Kreativiteten som livets drivkraft

Den franske tegneserie-tegner Moebius alias Jean Giraud, der døde for en uge siden, efterlader sig et omfattende, visionært værk med en personlig kosmologi
16. marts 2012

Moebius’ svanesang, tegneserien Le Chasseur déprime fra 2008 afsluttes brat, just som hovedpersonen major Grubert i en UFO runder begivenhedshorisonten til en anden verden. »Fin de l’épisode,« står der i en lille tekstkasse i bedste føljetonstil; »Fortsættelse følger,« fristes man til at tænke, selvom skaberen nu er død.

For med Moebius er der ikke rigtig noget, der slutter. Hans værk udfolder sig som i den enfladede båndsløjfe, fra hvilken han tog sit pseudonym. En lang, selvrefleksiv variation over den skabende forvandling der driver verden. Således er Le Chasseur déprime den aldrende, kræftsyge kunstners tilbagevenden til sit hovedværk, Den hermetiske garage – en serie, der i 1976–78 løb som føljeton i Métal Hurlant – Heavy Metal på dansk – det skelsættende science fiction-tegneserieblad, Moebius havde været med til at starte et par år forinden.

Metoden var umiddelbart ren improvisation, med markante stil- og genreskift episoderne imellem og med et plot, der kun i længden fandt en vis sammenhæng. Det var surrealisternes princip om automatskrift, drevet af en vilje til orden, der endte med at blive en kortlægning i tegneserieform af Moebius’ egen kreative proces. Resultatet var en art personlig kosmologi med tilbagevendende karakterer og lokaliteter – en løst sammenhængende, men episk iscenesat verden af muligheder, der skulle nære hans værk resten af livet.

Hinsides det sansede

Jean Giraud, som han ellers hed, var rundet af den naturalistiske tradition, der i tegneserien fandt sit smukkeste udtryk i amerikanske eventyrserier fra det 20. århundredes første halvdel, samt selvfølgelig hos hans egen læremester, den store belgiske tegner Jijé.

Det var under indflydelse af denne, at Giraud i 1961 sammen med forfatteren Jean-Michel Charlier gav sig i kast med western-sagaen Blueberry, der ligeledes fulgte ham gennem livet og trods sin mere lineære struktur og vægt på iagttagelsen bag det tegnede, i bund og grund næredes af samme billedskabende fantasi. Det var for at give denne frit løb, at han tidligt i 1970’erne udspaltede sit virke som Giraud til også at omfatte den fantastisk orienterede dobbeltgænger Moebius.

Giraud/Moebius tegner ofte detaljeret, men billedet er altid klart. Det skyldes hans ganske særlige sans for abstraktionen, for forenklingen af former og deres indbyrdes orden. Snarere end at beskrive verden, som den tager sig ud, skildrer hans svale, letløbende, nærmest kviksølvagtige streg den metaforisk – ikke blot fordi den iscenesætter imaginære verdener og fantastiske figurer, men fordi dens stilistiske integritet peger på en sandhed hinsides det sansede.

Form og følelse bliver til i ét i hans vidt forgrenede arabesker. Når han er værst, bliver det ren overflade, men når han er bedst, er hans kunst visionær af karakter.

Giraud/Moebius hører til blandt de sjældne kunstnere, der rykker på vores måde at se verden på. Hans arbejde, hvad enten i tegneserieform, i animation eller som designer på film eller spil, har gennemstrømmet vores billedverden. Og det er velgørende, for den bindes sammen af en stærk tro på den menneskelige kreativitet som livets drivkraft.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer