Interview: Han giver stemme til den grønlandske vrede

I romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’ kommer Kim Leine ind under huden på grønlænderne og det, der skaber deres vrede. En roman om, hvordan de elsker, misforstår hinanden og kommer til at slå hinanden ihjel
Grønlandskrønike. Kim Leine er aktuel med romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’.

Grønlandskrønike. Kim Leine er aktuel med romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’.

Tine Sletting
9. marts 2012

Kim Leine er på flere måder en usædvanlig forfatter. Da jeg mod slutningen af interviewet spørger ham, hvad han nu arbejder på efter afslutningen af sin over 500 sider store grønlandskrønike, Profeterne i Evighedsfjorden, fortæller han beredvilligt hele handlingen i den bog, han ved at skrive, Robinsonmanifestet. Et dramatisk svar på den amerikanske feminist Valery Solanas SCUM-manifest.

Det har jeg i mine mange år som interviewer aldrig før oplevet. Jeg plejer rutinemæssigt at spørge, men uden at få andet end et indadvendt ansigtsudtryk til svar og besked om, at det er en hemmelighed. Men ikke Kim Leine. Han er heller ikke bange for at tage af hovedstolen.

»Tværtimod, mit motto har været: Hovedstolen først!« svarer han prompte, da jeg bemærker det. »Ikke fordi det var nødvendigt for mig som forfatter, men det var nødvendigt for mig som menneske.«

Kalak

Kim Leine kom til Grønland som sygeplejerske i 1989.

»Der skulle ske noget med mig, jeg havde brug for en ny identitet, brug for at lægge slangehammen,« fortæller han. Det var efter de år, han fortæller om i debutbogen Kalak, hvor hans far misbrugte ham seksuelt.

Han er opvokset i Norge, hvor det eneste, skolebørn lærte om Grønland, var, at landet ved Knud Rasmussens mellemkomst var blevet stjålet fra Norge af Danmark, griner han. Så da han ankom, vidste han intet om Grønland, han troede for eksempel, at befolkningen boede på østsiden, eftersom den vendte mod Europa, siger han. Egentlig ville han også have været til Afrika, men »flyveren fløj den forkerte vej«, og så landede han med kone og to børn i Søndre Strømfjord.

»Jeg tog en grønlandsk identitet på mig, lærte sproget og opførte mig, som jeg regnede med, at en grønlænder ville gøre. Sikkert vildt overdrevet, det var derfor de kaldte mig ’kalak’, som ikke betyder en ægte grønlænder, men en skide grønlænder. Grønland blev en slags misbrug for mig, jeg roterede rundt mellem familie, arbejde og skiftende grønlandske kærester. Det tog magten fra mig.«

Grønlandspendler

Kim Leine var i Grønland af flere omgange, men på et tidspunkt slog familien sig ned på Langeland.

»Jeg havde en fornemmelse af, at hjemmeplejen dér mindede om forholdene i en grønlandsk bygd,« forklarer han, »men i stedet var der bare alt for meget arbejde. Man kunne ikke nå det, hvis man overholdt fartgrænserne. Og folk sad mutters alene i deres ensomme landhuse og hadede det. De ville gerne snakke, men jeg havde kun lige tid til at bremse, stikke en pille i munden på dem og så af sted igen.«

Kim Leine sagde op, fik job i Grønland og begyndte at pendle, men »det hele gik hurtigere og hurtigere«, og han kom ud i forskellige former for misbrug. I 2001 brød det hele sammen. Hans kæreste døde, han sad i en bygd i Østgrønland og ville klare tingene selv, og en dag, hvor han havde tandsmerter, tog han to codeintabletter. Han tog dem for smerterne, men opdagede, at han blev i godt humør, fortæller han: »Det accelererede lynhurtigt, jeg endte med at injicere morfin, blev indlagt på psykiatrisk afdeling i København, men de sendte mig tilbage til Grønland.«

Da Kim Leine blev pågrebet med en sprøjte i armen, blev han fyret og bortvist fra det grønlandske sundhedsvæsen.

Interessen for historien

Men du kom tilbage til Grønland?

»Jeg er kommet sivende tilbage. Da Kalak udkom i 2007, blev jeg inviteret op til landsbiblioteket i Nuuk, og da var det beklemmende at lande i Søndre Strømfjord, hvor mange kendte mig. Men det hjalp, at jeg havde min daværende kæreste og nuværende kone med. Det gav mig en følelse af normalitet, af ikke at være sådan en ensom desperado. Det viste sig, at alt var udsolgt på landsbiblioteket, der var mange grønlændere og en del gymnasieelever, hvis lærer havde tvunget dem til at læse Kalak. Men alle var glade for den, og det var en kæmpe lettelse, nu var der gået hul på bylden.«

Kim Leines næste bog om Grønland blev romanen Tunu, der skildrer sygeplejersken Jespers arbejde i en østgrønlandsk bygd.

»Problemerne ligner ting, jeg selv har oplevet, eller som jeg ved er sket.«

Det er her, jeg bemærker, at Kim Leine ikke har været bange for at tage af hovedstolen, men faktisk har det hele tiden været den roman, der nu ligger på bordet mellem os, han fra begyndelsen har sigtet imod, fortæller han. Siden han var 17 år har han villet være forfatter, siden han var 12, har han læst bøger, til trods for at han ikke kendte andre, der læste. Hans mor, som han er opvokset hos, læste slet ikke, men hun havde af en eller anden grund Alexandre Dumas’ samlede værker stående, så dem gnavede Kim sig igennem.

Jeg gætter snedigt på, at titler som De tre musketerer og Greven af Monte Christo har bidraget til hans historiske interesse, og Kim Leine ynder da også at læse historiske romaner, siger han. Han sammenligner dem med kriminalromaner, blot foretrækker han historiske romaner, fordi så få krimier er gode og velskrevne. Han vil have en god fortælling, der fungerer litterært, og det er også, hvad han selv vil skrive. På den måde anbringer han sig på sidelinien i forhold til tidens trend, men det passer ham godt, siger han.

»I Norge skriver forfatterne kun om barndom og jeg; i Danmark om parforhold,« griner han. »Det vil jeg ikke, men jeg føler mig ikke i opposition. Jeg kan godt lide bøger om barndom og jeget.«

Dog foretrækker han angelsaksiske bøger som den Man Booker-prisbelønnede Wolf Hall af Hilary Mantel, Margaret Atwoods bøger samt »russerne og franskmændene,« altså Tolstoj, Dostojevskij, Balzac, og ikke mindst Flaubert og Guy de Maupassant. »Det er ham, jeg har lært allermest af, jeg sad og pillede hans noveller fra hinanden oppe i Grønland.«

Researcharbejdet

For at kunne skrive Profeterne i Evighedsfjorden har Kim Leine naturligvis måttet lave en hel del research, men det er følelserne, ikke tiden, der primært interesserer ham, siger han. Han har researchet for at kunne skabe de fysiske rum omkring personerne, og han er en smule nervøs for, hvad folk vil finde af fejl, erkender han: »Men jeg ville gerne skrive noget stort anlagt, episk, så jeg har eksempelvis læst mængder af øjenvidneberetninger om Københavns brand i 1795, og jeg har læst Mads Lidegaards bøger om Grønland.« (40 i alt har Lidegaard skrevet. Han var selv præst og seminarielærer i Grønland, ansat 1953 i det daværende Godthåb, og arbejdede i årevis med grønlandske forhold, blandt andet i den store grønlandskommission).

»Mens jeg var helt nede på bunden, læste jeg alt, hvad jeg kunne finde om Grønland, jeg har lavet synopsis til fem store bøger om Grønland, men det var ’profeterne’, der trængte sig mest på.«

Kim Leines vigtigste ærinde med at skrive det store værk var dog, at han ville fortælle om mennesker, der mødes ud fra meget forskellige kulturelle forudsætninger, »hvordan de elsker, misforstår hinanden og kommer til at gøre hinanden ondt, endda slå hinanden ihjel.«

Den grønlandske vrede

Den giver også en harsk beskrivelse af det danske kolonistyre!

»Forhåbentlig er den nuanceret, men det har været vigtigt for mig, at man forstår den vrede, grønlænderne nærer mod danskerne. Jeg har villet prøve at antyde, hvordan det hænger sammen.«

Hvordan ytrer vreden sig?

»Man har paraderne oppe, grønlænderne synes, det er pinligt og skamfuldt at blive skrevet om af danskerne. Jeg har ladet mig fortælle, at folk, der ikke har læst Kalak, hader den, i udgangspunktet nærer de en stærk aversion. Men folk er så velopdragne, at de ikke siger det direkte til én selv.«

Aversionen næres også af den måde, danske medier beskriver Grønland på, fortsætter Kim Leine, dokumentarer om grimme boligblokke, forsømt børn, alkohol og korruption: »Lige så korrupt som Nordkorea, har det heddet sig. Grønland skildres som i klemme mellem skønhed og forfald.«

Hvad angår den formodede korruption, så forklarer Kim Leine, at Grønland er så lille et land, at det er umuligt at undgå kammerateri.

»Folk kender hinanden, de har gået i skole sammen, enten er de gamle venner eller ærkefjender. Desuden taler vi om en mikroøkonomi, der hviler på tre-fire kæmpevirksomheder, som der nødvendigvis må tages hensyn til, det kaster uundgåeligt noget, der minder om korruption af sig. Dertil kommer endelig, at grønlænderne føler det ydmygende, at de er administreret fra Danmark.«

Habakuk

I Kim Leines roman er vreden personificeret i profeten Habakuk. Profeterne i Evighedsfjorden har eksisteret i virkeligheden, deres navne er de rigtige navne, og tidslinjen er dokumentarisk: »De repræsenterer det første forsøg på løsrivelse fra Danmark, selv om de måske ikke har tænkt det sådan. Men reelt har det været det, eftersom de satte sig op mod den danske mission og flyttede op på fjeldet i bunden af fjorden. Det var i sig selv usædvanligt, grønlændere bor ellers altid nede ved vandet. De har eksperimenteret, og de tiltrak massevis af mennesker. De har været datidens hippier. Bemærkelsesværdigt nok skete det samtidig med den store franske revolution,« bemærker Kim Leine, »tanker kan flyve tusindvis af kilometer.«

Hans bog rummer da også adskillige eksempler, hvor hovedpersonen, præsten Morten Falck, trækker det korteste strå over for oppositionelle grønlændere. Eksempelvis i denne diskussion om Jonas i hvalfiskens bug:

»Der er voksende enighed om, at Jonas’ gud er urimelig og umedgørlig og ikke til at forhandle med. Vores ånder, siger de, er ikke ondskabsfulde som jeres gud.

Den bemærkning kan han ikke sidde overhørig. Han protesterer. Nej, Gud er kærlighed! Han viser os, hvad der er godt.

Allerede inden han har talt ud, ved han, hvad de vil sige. Og svaret falder da også prompte:

Men I danskere er jo ikke gode. Gud må være frygtelig vred på jer!«

Bertel

Endnu en vred grønlænder møder vi i Bertel Jensen, der deler skæbne med tusindvis af grønlandske børn, som ikke aner, hvem deres far er, siger Kim Leine.

»Grønland har op til i dag været en legeplads for unge knægte, der skulle ud og fyre den af. Jeg har jo selv været en af dem.«

Den tidligere udbredte skik med at parre sig uden for ens egen bygd for at forny genmaterialet, har bidraget til tilstandene. »Man mødtes i skærgården om sommeren. Det var dog ikke ’horefester’, som de danske præster mente, men et fornuftsbaseret partnerbytte.«

Som danskerne har benyttet sig af?

»Det har betydet, at grønlandske damer har fået ry for at være lette på tråden blandt danske mænd, der ikke har haft så let ved at score derhjemme.«

Morten Falck

Romanens hovedperson, Morten, er rationalist, men påvirket af den tyske skole, der i modsætning til den franske er kristent orienteret, fortæller Kim Leine.

»Han er naturvidenskabsmand af tilbøjelighed og præst af nødvendighed. Som ung tror han, at hans rationalisme beskytter mod alle livets trængsler, men i Grønland bliver han nødt til at revidere den opfattelse. Tingene begynder at skride for ham, han får hårde kriser, religiøse åbenbaringer og kommer til at se sig selv om Kristus, da han tilslutter sig profeterne.«

»Han kommer ned med nakken mange gange, men det er en nødvendig modningsproces. Til slut er han et større menneske, end da han kom. Derfor ender han også med at vende tilbage til Grønland.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Kim Leine, f. 1961. Leine er født i Norge og kom til Danmark som 17-årig.
- Han har arbejdet som sygeplejerske i Grønland i 15 år.
- I 2004 vendte han tilbage til Danmark og debuterede med erindringsromanen ’Kalak’ (2007).
- Hans anden roman, ’Valdemarsdag’ (2008), udspiller sig i førkrigstidens København og handler om familietragedie og et blodigt jalousimord.
- I 2009 udkom ’Tunu’, hvor Leine igen kredser om Grønland i fortællingen om en ung dansk mandlig sygeplejerskes møde med det grønlandske samfund og kultur.
- Aktuel med ’Profeterne i Evighedsfjorden’

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu