Stilhed kan være fortrængning. Troen på at man kan holde det forfærdelige borte ved ikke at benævne det. Men stilhed kan også være lydhør åbenhed. At gøre sig stille og dæmpet, så man kan høre det, der i mange år har været overdøvet af livets og dagens gang.
I Merete Lindstrøms roman Dager i stillhetens historie er stilheden begge dele. Der fortælles om den stilhed, der gennem årtier har hersket i en norsk kernefamilie for at holde det skræmmende borte. Men der fortælles med den stilhed, som er åben og lyttende. Romanens jegfortæller, Eva, har nået et punkt sent i livet, hvor hun kan være stille på dén måde, og Merete Lindstrøm har givet hende en uforglemmelig dæmpet og ligefrem stemme, som fastholder læseren i intens og koncentreret lytten fra romanens første linjer. Det er en stemme, der slipper den anden ind. I romanens univers er dét et genkommende tema: at slippe den anden ind.
Det hele starter med Evas erindring om dengang, hun slap en fremmed, ung mand ind til sine små døtre i den rene og rolige Bergen-villa: »Det var mig, der slap ham ind. Indtrængeren kaldte jeg ham senere, men han brød ikke ind. Han ringede på, som hvem som helst kunne have gjort, og jeg åbnede.« Senere, i deres alderdom, slipper Eva og hendes mand Simon en lettisk hushjælp ind: »Vi slap hende ind. Det føltes, som om vi havde ventet på hende hele tiden.« Den lettiske kvinde kommer til at fylde meget i deres tilværelse: »Forelskelsen kommer langsomt, men sikkert.«
Aldrig bare torden
»Stilheden er også en samtale«, siger Eva et sted. I sin takketale, da hun modtog Nordisk Råds Litteraturpris, citerede Lindstrøm dette. Hun fortalte, hvordan hun og hendes døtre hørte bombeattentatet i Oslo 22. juli 2011 som en torden i det fjerne. Og hvordan hun siden har måttet berolige sine døtre, hver gang det tordner: »Det er bare torden.« Men som Lindstrøm fortsatte: »Det er aldrig bare torden.« Og det, vi ikke siger, kan være det, som slet og ret ikke kan siges. Eller kun kan kommunikeres i tavsheden. Således er Lindstrøms roman ikke en simpel historie om den dårlige stilhed, der fortrænger det skræmmende og vigtige. Det er også en historie om alt det, der er til stede i stilheden.
At åbne sin dør for den anden og blive bange. At åbne sin dør for den anden og blive forelsket. Hos Lindstrøm sker der begge dele, og de to erfaringer ligner hinanden. I begge tilfælde åbnes døren samtidig for fortidens spøgelser. Vi hjemsøges endog af de smerteligste spøgelser fra den europæiske historie: spøgelserne fra Auschwitz. At skrive lyrik efter Auschwitz er barbarisk, sagde Adorno. Men Merete Lindstrøms prosa er ikke en barbarisk æstetisering af Auschwitz. Den er det åbne, eftertænksomme og lyttende svar, som man skylder fortidens spøgelser, når de melder sig.
