Nyhed
Læsetid: 5 min.

Journalistik i novellelængde

Fire journalister har sagt deres faste job op for at forfølge drømmen om at dyrke en helt ny genre, singlen. Fredag udkommer den første danske ’single’ – som hverken er en artikel eller en bog, men en mellemting. Der er brug for seriøs og nytænkende onlinejournalistik, mener folkene bag
Kultur
27. marts 2012
Fire journalister har sagt deres faste job op for at forfølge drømmen om at dyrke en helt ny genre, singlen. Fredag udkommer den første danske ’single’ – som hverken er en artikel eller en bog, men en mellemting. Der er brug for seriøs og nytænkende onlinejournalistik, mener folkene bag

Fra en treværelses lejlighed i en Vesterbro-baggård udspringer en helt ny genre i denne uge. Singlen.

»En single er hverken en bog eller en artikel. Det er en mellemting,« siger Hakon Mosbech om det format, som danskerne fra på fredag kan downloade til deres iPad eller computer.

Hakon Mosbech viser rundt i den beskedne lejlighed, hvor han sammen med sine journalistkolleger og en virksomhedspraktikant har indrettet kontorer. Der er få ting på væggene – og flere af skrivebordene i kontorfællesskabet består af plader på træbukke. Zetland, hedder deres firma:

»Lige som vores journalistik er en zetland en hydrid. Det er en krydsning mellem en zebra og en shetlandspony,« forklarer Hakon Mosbech.

Projektet startede for halvandet år siden, da Hakon Mosbech, Lea Korsgaard, Silke Bock og Jakob Moll, som alle er yngre redaktører og journalister, forlod deres job. Hakon kom fra Euroman. De andre fra Politiken, TV2 News og Lindhardt & Ringhof.

»Vi havde snakket om det længe, så vi tænkte, at hvis vi skulle gøre noget ved det, så var det nu – inden vi blev for magelige,« fortæller Hakon Mosbech, som har sat sig i et meget lille baglokale til et tekøkken. På væggen hænger et indrammet nummer af Rolling Stone Magazine med Hunster S. Thompson på forsiden. På bordet ligger både en iPad, en iPhone, en MacBook og en Kindle. Til gengæld er der ingen pære i den lampe, som hænger ned fra loftet. Singlerne kan downloades til en hvilken som helst computer eller e-læser:

»Det er muligt, at vi med tiden vil lave singler på tryk også. Men i første omgang vil vi hellere bruge vores ressourcer på journalistikken end på tryk og distribution,« siger han.

Single

Singlen, som blev opfundet for få år siden i USA, er længere end selv den længste avis- og magasinartikel, men kortere end en bog.

»Det er i virkeligheden journalistik i novellelængde. Mange journalister har følelsen af, at de ikke får lov til at fortælle hele historien, fordi der ikke er plads nok til nuancer og fordybelse. Omvendt bliver der også udgivet mange journalistiske bøger, som er for lange i forhold til, hvad historien kan bære,« siger Hakon Mosbech

Ordet single refererer dels til, at det kun er én historie, man køber, dels til, at fortællingen – modsat de fleste bøger – kan læses i ét stræk, ’a single sitting’, som amerikanerne kalder det. At læse en single kan typisk tage halvanden time, lige så lang tid det tager at se en spillefilm. Zetlands første single handler om Danmarks adelige godsejere, og det er Hakon Mosbech selv, der har skrevet den sammen med Silke Bock. Nogle af singlerne skal skrives af unge talenter, men også mere etablerede journalister og forfattere har sagt ja til at bidrage. Blandt andre Mads Brügger. Til at begynde med skal der udkomme en enkelt single om måneden, men håbet er, at frekvensen skal op. Foreløbig er der bl.a. planlagt en om Afrika, en om organiseret kriminalitet, en om mænds forhold til andres tissemænd, en om appetit og en om ADHD.

»Der er ikke lagt op til, at vi skal være dagsaktuelle, snarere aktuelle i forhold til tiden vi lever i og det at være menneske i dag,« siger Hakon Mosbech.

Økonomi

Døren til det lille baglokale går op, og Zetlands virksomhedspraktikant, Liv, stikker hovedet ind og siger, at hun går hjem.

»Der ligger nogle breve med ansøgninger på dit skrivebord. Du husker at sende dem, ikke?« spørger hun. Det forsikrer Hakon Mosbech, at han vil:

»Vi er stadig i gang med at søge nogle fonde,« forklarer han, da hun igen er gået. Hvad angår Zetlands økonomi, så kommer den første single til at koste 28 kr., men prisen vil variere fra gang til gang. Der skal trods alt sælges en del singler, før omkostningerne er tjent hjem. Om økonomien bag projektet, siger Hakon Mosbech:

»Vi regner ikke med, at det løber rundt det første år. Men ud fra vores undersøgelser og erfaringerne fra udlandet forventer vi, at det kan løbe rundt året efter.«

Zetland har allerede fået støtte fra flere fonde, og de fire journalister har – siden de sagde deres job op – arbejdet freelance ved siden af projektet. Men Zetland er overbeviste om, at der på sigt vil være læsere nok til, at firmaet kan løbe rundt uden støtte. Og Hakon Mosbech mener ikke, at det er umuligt.

»I USA går det rigtig godt,« siger han.

Det er blandt andet sider som amazon.com og byliner.com, der dyrker genren. Sidstnævnte solgte mere end 100.000 singler i løbet af det første halve år, de var på markedet. De amerikanske singler har naturligvis et noget større marked – og langt flere amerikanere end danskere har e-læsere, men Zetland henviser til, at danskerne også i stigende grad læser e-bøger, lige som salget af e-læsere, fx iPad, er i kraftig vækst.

»Så selv hvis man skalerer det ned til danske forhold, ser det godt ud,« siger Hakon Mosbech, som ikke er i tvivl om, at der er et marked for længere journalistik på nettet.

»På nettet er journalistikken meget hurtig og flimrende. Jeg har en idé om, at mange godt kan bruge en pause. Der må være et marked for dem, der vil dyrke det grundige og eftertænksomme,« siger han. Af samme grund vil der hverken være annoncer, videoer eller links på Zetlands singler:

»Det er tanken, at man skal fordybe sig i teksten uden at blive forstyrret,« siger Jakob Moll, som netop er trådt ind i baglokalet med en kage i hånden.

At danskerne ikke har været de bedste til at tage e-bøgerne til sig, ryster heller ikke folkene bag Zetland:

»Det er et spørgsmål om tid. I USA bliver der solgt flere e-bøger end hardback-bøger, og hvis man ser på udviklingen i læsemønstre og udbredelsen af tablets forventer vi, det ser helt anderledes ud herhjemme om et år,« siger Hakon Mosbech.

»Men det vil helt sikkert tage noget tid, før det er udbredt. Sådan er det jo, når man er først med en genre. Men det var sådan set også hele ideen med det – at være først,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her