted, da han i de hektiske majdage i 1945 ville realisere sin drøm om en ny avis, der skulle være mere end dét.

Det var den 4. maj om aftenen. Sceneriet var som en krigsfilm med bratte klip. Fra London var nyheden om tysk overgivelse skrattet ud i de små hjem. Jublende danskere strømmede fra Kongens Nytorv mod Amalienborg for at fejre befrielsen og hylde den gamle konge. Pludselig lød der skud i gaden. En slægtning af kongehuset var gået i aktion.

Den charmerende playboy og soldat, grev Valdemar af Rosenborg, havde to år før lovet den 31-årige Outze at skaffe lokaler og maskineri til hans nye blad, når den forbandede krig var forbi.

Derfor sendte greven på befrielsesaftenen en forhutlet flok på 66 nødtørftigt udrustede frihedskæmpere ud i Store Kongensgade for at erobre den nazistiske avis Fædrelandet i væbnet kamp. Det lykkedes at jage de germanske geværvagter væk, og samme nat rullede de første våde eksemplarer af dagbladet Information gennem den tyske trykpresse, mens frihedsrusen rungede i de københavnske gader.

Næste dag genlød nabolaget atter af bulder og brag. Gestapo, Hitlers udsøgt brutale politi, trak sig bort fra Sct. Annæ Palæ over for Information, men undervejs sendte de en bitter hilsen til Outze & Co. Skjult bag mure og på hustage skød tyske snigskytter ind gennem vinduerne på den nye avis. Kuglerne piftede omkring Børge Outze, mens han sprang i ly under vinduerne mod Store Kongensgade eller kravlede ind under skrivebordet. Længere rakte ledningen ikke på den telefon, som var livlinen for det nye blad.

I Informations dramatiske frihedsstund var det et mirakel, at Outze ikke blev ramt. Dét held satte sig som en sviende erindring, der resten af livet puffede ham væk fra netop de vinduer ud mod gaden.

Det sviende var især en tanke, som også var en realitet: Hvis han var død dér i kugleregnen, var bladet gået ned. Dansk presse havde været mere tandløs. Det danske demokrati og samfund havde manglet et livgivende frirum for det menneskelige liv. Mangt og meget havde været umuligt.

For ukendt til tv

Sådan var det med Outze og hans drøm om et anderledes blad. Hvis og hvis.

Men ved 100-året for Børge Outzes fødsel behøver man ikke ty til såkaldt kontrafaktisk historieskrivning for at illustrere hans livsværk og dets betydning. Man kan holde sig til det faktiske – så vidt det nu engang lader sig gøre, når det handler om en mand med så mange hemmeligheder og paradokser i bagagen.

Historien om bladmanden og frihedskæmperen Børge Outze rummer det stof, som romaner og film gøres af. Det så allerede hans medarbejder Ole Juul i sommeren 1945 med romanen De Røde Enge, der i filmudgaven med Poul Reichhardt i helterollen høstede Den Gyldne Palme i Cannes året efter.

Men for unge læsere og mediebrugere synes fænomenet Outze et ukendt. Nye generationer klækkes ud af de journalistiske rugekasser uden at have hørt et pip om en af de største i faget. De aner næppe, hvad de er gået glip af.

En DR-redaktør kan afvise et tv-portræt af legenden med den begrundelse, at han ’ikke er kendt nok’.

En ungreporter fra TV-Avisen kan interviewe en datter af Outze i anden anledning og få øje på en bog i reolen:

»Guud, der står en bog med dit navn, Utse!«

»Ja, det var min far.«

»Nå. Hvem var han?«

Militærnægter med krigskors

Ja, hvem var Outze? Et hurtigt blik i Kraks Blaa Bog ti år efter befrielsen røber det basale: Født i Odense 1912, søn af en skolemand og hustru, gift som 23-årig med bysbarnet Ruth. Elev som 16-årig på Fyns Venstreblad, reporter på Nationaltidende 1936-45.

Dernæst det officielle: »Medarbejder ved illegale Blade og Medlem af Frihedsraadets Bladudvalg; startede det illegale Nyhedsbureau Information Aug. 1943; ansvarshavende Redaktør af Dagbladet Information fra dets Start Maj 1945 og Medlem af Bladets Bestyrelse. Medarbejder ved og Redaktør af forskellige Værker om Besættelsestiden. Medlem af bestyrelsen for Torgny Segerstedts Mindelegat. Udenl. Orden: F.K.K. Adresse Amager Strandv. 164, Kbhvn. S.«

Så tørt kunne Outzes liv og levned gøres op. Han godkendte selv den blå tekst, og kun mellem linjerne fornemmes den udvikling, der under verdenskrigen gjorde den tidligere radikale militærnægter fortjent til det Franske Krigs Kors, Croix de Guerre.

Der er heller ikke meget lyrik om hans og Informations banebrydende påvirkning af dansk presse, der indtil da var topstyret, partibundet og lukket for andres holdninger.

Børge Outzes bedrifter som skribent og kættersk fornyende bladmager ufortalt, blev det hans meritter under den tyske besættelse, som indskriver ham i den store historiebog. Her skabte han og kredsen af illegale kammerater med livet som indsats den underjordiske nyhedstjeneste, der på trods af tysk censur og forfølgelse fortalte danskerne og verden, hvad der foregik bag det, som de tyske krigsmagere hånligt kaldte ’flødeskumsfronten’.

Besættelsen blev den skærsild, der hærdede den fynske reporter til en frihedskæmper, som brugte sit underjordiske netværk til både at befordre døgnets forbudte historier, bidrage til opbygningen af en militær efterretningstjeneste og hjælpe danske jøder til Sverige.

Skærsilden

Det skarpeste våben i Informations bladgrupper var Outzes skrivemaskine. Ammunitionen var nyhederne, nedfældet på en simpel duplikator.

Hver nyhed blev en demonstration, en åndelig sabotageaktion med et budskab om frihed. Da tyskerne under folkeopstanden i sommeren 1944 spærrede København inde bag en våbenring og truede med at udslette hele bydele med brandbomber, blev Outzes nyheder til drejebog for folkeviljen og smuglet ud som forsidestof på 2.300 aviser i USA.

Nyhederne skulle, sagde han, »være friske, så folk på den anden side havene og fronterne følte, at de fulgte med i begivenhederne i det besatte land – og de skulle være så pålidelige, at folk, som herhjemme kunne kontrollere dem, bevarede tilliden til nyhedstjenesten«.

I al sin enkelhed var Outzes håndtering af denne opskrift med til at sikre Danmarks anerkendelse som allieret under og efter krigen.

Hans kamp for det frie ord tirrede Berlin og gjorde ham til en af de mest efterstræbte modstandsfolk, men han var ikke alene. Outzes skæbne spejler sig i de mennesker, der bistod ham og i samme grad satte livet på spil.

»Hvem tæller vel paa Sejrens Dag de tabte Slag,« skrev han i sin første af 5.000 ledere. »De jublende Menneskemasser gør det ikke, de Mænd, som har rejst sig fra Lænestolen for atter at blive store Folk i Danmark, gør det næppe heller. Men mændene i Rækkerne gør det. Der er for mange tomme Pladser til, at man kan juble.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her