Læsetid: 5 min.

Idealisten der satte spor

Den 31-årige tyske læge Johann Friedrich Struensee ankom til København i januar 1769, tog magten, reformerede staten og fik oplysningstidens største tænkere til at vende blikket mod Danmark. Tre år efter ankomsten til hovedstaden lå hans hoved i en kurv
24. marts 2012

Johann Friedrich Struensee er en af de mest velbeskrevne skikkelser i danmarkshistorien. Historikere har altid været betaget af ham, men det var med Per Olov Enquists bestseller, Livlægens besøg, han fik sit folkelige gennembrud. Og mon ikke hans popularitet når nye højder i forbindelse med premieren på Nikolaj Arcels En Kongelig Affære, der har Mads Mikkelsen i hovedrollen som den idealistiske tyske læge?Det er da også en taknemmelig historie for folk med sans for et godt drama: Den forholdsvis jævne bylæge, der kommer så tæt på den sindssyge Christian den syvende, at han tildeles uindskrænket magt over riget og tilmed indleder en hed affære med dronningen. Men fortællingen om Struensee er ikke kun interessant som historisk drama. Hans idealisme var konsekvent og satte spor ikke bare i Københavns historie, men også spor, der er at finde i både retssystem og lovgivning i dag.

I forbindelse med premieren på En Kongelig Affære torsdag i næste uge genudgives historiker Asser Amdisens biografi Struensee - Til Nytte og Fornøjelse. Han opdeler opfattelsen af Struensee i to konkurrerende for-tællinger.

»Den ene ser Struensee som en overfladisk lykkejæger, og den anden ser ham som en tragisk helteskikkelse, som var forud for sin tid,« skriver han.

Førstnævnte prægede historievidenskaben i mange år, mens helten Struensee er den dominerende fortolkning i dag. Ikke mindst takket være Per Olov Enquist. Amdisens egen version ligger et sted midt imellem.

»Selvom Struensee var en ægte og reel oplysningsmand, var hans form for oplysning på ingen måde forgængeren for et moderne demokratisk velfærdssamfund – snarere for et sterilt, maskinelt og effektivt monarki.«

Ikke demokrat

På den ene side husker vi særligt Struensee for de såkaldte ’trykkefrihedsår’. Da Christian den syvende på Struensees foranledning afsatte Gehejmekonseillet, der i praksis ledede landet pga. af kongens sindssyge, og senere indsatte sig selv som enevældig gehejmekabinetsminister, var det første han gjorde at afskaffe censuren. Tanken og ordet skulle være frit. På den anden side afskaffede han den såkaldte ’supplik’ – den jævne borgers mulighed for at henvende sig direkte til kongen.»Afskaffelsen af supplikkerne fik stor symbolsk værdi, da folk følte, at Struensee havde berøvet dem deres adgang til kongen – noget som Struensee ikke så som noget væsentligt. For ham var kongen jo bare det øverste tandhjul i den store statsmaskine,« skriver Asser Amdisen.

Struensee var voldsomt optaget af oplysningstanken, der bredte sig i Europa. Men Amdisen påpeger, at Struensee ikke var forløber for Den Franske Revolution, som det nogle gange er blevet fremstillet, »da han formodentlig uden tøven ville have skrevet under på den oplyste enevældes hoveddogme om at regere for folket og ikke ved folket.«

Hvis bare staten kørte som en velsmurt maskine, så kunne man nemmere indrette idealsamfundet til glæde for borgeren – uden at man behøvede at blande dem ind i det.

Fokuseret på glæde

Og glæde var netop Struensees sigte. Helt bogstaveligt. Amdisen fortæller, at Struensee fandt politisk inspiration i oplysningstidens ’mainstreamtænkere’ som Montesquieu, Beccaria og Voltaire – det må derfor have været særlig stort for den unge Struensee, at Christian den syvende på sin fødselsdag modtog en personlig hilsen fra Voltaire, der havde lagt mærke til udviklingen i Danmark. Men den største inspirator var Helvetius og hans bog Om sjælen – og den var ikke mainstream.Det var her Struensee hentede sin grundlæggende forståelse af, »at lykken er materielle goder og især den fysiske nydelse, og idéen om at den bedste gerning var den, som skabte mest mulig lykke.« Og det var en ikke udbredt tankegang – den befandt sig i udkanten af oplysningen.

Men ifølge Amdisen var mange af Struensees reformer ikke ekstraordinære. Flere steder i Europa forsøgte man inden for enevældens rammer at opbygge en ny samfundsorden med udgangspunkt i oplysningen. Men på nogle punkter adskiller Struensee sig dog markant.

»Opblødninger af straffesystem, politiforhold og censur fandtes over det meste af Europa – dog intetsteds med samme konsekvens og kraft som hos Struensee«, fortæller han.

Og helt unik var han i sin fredselskende politik og udprægede modvilje mod at bruge magten, påpeger Asser Amdisen.

Han praktiserede sin idealisme konsekvent – også over for sine medmennesker. Han tog en stor del af ansvaret for opdragelsen af kronprinsen, Frederik den sjette. Opdragelsen skete helt bogstaveligt efter Rosseaus værk Emile – eller om opdragelsen fra 1762. Kronprinsen fik som to-årig tildelt en legekammerat, og de blev praktisk talt overladt til sig selv i et rum med alle vinduer og døre åbne.

»De skulle lære de grundlæggende vilkår for den menneskelige tilværelse gennem egne erfaringer, og ikke fordi de var blevet belært om dem,« forklarer Asser Amdisen.

Elendig politiker

Men et sted fejlede Struensee fatalt. Det er dyrt at reformere et samfund. Statskassen blødte og Struensee valgte at lappe huller med nedskæringer og lønreduktioner blandt embedsmændene. Ikke en holdbar strategi. Slet ikke når Struensee ikke selv praktiserede den mådeholdenhed, han krævede af andre. Opbakningen i administrationen var til sidst ikke-eksisterende. Hertil kommer at de voldsomme besparelser, han gennemførte i militæret, især gik ud over de regimenter, der var loyale over for kongen. Oprøret ulmede.Den reform, der gav det største bagslag, viste sig at være hans hjertebarn: Trykkefriheden. Efterhånden som Struensees egen popularitet dalede, steg mængden af smædeskrifter, der gjorde nar ad ham og hans forhold til dronning Caroline Mathilde. Og det var disse rygtedannelser, der gødede jorden for, at Struensees mange forskellige modstandere kunne gennemføre et kup og få ham dømt for at have ’lastet kongen til beskæmmelse’.

Struensee blev henrettet på Øster Fælled 28. April 1772, og de fleste af hans reformer rullet tilbage af de konservative kræfter, der overtog magten.

Ifølge Asser Amdisen var Struensee »en elendig politiker, som havde evner til at skaffe sig magten, men som i praksis viste, at han ikke havde den vilje til magt, som på det tidspunkt var helt nødvendig for at beholde den.«

Struensee blev kun 34 år og nåede kun at styre landet i 16 måneder.

»Han levede sit liv med fuld risiko, store armbevægelser, og han betalte den maksimale pris.«

Asser Amdisen: Struense – til nytte og fornøjelse udkommer 29. Marts 2012. Samme dag har filmen En kongelig affære premiere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer