Læsetid: 7 min.

I kamp for bogstavfødder og spalteben

Font. Skrifttyper adskiller den gode smag fra den dårlige. De ligner til forveksling hinanden, men vi nørder forskellene som aldrig før. I dag lancerer Information sin nye skrifttype
29. marts 2012

De første astronauter på månen medbragte ikke bare det amerikanske flag. I lasten på rumskibet Apollo 11 lå også en tavle med inskriptionen ’Vi kom i fred på menneskehedens vegne’. Det var ikke en tilfældigt udsmykket tavle, og beskeden var ikke indgraveret med den samme skråskrift, Neil Armstrong havde lært i Midtvestens skoler. Skrifttypen var enkel og modernistisk, Futura hed den. Den signalerede fremskridt og håb. Det gjorde den også for IKEA, der i et halvt århundrede brugte den i sit katalog. Indtil den dag i 2009 hvor det svenske imperium valgte at skifte skrifttype – eller på nudansk: font. Dengang lød der brok over, at Futura-fontens perfekt rundede ’o’, der ledte tankerne hen mod koncernens kendte kjöttbullar, ville dø hen i glemsel. Lige lidt hjalp det; IKEA ville lufte ud og fremstå mere moderne.

For skrifttyper har som oftest deres afgrænsede levetid, hvor de tjener helt særlige formål. Enkelte er aggressive og kantede, andre mere inviterende, og nogle trænger blot til at blive støvet af. Og ligesom SKAT gør klogt i at undgå gotiske bogstaver i sine rykkerbreve, bør aviser vælge skrifttyper, der øger læselysten. Derfor ser Information også anderledes ud netop i dag. Den Poynter-font, som har fulgt avisen fra 1980’erne, og som siden 1997 har været grundstenen i hele avisdesignet, vil fremover være erstattet af ’i’: Informations helt egen skrifttype.

Skriftpakken blev oprindeligt udviklet i 2010 til den spanske avis Los Tiempos, og er en moderniseret udgave af Informations tidligere font.

Selve skrifttypen låner træk fra ethvert avisdesigns moder, Times New Roman, som alle computere i dag er født med. Denne font blev udviklet til avisen The Times af designeren Stanley Morison i 1932 og har været hyldet som mønstereksempel på en skrifttype, der sikrer læselighed på mindst mulig plads. I det forløbne årti har den dog mest været forbundet med brugsmanualer og bureaukratiske påbud, og nyder derfor kun ringe anseelse. Det er ærgerligt, for dens læsevenlige karakter kan være med til at sikre tilgængelighed, mener designer Tobias Røder fra MegaDesign, der har bragt den nye ’i’-skrift til verden.

»En avis skal ikke give læseren dårlig samvittighed som påmindelse om, hvor lidt tid hverdagen tilbyder. Skriften skal være let at afkode, man må ikke blive træt i hovedet,« siger han og påpeger, at Informations nye design har gjort spaltebenene bredere for at give mere ro og større tilgængelighed. Det er også med til at skabe større rum mellem annonce og tekst.

»Det handler også om at adskille hakkekød fra Irma med massedrab i Basra,« siger han.

 

Vi er alle nørder

I-fonten skal som hybrid mellem Times New Roman og en række andre bløde fonte på ny gøre avisen grafisk veloplagt. For ligesom Information var det første landsdækkende dagblad, der overgik fra traditionelt avisformat til tabloidstørrelse for seks år siden, skal avisen også følge udviklingen indenfor skriftdesign.

Og siden avisen anskaffede sin tidligere skriftpakke i 1997, har verden oplevet en font-eksplosion. I dag skyder font-tegnestuer op over hele verden, mens designerspirer sidder derhjemme i tusindvis og ommøblerer eksisterende skrifttypers ben og fødder i jagten på den perfekte bogstavkrop. Ikke blot designere, men også lægmænd taler i dag om ’visuelle identiteter’ og ’tekstbilleder’, og alle, som har prøvet at lave en festinvitation, harstået over for valget mellem Arial og Times New Roman. Fra at være et elitært foretagende er fonte i dag genstand for et verdensomspændende nørderi, vi alle deltager i.

 

Skriftens toneleje

Selv designere indrømmer i dag, at de fleste skrifttyper ligner hinanden forbavsende meget. Et A er nødt til at ligne et A, hvis vi skal genkende bogstavet. For vi staver os ikke gennem tekster, men ser og genkender tekstbilleder som noget, vi har set før.

Alligevel peger skrifttyperne i mange, men mindre synlige retninger. Fonte udgør den mindst spektakulære del af et visuelt udtryk, overskygget af eksempelvis billeder og farver. Men samtidig er de vigtige som den del af det visuelle udtryk, der ligger tættest på ordet. For skrifttypen er skriftsprogets følelsesregister; dets toneleje.

Den måde, bogstaverne er formgivet på, afgør, om du forstår et ord som autoritativt, formelt eller fjollet. Og nok er der et fælles ophav mellem Mærsks kantede logo og Fætter BR’s ballonbløde typer, men skrifttyperne fortæller radikalt forskellige ting. Og tegneseriernes ’AAAAARGHHH’ kan ikke skrives i en nøgtern, statsmandsagtig font, hvis læsere fortsat skal drages af universet.

»Det er ultra-umærkelige, nærmest usynlige ændringer, vi foretager i designprocessen. Det er ekstremt nørdet, og ingen andre end os selv forstår det jo egentlig,« siger grafisk designer Peter Folkmar Christiansen fra designbureauet Kontrapunkt.

Han mener dog stadig, at et ’parkering forbudt’-skilt ændrer karakter og toneleje, hvis det sættes i den småironiske Comic Sans modsat den nøgterne Helvetica. Ellers trives enigheden i designerkredse: gode og solide skrifttyper bør man ikke lægge mærke til. De skal helst trone diskret øverst i brandhierarkiet. Det bliver der også spekuleret i hos kendte mærker som Coca-Cola, der løbende filer og småjusterer i etiketter, så det grafiske udtryk over en årrække ændrer sig til ukendelighed, mens kun kendere oplever skiftet fra år til år.

 

Tæm detaljen

Godt nok er formgivningen af bogstaver og fonte en diskret affære. Ikke mindst i avisdesign. Bogstavernes krumning eller tykkelse skal ikke ændres markant, før fonten er totalt forandret. Det er designerens kamp om at tæmme detaljen. Men skrifttypens historie er også kampen for at illustrere det tiltænkte ved at hægte sig på særlige traditioner og værdier.

En skrifttyper, der på få år er kanoniseret som troværdigheden selv, er Gotham, der blev designet af amerikanske Tobias Frere-Jones under sin arkitektlampe i 2000. Otte år efter dens lancering så han en dag daværende præsidentkandidat Barack Obama på tv stå på et podium omgivet af skilte og bannere med beskeder som ’YES WE CAN’ og ’CHANGE WE CAN BELIEVE IN’. De var alle trykt i Gotham-fonten. Det gav den et overraskende, men massivt løft, og i dag er skrifttypen ikke bare mejslet ind i Frihedstårnet på Manhattans Ground Zero, men også adopteret af Obamas modstander Sarah Palin og en række Tea Party-talspersoner.

Nyt er det ikke, at en font er blevet forstået som bærer af mening og betydning i samtiden. Og nyt er det heller ikke, at en skrifttype er blevet fremelsket og hyldet af én gruppe, for så i næste øjeblik at blive adopteret af modstanderen. Det mest kendte eksempel er Nazitysklands brug af den gotiske Frakturskrift. Den blev i 30’erne opfattet som en gammel arisk skrifttype, der endnu ikke var blevet degenereret af latinske trykbogstaver. Det blev slået fast i slogan som ’Tyske skrifttegn. Det er et uundværligt forsvarsvåben mod truende af-germanisering for tyskere udenlands’. Men i januar 1941 blev fonten genstand for forbud, da den fra den ene dag til den anden blev sat i forbindelse med jødiske bankfolk og ejere af trykpresser. Grundene var nok andre, som flere siden har påpeget. Dels var bogstaverne svære at forstå for befolkningerne i de besatte lande, forbudsskiltene virkede derfor dårligt, og dels manglede der gotiske skrifttyper i franske og hollandske støberier.

 

Design er et skældsord

Afslutningen på Anden Verdenskrig førte til dyrkelsen af rene, modernistiske fonte som Helvetica og Futura, der kunne læses over hele Europa og var blottede for historiske og politiske bibetydninger. Den internationale uniformitet, der dengang fremstod befriende for en hel efterkrigsgeneration, bliver i dag begrædt af designere og skrifttypenørder. For ikke blot har den teknologiske udvikling gjort det nemmere at designe og sprede fonte på nettet, den har også homogeniseret tekstbilledet. Væk er de lokale referencer, der før fortalte beskueren, om skrifttegnet var designet i Tokyo eller Paris. I dag ligner fontene til stadighed hinanden. Det får i dag feinschmeckere til at drage på skrifttypeturisme for at opleve fontene i deres naturlige habitat.

Men hvorfor vækker det så stærke følelser og længsler hos folk rundt omkring i verden? Peter Folkmar Christiansen ser det som udtryk for en søgen mod autenticitet og en originalitet, som virksomhederne efterspørger i deres brandstrategier.

»Man kan tegne et abstrakt logo eller en farve, der muligvis kan være brugt før, men de kan være svære at tage ejerskab over. Omvendt kan du tegne en font, som lige har nogle personlighedsmæssige træk, der gør den unik, mens du samtidig kan hægte dig på traditioner, som du gerne vil koble dig til. Det er mere værdifuldt,« siger han.

»Der er i dag et enormt fokus på kvalitet og en nærmest arbejderistisk tilbagevenden til ’det gode håndværk’. Design er jo nær-mest blevet et skældsord. Der er så mange brugsgenstande, der er overdesignede, så at dykke ned i et univers af skrifttyper, der er nørdet og samtidig en lukket verden, gør det muligt kun at forholde sig til den autentiske skrift.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Birkvig

Det var dog en god, stor bunke løse påstande uden belæg og upræcise formuleringer I har fået banket sammen om avisen skriftskifte.

Lad mig give et par eksempler:

1. »Skrifttypen var enkel og modernistisk, Futura hed den. Den signalerede fremskridt og håb.«
Hvilket belæg er der for at påstå at »Futura signaler fremskridt og håb?«

2. »Og ligesom SKAT gør klogt i at undgå gotiske bogstaver i sine rykkerbreve, bør aviser vælge skrifttyper, der øger læselysten.«
Det er et pseudoproblem. SKAT ville jo aldrig vælge en gotisk skrift. Og læselysten kommer ikke af skriftvalget, men af det samlede produkts kvalitet og relevans. Hold nu op: det afhænger sgu’ ikke af skriftvalget (alene).

3. »Men i januar 1941 blev fonten genstand for forbud, da den fra den ene dag til den anden blev sat i forbindelse med jødiske bankfolk og ejere af trykpresser. Grundene var nok andre, som flere siden har påpeget.«
Ja, og Hitler foretrak antikva.

4. »Afslutningen på Anden Verdenskrig førte til dyrkelsen af rene, modernistiske fonte som Helvetica og Futura, der kunne læses over hele Europa og var blottede for historiske og politiske bibetydninger.«
Ja, disse grotesker blev i stigende omfang benyttet til en lang række opgaver. Men skriftformen var fx også meget populær fra midten af 1800-tallet og frem. Så på den måde var det jo ikke nyt. Det kommer meget an på hvilke kommunikationsprodukter, du kigger på.

5. »Den internationale uniformitet, der dengang fremstod befriende for en hel efterkrigsgeneration, bliver i dag begrædt af designere og skrifttypenørder.«
En underlig påstand. Hvem græder og skal have trøst? Har du en navneliste, så skal jeg nok sætte thekanden over og …? ;-)

6. »Væk er de lokale referencer, der før fortalte beskueren, om skrifttegnet var designet i Tokyo eller Paris. I dag ligner fontene til stadighed hinanden.«
Ja, skriftområdet (og designområdet) er blevet uddifferentieret og demokratiseret over de sidste 25 år. Det har skabt anderledes forhold mht hvem der har mulighed for og adgang til at lave grafisk design og kommunikation.
Men det har ikke rykket ved det forhold at noget er af god og noget er af mindre god kvalitet. Ligesom en række andre menneskeskabte produkter: vin, mad, musik, kunst osv. Det er jo ikke nogen nyhed. Og fontmarkedet er ikke lige pludselig blevet ændret. Det er sket over en ca. 25 års udvikling. Jeg har været med hele vejen.

7. »Der er i dag et enormt fokus på kvalitet og en nærmest arbejderistisk tilbagevenden til ’det gode håndværk’.«
Ja, det kan godt være der er trend, der peget på det gode håndværk, men det er meget få (også designere) der er håndværksmæssigt professionelle i den normale forstand af ordet håndværk. Nogle misforstår ordet håndværk med håndlavet. Og det er jo ikke det samme. Trendensen manifester sig i håndlavede designløsninger, der er af en meget svingende kvalitet.

Nå, nu skal jeg nok holde op …

PS: hvordan kan Poynter-skriftfamilien have fulgt avisen siden 1980’erne, når Tobias Frere-Jones har designet den i 1997?
Så vidt jeg husker brugte I Century Schoolbook frem til skiftet til Poynter.

Maj-Britt Kent Hansen

Er der nogen (synlig) forskel at spore i netudgavens skrifttype? Jeg ser den i så fald ikke.

Når nu særligt læsevenligheden fremhæves ved den nye skrifttype, så vil jeg da ikke undlade at nævne, at korrekturlæsning - herunder på hastigt oversatte tekster - også vil kunne stemme læserne mere venligt.

Jan Eskildsen

Sådan går det, når man sætter en ufaglært til at skrive om noget, han ikke har begreb om. Hvorfor lade en filmfotograf spille klog på skrift og typografi, når man har adgang til typografisk hjælp?