Læsetid 5 min.

Må man redigere i virkeligheden?

Hvad er forskellen på at mørklægge et par sko og en radiator i efterbehandlingen af et pressefoto og at dreje kameraet, så de ikke optræder på billedet? Her på 100-års-dagen for Årets Pressefoto raser en debat blandt danske pressefotografer om, hvor grænsen går for billedredigering
Thomas Nielsens billede fra Mændenes Hjem har splittet fotografstanden – men de fleste er enige om, at det er sundt at debattere hvor meget, man må redigere et billede.

Thomas Nielsens billede fra Mændenes Hjem har splittet fotografstanden – men de fleste er enige om, at det er sundt at debattere hvor meget, man må redigere et billede.

Thomas Nielsen
2. marts 2012

Et lille paprør og en photo-shoppet mørklægning af kanter og baggrund i et pressefotografi er blevet genstand for en af de mest principielle debatter om fotojournalistik i Danmark i flere år.

Freelancefotograf Thomas Nielsen monterede det hjemmelavede paprør med gaffatape på sin blitz, da han sidste år lavede en fotoreportage fra Mændenes Hjem i København. På den måde fokuserede han lyset i billedet på sit motiv og photoshoppede efterfølgende hjørnerne og baggrunden helt sort.

Det betød, at han undlod at vise, at der i billedets mørke felter gemte sig et par sko, en radiator og en skraldespand. Men det måtte han ikke, mente i hvert fald Pressefotografforbundets bestyrelse, der for første gang nogensinde valgte at udelukke blandt andre Thomas Nielsens billeder fra Årets Pressefoto på grund af for megen efterredigering.

Begrundelsen var forbundets nye kurs over for ’overdreven billedbehandling’.

»Det kan være fint at gøre dele af billedet lidt mørkere, men i disse tilfælde har fotografen lukket dele helt ned i sort og på den måde helt fjernet dele af billedet. Den går ikke,« sagde bestyrelsesformand i Pressefotografforbundet Lars Lindskov, da forbundet i januar udelukkede tre enkeltbilleder og to serier fra Årets Pressefoto.

Ophedet debat

Efterfølgende har debatten raset blandt de danske pressefotografer og på både fotografforbundet og journalistforbundets hjemmeside. Og handler om, hvor meget man som pressefotograf kan tillade sig at ændre på den virkelighed, man gengiver i sine billeder. Og den rejser det principielle spørgsmål, om man overhovedet kan opstille regler for, hvad fotografen må og ikke må før, under og efter, at billederne er blevet taget.

Pressefotograferne er enige om, at man hverken må tilføje eller fjerne elementer eller personer i nyhedsbilleder.

»Man må ikke lave om på virkeligheden, men man skal vinkle den, så man kun fortæller den centrale del. Man må ikke sætte nye ting ind eller tage elementer ud for at gøre sit billede stærkere,« siger Sigrid Nygaard, der er billedchef på Information og bliver bakket op af sine fotokolleger på Politiken og af bestyrelsen i Fotografforbundet.

Intern splittelse

Men der hører enigheden i fotografstanden op. For mens Sigrid Nygaard mener, at »bestyrelsen i pressefotografforbundet har lavet en fejl ved at smide Thomas Nielsens billeder ud af konkurrencen,« så mener flere andre fotografer, at udelukkelsen var helt korrekt.

»Jeg fokuserer på noget bestemt, når jeg tager billeder, men min grænse går ved, at man ikke må lyve. Og jeg synes, der er efterbehandlet for meget i Thomas Nielsens billedserie, og der er ting, der er udeladt, som jeg ikke ville have udeladt,« siger Peter Hove Olesen, der er fotograf på Politiken og afgående medlem af bestyrelsen i Fotografforbundet.

Han har valgt at udtræde af bestyrelsen, fordi debatten om udelukkelsen af Thomas Nielsen på et tidspunkt var »langt ude«.

Netop grænsen for, hvor meget man må ændre på sine billeder i den efterredigering, som for år tilbage foregik i et mørkekammer, men som i dag foregår digitalt og derfor stiller større krav til fotografernes etik og moral, er centrum for den principielle diskussion, som Thomas Nielsens billedserie har skabt.

»Det er en balancegang i disse år. Vi kan rigtig meget med fortælletekniske midler som Photoshop, men vi har også et kæmpe ansvar, fordi vi er et sandhedsbærende medie. Og det skal vi bevare,« siger Ditte Valente, der er medlem af Fotografforbundets bestyrelse og tager billeder for Politiken.

»Vi må ikke lægge en puritansk objektivisme ned over fotografiet. Men gråzonen i skellet mellem, hvad der er reklame eller kunst og det, der er fotojournalistik, er minimal. Og den må vi simpelthen ikke overskride. For så får vi et kæmpe problem,« siger hun.

Det problem er den tidligere fotochef på Politiken og mangeårige medlem af juryen i World Press Photo, Per Folkver, ikke så bange for. Han mener, det er op til læseren at afgøre, om man tror på det, man ser.

»Billeder er altid manipulerede. Alle billeder har været behandlet. Der findes intet umanipuleret billede. Grænsen finder man ved at kigge på det enkelte billede. Selvfølgelig bruger fotografer computer og Photoshop. Og hvis de ikke gjorde, var de da også et besynderligt folkefærd. Jeg er imod puritanismen, og jeg er for, at der nogle gange bliver trådt over grænsen for at finde ud af, hvor den går. Det hedder udvikling, og det støtter jeg,« siger Per Folkver.

Han understreger, at det at gøre hjørnerne lidt lysere eller mørkere svarer til at stryge en bisætning, der ikke er vigtig for den overordnede fortælling. »

Det gør det ikke til et falsum,« siger han.

Debatten om Thomas Nielsens billeder er altså andet og mere end debatten om en udelukkelse fra en konkurrence. Og i fotokredse er man glade for, at man nu kan debattere, hvor grænsen går, og hvad man må gøre i redigeringsfasen.

»I virkeligheden handler debatten om, at det er meget svært at opstille nogle retningslinjer for, hvad man må og ikke må med pressefotografier i Danmark,« siger Sigrid Nygaard.

Ingen regler?

For snart 20 år siden lavede Per Folkver et bud på pressefotografiets 10 bud. Det første lød: ’Der findes ingen regler, bryd dem’. For Per Folkver er kreativiteten essensen af fotografering.

»Grundlæggende bør man have så få regler som muligt. Det er et ønske om frigørelse og så stort spillerum som muligt. Jeg er ikke imod regler, men jeg er imod regler, som snærer. For når man laver en regel, laver man også en binding, der forhindrer kreativitet,« siger han.

Ditte Valente indrømmer, at der måske er gået for meget puritanisme i regelrytteriet, og at man ikke skal have regler for reglernes skyld. Men samtidig advarer hun imod, at man helt går bort fra at have et sæt retningslinjer for fotojournalistikken.

»Jeg mener ikke, det er til vort eget bedste helt at give slip på reglerne. Jeg synes, troværdigheden er vigtig, og vi skal bibeholde, at folk tror på vores ting,« siger hun.

Hun er åben for, at regelsættet måske snart bliver ændret.

»I forhold til tidligere har vi nu en mere fortællende rolle, som skal give beskueren en anderledes oplevelse af verden, og det kan være, det kræver nogle friere rammer for, hvordan vi udtrykker os,« siger Ditte Valente.

Debatten og diskussionen om, hvor grænsen går, og hvad man som fotograf må og ikke må, fortsætter utvivlsomt i dag, når branchen skal hylde de bedste billeder fra sidste år ved Årets Pressefoto. Men selvom bølgerne går højt, og fronterne er trukket op, så mener Peter Hove Olesen, at danske pressefotografer går en lys fremtid i møde.

»Dansk pressefotografi er på vej i titusinde retninger. Det er fedt, at vi ikke er på vej i den norske retning, hvor de efter Utøya ikke tør vise virkeligheden, som den ser ud. Og det er fedt, at vi heller ikke er på vej i den amerikanske retning, hvor de nærmest ikke må efterbehandle deres billeder. Og jeg synes, det er fedt, at Thomas (Nielsen, red.) har udfordret reglerne og vores måde at tænke på med de ting, han har lavet,« siger Peter Hove Olesen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Det er vel kun pressefotografer, der tror folk stoler blindt på et pressefoto - vi henter vores meningsdannende informationer fra et utal af kilder...

...blandt andet fornemmelsen af være stillet overfor et manipuleret foto.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Da jeg som barn hjalp min far i hans mørkekammer med at fremkalde billeder, både sort/hvide og farve-fotografier, lærte han mig, at alle billeder altid er manipulerede udtryk for virkeligheden og at fremkaldte billeder altid kan manipuleres.

Det sidste kan ske ved at fotografen, efter billedet er fremkaldt ganske enkelt beskærer billedet, så ting ikke ikke kommer med, så den ting eller det menneske, fotografen vil have i fokus kommer i fokus. Og mon ikke man også dengang kunne gøre billedets kanter mørkere, hvis man ville?

I dag beskærer man altså billeder digitalt, så fotografen her har vel bare beskåret billedet og klippet det fra som tog fokus fra det han gerne ville fortælle....
Mht. pap-rører, tjah, i gamle dage havde fotografer forskellige linser, de kunne sætte på deres kameraer, f.eks. en linse til optagelser langt væk, en vidvinkel-linse og sikkert også en sådan linse som den pågældende fotograf har lavet med sit paprør. Men det moderne fotografer måske glemt? siden de allesammen nu åbenbart fotograferer med digital-kameraer? De har måske glemt at det at fotografere er en kunst-art og at fotografen med sit blik udvælger det udsnit af virkeligheden som han mener passer til den historie han vil fortælle med billedet.

Og her kommer vil til det første, min far lærte mig:
Selv i fotografens blik, i hans eller hendes udvælgelse af det udsnit af virkeligheden, han vil fortælle om ligger der en manipulation af virkeligheden. Fotografen som subjekt bestemmer nemlig altid hvordan virkeligheden skal fortolkes - alene ved udelukkende og kun at fotografere et bestemt udsnit af den.