Læsetid: 5 min.

Herre i eget hus

Med tredje og sidste del af nyophængningen på Statens Museum for Kunst, der åbner i dag, har direktør Karsten Ohrt fuldendt sit værk og leveret sin tolkning af museets faste samling. Nyophængning er ikke bare at flytte om på nogle billeder i den eksisterende samling, men er en kanonisering og en kulturpolitisk manifestation
Karsten Ohrt, direktøren for Statens Museum for Kunst, har valgt en ny form for ophængning af værkerne. Det var hidtil en meget tematisk ophængning, der blandede nyt og gammelt, mens Ohrts idé er at hænge tingene kronologisk og samle danske og udenlandske mestre hver for sig.

Karsten Ohrt, direktøren for Statens Museum for Kunst, har valgt en ny form for ophængning af værkerne. Det var hidtil en meget tematisk ophængning, der blandede nyt og gammelt, mens Ohrts idé er at hænge tingene kronologisk og samle danske og udenlandske mestre hver for sig.

Tine Sletting

30. marts 2012

Han ligner ikke en revolutionær, Karsten Ohrt, som han modtager én i sin stilsikre hørjakke mandag eftermiddag, hvor museet holder lukket, for at forestå en særrundvisning i hele Statens Museum for Kunsts nyophængte samling. Men det er intet mindre end en revolution, han har gennemført på museet, som han i 2007 overtog efter sin forgænger Allis Helleland. Fem år har det taget at blive herre i eget hus; fem år at omdanne museet til et af de bedste kunstmuseer i Nordeuropa.

»Jeg er ikke typen, der går ind og laver det hele om. Jeg går mere og drejer på nogle skulpturer og vender dem, så de ikke peger i samme retning,« fortæller Karsten Ohrt beskedent midt i sin rundvisning.

Men Karsten Ohrt har i virkeligheden været dybt involveret i hele processen og har, naturligvis sammen med sit personale, fået lavet det hele om.

»Da jeg overtog posten i 2007, meldte jeg hurtigt ud, at jeg ikke mente, at den måde, samlingen hang på, var den rigtige. Det var en meget tematisk ophængning, der blandede nyt og gammelt, ligesom den i høj grad tog den ældre kunst over i den nye bygning, som jeg ikke syntes fungerede.«

Derfor har Karsten Ohrt flyttet den ældre kunst tilbage i den gamle bygning og samlet den nye kunst i den nye. Og det er et lille sug at bevæge sig op i de øverste etager af tilbygningen, hvor sidste akt i nyophængningen er samlet i store og lyse rum.

Museets samling kommer til sin ret på en helt ny baggrund. Korridoren på tværs gennem hele bygningen, som Allis Helleland fik lukket, er blevet åbnet igen, og det ene rum efter det andet åbner sig ned langs korridoren med nye perspektiver på både kunst og bygning.

Karsten Ohrt er selv arkitekten bag de rene snit, ligesom det er under hans indflydelse, at forløbet i udstillingerne har en mere dynamisk karakter og naturligt flow. Ikke mindst har han fået kronologien tilbage i udstillingerne og sender indirekte denne hilsen til sin forgænger:

»Man kunne slet ikke se, hvor god en samling det var, ligesom der manglede respekt for hvert enkelt værk i ophængningen.«

Kunst-kanon

Normalt sker det kun én gang i hver generation, at museets samling hænges om.

Hver ophængning er et barn af sin tid og en kulturpolitisk manifestation. En ophængning er en kanonisering båret af lige dele faglig indsigt og ideologi, og som i enhver kanon er noget inkluderet og andet ekskluderet. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Karsten Ohrts nyophængning følger så hurtigt efter den nyophængning, som hans forgænger Allis Helleland afsluttede i 2006, men også et umisforståeligt signal om, at han så hendes som værende ude af trit med tiden og bygningen.

Selv om direktøren for Statens Museum for Kunst er en kunstpolitisk magtfaktor, der i høj grad bestemmer rammerne for den fortælling, vi lige nu fortæller om kunsten, så er han en stille og ydmyg mand, der tager sig god tid og med begejstring udpeger det ene favoritværk efter det andet.

Friedrich til låns fra Hamburg

Han standser blandt andet op foran Abildgaards Den sårede Filoktet. Et billede, som i mange år ikke var fremme, fordi det var for radikalt.

»Han hang nede i daværende inspektør Erik Fischers kontor, og vi, der var elever af ham, syntes, det var fantastisk at komme til møde med ham.«

Nu hænger det centralt i Abildgaard-rummet sammen med kunstnerens skitser til Christiansborg og hans Niels Klim-serie, som Karsten Ohrt fremhæver som favoritter, fordi de er »noget nyt og markant og så fantastisk anderledes.«

Turen fortsætter gennem Abildgaard, Eckersberg, som Karsten Ohrt i sin tid skrev speciale om, gennem en fantastisk samling Købke til de tre enestående malerier af Caspar David Friedrich, som museet har til låns i et år takket være tidligere udlån af Købke til Hamburg Kunsthalle.

»Friedrich er så vigtig for dansk kunst. Han er elev af Abildgaard og har påvirket Købke. Vi har længe været på udkig efter en Friedrich, som mangler i samlingen, men det er en bekostelig sag, skulle jeg hilse og sige.«

Opgør med nationalromantik

I den version af kunsthistorien, som Karsten Ohrt med nyophængningen vil fortælle, må to ting fremhæves, nemlig at kvinderne tildeles en større betydning i kunsthistorien, end de har haft tidligere, og at guldaldermalerne ikke er så entydig og homogen en størrelse som hidtil antaget.

Karsten Ohrt fremhæver de såkaldte ’europæere’, som er fælles betegnelse for de kunstnere, der midt i den nationalromantiske selvtilstrækkelighed, måde at male på og motiviske ensidighed, reagererede ved at søge nye veje og udtryk. De udgør et vigtigt sidespor til det hovedspor, man kender så godt. Og de har nu fået en prominent plads i nyophængningen.

»Carl Bloch og Elisabeth Baumann er fremragende kunsterne, der har været undertrykt. Du kan i virkeligheden ikke fortælle den danske kunsthistorie ved at udelade dem,« siger Karsten Ohrt og peger på Baumanns maleri Ægyptisk Fellah-kvinde med sit barn, hvor en egyptisk bondekvinde, klædt i gennemsigtigt stof vifter et palmeblad over et sovende nøgent barn. I et lille skrift beklager kunsthistoriker og tidligere direktør for Silkeborg Kunstmuseum Troels Andersen sig over, at der hænger så få Theodor Philipsen og Albert Gottschalk-billeder i den nye ophængning, men Karsten Ohrt afviser, at det skulle være udtryk for nogen kunsthistorisk nedprioritering af de to kunstnere.

»Der har været så meget om Philipsen, så han kan godt tåle en pause. Der er ikke tale om, at han er nedprioriteret. Tværtimod, for han er en fremragende maler,« siger Karsten Ohrt diplomatisk.

Vi er efterhånden nået frem til samlingen for ældre europæisk kunst, der blandt andet rummer en enestående samling af Lucas Cranach, to Tizian, El Greco, Dürer, Rubens, Rembrandt og ikke mindst en fantastisk samling af de hollandske malere.

»Det er sørme en fin samling, vi har,« udbryder han tilfreds, »men man ser det først rigtigt nu.«

Han viser den midterakse med italiensk kunst, der til hver side er flankeret af henholdsvis de hollandske mestre og nordeuropæisk kunst, som igen er med til at fastholde en kronologi og plads til, at hvert enkelt værk kan træde frem i sin egen ret.

Mod slutningen trækker Karsten Ohrt mig hen mod et af sine yndlingsbilleder, nemlig Michel Sittows lille Portræt af Christian d. II.

I anledning af reformationsåret i 2017 går han og pusler med en udstilling om Christian II og billedkunsten. Den historie vil han rigtig gerne fortælle med afsæt i det »lille, men meget store billede.«

Rundvisningen slutter i den nye bygning og nye kunst, som er afslutningen på et arbejde, der har stået på i tre år. Solen buldrer ind i de lyse rum, og alt er klar. Karsten Ohrt glæder sig til at vise resultatet frem for publikum.

»De skal bare glæde sig til at se, hvad vi har lavet!«

 

 

Læs Michael Jeppesens anmeldelse af SMK’s ’Dansk og International Kunst efter 1900’ på næste opslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karol Kanarra

Hellelands evne til at tænke kreativt og hendes personlige smag for kunst, passede bedre til et provinsbibliotek. Nu er hun vel kunstkonsulent for Liberal Alliance?!

Karol Kanarra

Er jeg virkelig den eneste, der glæder sig til den nye ophængning? I hvert fald er denne glade nyhed fra SMK mere relevant end 100 flæbende selvoptagede kvinder.