Læsetid: 3 min.

Kaurismäki og øh... ?

Aki Kaurismäki er biografaktuel med ’Miraklet i Le Havre’, men har finsk film andet at byde på end den skæve, humanistiske festivalyndlinge?
15. marts 2012

Finsk kulturproduktion er, generelt, for udefrakommende en mærkelig fisk. Vi kender få af dens finner: poprockgruppen 22-Pistepirkko (’22-prikket mariehøne’ på dansk), heavymetalbands som de monstrøse Lordi, der brølede sig til sejr i Europæisk Melodi Grandprix i 2006.

Nogle har læst 2010-vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi Oksanen, og hendes romanuniverser af spiseforstyrrelser og depression, og mangt et barnesind er blevet subtilt formørket af Tove Janssons (u)hyggelige Mumitroldene.

Når det kommer til film, kender de fleste højst ét navn: Aki Olavi Kaurismäki (f. 1957), den cinefile auteur-instruktør, der i international sammenhæng er finsk samtidsfilm med særegne værker som Guldpalmevinderen fra 2002, Manden uden fortid. I dag er der dansk premiere på Kaurismäkis herlige, fransksprogede Miraklet i Le Havre, der vandt FIPRESCI’s kritikerpris på sidste års filmfestival i Cannes.

Men hvad, om noget, er finsk film uden Aki Kaurismäki?

Akis arv

For Finlands mest anerkendte filmhistoriker og, følgelig, Kaurismäki-ekspert, Peter von Bagh, er der én ikkeforuroligende grund til, at mange udlændinge kun kender Aki Kaurismäki.

»Aki er det bedste, der nogensinde er sket os,« siger han, da Information møder ham på Rotterdam Film Festival.

»Mange finske film bærer præg af noget provinsielt. Aki er den eneste instruktør, der for alvor har verdensklasse.«

Selv om kendere af finsk filmhistorie kan genkende temaer og stemninger fra hjemlandets filmproduktion i Kaurismäkis værker, borer hans filmrødder sig snarere ned i den klassiske europæiske, særligt franske, samt amerikanske filmhistorie.

»Han er et typisk eksempel på en cinefil. Jeg mindes ham tidligt fra min tid som programlægger på det finske filmarkiv. Han boede ikke i Helsinki, men tog et tog dertil hver dag, frem og tilbage fra Tampere, for at se to-tre film, som vi så ivrigt diskuterede.«

Trods flere forsøg kom Kaurismäki aldrig ind på den finske filmskole. I stedet gik han i den bedste skole af alle, siger von Bagh.

»Han har set de klassiske film, og hans filmsprog er dannet af de fineste billeder, filmhistorien har produceret.«

Det anedes allerede tydeligt i debutfilmen fra 1983, Forbrydelse og straf, en film noir-inspireret Dostojevskij-filmatisering med Kaurismäkis siden så kendte sans for mørke, excentriske – og ordknappe – eksistenser fra samfundets bund. Ofte er hans film genreparodier eller -pasticher på f.eks. film noir (Manden uden fortid) og roadmovies (Leningrad Cowboys Go America, 1989) og med en forkærlighed for fulde finner og for rock’n’roll-soundtracks.

Instruktøren har selv, drilsk udtalt, at filmkunsten »døde i 1962. Engang i oktober«. Og oftest sammenlignes han med franske instruktører som Robert Bresson og Jean-Pierre Melville. Aktuelle Miraklet i Le Havre, filmet i havnebyen, er fortalt med en humanisme, man skal tilbage til amerikanske Frank Capra (Det er herligt at leve, 1946) og italienske Vittorio De Sica (Cykeltyven, 1948) for at finde.

Dansen om deadpan

Aki Kaurismäki ’genbruger’ med fordel sine skuespillere fra film til film (Kati Outinen spiller viv i den Miraklet i Le Havre), og generelt er de hurtigt indspillede og er billige at producere.

Sammen med sin bror, instruktør og producent Mika Kaurismäki, har Aki Kaurismäki skabt produktions- og distributionsselskabet Villealfa, og tilsammen har de to instruktørbrødre stået bag en femtedel af Finlands samlede filmproduktion siden 1980’erne. Aki selv, der også producerer, har gennem årene talt for flere statskroner til en filmindustri, der har haft svære problemer med at bygge bro mellem de kunstneriske og de populære film.

Filmhistoriens vigtigste finske instruktører har knap nok lavet finske film. Stumfilmmesteren Mauritz Stiller arbejdede i Sverige og siden Hollywood, og Finlands kendteste instruktør i moderne tid, Renny Harlin, har i USA lavet film som Die Hard 2 (1990) og The Long Kiss Goodnight (1996). Og ofte debatteres det, hvorvidt statsstøtten til finsk film skal bruges på nationale film eller internationale samarbejder.

Filmfestivalen CPH PIX, der løber af stabelen i april, viser i år en enkelt finsk film, Timo Vuorensolas hæsblæsende og hypede sci-fi-parodi Iron Sky, en finsk-tysk-australsk koproduktion, der er medfinansieret af begejstrede fans.

Selv om den på mange måder er vokset ud af en finsk forkærlighed for deadpan-humor og de gakkede sci-fi-film fra den finske nybølge i 1960’erne, så påpeger CPH PIX’ programchef, Thure Munkholm, at den i lige så høj grad er udtryk for en langt bredere ’fanboy’-tendens til genredyrkelse, som er meget lidt ’finsk’ i sit udgangspunkt.

»Fordommen om finsk film handler om deadpan-humor og triste eksistenser. Det er et meget sortkomisk blik på tilværelsen, som tilsyrer de film, vi ser på de udenlandske festivaler. På en måde er det altså også os, der holder folk fast i det billede i de film, der købes hjem til festivaler,« siger Munkholm.

»Og det billede danser altså stadig om Kaurismäki.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Iron Sky skal nok få en fyldig omtale/anmeldese, når den har ordinær dansk biografpremiere i april. Dette er en artikel om finsk film generelt i anledning af Kaurismäkis Miraklet i Le Havre.